Et åbningsnummer på første plade med et ubeskrevet band behøver ikke kun lyde som to vers og tre omkvæd, men kan i bedste fald stå som et regulært manifest for det nyes ankomst. Snakkede om danske debut’er der kommer fremragende fra start. Men hvad er så de bedste internationale eksempler på det samme? Her uden meget omtanke en top-15 over personlige favoritter. Lad gerne høre jeres…
1. ‘I Wanna Be Adored” – The Stone Roses (fra The Stone Roses, 1989)
2. ‘Going Up’ – Echo & The Bunnymen (fra Crocodiles, 1980)
3. ‘Untitled’ – Interpol (fra Turn On The Bright Lights, 2002)
4. ‘Firesuite’ – Doves (fra Lost Souls, 2000)
5. ‘Blitzkrieg Bop’ – Ramones (fra Ramones, 1976)
6. ‘Fisherman’ – The Congos (fra Heart Of The Congos, 1977)
7. ‘Ghostrider’ – Suicide (fra Suicide, 1977)
8. ‘Route 66’ – The Rolling Stones (fra The Rolling Stones, 1964)
9. ‘Sunday Morning’ – The Velvet Underground (fra The V. U. & Nico, 1967)
10. ‘Sex Beat’ – Gun Club (fra Fire Of Love, 1981)
11. ‘Radio Free Europe’ – R.E.M. (fra Murmur, 1983)
12. ‘Gloria’ – Patti Smith (fra Horses, 1976)
13. ‘X Offender’ – Blondie (fra Blondie, 1976)
14. ‘Holidays In The Sun’ – Sex Pistols (fra Never Mind The Bollocks, 1977)
15. ‘Rocknroll Star’ – Oasis (fra Definitely Maybe, 1984)
Noget af et imponerende åbningsnummer her fra Gasolin’s første album! Sjældent et dansk band har lagt så godt fra start. Her en personlig top-5 over alle tiders bedste førstesange på danske debutplader:
1. ‘Langebro’ – Gasolin’ (fra Gasolin’, 1971)
2. ‘A Wish Of Life’ – Before (fra A Wish Of Life, 1982)
3. ‘Afsked’ – Lars Hug (fra City Slang, 1984)
4. ‘One Iota’ – Death To Frank Ziyanak (fra Dirty Chords & Limericks, 2005)
5. ‘Western Blood’ – The Sandmen (fra Western Blood, 1987)
Det er ikke kun i cykelsportsbranchen, apoteksvarer er mere almindelige end regndråber i Bergen. Al den snak om ‘Løgnen fra Herning’ og devalueringen af hans Tour De France-sejr, nu det står klart, det langfra kun var candy-bars og C-vitaminer der drev ham, leder til at tænke, hvor meget indenfor film, litteratur, billedkunst, musik der skulle falde, var kravet om ®enhed det samme der. Vi kan tage rocknroll, som de fleste af os kender – her vilkårligt, i fri spurt, nogle overbevisende vindere, der nok aldrig var sluppet gennem nogen dopingkontrol:
The Velvet Underground – ‘White Light/White Heat’
Johnny Cash – ‘At San Quentin’
The Rolling Stones – ‘Exile On Main Street’
Sly & The Family Stone – ‘There’s A Riot Goin’ On’
Big Star – ‘Sister Lovers’
Bob Marley & The Wailers – ‘Exodus’
David Bowie- ‘Young Americans’
The Clash – ‘The Clash’
Leonard Cohen – ‘Death Of A Ladies Man’
The Cure – ‘Pornography’
The Jesus & Mary Chain – ‘Psychocandy’
Nick Cave & The Bad Seeds – ‘Your Funeral…My Trial’
28. maj står som 10-års-dagen for den oprindelige release af Love Shop’s nyklassiker Go!, og dens 2-CD-genudgivelse er derfor tilgængelig fra i dag, ialfald i de få pladebutikker der ikke er lukket pga. helligdag. Resten bør have den fra i morgen. Her indholdet af den ‘nye’ Go!:
Go!:
01. Love Goes On Forever
02. Copenhagen Dreaming
03. Fremmedlegionær
04. Weekender
05. Sendt Fra Himlen
06. Fan Star
07. Vi Blinker Så Hurtigt Vi Kan
08. Glimmer Show
09. Aluminium Go!
10. Hvorhen? Hvordan? Hvornår?
Bonus-Go!:
o1. Langebro (fra ‘Fi-Fi Dong – Gasolin’-tribute’)
02. Ind I Dig (fra Playtime-EP)
03. SOS (fra Playtime-EP)
04. Højre Hånd (fra Playtime-EP)
05. #1 (fra ‘Gå Ikke Over Sporet’)
06. Checker Din Puls (outtake fra Go!-optagelserne)
07. Bronte Beach (outtake fra Go!-optagelserne)
08. Rocknrollpersoner (outtake fra Go!-optagelserne)
09. 23:59 (outtake fra Go!-optagelserne)
10. Weekender (Hilmer Hassig-demo)
11. Love Goes On Forever (Jens Unmack-demo) LIPSTICK KILLER – Århus Teater, september 1995:
12. SG
13. Havana Song
14. SOS
15. Stilleben
16. Weekender
17. Højre Hånd
18. Mobile Homeboy
19. Fremmedlegionær
20. Ind I Dig
Siouxsie Sioux, diva og feministisk stilikon, bliver 50 i dag, hvilket vi markerer her med en top-5 over Siouxsie & The Banshees-singler. Banshees udsendte frostboxkolde, postpunksorte long-players af skiftende kvalitet – debuten The Scream (1978) er det stildannende mestertræk – men var samtidig et velfungerende popband indenfor singleformatets catchy hit-and-run-disciplin. Her et bud på deres 5 største A-side-øjeblikke:
1 Hong Kong Garden (single, 1978)
2 Spellbound (fra Juju, 1981)
3 Arabian Knights (fra Juju, 1981)
4 Israel (single, 1981)
5 Happy House (fra Kaleidoscope, 1980)
Det var træls med den finale. Lad os prøve at se, om vi kan tænke på noget andet.
To meget forskellige albums, jeg hører en del for tiden, er We Were Dead Before The Ship Even Sank med de altid snurrige Modest Mouse og Send Away The Tigers med Manic Street Preachers. Førstnævnte gik lige ind på førstepladsen på USAs albumhitliste, sidstnævnte debuterede som nummer 2 på den britiske hitliste. Så det er ingenlunde undergrundsbands, vi har fat i her.
Det mest interessante af de to udspil – og nok også mest idiosynkratiske – kommer fra Modest Mouse, der denne gang har vores alle sammens Johnny Marr med på guitar. Dette band, der minder mig om lige så snurrige forgængere som Talking Heads, Tom Waits og norske Kaizers Orchestra, fortsætter udtrykket fra forgængeren Good News For People Who Love Bad News. “Dashboard” er nok tættest på en ny “Float On”, men mit eget yndlingsnummer er “Missed The Boat”, hvor Johnny Marrs ringende guitarer stikker hovedet frem på flottest tænkelige vis. En klar anbefaling fra mig.
“De lyder jo fuldstændig som de plejer”, sagde min kone, da hun hørte Send Away The Tigers. Den stadionegnede lyd, der skylder Queen langt mere, end nogen vil indrømme, er intakt. Måske er lyden tættere på bandets gennembrud Everything Must Go fra 1996 end på forgængeren, og man aner her og der en Beatles-inspiration. Men vigtigst: de tre walisere er nu i stand til at skrive sangbare tekster, der går i spænd med kompetencen på instrumenterne, og temaer som kærlighed og det at blive ældre har for længst fortrængt “alt er lort”-attituden fra det 15 år gamle debutalbum. Ikke stor kunst, men habilt håndværk. “Autumnsong” er min personlige favorit, en optimistisk sang om (livets?) efterår. En anden sang, “The Second Great Depression”, taler (af personlige årsager) direkte til mig på en god måde.
Okay så. Kom hjem i nat fra recording studio, kørte Sky Blue Sky ind på iPod, lagde mig på sofa, tændte, lyttede. Og jo, det slog straks, jeg umiddelbart har været for hård ved Wilco’s nye. Ved ikke helt hvordan jeg f.eks. kunne overhøre, de 4 åbningsnumre bærer på noget af det SMUKKESTE og mest LYRISKE musik Wilco nogensinde har leveret. ‘Either Way’ med FLOT UDFOLDENDE struktur, nærmest som en blomst der åbner sig op, ‘You Are My Face’ med et svajende, stejlt B-stykke, der melodisk er i ren Television-KLASSE, og ‘Impossible Germany’, som også har en BEUNDRINGSVÆRDIGHED LETHED i struktur og feeling, og igen sender et UFORBEHOLDENT KÆRLIGHEDSBREV afsted til netop Television’s to guitarister, Tom Verlaine og Richard Lloyd.
Netop dén FORNEMME sang kører desværre i grøften tilsidst, da Wilco tager Thin Lizzy-maske på og jammer grundigt over et for længst misbrugt twin-guitarriff. Titelsangen, en INTIM ballade, følger heldigvis, slentrende afsted, en parade i ÅBENLYS SKØNHED. Og sådan fortsætter Sky Blue Sky, i bakke og dal, på en så GAVMILD måde, det ikke længere kan fornægtes, den hårde Wilco-kritik her forleden var forkert. For der er meget at komme efter på Sky Blue Sky, ikke mindst bare STRÅLENDE sange, det selvom Wilco’s guitarer sine steder, i uklædelige fretboard-runs, skader mere end de gør godt. Men det får være en mindre indvending på et ellers øjensynligt STORT album.
Så den anden gennemlytning slutter langt mere i harmoni med Wilco og deres FORUNDERLIGE rejse, så langt fra tidens andre bands. Vil her slutteligt på det kraftigste anbefale ovenfor omtalte Television og deres amerikanske 1977-debut/mesterværk Marquee Moon, der med sine ekspressive sange og uforlignelige (!) guitarer vil være en himmelsendt gave for enhver, der tænder på Wilco’s NERVEDIRRENDE musik – så er det sagt.
PS – Spændende om Pastoren, der først var tilsvarende skuffet, laver en lignende Jens U-vending…!?
Som enhver anden musikgenre har rap-musikken fostret sine klassikere, og her er en liste over nogle betydningsfulde rap-albums, der ikke har undgået min opmærksomhed. I vore dage er det desværre ikke megen rap af denne kaliber, der når frem til mainstream. Men der var en ikke så fjern fortid, hvor man kunne skrive tekster om andet end sex, vold og rigdom. Se bare:
Run DMC: Raising Hell
Public Enemy: Apocalypse 91: The Enemy Strikes Black
Public Enemy: It Takes A Nation Of Millions To Hold Us Back
De La Soul: Three Feet High And Rising
Arrested Development: 3 Years, 5 Months and 2 Days in the Life of…
Jay-Z vs. The Beatles: The Grey Album (en forbudt genistreg af Danger Mouse!) er ikke på den officielle liste på grund af albummets officielle ikke-eksistens. Cypress Hill, Ice-T (der engang var til at holde ud), Beastie Boys, Queen Latifah og undergrundsnavne som Consolidated og senest Dälek skal også fremhæves.
Årene omkring 1990 var de gyldne år med en kreativitet, der modsvarede rockscenen fra 1977 og frem. Public Enemy var det politiske band (a la The Clash), De La Soul lavede drenget, pop- og melodiorienteret musik (a la Buzzcocks) og Run DMC var med til at starte bølgen (a la Sex Pistols).
Et wild shot på et soundtrack til den kommende sommer, er Rancid-forsanger Tim Armstrong’s solodebut Poet’s Life. Enhver der kender lidt til Rancid, et af de mere meningsfulde bands på en retro-bundet amerikansk punk-scene, vil forvente en hæsblæsende samling, men nej. Istedet dykker Poet’s Life ned i Tim Armstrong’s kærlighed til jamaicansk musik, et forhold Rancid’s egne udgivelser også selv nyder godt af, og leverer på naturligste vis sine 10 sange her udelukkende indenfor rock steady, ska, roots og dancehall, en overordnet retning bestyrket af pladens backingband, Californiens’s velrenommerede Jah-stylister The Aggrolites’ lysende tilstedeværelse.
Den jamaicanske måde at gøre tingene på har altid været en musikalsk Bermuda-trekant for de fleste hvide artister, men ikke Tim Armstrong, hvis raspede stemme passer lige ind i disse luftige, analoglydende sanges enkle flow. Svært at høre Poet’s Life uden samtidig at tænke på fransk-spanske Manu Chao, der uden besvær selv lykkes med eget fingeraftryk på den ellers så svært tilegnelige Jah-stylee. At Tim Armstrong også kan holde vejen hjem på den udebane er en glædelig overraskelse. At så få nok her i landet kommer til at stifte bekendstkab med Poet’s Life er synd og skam.
En anden mandags-udgivelse er The National’s med spænding imødesete Boxer. The National tog indie-verden med storm på Alligator, deres forrige, der bød på en stemningsmættet Interpols-ældre-brødre-musik tilsat litterært billedrige, ret foruroligende ensomheds-historier. Alligator var i sin fragmenterede tone svær helt at blive klog på, men ikke at forsvinde ind i og holde af. De 4-5 sange vi her på forhånd har hørt fra Boxer peger i retning af noget mindst ligeså givende – må forventningens glæde aldrig blive den største!
For det er Joey’s fødselsdag. Jeg har mødt ham én gang nogensinde, 1. september 1980, da min punkerven Simon og jeg tog over fra Viborg for at se Ramones i Odd Fellow Palæet (iøvrigt m. Kliché som support!). Joey inviterede os med ind til soundcheck om eftermiddagen og var den sødeste fyr i verden, ranglede jeans, stort smil, lyserød t-shirt – a true saint og en fantastsisk sanger!
10 lysende Joey Ramone-øjeblikke ned gennem årene:
Havana Affair (fra Ramones)
I Remember You (fra Leave Home)
Here Today, Gone Tomorrow (fra Rocket To Russia)
She’s The One (fra Road To Ruin)
Do You Remember Rocknroll Radio? (fra End Of The Century)
Pas nu på, Wilco-fan, du ikke går i chok over manglen på visuel konservatisme, over heftigheden i både farve og motiv, på dette dynamiske album-cover. Interpol spiller Store Vega, København i slutningen af næste måned, lige før ovenover viste Our Love To Admire udsendes. Her deres fine setliste fra Koko, London i aftes, næsten den samme der gives hvert show på den nu 1 måned gamle tour:
Pioneer To The Falls
Obstacle 1
NARC
Say Hello To The Angels
Take You On A Cruise
Mammoth
Slow Hands
Leif Erikson
The Heinrich Manuever
Evil
Not Even Jail
+ + +
Length Of Love
Stella Was A Diver And She Was Always Down
PDA
Let me put my arms around your head
Gee, it’s hot, let’s go to bed
Don’t forget to turn on the light
Don’t laugh babe, it’ll be alright
Pour me out another phone
I’ll ring and seeif your friends are home
Perhaps the strange ones in the dome
Can lend us a book we can read up alone
And try to get it on like once before
When people stared in Jagger’s eyes and scored
Like the video films we saw
His name was always Buddy
And he’d shrug and ask to stay
She’d sigh like Twig the Wonder Kid
And turn her face away
She’s uncertain if she likes him
But she knows she really loves him
It’s a crash course for the ravers
It’s a Drive-in Saturday
Jung the foreman prayed at work
That neither hands nor limbs would burst
It’s hard enough to keep formation
amid this fall out saturation
Cursing at the Astronette 8
Who stands in steel by his cabinet
He’s crashing out with Sylvian
The Bureau Supply for ageing men
With snorting head he gazes to the shore
Which once had raised a sea that raged no more
Like the video films we saw
His name was always Buddy
And he’d shrug and ask to stay
She’d sigh like Twig the Wonder Kid
And turn her face away
She’s uncertain if she likes him
But she knows she really loves him
It’s a crash course for the ravers
It’s a Drive-in Saturday
Kent, der efterhånden må siges at være savnet, blev nævnt i en kommentar her nedenfor. Næsten præcis 5 år siden det svensk-finske band premierede Vapen & Ammunition med 2 koncerter i Store Vega. Meget fine aftener med specielt Sami Sirviö i hoved- og helterolle på sin Gibson Les Paul. Synd Kent er blevet så store, de praktisk talt aldrig spiller shows længere – fame, fame, fatal fame can play hideous tricks on the brain, som en vis engelsk popstjerne engang sang det. Mew var iøvrigt support på begge de koncerter, hvoraf nummer to, da premierenerver havde lagt sig, var en killer. 3 år senere gentog man tricket med at tage til Köpenhamn og live-debutere ny plade, da Du & Jag Döden skulle sendes afsted på stor – Wigwam-inspireret? – telt-tour i Norden. Igen her var anden aften klart bedre end første – må være en lektie at lære der for en og anden! Kent er lige nu igang med færdiggørelse af ny plade i Stockholm, iøvrigt med danske Jon Schumann som the producer. Hvor små odds er der mon på tourstart i Store Vega engang til efteråret?
Fik Sky Blue Sky, den nye Wilco-plade i dag. Eksperimenter lagt på hylden, til fordel for mere traditionel, afdæmpet musik, der indimellem nogle svært selvtilfredse guitarsoloer lyder mere af sen-Beatles end af alt-americana. Jeff Tweedy synger så sørgmodigt som altid, og var det ikke fordi vi holder så meget af hans sangstemme, ville en støt voksende og skyldtynget kedsomhed gerne aflægge polititilståelse her og nu. Men nej. Tag istedet et kig på Sky Blue Sky’s cover…
Fint nok, hvis nu vi er til nøgtern farveløshed. Men hey, den forrige Wilco-plade så faktisk sådan her ud…
Påstår ikke direkte de to covers ligner hinanden, men den fornemmelse af migræne de afstedkommer er dog ret ens. Og ikke nok med det – her er pladen der kom før A Ghost Is Born…
Vilde farver, nej? Finder ud af, det er meget svært at holde af Wilco’s coverart. Måske fordi den visuelt står som perfekt pendant til al den musik, bandet har lavet de seneste år. Med den nye plade kørende nu – har stor lyst til at flå den af! – synes der desværre ikke længere begrundet håb om, at Jeff Tweedy og Wilco nogensinde når de højder, der syntes så naturlige engang, før lyden af et washed-out fusions-band på downers tog kommandoen. En opfordring herfra til at spare alle Sky Blue Sky-penge, og istedet sætte Wilco’s egen fremragende Summerteeth på. Den udkom før Yankee Hotel Foxtrot, har et til sammenligning nærmest farvestrålende cover, ser således ud…
Nu er Sky Blue Sky endelig forbi. Har det allerede lidt bedre…
Men opløftende East Coast-nyt: ‘The Heinrich Maneuver’, singlen der forløber Interpol’s 3. album Our Love To Admire, er på iTunes nu. Mens vi indspillede Vejen Hjem Fra Rocknroll nede i Kreuzberg, Berlin var Antics, deres forrige, et vigtigt referencepunkt. Både dens lyd og spil viste os nye steder at gå hen. Synes ikke Antics fik helt den opmærksomhed og det beundrende publikum den fortjente, før pladen hurtigt kunne tages for næsten ingenting i enhver record swap. ‘The Heinrich Maneuver’ – der i tonalitet og akkordsammensætning ligger tæt på ‘Slow Hands’, første single fra netop Antics – er mere genhør end egentlig ny fødsel. Staccato-vers og -broer mod det løftende chorus, der ikke straks vil afsløre sin hemmelighed. Så nej, ikke meget nyt der i forhold til hverken Turn On The Bright Lights eller Antics. Interpol lyder igen som Interpol lyder som Interpol fra New York City, MEN – det her er vigtigt! – med skarphed + sonisk guitar-overskud intakt. Skaber let forventninger, der vil gøre Our Love To Admire svær at vente på.
How are things on the West Coast?
I hear you movin’ real fine
You wear those shoes like a dove
Now strut those shoes
We’ll go roaming in the night
Well how are things on the West Coast?
You keep it movin’ to your soul’s delight
Now I’ve tried the brakes
I’ve tried but you know it’s a lonely ride
How are things on the West Coast?
Oh and move heaven behind those eyes…
Today my heart swings
Yeah, today my heart swings
But I don’t want to take your heart
And I don’t want a piece of history
No I don’t want to read your thoughts anymore
My God…
‘Cause today my heart swings
Yeah, today my heart swings
How are things on the West Coast?
Hear you movin’ real fine tonight
You wear those shoes, I decide
Oh strut those shoes,
We’ll go roaming in the night
Well how are things on the West Coast?
Yeah, but you’re an actress I don’t identify
Today my heart swings
Yeah, today my heart swings
Say it…
But I don’t want to play the part
And I don’t want a taste of victory
No I don’t want to read your thoughts anymore
My God…
‘Cause today my heart swings
Yeah today my heart swings
Say it…
‘Cause today my heart swings
Yeah, today my heart swings
Let it come…
‘Cause I’ve got a chance for a sweet saint life
I said I’ve got a dance and you’ll do just fine
Well I’ve got a plan, look forward in my eyes
Let it come…
Well I’ve got a chance for a sweet saint life
I said I’ve got a dance, it moves into the night
Well I’ve got a plan, look forward in my eyes
