En hvirvelvind blæser gennem Vega. Den kommer fra en minimal scene ude på gulvet, en nærmest synkende ø af rødt lys midt i salens oprørte hav af kroppe i bevægelse. Den er Iceage som præsenterer hele sit nye album live. Bandet der her i landet trækker en sær parallel til The Raveonettes, hvor de mest synes kendte for at være respekterede ude i verden. Denne aften synes verden at være kommet til Iceage. Der er japanske kvinder med selfmade fan-shirts, der høres spansk i baren, alskens hudfarver og aldersgrupper er tilstede. Et smalt band der når bredt ud. Fyrtårnets lanterne er Elias Rønnenfelt, en sanger der ikke har den store interesse for toner, men kan den sjældne scenekunst at sætte folk fri. Det ses i øjnene af de vildt dansende, det ses på to kvindelige fotografer ved scenen, der begge smiler fordi de instinktivt ved, at det sjældne de stiller skarpt på er fortabelse. Det er også forgudelse af en stjerne i zenit. For Rønnenfelt er indbegrebet af den udstråling. Han er fucking ligeglad, helt upåvirket af den intense opmærksomhed. Et så uangribeligt selvværd giver det yndefulde ydre og dets intuitive flugtbevægelser den helt rigtige tyngde. Men de tolv nye sange? Det var så hvirvelvinden der blæste. Iceage jager hurtigt på sit nye album. Tolv blødende, rastløse numre, ofte i et decideret rasende tempo. Fundne stumper af popmelodier samles op og smadres, enhver skødesløs idé forfølges helhjertet lige til den hastigt brænder væk. Der er løse ender en masse; fragmenterne et erklæret mål. Rønnenfelts evigt søgende stemme er den guide, der så gerne vil fares vild. Det lyder samlet denne lyse aften fra scenen som et mægtigt sommeralbum til en kaotisk tid.

Amerikanske bands og spillesteder har en lang tradition for særegne artplakater i forbindelse med enkelte shows eller hele turnéer. Det levede Sixteen Horsepower op til i Höganäs lørdag aften, hvor disse to udsøgte designs var i salg.

Findes der nogen klassiske rockguitarhelte, som ikke fremstår mere eller mindre komiske? Jeg kan vist umiddelbart kun tænke på en: David Bowie’s løjtnant på Ziggy Stardust-raketten. Mick Ronson blev født i dag for 80 år siden i beskedne Hull på den engelske østkyst. At Bowie fyrede ham da de nåede til tops er stadig et uløst mysterie, men gav selvfølgelig en total frihed til at kunne genre-hoppe udenfor guitarbaseret rocknroll. Her klæder de to i den grad hinanden på Hammersmith Odeon’s scene i 1973 på slutningen af Ziggy-touren. Har normalt ikke meget tid til guitarsoloer som sådan, men Ronson’s her på ‘Moonage Daydream’ transcenderer begrebet og bliver noget langt større…

Var forhindret i tirsdags, da gendannede 16 Horsepower gav koncert på Amager Bio. Reaktionerne bagefter fra flere tilstedeværende lød ensrettet, at det bestemt ikke var en oplevelse man skulle være gået glip af. Så fangede Denver, Colorado-bandet oppe på den svenske vestkyst lørdag aften, hvor de i (indtil da) idylliske Höganäs trådte op på en stor udendørsscene inde bag den lokale Garage Bar.

Og hvilken aften med sanger David Eugene Edwards og hans alvorens brydningstag med livets udfordringer støbt ned i en skarp række gammeltestamentlige molblues-udladninger, spillet værdigt ud med både finesse og eksplosion af et fremragende band. Det startede i den lyse svenske forårsaften, det sluttede længe efter mørket havde sænket sig over kystbyen, der da lå indhyllet i drivende scenerøg og efterklang af de mange sanges lodrette skæbne-heartbreak.

Har ikke været så mærkbart tæt på ånden fra Jeffrey Lee Pierce og hans tidlige/bedste The Gun Club siden 1984, da den version af bandet blæste forbi København. Men 16 Horsepower spiller med en helt anderledes virtuos tyngde og skal ikke stå i skygge af nogen, da heller ikke det klassiske, pre-Warren Ellis Bad Seeds, som der også åbenlyst trækkes blodrøde tråde til gennem fælles tilgang til den amerikanske musikarv. Herover tre numre fra en rystende stærk aften med 16 Horsepower bag Garage Bar i Höganäs. Musik kan.