Blur udsender i dag The Ballad of Darren, London-bandets første album siden forunderligt vellykkede The Magic Whip udkom for otte år siden. Hvor den plade uventet lykkeligt lød som gode gamle Blur sammen igen, så tegner det nye album umiddelbart i lyd og tonesprog mere Damon Albarn’s egen verden. Det er hans svimle melankoli der løber som rød tråd gennem ti flygtige, ofte afdæmpede tracks, der i sine undrende betragtninger og et lettere forslået livssyn rammer tættere på den seneste The Good, The Bad & The Queen end klassisk Blur. En fin musik under alle omstændigheder, her repræsenteret af den ene sang på albummet, der kommunikerer ligeså enkelt og åbent som de to allerede udsendte singler…
20. juli 1987: New Order følger op på den 1986-storhed som er den single-remixede version af ‘Bizarre Love Triangle’ med singlen ‘True Faith’, der er skrevet og indspillet sammen med producer Stephen Hague. Tre uger efter optræder NO med det nye store hit på programmet Roxy…
‘True Faith’ står virkelig stærkt i sangskrivning som produktion, og den NO-topform høres også på B-siden, hvor ‘1963’ åbenbarer sig. Det nummer kunne også nemt have været en single i eget navn…
I denne uge fik jeg læst Nick Drake: The Life, en ny biografi af den engelske forfatter Richard Morton Jack. Der er tidligere udkommet flere bøger om Nick Drakes liv; en af de første er endog dansk og skyldes Gorm Henrik Rasmussen. Men den nye biografi udmærker sig ved at være særdeles grundig og indlevet og ender formodentlig (og forhåbentlig) med at blive den definitive biografi om Nick Drake, ligesom Robert Mehrs Trouble Boys vel er den definitive skildring af The Replacements’ karriere.
Bogen udkommer samme år som et hyldestalbum til Nick Drake hvor bl.a. Philip Selway, Feist og Fontaines D.C. er med. Men dette album har jeg endnu ikke fået hørt ordentligt, så det vil jeg ikke skrive om her.
Mange ved at Nick Drake kun nåede at indspille tre albums, inden han blev trukket ned af det, der enten var en depression eller hvad man kalder “simpel skizofreni” (en sjælden form for skizofreni uden stemmehøring eller paranoia) og gjort stum. Den sidste del af Nick Drake: The Life skildrer denne mørke afslutning, tiden fra 1972 til selvmordet i november 1974. Det er hård læsning, også fordi det er tydeligt at familien og vennerne og folk fra pladeselskabet faktisk gerne ville gøre noget, men endte med at være helt magtesløse.
Et lighedspunkt med The Replacements er at dette er fortællingen om en særdeles talentfuld musiker, der ikke får den succes, alle spåede ham og syntes at han fortjente, fordi han ikke ville (og måske ikke kunne) spille med i det underlige spil, som musikbranchen udgør. Nick Drake kunne ikke fordrage at optræde foran et ligegyldigt publikum (og det er ikke blevet bedre siden hvad angår publikums ligegyldighed, vil jeg mene). Den helt store forskel var at The Replacements ofte saboterede deres egne koncerter og kontakt til producere og pladeselskab ved at være berusede og uforskammede og i det hele taget var nogle pisseugler. Det er derimod tydeligt af bogens skildring, at Nick Drake var en venlig, men introvert mand.
Musikken står tilbage, og den er i modsætning til meget anden musik fra den tid tidløs på en speciel måde. I Nick Drake: The Life kan jeg læse at bl.a. Joe Strummer holdt af Nick Drakes musik på et tidspunkt i 1970’erne hvor sangskriver med akustisk guitar ellers var dømt ude.
På Drakes midterste album, Bryter Layter fra 1971, var der mange prominente gæstemusikere med. De kom fra Fairport Convention og fra Beach Boys’ studie-band, og så var der også John Cale.
I Nick Drake: The Life får vi en skildring af mødet mellem Nick Drake og John Cale, som er fascineret af Drakes musik og gerne vil bidrage til Bryter Layter i en pause i indspilningerne af et album med Nico. Han er med på tre numre, “Fly”, “Northern Sky” og “Hazey Jane I”.
Jeg har hørt “Fly” mange gange, men det var først før ganske nylig, jeg indså at John Cales bratsch-stemme løber gennem hele nummeret sammen med Cales cembalo-akkompagnement, og at bratschen udgør en ordløs andenstemme i sangen. Da jeg forstod dét, blev sangen pludselig endnu smukkere, og slægtskabet med The Replacements bliver tydeligt igen.
For John Cale dukker også op med sin bratsch på The Replacements’ svanesang, All Shook Down, nemlig på “Sadly Beautiful”, et nummer så langt fra The Replacements’ garagerock som tænkes kan.
Netop her er det som Paul Westerberg når til det samme sted, hvor sårbarhed møder ønsket om at række ud til verden, som Nick Drake beboede. Og i begge sange er det John Cale, der formår at få denne følelse frem.
Stjerner er stjerner og Echo and the Bunnymen-frontmand Ian McCulloch’s kvalitet som en sådan var åbenlys fra første øjeblik debutalbummet Crocodiles blev udsendt 18. juli 1980. At udkomme samme dag som Closer med lige da allestedsnærværende Joy Division, hvis sanger netop havde taget sit eget liv, skulle ikke være nemt, men Bunnymen tiltrak sig fortjent den opmærksomhed og det følge , de kunne bygge videre på mod storhed forude…
Drømmen om rockbandet med det brede vingefang, her udført helhjertet i den svenske version med Ulf Lundell bag mikrofonen. Ofte bekymrer Sveriges centrale hippiegeneration-stemme sig ikke stort om sine numres melodiske kvaliteter, men den laissez faire-tilgang kan man ikke beskylde ham for her. En mangefacetteret film af en natligt vibrerende sang på små femten minutter, der ikke fornemmes ét sekund for lang, se, dét er en kunst. Og når det nu er omfangsrige Lundell, så føles det næsten omsonst at nævne, denne sang blot er en ud af 27 på det 2002-album, hvor den lukker af som det store, konkluderendetitelnummer. Og den slags kræver altså et bredt vingefang. Samt et klavertema at dø for…
Ovenpå den triste nyhed i går om Jane Birkin’s bortgang bliver vi lige hængende dér. Havde ikke forventet så overvældende en reaktion som nu viste sig i de mange anerkendende kærlighedserklæringer i engelske og franske medier, samt af mere privat karakter på Facebook, Insta og Twitter; hun var fortjent overalt i går. Og her igen med en sang fra det øjeblik i 1968, hvor hun møder og bliver stormfuldt forelsket i Serge Gainsbourg. Det sker på settet af filmen Slogan, hvor de to spiller overfor hinanden og til dens soundtrack duet-indspiller denne typisk udfordrende Gainsbourg-sang, hvor det i Jane Birkin’s vers står meget klart, et cool band som Blonde Redhead også står i gæld både til hende og til ham…
Havde Ian Curtis levet og boet i Danmark – ikke usædvanligt at løbe på briter, der er rykket til Norden! – ville han på dagen i dag være blevet folkepensionist. En sært absurd tanke. Som historien gik valgte han dog desværre at stå af toget allerede som 23-årig. Inden da indspillede han med Joy Division to albums, nogle singler og nogle løsthængende tracks, der taler så nutidigt og levende, det nærmest synes skræmmende. Han er for længst ikke længere, men han er her alligevel iblandt os. Musik kan!
Okay, så ingen ‘Twist & Shout’ i København torsdag aften, men det ville være utaknemmeligt at klage over mangler, når så meget andet blev givet og stod så helt anderledes vitalt end man ialfald her havde frygtet. Hvad på forhånd lignede et sørgmodigt send-off til noget, der engang havde funklet smukkere, blev istedet en hæsblæsende aften med Springsteen og hans enorme band (18 mand på scenen i alt), der over tre timer blæste København bagover med forrygende versioner af numre, man troede ikke kunne spilles så lidenskabsfuldt relevant længere. Højdepunkter? Den måske vredest tungtsvingende version af ‘Darkness On The Edge Of Town’ ever, en luftigt drømmefyldt ‘The Promised Land’, majestætisk indædte ‘Backstreets, indpiskende ‘Prove It All NIght’, samt fine, fine udgaver af ikke så få andre. Aldrig hørt så differentieret god – og høj! – lyd til et Springsteen-show, hvilket positivt åbnede sangene op og gav dem, uhm, sonisk dybde-dimension. Måske også derfor vi som aldrig før bemærkede, hvor stor en guitarist Springsteen egentlig er. Der var specielt en to-tre soloer på aftenen, hvor han nærmest genopfandt den i denne tid så udskammede rockguitar som tidsrelevant malerpensel, heftigt udskærende, uden noget blær eller fedt, nervesitrende. Så en fænomenal aften på Østerbro som lysende baggrund til at ønske jer, der tager Bruce Springsteen & E Street Band på Volksparkstadion i Hamburg i morgen den samme fornøjelse. Musik kan!
PS – Hvis Hamburg får ‘Twist & Shout’ eller ‘Racing In The Street’ lørdag aften, så vanker der, Boss!
‘Twist & Shout’ er hidtil kun blevet spillet to gange på Springsteen’s lange tour. Det var tredje aften i Göteborg, hvor sangen med E Street Band har mytologisk Ullevi-status som ‘the stadiumbreaker’ og det var anden aften forleden i Hyde Park i London, hvor Springsteen ligesom skyldte sangen, da den samme sted blev afbrudt af curfew år tilbage, sidst han spillede der. Ikke desto mindre har denne side en urokkelige overbevisning om at den bliver spillet i aften. Fordi Springsteen skylder efter en meget trofast setliste tirsdag, og fordi han indimellem må krydre sin shows med det uventede – GBG 2 fik således som de eneste hidtil på touren ‘Racing In The Streets’ i fuld bandudgave – for at holde håbet oppe hos det publikum, han selv har opdraget til at forvente det uventede. Det vil han gøre med denne så simple men fine sang i aften. The Top Notes hed de vist, dem der indspillede den først. Men det var Isley Brothers, der med følgende indspilning gjorde ‘Twist & Shout” til et hit, og det var den version The Beatles hørte og tog afsæt fra i deres banebrydende heftige indspilning i 1963. Henrik Hall fortalte hvilken eufori det var for ham og hans venner første gang de hørte John Lennon’s vilde skrig på den version. De begyndte da de spillede den ude i Husum straks selv at skrige højt og ukontrolleret, erindrede Hall videre med glød i øjnene. Rocknroll-fortabelsen var født. Og også derfor bør Bruce Springsteen & E Street Band spille den i aften. Ak, al den løse snak for ikke at måtte nævne, hvor meget man glæder sig til at høre mægtige, blåsorte, torden-ildevarslende ‘Backstreets’…
Tænk at indspille en ballade som den herunder, og så beslutte ikke at udsende den. Det var hvad Springsteen gjorde i 1978, da langsomt svulmende og svajende ‘The Way’ ikke blev fundet god nok, hverken til inklusion på Darkness on the Edge of Town eller dog bare som b-side på en af albummets tre singler.
Tirsdag spillede Springsteen det første af to shows i Parken. Og alle dem tilstede, vi har talt med, udtrykker stor begejstring over hvad blev givet. I morgen (torsdag) aften kl. 20.00 starter det hele igen. Forventningerne her var ikke voldsomt store for få dage siden, men nu er de vokset betragteligt…
Ham her spiller med sit band sit første show af to i aften i København. Havde egentlig planlagt at tage begge danske aftener på denne den vel formodentlig sidste tour med E Street Band, men rapporter om for Springsteen helt uvant ens setlister, samt ikke så lidt hvisken i krogene om et band og dets forsanger, der virkelig skal banke rust af de første par timer hver aften før det hele begynder at lyde af noget, der måske kan konkurrere med den standard, bandet indtil for 8-10 år siden selv har sat, har gjort at førsteaftenen her er blevet droppet. Men anmeldelserne fra touren? De kan deles i to grupper. Dem der konstaterer selv Springsteen åbenbart kan spille gennemsnitlige shows, og så dem der skriver, det hele aldrig har været bedre. For sidstnævntes vedkommende tænker man, de måske er faldet i Iggy Pop-fælden, hvor det indimellem tydeligvis er mandens legacy, samt det prisværdigt insisterende i at fortsætte så langt, så langt, der udløser de superlative anmeldelser snarere end koncerterne selv. Omvendt kan det også være en sørgmodig men smuk oplevelse at overvære westernheltens sidste showdown sendt afsted med vilje og stolthed, men nu pludselig tynget af bevidstviden om egen dødelighed. Spændende hvad Springsteen – og E Street Band – får ud af to aftener i Parken på Østerbro i juli 2023, 45 år efter bandets velnok allerbedste tour nogensinde…
