Hørte rigtig meget Sparks, when a young kid in Viborg. De to Mael-brødre – pin-up-sanger Russell og Adolf Hitler-lookalike-sangskriver Ron – kørte ret bizarre sangtekster, der her, i en sang fra Sparks’ 1976-album ‘Big Beat’, resulterer i et helt andet take på Mississippi’s storhed end Johannes V’s:

I BOUGHT THE MISSISSIPPI RIVER

I bought the Mississippi River
Of course that don’t include the towns
Or the people
Around the Mississippi
Well, to clinch the deal the man threw
In a boat with crew
And then I knew I’d better grab that
River fast
It wouldn’t last
They never do, they never do
It wouldn’t last, last, last

So now I own the Mississippi
I couldn’t decide if I should leave it there
Or tug it out West with me
The best thing was to think about it,
Not to make a move I might regret
Cause then I’d have to have the
Mississippi sent back East, complete
With boat and crew
That wouldn’t do, do, do

It’s mine, all mine
It’s mine, all mine

Do rivers ever need companions
Should I enquire if the Seine is
Available, yeah, I would rather have
A classy little Frenchy than a Nile or
A Tybo, oh
Now wait a minute, how about the
Amazon, now that could be real fun
For Mississippi, for Mississippi,
For Mississippi, my Mississippi

I hope that I didn’t make an error
I hope this ain’t a lot more trouble
than it’s all really worth

© Ron Mael

Når rockstjerner bliver myrdet, tager deres eget liv, eller omkommer ved ulykker, holder vi vejret for dem en kort tid, inden livet atter tager videre. Den døde stjerne fastfryses i præcis den tidsalder og på det sted han/hun checkede ud i, og vil for altid i vores kollektive billede være fastlåst der. Læs navnet Jim Morrison og rejs tilbage til hippie-burnout a la Paris, 1971. Ian Curtis er lig visionen af tilsodede, industri-nedstyrtende Manchester små ti år senere, klædt i kulsort naturligvis. Kurt Cobain betyder Seattle, 1994, april-regn, ingen Courtney Love, men et jagtgevær, ligesom Jeff Buckley er Memphis, 1997, drukning og altfavnende Mississippi, næsten som Johannes V. Jensen godt 90 år tidlligere beskrev den.

Sangeren og sangskriveren Elliott Smith var ved sin død i 2003 ikke kommercielt så stort et navn som de her nævnte, men inden for sin niche, den intime, elegant melodiske, ofte brutalt nøgne bekendelsessang, var han et sandt es. Gennem et voksenliv med åbenbare problemer spyttede han sange ud, først sammen med punkbandet Heatmiser, siden alene, på en række opsigtsvækkende plader, hvis tyst indtrængende sangstemme, kontroversielle (= suicidale) ord og underspillede lo-fi-produktion høstede uforbeholden anerkendelse. Her i Danmark var Elliott Smith dog symptomatisk ikke større, end at vi kunne opleve hans sky væsen og specielle sange på et halvtomt Rust i 1998, den eneste gang han kom forbi.

Politiet i Echo Park, Los Angeles har aldrig med sikkerhed fundet ud af, om Elliott Smith’s død, forårsaget af to knivsik i hjerteregionen, var mord eller selvmord. Hans sangtekster, selvhadende som de står, peger klart i retning af det sidste, men uanset hvad, gør det ingen forskel. Elliott Smith er væk, vi kommer ikke til at blive beriget mere af ham.

Set på den baggrund er New Moon, den ‘nye’ dbl-cd, virkelig en overraskelse. Elliott Smith skrev og indspillede i et omfang, så langtfra alle sange kunne få pladsbillet på hans plader. Post mortem er der dukket rigtig mange næsten færdiggjorte optagelser op, hvoraf 24 af de bedste fra 1995-97 – hans nok mest kreative periode – er blevet shinet sonisk op og altså nu gives fri under titlen New Moon.

Når rockstjerner dør, udsendes der ofte bagefter mange ting i deres navn. Gerne fordi den familie, som har arvet efterladenskaber og rettigheder, godt vil se valuta. Et eksempel på det er Jeff Buckley, hvis mor ikke har ligget på den lade side med sin bankrådgiver. Tilsvarende har Courtney Love også solgt grundigt ud af Kurt Cobain’s private demoer og skriverier, selv hans dagbog findes vist nu udgivet. Og sådan er det tit. Fint for business, men ofte knap så befordrende for artistens eftermæle, der vel ikke fortjener at blive punkteret af mere eller mindre tvivlsomme produkter, hvis indhold først – og ofte med god grund – blev gemt bort af artisten selv.

New Moon er heldigvis ikke sådan en udgivelse. Ingen følelse af uinspireret materiale eller overkill her. Selvom sangene, som næsten altid hos Elliott Smith, mest dealer med drugs, misbrug, tvivl, selvhad, ensomhed, frustration, vrede, you name it, er det ikke nogen mørk nedtursspiral de lokker ind i. En omstændighed der skyldes Elliott Smith’s ligefremme, fortællende stemme, og så hans suveræne tag på hjemsøgende melodi. Resten er flygtige Beatles-akkorder og hviskende stilhed. De bedste optagelser her står ikke tilbage for noget han udsendte mens i live. En større ros kan New Moon vel næsten ikke få…

Som et simpelt pladecover dog kan fortælle mere end ord. Et sted langs den snorlige mørke landevej mellem Interpol City og Joydivisionville har det engelske band Editors slået sig ned. Tommelfingeren op herfra for deres to år gamle debut ‘The Back Room’, som ejede kold charme og neonlysende postpunk-guitarriffs nok til at stråle over sine beslægtede nykomlinge. Nu er efterfølgeren ‘An End Has A Start’ på vej og at dømme efter netop coveret ovenfor, er det en anderledes optimistisk og livsglad affære, nej?

Trist at høre New Order nu for anden gang er gået i opløsning og dermed igen er fortid. Comeback’et for få år siden, med pladen Get Ready, var ellers opløftende vitalt, og den samtidige optræden på Roskilde Festival viste slet heller ikke de tegn på metaltræthed og manglende skarphed, den slags band-reunions som oftest trækkes med. Det efterfølgende – og altså nu sidste – album Waiting For The Sirens Call faldt så meget desto mere som en kæmpeskuffelse, en række blege sangskitser blottet for retning og mål.

På den baggrund synes opløsningen tålelig. Hellere slet intet end flere uværdige udgivelser, som New Order’s ellers stolte historie ikke fortjener. For det var netop dette kollektiv fra Manchester som i firserne viste vejen frem i musik, med innovativ brug af ny teknologi i en traditionel rockbesætning, med en fordomsfri blanding af angst-rock og upbeat diskoteksmusik, med en æstetisk og decideret markeds-anarkistisk DIY-attitude, og med en atypisk genert sanger, hvis uskolede stemme bar lige dele eufori og fortvivlelse.

At det i det hele taget lykkedes dengang at træde ud af Joy Division’s monumentale skygge, det selvmordsramte orkester som New Order var genopstået fra, fortæller lidt om de musikalske landvindinger der blev gjort. Almene fremgange, i dag ofte fejlagtigt tilskrevet et helt andet orkester, nemlig stadionherskerne Depeche Mode. At sidstnævnte, dengang endnu lysår fra egen senere styrke, spillede fluevægts-teknopop mens New Order udsendte banebrydende state of the art-singler som ‘Everything’s Gone Green’, ‘Temptation’ og ‘Blue Monday’, er ikke en påstand men et faktum. New Order tog med stor selvfølge synthesizers, sequencers, vocoders og programmerbare trommemaskiner ind i rocknroll og demonstrerede hvordan computeralderens første instrumenter problemfrit kunne anvendes på musikkens som dens skaberes præmisser.

Det kom der en fornem række ofte meget vellykkede plader ud af. Der findes mange opsamlinger med New Order’s singler. Her en personlig top-8 over deres otte studie-longplayers:

1. Power, Corruption & Lies (1983)
2. Low-Life (1985)
3. Technique (1989)
4. Brotherhood (1986)
5. Get Ready (2001)
6. Republic (1993)
7. Movement (1981)
8. Waiting For The Sirens Call (2005)

En vis SP Morrissey har netop påbegyndt sin første amerikanske tour i flere år. De mange europæiske tilhængere der var lidt skuffede over sangudvalget på hans seneste dates her, vil helt sikkert på afstand kunne glædes over en setliste som denne, fra showet lørdag aften i Sparks, Nevada:

The Queen Is Dead
The Youngest Was the Most Loved
You Have Killed Me
Disappointed
There is a Light That Never Goes Out
Lucky Lisp
In the Future When All’s Well
Ganglord
The National Front Disco
The Boy With The Thorn in His Side
Everyday is like Sunday
I’ve Changed My Plea To Guilty
I Will See You in Far Off Places
Life is a Pigsty
How Soon Is Now
Let Me Kiss You
I Just Want to See the Boy Happy
——————————–
You’re Gonna Need Someone on Your Side
Irish Blood, English Heart

Måske ‘årets plade’ udkommer til sommer. Den 9. juli er ialfald dagen hvor Interpol udgiver sit længe ventede 3. album, hvis titel og tracklist netop er blevet lagt på nettet. Nedenfor står de 11 sange, der tilsammen vil udgøre New York City-bandets Our Love To Admire. Første single ‘The Heinrich Maneuver´ – den titel giver da visse associationer til Henrik Hall’s berygtede dansetrin! – sendes ud i verden den 7. dag i maj.

INTERPOL
Our Love To Admire

1. Pioneer to The Falls
2. No I in Threesome
3. The Scale
4. The Heinrich Maneuver
5. Mammoth
6. Pace is the Trick
7. All Fired Up
8. Rest My Chemistry
9. Who Do You Think
10. Wrecking Ball
11. The Lighthouse

I forbindelse med snakken her i sidste uge om Patti Smith’s nye coverplade, omtalte vi hende herfra som pt. ‘hausfrau i Detroit’. Fra velunderrettet kilde – tak, Dorthe! – viser den påstand sig slet ikke at holde vand. Patti Smith boede godt nok lige nord for Motor City, i St. Clair Shores, i årene efter opløsningen af Patti Smith Group, men efter ægtefællen Fred ‘Sonic’ Smith’s pludselige død i 1994 rykkede hun tilbage til New York, som har været hendes base lige siden. Den slags facts er vigtige at få rigtige, så derfor dette efterskrift.

Ovenstående mesterværk – debutpladen med Ramones fra Queens, New York City – tager sin 31 års fødselsdag i dag. Her er de 14 korte men langt bedste grunde til at fejre den:

1 “Blitzkrieg Bop” – 2:14
2 “Beat on the Brat” – 2:31
3 “Judy Is a Punk” – 1:32
4 “I Wanna Be Your Boyfriend” – 2:24
5 “Chain Saw” – 1:56
6 “Now I Wanna Sniff Some Glue” – 1:35
7 “I Don’t Wanna Go Down to the Basement” – 2:38
8 “Loudmouth” – 2:14
9 “Havana Affair” – 1:56
10 “Listen to My Heart” – 1:58
11 “53rd & 3rd” – 2:21
12 “Let’s Dance” – 1:51
13 “I Don’t Wanna Walk Around With You” – 1:42
14 “Today Your Love, Tomorrow the World” – 2:12

I dag bliver James Osterberg 60 år. En del mennesker tænker på ham som en slags andenrangsudgave af David Bowie, nogle amerikanere jeg har mødt, tror at han er britisk.

Begge dele er jo løgn.

Sandt er det, at to af Iggy Pops bedste albums, Lust For Life og The Idiot, begge blev til i tæt samarbejde med David Bowie. Men manden kan selv. Hans tidlige albums med The Stooges opfandt garagerocken og foregreb på den måde også punk. Det var da også netop dér, Bowie opdagede ham, og deres makkerskab blev grundlagt med Bowies produktion af Raw Power. Så gik The Stooges i opløsning – både sammen og hver for sig – og en solokarriere var en realitet.

De første albums var ikke alle lige gode, men så kom den gode periode (synes jeg) med de to Bowie-producerede albums. Også nogle af Iggys albums fra Blah Blah Blah (hvor Bowie var med igen) og frem op gennem de tidlige halvfemsere  og frem er værd at høre. Mine personlige favoritter fra den tid er Instinct og American Caesar.

Jeg husker især en koncert i Glasgow den 15. januar 1991; koncerten var fin, men efterspillet er det, jeg husker: Da jeg kom hjem til Edinburgh ud på natten, tændte jeg for BBC og kunne høre at den første Golfkrig var begyndt.

Iggy Pops seneste udgivelser (også det seneste Stooges-album) har desværre været af mere svingende end swingende kvalitet. Af og til spekulerer jeg på, om han mon har malet sig selv inde i et hjørne med sit vildmands-image. Men en rocklegende både er og bliver hr. Osterberg.

Hvor mange ved forresten, at Iggy Pop har nordisk baggrund? Hans far kom fra en svensk-amerikansk familie (deraf efternavnet), og hans mor var dansk-amerikaner – født Kristensen.

Her er et uddrag fra bogen Iggy Pop: Open Up and Bleed af Paul Trynka:

Jim Osterberg’s earliest memory is of being in Louella’s lap, playing a game where “she’d recite a kind of a chant, in Danish, then on the last word almost drop me to the floor and pick me back up. And I wanted to do it again and again.” Jim Junior grew up in his mother’s warm, nurturing love and surrounded by his father’s baseball accoutrements (“He had played some semi–pro baseball, he had an enormous bat, and the mitt, and everything that goes with it”).

Quiz: Hvad er det for et nummer på 1990, der er inspireret af et nummer på Iggy Pops album Party?