Six Premier League clubs have all banned controversial vuvuzelas from their stadiums this season. Arsenal and Tottenham were the first top flight sides to banish the instrument, with Birmingham, West Ham, Sunderland and Liverpool quickly adding to the list of vuvuzela-free stadiums.
Fra Skysports.com i dag.
Joe Cole ser rødt!
Joe Cole, alles favoritspiller i Chelsea, fravælger Tottenham/Arsenal og kommer istedet op nord til Liverpool på en fri transfer: 1-0 til Roy Hodgson.
“This ugly, vulgar, hard, hermetic, hardly eye-catching, hardly football style, yes it served the Dutch to unsettle Spain. If with this they got satisfaction, fine, but they ended up losing. They were playing anti-football.”
Observationer fra aftenens finale:
Det er ikke den klassiske orange totalfodbold Holland disker op med i 1. halvleg af aftenens VM-finale.
Man skulle tro, en trøstfinale ville være kedelig og uinspireret. Men aftenens bronzekamp var særdeles underholdende – det bølgede frem og tilbage, og begge hold lavede overbevisende mål. Uruguays forsvar stod ofte godt, men målmanden fjumrede lidt rigeligt. Tyskland udlignede i 2. halvleg og blomstrede op, så man glemte det noget brogede indtryk, de gjorde i semifinalen. Jeg tror dog også, begge hold glædede sig til at få tørt tøj på bagefter. Forhåbentlig er vejret bedre i morgen.
Stort tillykke til Tyskland – men også til Uruguay, der (uagtet tidligere håndboldspil) rent faktisk har gjort det godt i denne slutrunde.
P.S.
Nedenfor kan man se to herrer fra den ikke særligt venstreorienterede amerikanske tv-kanal Fox News, der tydeligvis ikke forstår noget som helst. Advarsel: Dette klip kan stimulere hovedrysten mv. Husk, der er også fornuftige mennesker i USA.
Også for Fernando Torres…?
Uden Luis Suarez’ patriotiske hænder på holdet viser det sig ingen sag at score mod Ghana’s uretmæssige besejrere fra Uruguay – her ovenfor sejler aftenens første ind mod deres egentlige målmand. Vi tager også et billede af den tofoldige uruguayanske håndboldsupport i Sydafrika, nu fortjent på vej hjem…
Det var den suverænt mest underholdende kamp, jeg har set ved VM i år. På en måde var det nu også en af de mest skuffende, for jeg havde da troet at det argentinske forsvarsspil ville have været bedre. Det fungerede jo slet, slet ikke! – og var i sandhed Argentinas akilleshæl. Når man så samtidig ser et tysk mandskab, der både har et godt forsvar og et godt opspil, da kan det ikke undre, at det blev 4-0. Mon vi ser de kommende mestre? Tyskerne udgør i al fald et hold, der er større end nogen af spillerne, og det er sådan, det skal være. (Prøv at sammenligne med englænderne, hvor det er lige omvendt.)
Prøv at læse Raphael Honigsteins blog på Sports Illustrated om hvordan Tyskland genopfandt sig selv. Det har givet ikke blot et eminent tysk landshold, men også en masse stortalenter i Bundesligaen. Det er ikke kun patriotisme at satse på landsholdet. Kan englænderne eller vi mon lære noget? Tør vi?
Og hvad sker der mon med den argentinske håndboldtræner nu?
Luis Suarez fanget af politiets overvågningskamera i det 120. minut.
Hvilket drama! Uruguay-angriberen Luis Suarez, der ved stillingen 1-1 i det 120. minut reddede med hænder på egen streg og derved forhindrede Afrika i for første gang nogensinde at få et hold i en VM-semifinale, skal holde sin sommerferie langt væk fra Ghana i år. For efter at Suarez havde fået sit obligatoriske røde kort for sin ulovlige forhindring af, hvad burde havde været Ghana’s sejrsmål og adgangskort til semifinalerne, blev det dømte straffespark brændt på det skammeligste. En negativ Ghana-trend der forsatte i den efterfølgende straffekonkurrence, som Uruguay tog hjem på en viljestærk kombi af bedre nerver og længere tilløb. Festfyrværkeri i Uruguay i nat, hvor Luis Suarez uden tvivl vil blive fejret som nationalhelt for sit indbringende brud på spillets regler. Helt anderledes tung stilhed i Ghana – en mere smertefuld måde at blive sendt ud af et VM på er svær at forestille sig.
Ghana bowed out of the World Cup in the most heartbreaking circumstances in one of the most amazing finishes to a match the World Cup has ever seen.
In this tournament’s 80-year history, surely there has never been such agony for a country, and a continent.
Soccer City was deathly silent as Ghana players collapsed in tears, while Uruguay celebrated their first semi-final appearance, in which they will play Holland, for 40 years.
The South Americans’ goalkeeper Fernando Muslera was the hero, saving twice from John Mensah, the Sunderland centre-back, and Dominic Adiyiah, but there was a nasty taste left in the mouth as Suarez was carried shoulder high by his team.
The Independent om aftenens drama.
…Nederlandene! Det var i dag, to af de mest interessante hold i årets VM skulle mødes, to mandskaber som jeg har troet på. Hvor gode hollænderne egentlig var, var lidt uvist efter de første kampe, der alle var mod temmelig overkommelige modstandere. Brasilianerne havde til gengæld virket temmelig overbevisende indtil nu.
Men samtidig var fredag d. 2. juli årets hidtil bedste danske sommerdag og dén dag, hvor min nye MacBook omsider dukkede op og skulle tages i brug. Så jeg kom for sent hjem. Mens jeg ventede for rødt, kunne jeg se på mobilen, at Brasilien havde scoret det første mål og havde sat sig temmelig tungt på første halvleg – og så cyklede jeg ikke helt så hurtigt. Men vel hjemme, med 30 minutters ordinær spilletid tilbage, stod der 1-1 – og det var tilmed omkring da, kampen var i gang med at tage en helt overraskende vending. Hvilken genkomst af de orange! Og hvilken frustration hos de blå/gule! Til sidst var stemningen decideret ubehagelig på banen med lidt for mange gule kort og et enkelt rødt til selvmåls-scoreren Melo, der næppe glæder sig til turen hjem. Den opgivende stemning prægede det sidste kvarter, hvor det ellers så gode forsvar hos brasilianerne for alvor faldt fra hinanden.
Det er lidt trist at se brasilianerne ryge ud, men de orange endte med at være bedst og revanchen til dem efter dengang for 16 år siden var og er fuldt fortjent.
Har altid her tænkt på Roy Hodgson som en lidt andenklasses manager, en mand man gjorde til træner i sin klub, når et kendt navn var vigtigere end hvad det måtte stå for. Husker omkring ham, han blev fyret i Blackburn efter et værdiløst efterår med skuffelse på skuffelse. Og så var der lidt Schweiz, et par ophold i selveste Inter, som var lidt nede da, et halvhjertet besøg i FC København, samt set på afstand uforpligtende udstationeringer i Udinese, Viking Stavanger, Forenede Arabiske Emirater, for blot at nævne lidt fra det brogede CV. Senest et par vellykkede sæsoner i Fulham, som han løftede op fra Premier League-støtteklassen og endda fik i Europa League-finale i år. Mindes Craven Cottage-holdet fra seneste sæson som ret frygtløst på hjemmebane, men til gengæld aldeles tandløse og uformående ude. På den måde mindede de ikke så lidt om Liverpool, der altså nu har sikret sig Roy Hodgson som træner de næste tre år. Aldrig Hodgson’s fejl, at LFC’s inkompetente ejere ikke har råd eller tiltrækningskraft til et mere visionært dynamisk trænervalg, så vil gøre en ihærdig indsats for at prøve at lære at holde af ham, nu han får hjemme på Anfield…
Det var ialfald intentionen ifølge Nike’s Write The Future-reklameangreb op til turneringen. Skal slet ikke forsvare Cristiano Ronaldo som sådan, men ligger en alt, alt for stor del af sandheden omkring dette VM’s generelt manglende fyrværkeri ikke i en kropumulig bold, den af Adidas/FIFA nyfabrikerede Jabulani?!
Der er aldrig set så mange fornemme sparketeknikker – Ronaldo’s frisparksraids inkluderet ikke mindst – sat ud af spil, som efter den nye afstandsuberegnelige og tilfældigt slingrende bolds indtog på verdensscenen.
Sjofelheden ved den tvungne introduktion af så useriøst et arbejdsredskab havde nok fået mere kollektivt orienterede faggrupper end fodboldspillere til at gå i strejke (hvilket der nu vist også var et enkelt landshold der gjorde).
Nej, man kunne næsten ønske – for berigtigelsens skyld – at få det her VM spillet helt om fra starten, MED en regulær Select læderbold og UDEN de der satans horn. Måske endda vores egen Jon Dahl nu ville kunne ramme et fodboldmål.
Så afsted i en vis fart igen med Morten og co. til luksusgolflejren i Sydafrika. Der bliver næppe et øje tørt, når ‘The Danish Way To Rock’ gjalder udover Soccer City i Johannesburg efter finalesejrens triumf over Nordkorea.
For the players it is terrible. It is terrible for the keepers because it is impossible to deal with the trajectory. It’s good when you play short passes but when you try to switch the ball with long passes it is really difficult to understand the trajectory. But the really big problem is that sometimes this ball is just impossible to control. Impossible. And when you shoot at the goal, you can see it’s difficult. When you play on the floor, it’s good. When you play the ball longer, it’s more difficult. This ball is the worst ball that I have seen in my life.
Fabio Capello om Adidas Jabulani.
Engang ville jeg nok ikke have kunnet finde på at skrive det – men det vil jeg i dag: det brasilianske landshold har et solidt forsvar og der er indtil flere gode målmænd i rækkerne. De 3-0 over Chile var fuldt, fuldt fortjent. Selv om chilenerne fremstod næsten chanceløse, var kampen værd at se – både for de tre interessante mål og for at se, hvordan der blev dækket godt op nede på den brasilianske banehalvdel. Det er en glæde at se, hvordan et i forvejen godt landshold kan udvikle sig og blive endnu stærkere. Englænderne (og danskerne) har meget at lære af at se de landshold, der klarer sig så overbevisende nu – jeg håber så også, de vil lade sig overbevise.
Som hyldest kan I her høre et stykke musik, som både Jens og jeg har hørt meget på det seneste. Jeg kan dog ikke love, at jeg vil købe albummet, hvis det kommer.