Det er ikke ligefrem noget at fejre, men dog markere, at det i dag er præcis ti år siden Håkan Hellström sidst udsendte et album med kvalitet. Da Du Gamla, Du Fria udkom 26. august 2016 var dens afsender allerede blevet svensk Nya Ullevi-superstjerne, men hørt nu var der endnu den søgen i musikken og tagen sig selv alvorligt som artist, der siden synes gået helt tabt i det umuligt store show-cirkus af en karriere. Hvilket illustreres af denne livefremførsel på svensk TV fra dengang af pladens lyse åbningsnummer. Læg mærke til, Hellström for ti år siden endnu ikke gemmer sig bag cirkushat, bag stok, bag for eksalteret publikumskontakt, bag endeløse Michael Jackson-trin, men istedet bare som en voksen sanger lægger indsats, fokus og sjæl i sin, ja, sang. Og bandet? Hvor de denne sommer atter har været klædt ud som en flok farveblinde børn til fastelavn, kommer de her – ligesom sangeren – anderledes værdigt i deres eget voksentøj. Man skulle tro så meget succes var en sikker billet til kunstnerisk frihed, men virkeligheden i GBG har desværre vist det modsatte. Du Gamla, Du Fria er den bittersøde afsked med det sidste af det frie…
Dolly Ramone
Liverpool, 27. maj 1977: The Ramones er på forsiden af New Musical Express da The Smoky Mountain Songbird tager en cab i Liverpool til aftenens koncert på Empire Theatre.
Television’s Richard Lloyd
Det er som oftest Tom Verlaine, der løber med æren for det ekspressive guitarspil på Television’s to vidunderlige albums, Marquee Moon (1977) og Adventure (1978), uden hvilke punkscenen i New York havde været et langt kedeligere og mere endimensionelt sted at være. Og det er ikke fair, for Richard Lloyd’s guitar er på de plader ligeså medskyldig i ophævelsen af almindelig kendt musikalsk lov og tyngdekraft. Herunder er det f.eks. således Lloyd som bærer soloen på Marquee Moon‘s ‘Elevation’. Kom til at tænke på Lloyd og Television, fordi han netop nu meldes nede med en alvorlig kræftsygdom, hvis behandling der samles ind til lige her.
Der fandtes elektriske guitarister
John McGeoch, en af efterpunkens helt store engelske guitarer, ville have fejret fødselsdag i dag. Kendt fra Magazine, Siouxsie and the Banshees, Visage, PIL og Armoury Show var det ikke mindst hans lyd og skæve men melodiske måde at sætte toner/akkorder sammen på, der skabte postpunkens stil og sendte fremtidens rockmusik på vej. Her er McGeoch live med Banshees i 1981, hvor ‘Happy House’ og ‘Arabian Knights’ demonstrerer det usædvanlige talent…
Tak for sangene, Dolly
Dolly Parton er her ikke mere. På nogle måder var hun måske for meget med sit store hår og sin store barm, men hun havde også en selvironisk distance til netop dét image. Der var langt mere i Partons musik end nogle måske troede, og hun ejede dertil en tydelig empati. Hun udtalte sig aldrig politisk, men man kan ikke lade være med at bemærke, at hun flere gange sagde nej til Donalds Trump forsøg på at give hende en medalje.
Jeg nåede aldrig at opleve Dolly Parton på en scene, men da jeg for nogle år siden var til en særdeles god koncert med Rhiannon Giddens, gjorde hun os opmærksom på at Dolly Parton er en af de store amerikanske sangskrivere – og deri havde hun ret i. Ovenfor er “Don’t Let It Trouble Your Mind” fra 1969.
Og herunder er en anden sang, jeg også holder af – “Coat of Many Colours”.
Musik til Vietnam
Forleden var det 45 år siden Bruce Springsteen and the E Street Band spillede en myteomspundet støttekoncert i Los Angeles for de amerikanske Vietnam-veteraner. Hørte i den forbindelse det følelsesladede show og må tilstå at have glemt, et af ekstranumrene på aftenen var en eksklusiv cover af Roger McGuinn/The Byrds’ ‘Ballad Of Easy Rider’, vel en af den misbrugte Vietnam-generations fineste sange om frihed…
Marr
Dagens nye single fra The Smiths-geniet Johnny Marr. Hans solokarrieres altoverskyggende problem viser sig straks. En klassisk Marr-lysende guitarguirlande lover fra starten af nummeret næsten alverden, men det øjeblik Marr begynder at synge bliver alting pinagtigt gråt og helt ordinært. Ikke blot fordi teksten fremstår klodset og blind for sprogets poetiske muligheder, men også fordi hans stemme bare ikke kan bære eller udtrykke en sang. Vanvittigt som de to fjender Marr og Morrissey savner hinandens talent til kunstnerisk at kunne forløse deres eget. Et paradoks på størrelse med Greater Manchester…
Her sluttede det
Jeg kan altid vende tilbage til The Beatles. Der er mange andre musiknavne, jeg sætter højt – det ved man, hvis man følger med her. Men de fire fra Liverpool var pionerer og usædvanligt gode til deres håndværk, der samtidig havde det med at være stor kunst. For tiden hører jeg af en eller anden grund Abbey Road, det sidste album, de kunne blive enige om – og hvilken afslutning det er! Jeg vender tilbage til det store medley, der slutter albummet. “The End” er det sidste nummer, Lennon, McCartney, Harrison og Starr indspillede sammen, og her når hver af de fire at spille en solo inden lyset bliver slukket for en historie om excentriske påfund, kærlighed venskab, uvenskab og ikke mindst stor kreativitet – som fortsætter bagefter. For så kommer Plastic Ono Band, Ram, Ringo og ikke mindst All Things Must Pass. Men lidt vemod er der nu alligevel altid forbundet med at lytte til “The End”:
Et skamferet Frankrig
Hvad var en protestsang i de socialbevidste 1970’ere? Her i landet var der vel – groft sagt naturligvis – to veje at gå. Den solidariserende med de undertrykte ville oftest være sunget ovenpå nogle frelserakkorders meget jævne beatmusik af en flok belæste langhårede, der slog et slag ovenfra for arbejderklassen. Den anden vej var indigneret, nærmest hidsig og blev fremført af den lille mand på gulvet himself. Man glemte ikke sådan lige John Mogensens vredes-boogie på ‘Der Er Noget Galt I Danmark’.
Men fra Frankrig i samme periode er her et helt andet take på protest mod tiden. Playboy, fransk popstjerne, Francoise Hardy-kæreste og enfant terrible Jacques Dutronc udsender i 1973 ‘La France Défigurée’, hvor han på tre minutter får stemplet sit hjemland som skamferet, forurenet og falsk. Det er så hvad det er, men sunget med nøgtern sørgmodighed og tilsat noget så uventet som en ret overdådig klassisk popmelodi, samt et bredvinget orkester-arrangement, er vi pludselig et sted, hvor det hele kan være svært at afkode. Fuldtræffer eller total-forbier, døm selv. Teksten står Google Translate-oversat herunder…
Jeg ville ønske du hed Marie
og var fuld af ynde
men du hedder Frankrig
og du er skamferet
Ja du er mit skamferede Frankrig
mit Frankrig med betonblokke og fældede skove
mit Frankrig belagt med brutale højhuse
mit Frankrig med spildevand og sorte have
Jeg ville ønske du hed Marie
og var fuld af ynde
men du hedder Frankrig
og du er skamferet
Ja du er mit skamferede Frankrig
mit Frankrig med urobetjente og forvredet metal
mit Frankrig i nød med hormonfyldt kyllingekød
mit Frankrig med fedtet papir og forfalsket vin
Jeg ville ønske du hed Frankrig
og at du blev som du var
som dengang vi plejede at tage hen og drikke
den lille hvidvin fra Nogent
som da vi plejede at tage hen og se
det lyserøde kirsebærtræ og det hvide æbletræ
Dave Gahan løftet
Musikproduceren Eric Lymon har fået sig et vist ry i Depeche Mode-kredse for sine stemningsfulde, nærmest redefinerende remix af både DM-, Soulsavers- og Dave Gahan-numre. I denne weekend har han lagt dette take op af en ret ukendt single-b-side fra Hourglass-perioden, som i Lymon’s elektroniske hænder bliver til noget musikalsk langt mere forførende og substantielt end originalen. Og hvor tit kan man egentlig sige det om et remix?
EJER BAVNEHØJ I AFTEN…
Sommerens sidste udendørs med LS kl. 20.30.
Mørket i Chelsea
I dag kom den så, Chelsea Wolfe’s nye The Dark. Skal blive interessant om albummet kan leve op til de første tre sangudslip, der alle udviser mærkbar melodisk forædling.. Og på dette nye track ‘Swallower’ spilles der nærmest regelret rockmusik, også nye toner fra den kant
Hey Joe
Joe Stummer’s fødselsdag, så her gør han sin ting på en stor august-single med The Clash, hvor der endda synges om den modne alder han ville have haft i dag, hvis ikke…
…Someday you’ll meet your rocking chair
‘Cause that’s where we’re spinning
There’s no point to want to comb your hair
When it’s grey and thinning…
På grund af en titel
Købte for længe siden et par plader med Nashville-bandet Lambchop. Men det er egentlig underordnet her, hvor det drejer sig om en sang med dem fra dagens nyudgivne album hvis titel virkelig tiltrækker alle der hader cirkus: Punching the Clown. Ja, tror faktisk kun det var derfor jeg lagde mærke til den sang, der sælger sig selv med overbevisning som en lavmælt amerikansk perle, en slags The Velvet Underground-ballade, hvis Lou Reed og hans band ellers var fra Tennessee som Kurt Wagner’s Lambchop er det. Blodet løber hørbart langsommere i årerne på de landlige kanter…
LS som lydbog i dag
Tillykke til forfatter Tommy Heisz med sin lydbog om Love Shop, der udkommer i dag. Her er hvad han selv skriver om projektet:
Udkommer i dag: 10 timer med Love Shop 
Det er snart 11 år siden, min bog om Love Shop udkom. Men den har indtil nu aldrig eksisteret som lydbog. Det skulle være løgn, tænkte jeg, og så fik jeg isoleret mig selv i et studie i nogle dage for at lægge stemme til den her fortælling om et vigtigt stykke dansk musikhistorie.
Men jeg kunne mærke, at der måtte lidt mere til. Derfor ringede jeg til Jens Unmack. Jeg spurgte, om han ville være med til at give lytterne noget ekstra. Det var han heldigvis frisk på. Som ekstramateriale til lydbogen ligger der et interview med Love Shops frontmand.
Lydbogen kan høres på forskellige lydbogstjenester, bl.a. Mofibo, og vil senere også være at finde på bibliotekernes tjeneste e-Reolen. Søg på ‘Himmelflugt og højdeskræk’