Når et hold slår Danmark, må de selvfølgelig helst være gode. Det er hollænderne så heldigvis også, og jeg tror stadig på deres vej videre. Dagens ottendedelsfinale mod Slovakiet var nu alligevel lidt kedelig; det var svært for mig at overbevise mig selv om at det faktisk var slovakkerne, der gjorde det af med italienernes VM-drømme. De havde (i mere end én forstand) ikke mange chancer i denne opgør. Dét alene gik alvorligt ud over underholdningsværdien.
Der var aldrig alvorlig tvivl om at Holland ville vinde, men kampen var en noget uelegant affære og af og til herskede en lidt klumpspilsagtig stemning. Med andre ord sad jeg ikke yderst på sofakanten, og da det til allersidst stod 2-0 efter et meget overbevisende mål og den ordinære spilletid var omme, slukkede jeg. Jeg gik så glip af slovakkernes trøst-reducering på straffespark. Men det ændrede intet, hverken for dem eller for undertegnede.
Fortrøstningsfulde George og John på vej fra John Lennon International Airport, Liverpool til Dejavuville, Sydafrika for i aften at hente et flyfuld nederlagsnødstedte engelske fodboldspillere med hjem.
Alexander Alexandrov’s Государственный гимн Российской Федерации fra 1944, tidligere Sovjetuninonens, nu Ruslands nationalsang – genindsat af Putin i 2000, efter Rusland i sine ti første efterkommunistår uden held havde prøvet sig med et nyt og mindre historisk belastet stykke musik – står som en af de følelsesmæssigt mest spektakulære af slagsen i omløb. Alene derfor er Ruslands manglende tilstedeværelse ved VM lige nu down Africa ikke helt uden savn.
Bob Paisley og Bill Shankly fremviser ny alternativ Liverpool-trøje, hvis motto også VM-arrangørerne fra FIFA må kunne tilslutte sig. Da ikke mindst efter en søndag, der ved to hovedrystende lejligheder udstillede organisationens åbenlyse mangel på sikring af det fair play-begreb, den ellers så stolt brander sig på.
Ovenstående kulsorte trøje markerer som ses iøvrigt en velkommen genopstandelse af det gamle enkle LFC-klublogo, klart at foretrække fremfor den unødvendigt pompøse, overbroderede, flerfarvede version, der pt. optræder i officiel Liverpool-sammenhæng.
Der er masser af gode forklaringer, der bare venter på at blive fremsat nu. Bolden var for rund. Den trillede og var alt for glat. Målmænd i grøn trøje har det med at kikse (jvf. England). Japan er et meget større land end Danmark. Deres landshold spillede bedre, selv om spillerne ikke var nær så høje. Jon Dahl fik målrekord – og en skade. Den positive udlægning er, at bl.a. Frankrig og Italien heller ikke klarede det godt ved dette VM. Så vi var da lige så gode som dem. Og det er da også positivt, at asiatiske lande – denne gang Japan og Sydkorea – nu også markerer sig i international fodbold.
Jeg så Nigeria-Sydkorea i stedet for Argentina-Grækenland. Igen en underligt underholdende kamp, hvor underholdningen (ligesom i Danmark-Cameroun) i høj grad kom fra alle de fejl og spildte bedrifter, vi blev vidne til. Yakubu fra Nigeria lavede f.eks., hvad der må være årets største ikke-mål, inden han fik lavet et rigtigt et af slagsen. På andenpladsen over årets ikke-mål må så komme Martins’ forsøg, da der vel kun var knap ti minutter tilbage.
Det lykkedes. Men hvorfor vandt vores landhold egentlig denne underligt underholdende kamp, hvor to mandskaber levede højt på en kombination af held og de andres manglende sikkerhed nede bagved? Der er ikke tale om præstationer, der ville kendetegne en kommende verdensmester. Lad det nu hvile. Som Gunnar Nu yndede at sige – det er målene, der tæller.
Det internationale fodboldforbund FIFA bliver mere og mere naziagtigt i tanke og handling, omkring hvordan det forvalter fodboldspillet som sådan og samfundet omkring det. Læs lige her hvordan man forleden dealede med den sydafrikanske Liverpool-supporter, der tog ovenstående hooliganistiske provokation af et banner med på stadion til VM-kamp.
I dag kl. 16.00 begynder VM endelig for Fernando Torres, enten på bænken eller – midt i vuvuzela-bombardementet – på det sydafrikanske græs. Skal blive godt igen at se ham i en rød trøje.
I love to see the cottonwood blossom
In the early spring
I love to see the message of love
That the bluebird brings
But when I see you walkin’ with him
Down along the strand
I wish I were blind
When I see you with your man
I love to see your hair shining
In the long summer’s light
I love to watch the stars fill the sky
On a summer night
The music plays you take his hand
I watch how you touch him as you start to dance
And I wish I were blind
When I see you with your man
We struggle here but all our love’s in vain
And these eyes that once filled me with your beauty
Now fill me with pain
And the light that once entered here
Is banished from me
And this darkness is all baby that my heart sees
And though the world is filled
With the grace and beauty of God’s hand
Oh I wish I were blind
When I see you with your man
