Kategoriarkiv: At drikke for at glemme

But I’m not the only one…

I dag fandt jeg John Lennons album Imagine frem i musikbiblioteket. Titelnummeret har lidt den triste skæbne at blive spillet ihjel; det er desværre efterhånden blevet en sang jeg undgår at høre. Det er synd, og albummet som helhed er et af de bedste soloalbums af et Beatles-medlem. “Crippled Inside”, “Gimme Some Truth” og “How” er solo-Lennon, når han var bedst. Der er nu også en veludført men samtidig rigtig ubehagelig sang på Imagine som bestemt ikke bliver spillet ret tit, og det er “How Do You Sleep”. Se bare:

So Sgt. Pepper took you by surprise
You better see right through that mother’s eyes
Those freaks was right when they said you was dead
The one mistake you made was in your head
Ah, how do you sleep?
Ah, how do you sleep at night?

You live with straights who tell you you was king
Jump when your momma tell you anything
The only thing you done was yesterday
And since you’re gone you’re just another day
Ah, how do you sleep?
Ah, how do you sleep at night?

Ah, how do you sleep?
Ah, how do you sleep at night?

A pretty face may last a year or two
But pretty soon they’ll see what you can do
The sound you make is muzak to my ears
You must have learned something in all those years
Ah, how do you sleep?
Ah, how do you sleep at night?

Der er meget langt fra titelnummerets ønske om fred og fordragelighed til denne ætsende hilsen til Paul McCartney. Og Lennon var nok ikke helt alene om sin hilsen. Guitarsoloen er nemlig af George Harrison.

Ringo Starr var også i studiet, men spillede ikke med. Hans reaktion var efter sigende: “That’s enough, John”.

Og det var det vel egentlig også. I interviewet er det temmelig tydeligt at John selv endte med at tage afstand fra sit angreb på Paul.

Grundlovstale om B118

foghbush

Kan nogen huske denne passus i Danmarks Riges Grundlov?

§ 19

Stk. 2.
Bortset fra forsvar mod væbnet angreb på riget eller danske styrker kan kongen ikke uden folketingets samtykke anvende militære magtmidler mod nogen fremmed stat. Foranstaltninger, som kongen måtte træffe i medfør af denne bestemmelse, skal straks forelægges folketinget. Er folketinget ikke samlet, skal det uopholdeligt sammenkaldes til møde.

Da den nuværende grundlov blev vedtaget, sagde en fremtrædende politiker at

Militære magtmidler kan kun anvendes som forsvar mod angreb eller som sanktioner i overensstemmelse med De Forenede Nationers pagt.

Det var Niels Elgaard, der var formand for Venstres rigsdagsgruppe (i 1953 var der endnu tokammersystem i Danmark). 50 år senere gik en regering ledet af samme parti ind i krigen mod Irak. Det var en krig uden FN-mandat startet af USA og Storbritannien, der samtidig er to af de permanente medlemmer af FNs sikkerhedsråd. Et flertal i Folketinget stemte for og Højesteret sanktionerede i en dom fra 2010 denne beslutning, der jo faktisk tilsidesatte den grundlov, vi fejrer i dag. Se mere i en kronik af Tue Magnussen og Bent Sørensen i Information i dag.

En engel i tågen

Her er et uomgængeligt og knugende nummer med Angel Haze. Cleaning Out My Closet er og er så alligevel slet, slet ikke er en cover-udgave af Eminems nummer af samme navn. Ligesom Eminem er hun fra Detroit, men her hører ligheden op. En kvindelig rapper, der her bruger musikken til at tale ud om det seksuelle misbrug, hun blev udsat for som barn, og om at finde ind til sin seksuelle identitet som biseksuel.

Angel Haze kommer til Roskilde Festival i år. Hende skal jeg se.

Farvel, HMV?

hmv-rex

Hvis man har været i Storbritannien (eller i USA, for den sags skyld) og har villet købe musik i cd-formatet eller film i dvd-formatet, er der en vis chance for at man har været forbi HMV. Men nu er det måske slut, skriver The Independent. Den 92 år gamle butikskæde bliver sat under administration af Deloitte. 4350 mennesker risikerer at miste deres arbejde. Julehandelen blev ikke det vendepunkt, HMV havde håbet. Skulle HMV blive reddet, skal mindst halvdelen af butikkerne i kæden dreje nøglen om.

Forklaringen på at det er gået sådan er ligetil: Vi køber i stadigt stigende omfang vores musik, film og bøger online – i fysisk form eller som download. Alene i Storbritannien udgjorde salget af downloads over 1 milliard pund sterling i 2012.

Heller ikke jeg kan påstå at jeg ofte sætter mine ben i en fysisk musikforretning længere.

Scott Walkers forældre og venner

scottwalker

Det er trist at indrømme det, men jeg kan stadig ikke begribe den musik, Scott Walker laver i vore dage, og jeg bryder mig faktisk slet ikke om den.  Kate Mossman har lavet en anmeldelse i New Statesman af Walkers nye album Bish Bosch, og hun har det tilsyneladende på samme måde.

It must be tough being Scott Walker. Somewhere down the line the world has decided you’re a genius, based on a handful of hits 45 years ago that were written by other people. You spend your life labouring under what Marianne Faithfull once called the “tyranny of cool”, retreating further into the avant-garde, and every album you put out is met with hope that you might some day return to the “lush Sixties balladry” you were known for. As though there’s a great bank of Bacharach-style classics shored up inside you but you’re just choosing not to let them out.

Walker is a symbol of the arbitrary way that cult status attaches to some people and grows like a creeper, strangling and obscuring its host.

På en måde er situationen vel i perfekt symmetri til hvad man ser i den anden ende af skalaen: håbefulde, velklædte, ofte sympatiske, men stort set tonedøve teenagere stiller op til X-Faktor; de har altid fået at vide af deres forstående forældre og venner, at de sang godt og måske endda havde udstråling. Men det har de ikke, og dommerne fortæller dem med stor overbevisning (og varierende skadefryd) hvordan det er fat.

Er Scott Walker mon i vore dage blevet udstyret med en stor samling forstående “forældre og venner”?

The Secret Footballer

Denne blog har i hele sin levetid produceret en masse indlæg om den engelske Premier League. Jens kæmper trofast med sin varierende begejstring for Liverpool FC; selv er jeg efterhånden blevet agnostiker hvad angår Premier League. Seneste søm i ligkisten er The Secret Footballer, der er dæknavnet for en navnløs spiller i Premier League. I august kom hans bog I Am The Secret Footballer: Lifting the Lid on the Beautiful Game, og den afslører meget, vi som fodbold nok egentlig godt vidste men naivt håbede var usandt. Der er racisme, homofobi, alt for mange penge og en snigende ulyst til at spille.

Der er efterhånden en stribe indslag om The Secret Footballer hos The Guardian, og min klare (og triste) fornemmelse er, at der på den ene side er et ønske om at finde ud af hvem han er (se http://www.whoisthesecretfootballer.co.uk/) og på den anden side at resten af fodboldverdenen forsøger at tie denne fodbold-udgave af Bitterfissen ihjel. Nu har også Anders Haahr Rasmussen fra Information opdaget ham og hans bog.

Og selvfølgelig er The Secret Footballer også på Twitter.

Fordi vi har fortjent dem

Også denne blogs forfattere er skuffede over den siddende regering, der nu rutsjer baglæns i meningsmålingerne. Vi græmmes.

Men der findes et alternativ, det parti som befolkningen nu støtter op om og stoler på. De vil kunne gennemføre den politik, som den siddende regering lovede og burde have gennemført.

Men vi venter på at det parti, danskerne elsker, kan vende tilbage til mange trygge regeringsperioder, vil jeg bruge resten af mit indlæg på at fremhæve alt det gode, dette parti i deres tid i regering og siden i opposition har gjort for at afværge den økonomiske krise og for at gavne miljøet, menneskerettighederne, ligestillingen, retssikkerheden, lønmodtagernes rettigheder, den sociale retfærdighed, uddannelserne og forskningen.

En mudret vej

Denne blogs forfattere var grundigt trætte af VC-regeringen og alt det, den gjorde sammen med Dansk Folkeparti. Det kan denne blogs læsere næppe have undgået at opdage. Denne blogs forfattere så frem til at det ville slutte. Også dette opdagede bloggens læsere. Der kom en ny regering, og denne blogs forfattere var momentant lettede, og også det skinnede igennem. I skrivende stund er i hvert fald jeg mismodig.

Lige nu står den danske regering i mudder til langt over knæene, og de hyppige meningsmålinger er med til at presse den yderligere ned. Medierne har for længst dømt regeringen ude. Lettelsen er væk.

Regeringen er ræd for at de vælgere, der flyttede sig fra Venstre, vil svigte regeringen. Det har de så godt nok gjort for længst, for svingvælgerne vil altid være ustabile. Regeringen er bange for Konservative og (især) Venstre; den gamle regering var aldrig bange for den gamle opposition eller andre, der kritiserede den. Regeringen holder mere og mere krampagtigt fast i tvivlsomme beslutninger af angst for at komme til at fremstå som tvivlende på sig selv. Det er trist at se gamle, erfarne partier ødelægge sig selv med stokkemetoder og selvbedrag. Al tale om politik er forvandlet til tanker om strategi. Det eneste gode er, at Dansk Folkeparti stadig kun ses marginalt i mediebilledet. Ikke engang Enhedslistens helt fortjente fremgang er nogen egentlig opmuntring.

Til regeringen (der næppe læser denne blog): Træd dog i karaktér og bliv igen til de partier, der i oppositionsårene udtalte sig skarpt og i et vist omfang turde holde fast på principper. Venstre har ikke noget nogen politisk substans at have deres enorme popularitet i. Lad være med at efterligne dem.

Og lad os så tale om fodbold og gamle plader igen.

Bitter Rønn Hornbech

20120309-173412.jpg

Så trækker den tidligere integrationsminister sig fra Folketinget ved næste valg, kan jeg læse. Denne blogs forfattere vil ikke savne hende. I lang tid havde hun et ry som en politiker med en vis integritet – det lagde hun dog hurtigt bag sig, da hun blev minister. Én god ti g gjorde hun dog – hun var gennem sine “forglemmelser” vel i sidste instans medvirkende til at integrationsministeriet ikke længere findes.

Musikken i baggrunden

Et af de fænomener, jeg aldrig har forstået og formodentlig aldrig vil komme til at forstå, er politikeres brug af populære sange i deres kampagner. Især i USA har dette været udbredt, men det breder sig efterhånden også til andre lande (og som så ofte før har Storbritannien været første stop på rejsen over Atlanten, men det er en anden historie).  Ét er at kendte musikere aktivt støtter bestemte politikere i en valgkamp (det har bl.a. R.E.M. og Bruce Springsteen gjort), et andet er at sange bliver brugt i politisk øjemed. For ikke så længe siden skulle Venstre af med et sekscifret beløb i erstatning, fordi de uretmæssigt havde anvendt Laid Backs “Sunshine Reggae” i en kampagnevideo. Tim Stahl og John Guldberg brød sig ikke om at blive forbundet med Venstre.

Og nu har den amerikanske radiovært Rush Limbaugh også leveret et eksempel. Limbaugh er – skulle man ikke vide det – en ekstremt højreorienteret politisk kommentator, der i sine stærkt polemiske udsendelser bakker op om Tea Party-bevægelsen og det republikanske parti. Han er blevet kaldt den mest magtfulde person blandt Republikanerne takket være sit radioprogram, der i høj grad taler til de allerede omvendte. I forbindelse med en diskussion om offentlige tilskud til prævention på universiteter kaldte Rush Limbaugh direkte en studerende, Sandra Fluke, der havde udtalt sig til fordel for denne slags tilskud, for en luder. Og alt dette skete til tonerne af britiske (!) Peter Gabriels “Sledgehammer”.

Peter Gabriel har nu gjort noget så usædvanligt som at udsende en pressemeddelelse i den anledning. Heri står der:

Peter was appalled to learn that his music was linked to Rush Limbaugh’s extraordinary attack on Sandra Fluke. It is obvious from anyone that knows Peter’s work that he would never approve such a use. He has asked his representatives to make sure his music is withdrawn and especially from these unfair aggressive and ignorant comments.

Forhåbentlig skal vi aldrig opleve brug og misbrug af sange i dansk politik på et tilsvarende niveau. Kunne man forestille sig f.eks. “Det bedste til mig og mine venner” i en kampagne for Liberal Alliance? (Kender jeg Jens ret, er den slags heller ikke hans kop øl.)