Tillykke, Combat Rock!

Bliver The Ramones her fotograferet med Iggy Pop, eller er det omvendt?

Suede er lige nu midt i noget så usandsynligt som en dansk tour. Odense, Aarhus og Herning er allerede spillet, og sidst på ugen – efter en afstikker til Stockholm – venter to aftener i Falkoner, København. Mon ikke ‘The Drowners’ er på setlisten nu i aften i Helsingør? Det er ialfald d. 11. maj 30 år siden Suede udsendte det monokromt glam-osende nummer som sin stærkt profilerede debutsingle…

PS – Wrong. Hverken ‘The Drowners’ eller dens B-sider ‘To The Birds’ og ‘My Insatiable One’ blev spillet i Elsinore.

Efter anden, nok sidste gennemlytning af den nyudsendte, helt sikkert velmente progrock-plade med Win Butler’s Wings, sorry, mente Arcade Fire, her noget ganske andet og mindre fortænkt nyt…

Fra historiepolitiet gøres vi opmærksom på, der er andre store albums end The Cure’s Pornography, som kan fejre fødselsdag i dag. Nu blev der snakket perfekte forårsplader her forleden, og det er i den grad en af disse, der er tale om i dette opslag. For 38 år siden i dag udkom albummet, som dets skabere i samtidige annoncer kaldte ‘the greatest record ever made’. Kolossalt store ord, men man er nødt til at forholde sig til dem, for så særegen og sjældent løfterig en samling sange er der tale om på Echo and the Bunnymen’s Ocean Rain, der fanger det dengang så højtflyvende band på toppen af sin kollektive romantiske sansning. Her titelnummeret serveret dengang af de unge smukke drømmere fra Liverpool…

I dag for 40 år siden udsender The Cure sit mesterværk, albummet Pornography, der kommer som sidste og mest bemærkelsesværdige kulsorte perle på den årgangssnor, der allerede har budt på Three Imaginary Boys (1979), Seventeen Seconds (1980), og Faith (1981). Husker at købe pladen på udgivelsesdagen i Pisserenden (på gymnasie-ekskursion til København) og sidde med et par af de andre i forårssolen på Gl. Torv, hvor vi med ærefrygt nærlæser coverets illusionsløse tekster til de otte numre, hvis musik endnu er ukendt. Det bliver den ikke ved med at være, faktisk bliver Pornography nærmest soundtracket til de næste par år, det i en grad så jeg selv i lang, lang tid ikke kan holde ud at høre albummet. I dag er det heldigvis anderledes, og den måske sjældne men kære gæst Pornography efterlader aldrig sine lyttere uberørt. Dertil kommunikerer dens massive lyd og knugende stemning alt for direkte. Robert Smith løftede engang i et interview sløret op for The Cure’s intention, at samtlige albummets numre skulle have ens lyd og tonesprog, hvilket må siges at være gået hjem over al forventning. Så stort tillykke, Pornography, og tak for talløse dystre ungdomstimer. De var på deres egen måde fantastiske. Her ‘The Figurehead’, favoritten der åbner side 2, nummeret som banalt fik tusinder af sortklædte teenagere til at romantisere om fortabelse i kinesisk kunst og amerikanske piger. Hvis Robert kunne, så kunne vi også…