Mon ikke også der er uendeligt mange russere, som er trykket af verdenssituationen lige nu? Her synger Skt. Petersborg-indiebandet Shortparis på deres nye single (ja, google-translate kan den slags) om ‘lemlæstet aften over Kreml-katedralen’, om æbleplantagen der ‘blomstrer med blod’, om at ‘nu er du aske’. Den slags ord lyder som noget, man hurtigt kan komme i problemer med ovre østpå. Musikken taler sit eget sørgmodige sprog…
Kategoriarkiv: At drikke for at glemme
Postkort fra Heartbreak Hotel
Endnu en markant stærk fødselsdagssang for – og fra – John Cale, der her i 1975 (fra albummet Helen of Troy) giver det stoiske kærligheds-sammenbrud præcis så enkelt og banalt som det kan holde til i så velskrevne rammer…
Red Army Blues
Kampene i Ukraine bringer tanker om denne sang, The Waterboys’ måske største øjeblik. Mike Scott maler med den helt store pensel her, alligevel formår hans fortælling om de russiske mænd, der satte liv på spil mod tyskerne i 2. Verdenskrig, at holde en stram, gribende historielinje, der paradoksalt nok ender med, at de unge russere med kurs hjem fra den endelige sejr i Berlin bliver sendt videre til gulags, da de er blevet for ‘westernized’ i felten. The Waterboys’ widescreen-fortælling her er baseret på to bøger, Mike Scott læste under tilblivelsen, nemlig Guy Saier’s The Forgotten Soldier (1965) og russiske Victor Muravin’s The Diary Of Vikenty Angarov (1978). Men musikken? Ifølge Mike Scott er den stærkt inspireret af en daværende kærestes yndlingssang, Roxy Music’s ‘A Song For Europe’, ikke det værste sted at starte…
Syng Mark ud, folkens
Fra den ligeledes nu afdøde amerikanske celebrity-kok og mad-forfatter Anthony Bourdain’s allersidste TV-program i serien Parts Unknown. Det afsnit foregik i Mark Lanegan’s gamle hjemby Seattle, Washington, så hvad mere naturligt end denne fine kamera-outro til hans ‘Strange Religion’ fra Bubblegum (2004)…
King Brewster
Jeg har tidligere skrevet (og talt varmt om) Rhiannon Giddens. Her er Paula Boggs, en anden amerikansk musiker, der lader bluegrass, country og afro-amerikansk musik mødes og bruger det til at fortælle om USAs historie.
Kendis for livet
De er der ikke længere, Kent fra Eskilstuna. De unge mænd der flyttede til Stockholm for at blive Sveriges største band, vandt hele kongeriget, men også tydeligvis betalte en høj indbyrdes pris, gik i 2016 i nøje planlagt opløsning. Den og bandets derfor sidste vemodige år sammen kom der året efter en stærk dokumentar ud af. Dens to timer og 20 minutter ligger på forunderlig vis til fri afbenyttelse lige her. Et lidt sørgmodigt men også opløftende blik på historien om Kent. Og befriende ovenpå den sidste uges debat herhjemme om et populært dansktop-orkester og dets dybt ensomme fans, at kunne gå ombord i sådan en doku om et band med musik, man rent faktisk kan føle noget for…
There goes a regular
Minneapolis-rockerne fra The Replacements havde i 1989 lavet 3-4 skødesløst fremragende albums, men med imponerende vilje smadret ethvert tilløb til den bredere succés, disse lagde op til. Så Don’t Tell a Soul, der udkom 1. februar det år, var som sidste chance for håbet om et bredt R.E.M.-lignende gennembrud vel på forhånd dømt til at mislykkes. Det hindrede dog ikke Paul Westerberg & co. i der atter at udgive flere fornemme sange, som ligefrem dryppede af de spildte muligheders længsel. Som f.eks. skyggeballaden ‘Rock ‘n’ Roll Ghost’, her i det langt bedre Matt Wallace-mix, der dengang blev skrottet og først så dagens lys i 2019. Typisk Replacements-selvbenspænd igen.
En sang fra (og til) tusmørket
Ruth Radelet, der var sanger i de nu opløste The Chromatics, fortolker “Twilight”, der som bekendt er en sang af Elliott Smith fra hans sidste, posthumt udgivne album From A Basement On A Hill. Det er en smuk sang, og denne udgave er også smuk. (Det burde næsten være Jens, der skrev dette opslag.)
Hvad lyttede Pastoren til?
Havet, der stiger
Lige nu, mens musikken spiller og vi lever i vores hverdag, er der COP26 i Glasgow. På lørdag er der klimamarch rundt om i Danmark. Uden for er der noget galt; det har der været længe.
Nede i Australien er Midnight Oil sammen igen og har et nyt nummer klar. Læs teksten herunder og se musikvideoen ovre på YouTube.
Every child put down your toys And come inside to sleep We have to look you in the eye and say we sold you cheap Let's confess we did not act With serious urgency So open up the floodgates To the rising seas Temperature rising Climate denying Fever is gripping Nobody's listening Lustre is fading Because nobody's trading Wall Street is jumping Still the music keeps pumping If you can't decide Between wrong and right If you can't see through All that you hold true Queen of the firmament Lord of all beneath Masters of the universe We're all refugees And in many countries they adore celebrities Open up the floodgates To the rising seas Dinosaur stories Reliving past glories Lusting for gold Fishing for souls They said it was coming We knew it was a-coming If you lift your game Put your toys away Well it looks like rain On that western plain Queen of the firmament Lord of all beneath Masters of the universe We're all refugees And in many countries they adore celebrities Open up the floodgates To the rising seas To the rising seas To the rising seas
Dave Gahan synger southern soul…
På det nye soniske udslip fra sit snartkommende coveralbum – Imposter udsendes 12. november – synger Depeche Mode-frontmand Dave Gahan en straight version af Dan Penn og Chips Moman’s southern soul-klassiker ‘The Dark End Of The Street’, en håbløs dog sært sødmefuld beretning om forbudt kærlighed i skjul af mørket. Originalen blev udgivet i 1967 af Mississippi-soulstemmen James Carr, og trods mange forsøg siden er hans på alle måder mesterlige version aldrig blevet overtrumfet, heller ikke nu af en ellers velsyngende Gahan…
Felice’s dommedag
Vi bliver nødt til at hænge lidt på det rullende nattog uden oplyst endestation, som er The Felice Brothers nye album From Dreams To Dust. Hvem kan forestille sig en lettere usoigneret musik, der kommer som et sammenstød af klassiske Bad Seeds-dyder og en ung Dylan forklædt som sølvbryllupsband på hårdt arbejde? Læg oveni en fortællende bevidsthedsstrøm, der udspringer af to menneskers rablende samtale under en natlig køretur, om hvordan verdens undergang vil lyde, se ud og føles. Åbningssporet på det nye Felice Brothers-album rummer næsten det hele, og er dog helt sit eget…
The sheriff disappeared
He drove in a doomed Corvette
Helen was in the passenger seat eating melon and spitting out the seeds
Feeling happy to be alone but still turning a saxophone
As cold as stone kinda like
She said this is what the apocalypse will look like
A tornado with human eyes
Poisoned birdbaths and torrents of chemical rain
Like the heads of state hyperventilating in clouds of methane
Sundown on the human heart
And this is what the apocalypse will sound like
But it will be loud as a mushroom cloud
It’ll sound like Final Jeopardy
But somehow be ghostly like a glockenspiel
Like the testing of bombs or the tapping of stiletto heels
It’ll sound like jazz
Jazz, jazz, jazz
Jazz on the Autobahn
It’ll sound like jazz
Jazz, jazz, jazz
Jazz on the Autobahn
The sheriff disagreed
He tried to make the distinction between death and extinction
They stopped off at a place called Hamburger Heaven to grab a bite to eat
But Helen had no appetite, she just drank a 7 Up
while the sheriff tapped his coffee cup to a distant beat
Kind of like
Ooh ooh-ooh
Ooh ooh-ooh
It won’t look like those old frescoes, man, I don’t think so
There will be no angels with swords, man, I don’t think so
No jubilant beings in the sky above, man, I don’t think so
And it won’t look like those old movies neither
There will be no drag racing through the bombed out streets neither
No shareholders will be orbiting the earth, man, neither
It will be hard to recognize each other through our oxygen masks
The successful sons of businessmen will set their desks on fire
While 5-star generals of the free world weep in the oil choked tide
It won’t sound like jazz
Jazz, jazz, jazz
Jazz on the Autobahn
It won’t sound like jazz
Jazz, jazz, jazz
Jazz on the Autobahn
They agreed to disagree
They zoomed off in a doomed Corvette
The sheriff couldn’t recall feeling this way his entire life
As he drove through the principalities of unreality
On the run with somebody else’s wife
The heiress of Texas oil
Ooh ooh-ooh
What is freedom? He thought
Is it to be empty of desire?
Is it to find everything I’ve lost or have been in search of?
Or is it to return to the things, to which there is no more returning?
Does it feel like jazz?
Jazz, jazz, jazz
Jazz on the Autobahn
Does it feel like jazz?
Jazz, jazz, jazz
Jazz on the Autobahn…
Mercy Mercy Me
Jeg fortsætter markeringen af 50-året for What’s Going On lidt endnu.
Dette er nok den sørgeligste sang, jeg kender – ikke mindst fordi også denne tekst af Marvin Gaye kunne være skrevet i 2021.
Mercy, mercy me
Things ain’t what they used to be
Where did all the blue skies go?
Poison is the wind that blows from the north and south and eastMercy, mercy me
Things ain’t what they used to be
Oil wasted on the ocean and upon our seas
Fish full of mercuryMercy, mercy me
Things ain’t what they used to be
Radiation under ground and in the sky
Animals and birds who live nearby are dyingMercy, mercy me
Things ain’t what they used to be
What about this overcrowded land
How much more abuse from man can she stand?
Art of the cover
Vi talte om David McComb og The Triffids’ kvaliteter her i går. Men det var nu først Perth, West Australia-bandets andet album, der markerede en ankomst til den øverste kunstneriske liga. Born Sandy Devotional udkom i marts 1986, og stod allerede straks ud gennem sit natursansende cover, der usagt, og med albummets australsk-klassiske tone i ryggen, signalerede en søgen mod det oprindelige. Derfor noget af en uskyldighedstabs-knytnæve i går på Twitter at erfare, hvordan coverets landskab ligger og ser ud i dag…
Phoebe Bridgers går amok
Har altid fundet det uværdigt, når rockstjerner koreografisk planlagt smadrer guitarer på scenen. Hvis det bare er et skuespil, hvorfor så ikke istedet give det sagesløse instrument til en trængende teenager, der ville dø for at kunne have et? Havde dog ikke regnet med at skulle se Phoebe Bridgers i den lange række af meningsløse guitarmishandlere. Men her er hun i sin debut på Saturday Night Live forleden med ‘I Know The End’, der klimakser i primalskrig og den omtalte guitarofring. Men hvordan klarer hun det så? Ikke så godt. Det er og ligner amatørteater…