Mange bands dengang tog cue fra The Ramones og brugte deres pop-på-amfetamin-formel som afsæt til egen punk. Det var en fejl for langt de fleste, der hverken kunne spille så hurtigt så stramt, synge så identitetsklart igennem, eller skrive enkle melodier så stærke som Johnny, Joey, Dee Dee og Tommy. Men nordirske The Undertones fra Derry, de kunne det hele. ‘Teenage Kicks’, deres første single, var straks en klassiker. Efterfølgeren her faktisk på samme niveau…
I forgårs var årsdagen for Simple Minds første københavnske optræden i 1983, da de på touren for New Gold Dream (1982) svingede forbi Falkonersalen på Frederiksberg. China Crisis spillede support, Jim Kerr dansede sine insisterende ballettrin, guitarist Charlie Burchill skyggesang smilende samtlige sangord og bandet som sådan kom med den luksuriøse letheds lys, der gjorde deres nye plade så unik. Her er de et par uger før på italiensk stats-TV. Købte senere den sommer dette nummer i Rom på en lokal 7″er-udgivelse…
Svenske Luger har i dag fremlagt Thåström’s samlede sommerplan. Bemærkelsesværdigt at ikke en eneste stor dansk festival har taget dette sikre vinderkort på hånden. Til gengæld er der hele to Stockholm-shows ude mellem Rågsved og Högdalen, samt en stor Tivoli-optræden i Göteborg. Nærmeste date på Danmark er ved havnen i Helsingborg til en dobbeltaften, hvor Bob Hund spiller først…
Dagen derpå. Uden overhovedet at have være tættere på end 500 km, så er der noget svært trist over at Kent nu atter er væk og borte. For os, der ikke var tilstede og oplevede glæden ved gensynet oppe i STHLM, synes det nærmest unfair, at skulle gentage følelsen af tabet fra 2016. Nuvel, jeg havde et ærinde oppe i Nordsjælland i dag, og på motorvejen havde jeg Tilbaka Till Samtiden (2007), efterfølgeren til Röd, kørende højt i kabinen. Hold nu op, hvor er side 1 (i alfald de første fem sange i streg) imponerende, en af de stærkeste samlede sekvenser i bandets løbebane. Det skal dog siges at albummet derefter rammes af et markant fald i niveau, inden slutnummeret ‘Ensammast I Sverige’ løfter op og slutter af igen på øverste hylde, det som en af Kent’s helt store, Sveriges-knugende albumnedlukkere. Huskede ikke Tillbaka Till Samtiden for så mange højdepunkter, så en fornøjelse i dag at gå tilbage og rekognoscere. Her omtalte mægtige slutsang i en stor lo fi-optagelse fra Stockholm i udgivelsesåret…
Hvis der er et band i hvis varetægt man med tryghed tør overlade Elvis Presley-juvelen ‘Can’t Help Falling In Love’ så er det Perth, Western Australia’s The Triffids, der inden sit udmattelsesbetingede break-up i 1989 udsendte en fornem række plader af nærmest filmisk sitrende drama og høj kvalitet. Under produktionen af hvad skulle blive bandets svanesang – no pun intended – The Black Swan (1989) indspillede man også en studieversion af det nummer, der ikke bare var Elvis’ egen showstopper ved sine koncerter, men ofte også havde haft samme funktion for The Triffids. Denne stolt triumferende version blev dog oprindeligt kun udsendt som single-B-side til bandets egen langt mere obskure ‘Falling Over You’; de to burde retteligt have byttet plads…
Skal være den første her til at sige, man ikke kan anmelde en koncert man ikke har overværet. Og den håndfuld jeg har talt med, som til nu har været i Stockholm og se Kent, de siger alle som en, at seancerne – efter et sært dødt første set inden kostumeskiftet – er yderst rørende og varmt Kent-bekræftende. En god ven beskriver endda hele showet (!) med de enorme visuals og den uovervindeligt store lys/effekt-sætning som en visionært kølig kunstinstallation over dén skandinaviske grundstemning, der engang satte Kent så markant i mange af os.
Men her kommer mit eget personlige forhold til bandet skramlende ind i billedet, for Kent har så sandelig også haft sin centrale styrke ved i så mange år at være et top-levende, reflekterende rockband med egen stærke bevægelse i tidens malstrøm. Det er de så ikke mere; det er ligesom præmissen nu. Optagelser fra Stockholm viser således et band uden fremdriftens luft under vingerne, som bravt men sandelig også stift – hvilket giver mening når man ikke har stået på en scene i et længere tidsrum end hele The Beatles’ samlede aktive pladekarriere – genopfører de mest populære passager fra egen forlængst færdigskrevne og hermetisk lukkede historie.
Nævnte forleden her en af de helt store aftener Kent har haft sig i København, den i 2010 da Röd var det aktuelle album de var ude og afsted med. Og faldt i går over en YouTube-optagelse af en hel Stockholm-koncert på Annexet fra samme tour, få uger før den omtalte danske optræden i Tap 1. Genså dele af showet og blev revet med af den pågående vitalitet, der skinner igennem fra start til slut. Men også af en energisk setliste der udstråler et nutidigt engagement, ingen tilbagelænet best of-æresrunde her.
Vi får Eskilstuna’s bedste i svajende discolys serveret som dejligt, nærmest overtændt dynamisk rockband. Lydkvaliteten er so-so, billedeoptagelserne ikke stort bedre, men alt står godt/skarpt nok til at give et decideret sug i maven af de rigtige Kent i live, dem der få år efter forsvandt og skulle blive savnet, det band som af gode og fuldt ud forståelige grunde ikke kan være tilstede som andet end uniformerede kustoder i sit eget enorme museum på Stockholms nationalstadion for næstsidste gang i aften. Måske fortid i nutid bare fungerer langt bedre end nutid i fortid? Enjoy!
1:36 Taxmannen 7:23 Berlin 12:32 Du är ånga 17:01 Töntarna 22:05 Sudance Kid 27:00 Hjärta 32:48 Den döda vinkeln37:50 LSD, någon? 42:07 Musik Non Stop 47:08 Idioter [2009] 52:27 OWC 55:55 FF 1:00:27 Vals för satan (din vän pessimisten) 1:07:28 Ingenting 1:11:43 Vy från ett luftslott (Punks Jump Up Remix) 1:15:41 Krossa allt 1:20:24 Dom andra + + + 1:26:30 På drift? 1:31:26 Kärleken väntar 1:35:57 Mannen i den vita hatten (16 år senare)
Det skal bogføres her, at Die Nerven havde sig en langt bedre og mere koncentreret målrettet københavnsk aften i Lille Vega i lørdags, det ovenpå en decideret forbier sidst på Loppen. Et positivt ment elitært men aparte tysk band er det med den bjæffende hvalpede bassist og en ofte alt for ekvilibristisk flashende tungrock-trommeslager, men Max Rieger’s fantastiske guitarspil og sang trak jo det hele hjem på Vesterbro. Her et af numrene fra aftenens gavmilde setliste…
En omarrangeret coverversion af et gammelt Ebba Grön-nummer var en af overraskelserne på Thåström-tourens setliste. Her i version fra årets koldeste aften i Halmstad, hvor håndboldklubben Drott’s hjemmebane-arena udgjorde rammen om koncerten…
Det skal ikke være Kent det hele. I aften for en uge siden sluttede Thåström sin tour med en triumferende optræden i Avicii Arena, det gamle Globen, et stenkast fra 3Arena i Stockholm-forstaden Johanneshov. Her hans hjemstavnsbrev ‘Söndagmåndagsång’ optaget på aftenen. Musikken til denne version på touren blev næsten spillet som var det Cigarettes After Sex. Heldigvis kan Thåström som sanger noget helt andet og mere med sådan et oplæg end deres one trick pony af en valium-frontmand. Og så er der jo også den nye guitarist, esset Christian Kjellvander, som kigger distortet frem i instrumentalstykket undervejs…
‘Det är ett party ner på gatan
Men jag ska inte gå
Har man levt så här länge
Är det som man varit på allihop
Och jag har ingen kärlekssång till nån ändå
Vad bryr jag mig om sånt strunt?
Vad bryr jag mig om sånt?…’
Thåström-touren kom i mål lørdag aften i en udsolgt Avicii Arena i Stockholm. Efter seks uger på landevejene var det et skarptslebet show, der efterhånden er blevet så sammenspillet, at samtlige løse ender og kanter står behørigt adresseret, som Thåström’s hjemmebanepublikum fik at se. En identisk setliste med KB-Hallen fik de også, endda med Vesterbro-hymnen ‘Sönder Boulevard’ stadig på, men trods stor glæde som sådan oplevedes den uforbeholdne hengivelse, som københavnerpublikummet gav Thåström og hans band, aldrig under Globens mægtige arkitektur. Denne tour har overordnet set været en uforbeholden succés for Thåström, der vel aldrig har sunget bedre, men så sandelig også for hans nyere liveband, der virkelig er faldet på plads nu med tilføjelsen af guitar-esset Christian Kjellvander. De kommer ud igen sammen til sommer; endnu er der ikke shows i eller i nærheden af DK.
Sangen til Ole Jastrau, Sort Sol, Dan Turéll, Harriet Anderson og Vesterbro som sådan sunget lørdag aften i København.
Sikke en aften med Thåström på Frederiksberg! Her en fyldestgørende anmeldelse fra en stærkt sansende og velskrivende Bo Heimann i POV International. En enkelt sidebemærkning herfra kan vel kun være, at københavner-publikummet gav decideret baghjul i stemning og aktiv medleven til de svenske haller, Thåström til nu på denne tour har besøgt. Samt også at bemærke, hvordan verdens forandring derude påvirker publikums forhold til de ord der bliver sunget ud fra scenen. Taler helt konkret om her, hvordan sætningen i ‘Stora Langa Gatan’, om ham naboen, der forbander ‘dom onda presidenter’ denne weekend er blevet modtaget med jubel fra hallerne, noget der på ingen måde skete for bare få uger tilbage.
Arenaen i Malmö City blev en solid opvarmning for Thåström og band, før de i dag krydser Ørsundsbroen for i aften at stå klar til KB-Hallen på Frederiksberg. Titiyo gæstede for første gang på denne tour og den måske bedste sang der er skrevet om København – nej, Gasolin’ har altså ikke ramt den mere rent – var pludselig på setlisten…
Fredag aften er det Malmö City, lørdag aften spiller Thåström i KB-Hallen på Frederiksberg, hans hidtil største koncert på dansk jord. Her den monumentale sang med Malmö i centrum, som dog ikke er med på setlisten. Promoklippet er indspillet i både Store Vega og Malmö Arena…