Ofte glemt bag alle roserne til The Beatles og The Stones. Selvom de samtdig udgav sange der ikke står det mindste tilbage for hverken Lennon/McCartney’s eller Jagger/Richards’. Vi taler The Kinks, der med ‘Waterloo Sunset’ måske endda har lavet sangen over dem alle fra den tid. Et stort single-band, der dog også mestrede albummets anderledes krævende disciplin. ‘Something Else’ fra 1967, deres vel bedste, kan høres i inspirations-ekko gennem næsten hele The Jam’s karriere, men specielt på Blur’s ‘Park Life’-album, hvis letbitre men kærligt omfavnende take på et gammeldags, nu sammenfaldende England’s hverdagsliv og traditioner kommer direkte derfra. At The Kinks i musiksvære 70’ere selv led skibbrud rent kreativt, skal ikke hindre os i en markering i dag her af deres hovedsangskriver Ray Davies’ fødselsdag, med en top-10 over Kinks-sange, man seriøst skulle overveje at downloade på iTunes, hvis de altså ikke allerede haves i forvejen:

1. Waterloo Sunset
2. I’m Not Like Everybody Else
3. Wonder Boy
4. Till The End Of The Day
5. Afternoon Tea
6. There Is No Life Without Love
7. Death Of A Clown
8. Two Sisters
9. Autumn Almanac
10. Big Black Smoke

Med kort varsel og hurtig billet til Christiania. Grønt, tilvokset, hashlugtende under diset aftenhimmel. En fritvoksende have midt i den stramme by. Et særegent miljø, der ikke minder om noget andet, hverken her eller hvorsomhelst. I de normaliseringstruede omgivelser viste Den Grå Hal sig som det rigtige koncertsted, en passende ramme for Patti Smith, der ligeledes er begavet med selvstændig, fin, hård historie. Det hørtes fra start i et langt set, der sin tilbagelænede facon til trods hurtigt nåede helt ud bagerst i Den Grå Hal’s hangarformede rum. Om det var de nye cover-numre eller hendes egne ældre ny-klassikere betød ingenting; hun sang dem alle helt hjem fra hjertet. Så ja, atter en lysende aften i København med Patti Smith og hendes discipel-trofaste band. Her er hvad vistnok blev serveret for os heldige:

People Have The Power
Kimberley
Changing Of The Guards
Are You Experienced?
Free Money
Within You Without You
Ain’t It Strange
Gimme Shelter
Pushin’ Too Hard
White Rabbit
Because The Night
Pissing In A River
Soul Kitchen
Peaceable Kingdom
Gloria
+ + +
Helpless
Babelogue
Rocknroll Nigger

På Cirkus, Stockholm, mandag aften

Patti Smith i Den Grå Hal i går og igen nu i aften. Nogle af jer må have været på Christiania sammen med hende i aftes. Kom ind her med beretning, med brudstykker af setliste, med ord på lyd af Patti Smith og hendes band.

Top-5 over Patti Smith-longplayers:
1. Easter (1978)
2. Horses (1976)
3. Wave (1979)
4. Gung Ho (2000)
5. Dream Of Life (1988)

Top-5 over Patti Smith-sange:
1. Free Money (fra Horses)
2. Till Victory (fra Easter)
3. The Jackson Song (fra Dream Of Life)
4. Dancing Barefoot (fra Wave)
5. Pissing In A River (fra Radio Ethiopia)

På gaden, New York City, 1976

“‘I’m a lazy sod’, skriger Johnny Rotten på ‘Seventeen’ i et af Sex Pistols’ mest energiske og mindeværdige øjeblikke. Den københavnske gruppe, The Sods, har osse energien i orden. De spiller lige på og hårdt. Kort og godt. Med en frygtindgydende fart og koncentration kaster de sig ud i disse korte og selvkomponerede sange med tekster på engelsk (“Vi er bare gode til engelsk…”). Det er som en blanding af Sham 69 og Damned. Og måske en lille smule Ramones. Sangene hedder fx. ‘Tin Can People’, der handler om diskoteksklientellet, ‘Police’ og ‘Television Sect’ (“TV is like dope. You sit and watch the soap.”). En Velvet Underground-klassiker, ‘White Light, White Heat’, fyres osse af en gang imellem. Ligesom gruppen på det seneste har forsøgt sig med en reggaeinspireret sang, ‘Copenhagen City Center Of Boredom’.”

© Anders Rou Jensen, 1978, uddrag fra ‘Da græsrødderne gik grassat’

Det var ikke mange hellige køer der blev skudt ned, efter uddelingen af jagttegn i fredags. Så et hurtigt hofteskud herfra; ovenover et billede af en amerikansk duo, som er yderst original, meget anmelderrost, ret succesfuld, pladeaktuel netop i dag, og ifølge dette tastatur migrænefremkaldende ke-de-lig. Who cares om duoens medlemmer virkelig er bror/søster eller gift? Hvad er der så fedt ved IKKE at have en bassist? Hvor spændende er en kæmpe bunke altid rød-sort-hvide udgivelser, der hørt herfra udelukkende går op i form, form, fucking form? Købte seneste plade med Detroit-bandet Von Bondies, mest fordi deres forsanger havde været i karambolage med succes-duoens Jack White – så træt er jeg af White Stripes.

Dagens The Guardian har en angrebslysten artikel, hvor en større håndfuld udenlandske rocknrollpersoner går på jagt efter overvurderede mesterværker indenfor moderne musik. Der skydes med skarpt mod albums fra bl.a. The Smiths, The Beatles, The Stone Roses, The Beach Boys, Television, Velvet Underground, Pink Floyd og The Strokes. Ikke engang Arcade Fire’s nye Neon Bible går fri. Her nedenfor en anden af artiklens lussinger; Mr. Flaming Lips’ hårde dom over Nirvana’s Nevermind. Lad os gerne få personlige bud ind her på hellige køer – danske som udenlandske – der fortjener at blive slagtet.

“It’s better to be overrated than underrated. Besides, it’s not the musicians’ fault Nevermind is overrated – it’s the public’s, or the critics’. But you don’t find yourself ever longing to listen to it, because there were – still are, in fact – so many mediocre bands that sound like it, that you’re constantly experiencing it. I never get out Nevermind and think: what great production, what great songs. Nevermind had a poisonous, pernicious influence. It legitimised suffering. The sainthood of Kurt Cobain overshadows the album: Kurt’s lyrics, his attitudinising and navel-gazing, were hard to separate from the band’s image. You can never just hear the record. For me, Bleach and In Utero are superior. Even the album cover seems cheap: that stupid dollar bill just seems to have been airbrushed in there. If Alice in Chains had done it, we’d have thought it was a joke, but because it was Nirvana we thought it was oh-so-clever. If you think you’re going to hear an utterly original, powerful and freaky record when you put on Nevermind, as a young kid might, Christ you’re going to be disappointed. You’re going to think, “Who is this band that sounds just like Nickelback? What are these drug addicts going on about?””

Wayne Coyne, Flaming Lips om Nirvana’s Nevermind

Selv Bruce Springsteen. Her er han i sin skoletid i Noo Joizee, midtfor til venstre på 2. række, meget længe før nogen så meget som tænkte på at kalde ham Da Boss. Springsteen som voksen er lige nu aktuel med en 2cd-liveudgivelse, hvor den igen ikke får for lidt med irsk The Pogues-style musik. I sig selv måske ikke utilfredsstillende, men come on! For de af os der først så hans verdens lys gennem livsændrende rocknroll-albums som Born To Run, Darkness On The Edge Of Town og The River, allesammen regulære Technicolor widescreen-oplevelser, er Bruce Springsteen’s nu årslange hyldest til De Gyldne Løver ved at være en alvorlig prøvelse. Okay, for at pointere hvor god han kunne være, et vilkårligt kig tilbage på dags dato, d. 14. juni 1978, hvor Bruce Springsteen & The E Street Band’s da 3-uger gamle Darkness Tour kom til Omaha, Nebraska. Her en mundvandsfremkaldende setliste fra den aftens show i Music Hall:

Badlands
Night
Spirit in the Night
Darkness on the Edge of Town
For You
The Promised Land
Prove It All Night
Racing in the Street
Thunder Road
Jungleland
———————————– intermission
Paradise By the “C”
Fire
Adam Raised a Cain
Mona
She’s the One
Growin’ Up
Backstreets
Rosalita (Come Out Tonight)
+ + +
The Promise
Born to Run
Tenth Avenue Freeze-Out
Quarter to Three

I går talte vi Kliché og i dag fortsættes med et andet formfuldendt Århus-band fra ca. samme tid, nemlig Moral, trioen der i eksistens fra 1981>85, med sangerinde Hanne Winterberg i forgrund, nåede at indspille så udsøgt fin og atmosfærisk musik. En glædelig grund til nu at sætte fokus på Moral er, at bandet efter alt for lang usynlighed netop har fået åbnet egen MySpace-side. Så tag 5 minutter og flyv bort på Moral’s uovervindeligt smukke sang ‘Whispering Sons’ lige her!

Mere godt nyt fra samme front: Karma Records udsender senere i år en cd-opsamling med Moral.

Ekstra Bladet har lige nu en afstemning om sangskriverduoer (se http://ekstrabladet.dk/flash/musik/article307909.ece). Her kan man vælge mellem følgende:

• Jimmy Page & Robert Plant – Led Zeppelin
• Mick Jagger & Keith Richards – Rolling Stones
• Elton John & Bernie Taupin
• Paul Simon & Art Garfunkel
• Benny Andersson & Björn Ulvaeus – ABBA
• Steven Tyler & Joe Perry – Aerosmith
• Neil Tennant & Chris Lowe – Pet Shop Boys
• Jon Bon Jovi & Ritchi Sambora – Bon Jovi
• Walther Becker & Donald Fagen – Steely Dan
• John Lennon & Paul McCartney – The Beatles
• Liam & Noel Gallagher – Oasis
• Steven Patrick Morrissey & Johnny Marr – The Smiths
• Glenn Frey & Don Henley – The Eagles
• The Edge & Bono – U2
• Jerry Leiber & Mike Stoller – Skrev mange af Elvis Presleys tophits
• Thomas & Anisette Koppel – Savage Rose
• Angus Young & Malcom Young – AC/DC
• Roger Waters & David Gilmour – Pink Floyd
• Daryll Hall & John Oates
• Joe Strummer & Mick Jones – The Clash

Det er ikke alle ovenfor, der siger mig noget (især Bon Jovi og Steely Dan vil jeg forbigå i tavshed), men ellers er mange af de væsentlige kommet med. Måske skulle man have en særskilt liste for danske navne – det er underligt at se Thomas og Anisette i dette internationale selskab.

Berry/Buck/Mills/Stipe er ikke med, forhåbentlig på grund af en regel, der udelukker makkerskaber med flere end to deltagende. Men mig bekendt har hverken Gallagher-brødrene eller Simon og Garfunkel skrevet ret mange sange sammen. Henholdsvis Noel Gallagher og Paul Simon stod for hovedparten.

Selv savner jeg Chris Difford & Glenn Tilbrook fra Squeeze, Annie Lennox & Dave Stewart fra The Eurythmics, Neil & Tim Finn og Jay Farrar & Jeff Tweedy fra dengang i Uncle Tupelo.

Og herhjemmefra naturligvis det nu hedengangne makkerskab, der involverede to skaldede mænd bosat i København.

At finde ud af, hvem der er bedst af alle de mange sangskriverduoer, er en meningsløs øvelse. En uprioriteret liste vil være langt mere i bloggens ånd.

“Der er ingen stille dage i Kliché. Selv om gruppens stående bemærkning er “vi er ikke punk”, er musikken alligevel hård og pågående. Den ligger i forlængelse af grupper som Velvet Underground, XTC og måske Talking Heads og Wire. Og først og fremmest Roxy Music: Lars Hug er rent vokalt Danmarks bedste – og eneste – svar på Bryan Ferry’s lillebror, og gruppen har et Brian Eno-nummer på reptoiret, ‘The True Wheel’ fra Eno’s ‘Taking Tiger Mountain’-album’. Kliché’s sæt strækker sig fra kendingsmelodien, ‘ Havets Blå’, over ekskapistler som ‘Lise’s Land’ (komplet med Velvet Underground-drive og håndklap) og ‘Hawaii’ (porno/is/grillbar/ø) til sange om den danske dagligdag, ‘Ved At Blive Sindsyg’, ‘Bodyguard’ og supermarkedssangen, ‘Magasin’.”

© Anders Rou Jensen, 1978, uddrag fra ‘Da græsrødderne gik grassat’

Gaffa kan i dag berette følgende:

Så er der godt nyt til alle med trang til at opdatere inde-uniformen. Skofirmaet New Balance gør sig nemlig parat til at fremstille en ny sko baseret på artworket til det klassiske Joy Division-album, “Unknown Pleasures”.

“Unknown Pleasures” (billedet) var Joy Divisions debutalbum, og udkom i 1979, året før, at forsanger Ian Curtis begik selvmord, hvorfor det nye bands karriere sluttede brat.

New Balance venter i øjeblikket på at få de sidste tilladelser til projektet, men lykkes det, er det planen, at skoen skal på markedet på samme tidspunkt, som en ny film om netop Ian Curtis får verdenspremiere.

Filmen, der bærer titlen “Control”, blev for første gang vist ved Cannes Filmfestival i forrige uge, hvor den indkasserede hele tre priser.

Jeg spekulerer på, hvad det næste mon bliver.

Ialfald lørdag aften på scenen i Lille Vega, der dannede ramme om koncert med Editors, hvis musik udelukkende synes bygget på den epileptiske dødsdromsdisko, man først hørte ovennævnte Manchester-band blæse ud i 1979. Umiddelbart intet galt i det, for Editors kan deres Joy Division–ting, med de knugende vers mod udråbstegnende omkvæd, så godt, at man de første flere sange denne aften finder dem originale. Desværre gør en bredskuldret monotoni snart sin entre og ikke engang den karismatiske sanger formår derfra at skjule sit bands alvorlige begrænsninger, dets mangel på overskud.

Der bliver ellers arbejdet hårdt nede i maskinrummet, mens guitaristen som på autopilot fyrer det ene The Edge-lydende ekko/distortion-tema af efter det andet – hvilket måske er Editors originale træk, da U2’s The Edge som bekendt ikke tilhører Joy Division – men i længden er det hverken nok eller tilfredsstillende. Sangene fra det kommende album An End Has A Start kigger ud og gør det svært, at se andet end begyndelsen på enden for bandet selv, så 100% business-as-usual, i vandret forlængelse af dem fra forrige års debut er de.

Ender selv med at gå lettere bekymret fra Vega, som efter at have set en cirkushest udføre samme trick 16-17 gange i træk. Et flot trick er det, men overdreven gentagelse gør det til en spændetrøje for dyret. Og ditto for tilskueren. Føler med ham sangeren, som på afstand synes for levende og talentbegavet til sit arbejdsmandsagtige, sært uambitiøse band, der på intet tidspunkt udfordrer hans numre, eller tilnærmelsesvis giver dem den åndelige skarphed, man oplever hos stil- og lydbeslægtede – men så langt mere interessante – Interpol. Sidstnævnte New York City-band fortsætter iøvrigt Vega’s uofficielle Joy Division-festival om et par uger eller tre, når også de kommer til København med en ny plade på vej – venter unknown pleasures mon forude?

To sangskrivere i australske The Go-Betweens; Robert Forster og Grant McLennan. Førstnævnte bedre og bedre jo ældre han bliver, med sine deadpan-leverede sarkastisk-romantiske stillbilleder. Sidstnævnte bogstaveligt sovet ind sidste år, efter endelig igen at have ramt storform i sine bidrag til The Go-Betweens’ sidste album Oceans Apart, det ovenpå mange års utrættelig søgen. Well, ingen adskillelse varer evigt, som det siges, og nu forenes Robert og Grant så også igen på 2cd-opsamlingen Intermission.

Intermission – pausen – skildrer årene efter The Go-Betweens første opløsning, hvor Forster/McLennan hver for sig havde en række næsten sideløbende udgivelser på det engelske label Beggars Banquet. På Intermission tildeles Grant og Robert hver en best of-cd, dækkende 7 års-perioden inden The Go-Betweens atter blev realitet og sangmedie for dem begge. Her samlingens indhold:

R o b e r t F o r s t e r:

Falling Star
Baby Stones
121
I’ve Been Looking For Somebody
I’ll Jump
Beyond Their Law
I Can Do
The Circle
Cryin’ Love
The River People
Frisco Depot
Danger In The Past
Falling Star (Original Version)

G r a n t M c L e n n a n:

Haven’t I Been A Fool
Easy Come Easy Go
Black Mule
The Dark Side Of Town
Lighting Fires
Surround Me
No Peace In The Palace
Hot Water
I’ll Call You Wild
Horsebreaker Star
Malibu 69
One Plus One
In Your Bright Ray

Grant’s sange er som regel blåøjede, lyse og easy-going med det der let-melankolske strejf, mens Robert’s er twistede, indtrængende enspændere. Som yngre var overtegnede mest til McLennan’s gavmilde poptunes, men nu har Forster’s aparte erindringshistorier og knastørre stream-of-conciousness-stil langt større relevans. Måske det bare er denne antennes modtagelse. Under alle omstændigheder vil Robert og Grant’s nye opsamlinger stå som samlet og givende selskab til sommerens ventende timer. Intermission udsendes d. 18. juni.

Talte om Bob Marley i går. Sidst han & Da Wailers spillede i Danmark var på Uprising-touren d. 18. juni, 1980, hvor Forum, København blev indtaget. Godt 10 måneder senere var Marley død og borte, slået ned af kræft. Han blev fløjet fra dødslejet i Miami, Florida til Jamaica, hvor man gav ham en regulær statsbegravelse. Med sig i kisten fik han en bibel, sin Gibson Les Paul, en ethiopisk fingerring, en hampplante og….en fodbold.

Marley har sin uglamorøse død til trods ikke mistet ikonisk fodfæste og står i dag så stærkt som nogensinde i musik, værdi og erindring. For de fleste af os som en fremragende, idealistisk offbeat soul-sanger/sangskriver, men for undertrykte, fattige, farvede også som et spirituelt symbol på selvværd og håb om bedre tider.

Her en top-5 over studiealbums med Mr. Robert Nesta Marley:

1. Soul Rebel (1970)
2. Burnin’ (1973)
3. Exodus (1977)
4. Survival (1979)
5. Catch A Fire (1973)

Uden for kategorien her, men absolut topklasse anyway, er det Bill Laswell-mixede 1997-album Ambient Translations Of Bob Marley In Dub, hvor Laswell sænker The Wailers’ originale musik og The I-Threes’ ditto korstemmer ned i katedraldybe ekkokamre. Slet ingen Bob Marley-stemme på disse ambiente versions. Kun mættet atmosfære, stor Jah-spirit og ikke så lidt bass.