Three lions full of hurt…

Vores webmaster her er ikke halvt alene med sin misbilligelse af dronestøjen fra Sydafrika…

I dag går det løs for Argentina mod Nigeria i Johannesburg på det ovenfor viste stadion, der er opkaldt efter en velkendt sodavand.

For snart mange år siden havde jeg en medstuderende, der var fra Buenos Aires og en ekstremt loyal fan af datidens største håndboldspiller – manden, der i dag er deres landstræner. Reelt var min medstuderende interesse for fodbold centreret om denne ene mands bedrifter og om en stædig benægtelse af mandens svagheder. Til gengæld var og er han et es til topos- og domæneteori (og her er det ikke håndbold-stjernen, jeg mener).

Men Nigeria så? De regerende afrikanske mestre har været med i VM 4 gange. Vi er nok mange der husker deres 4-1-nederlag til Danmark. Selv var jeg med Pastorinden til en større dansk musikfestival på Sjælland. I dag ville det måske gå lidt anderledes.

Jeg har ikke noget særligt forhold til nigeriansk fodbold, men argentinsk fodbold har jeg (som man kan ane) et blandet forhold til. Argentinsk fodbold er på én gang i særklasse og træls; den italienske indflydelse er på dén måde synlig. Jorge Valdano fra guldholdet i 1986 har dette citat, der temmelig præcist opsummerer mit lidt ambivalente forhold til den argentinske gambetta:

»Der er to elementer i gambetta‘en,« siger Valdano: »Den første er at vise, at jeg med min fod har evnen til at gøre, som jeg vil. Det skaber respekt. Den anden er bedraget. Du skal narre din modstander til at tro, at du vil gøre præcis det modsatte af, hvad du faktisk har tænkt dig. Smagen for at narre er meget argentinsk.«

Dette citat er hentet fra en længere artikel i dagens udgave af dagbladet Information.

Tankevækkende, kulsort og helt igennem forstemmende artikel fra walisiske Daily Post om Kenny Dalglish og interessekonflikterne i Liverpool FC lige nu – læs den her.

01. Spanien ’82
02. Vesttyskland ’74
03. Mexico ’86
04. Italien ’90
05. Frankrig ’98

PS – Her den i særklasse mest tjekkede VM-oversigt til de kommende uger…

Da vi var drenge betød VM en verden til forskel. Den TV-teknisk underudviklede tid bød ikke på meget fodbold live, så pludselig at kunne se to, måske tre livetransmitterede kampe om dagen, afstedkom ufattelig lykke. Fodbolden i sig selv var også bemærkelsesværdig speciel. For pengenes magt havde ikke samlet sig så konkurrencedominerende bag europæisk klubfodbold endnu, hvilket betød de bedste sydamerikanske spillere kun kunne opleves via deres respektive landsholds deltagelse ved et VM. Hvor man også kunne se taktisk og konkurrencemæssigt underudviklede afrikanske hold stå prügelknabe – husker Zaire gå ned med 9 mål mod Jugoslavien i Vesttyskland i 1974.

Alt det er forandret. I dag er det afrikanske kontinent fuldt ud leveringsdygtigt i fodboldbegavede profiler og landshold der godt kan være med. Og næsten samtlige de sydamerikanske stjerner lyser nu op på klubhold rundt om i Europa. Og TV? Ingen weekend, ingen uge uden mulighed for et tocifret antal kampe at vælge imellem. Hvilket altsammen er drengedrømsvildt og fantastisk. Men det har også taget lidt af magien fra VM.

Jose Mourinho betegnede for nylig, da Inter spillede Champions League-finale, den kamp som det sportsligt største der overhovedet findes indenfor spillet. Og manden har vel ret. For når samtlige de bedste målmænd, forsvarere, midtbanespillere, angribere –  endda trænere – fra Europa, Sydamerika, Afrika, hvorsomhelst er samlet og fordelt på to-tre håndfulde europæiske topklubber, skal niveauet og intensiteten der være markant højere, end hvad de nationale korttidssammenbringninger kan præstere.

På et andet punkt står turneringen dog stadig øverst, nemlig som folkelig magnet. VM er takket være sin naturlige fokusgenstand, stjernekoncentration og sit uforpligtende tidsafgrænsede format den begivenhed, som folk, der ikke normalt lever fodbold, bruger til at fejre spillet og sig selv med. Helt på linie iøvrigt med det danske landshold, der i Parken tiltrækker buskonvojer af Ceres Royal-branderter fra nær og fjern, man normalt aldrig ville rende ind i på et fodboldstadion.

Mediedækningen bærer for ofte præg af det forhold. Så mødes ikke gængs nøgtern journalistik, som omkring de internationale klubturneringer, men istedet den vel mest kalkulerende selvforelskede og sportsindifferente nationaldyrkelse, man nogensinde vil kunne opleve forklædt som fodbold – Flemming Toft og Dennis Ritter, you stand accused.

Skal dog kke her lade de sidereservationer overskygge den forventning, der selvfølgelig melder sig nu, hvor den mægtige og traditionsrige turnering starter op. En spænding der, som kampene tager form og ruller afsted, bliver ren tilstand og vil efterlade alle involverede i en ensom følelse af både mæthed og tomhed, når det hele er forbi, om en måned og en ny verdensmesters tid. Men inden da vil der være et hav af kampe. Vel 3-6 af dem vil have den klassikerstatus, som binder dem til os for altid. Det er de dramatiske højdepunkter og generelt en masse skarp bold på denne helt store VM-scene, man utålmodigt ser frem til lige nu.

Lad os lige gengive grupperne, både for forventningens og overskuelighedens skyld. Holdene med rødt vil være dem vi herfra tipper til ikke at gå videre fra den indledende fase – læg endelig jeres egne sikkert mere kvalificerede bud under kommentarer. Iøvrigt et fejlskøn fra FIFA at hele 32 lande er med, er det ikke? Kun 24 hold ville skabe et sportsligt langt mere koncentreret spændende VM. Jo, der er for mange badebolde med, men den uangribelige FIFA-bande har sikkert ikke åbnet så heftigt op for bovporten pga. ekstra indtjeningsmuligheder, nej vel!?

Gruppe A
Sydafrika
Mexico
Uruguay
Frankrig

Gruppe B
Argentina
Nigeria
Sydkorea
Grækenland

Gruppe C
England
USA
Algeriet
Slovenien

Gruppe D
Tyskland
Australien
Serbien
Ghana

Gruppe E
Holland
Danmark
Japan
Cameroon

Gruppe F
Italien
Paraguay
New Zealand
Slovakiet

Gruppe G
Brasilien
Nordkorea
Elfenbenskysten
Portugal

Gruppe H
Spanien
Schweiz
Honduras
Chile

Ja, Frankrig og Portugal som wild shots i skuffelsesoutsiderkategorien. Og gerne Chile som bud på en positiv overraskelse, med deres smukke fodbold fra de seneste par år. Bliver også spændende at se med Tyskland, turneringsholdet over dem alle. Og England under Capello – hvad formår man der nu? Og Argentina med Maradona ved roret – gemmer holdets forlis sig i hans øjne? Og kan de afrikanske deltagere endelig tage udfordringen og for alvor markere sig ved et VM? Ikke værtsnationen, der ligger #87 på FIFA’s verdensrangliste, ialfald. Og hvornår falder de italienske verdensmestre fra hinanden? Og scorer Torres igen sejrsmålet for Spanien i en stor finale? Og kan den menneskelige psyke i det hele taget klare et helt VM med de så ufatteligt belastende vuvuzelahorn, kamp ind, kamp ud?!? Det kan kun blive nervepirrende spændende. Let the games begin!

PS – Husk tysk TV har glimrende VM-dækning på ARD/ZDF, ofte med selveste Günther Netzer som barberbladsskarp ekspertanalytiker af den gamle hårde skole – han er en nydelse at se og høre på!

VM-kamp på Goodison mod Ungarn; 1-3.

Das Nationalteam hebt ab. Auf seinem Jungfernflug bringt der Lufthansa Airbus A380 die deutsche Mannschaft nach Südafrika.

Ingen sværme af de infame vuvuzela-horn. Intet Morten Olsen-dikteret søvngængeri. Ingen håbløs dyrkelse af det ordinære. Nej, dansk landsholdsbold var et sjovere, bedre og så meget smukkere sted at være i dag for 25 år siden.

København lå i trykkende gråt den dag, nærmest tordenhed. Der var usædvanligt mange på gaderne i travl målrettet bevægelse, vel enten på vej hjem eller ud mod Idrætsparken på Østerbro. Man kunne købe jordbær på Strøget og nede bag Det Kgl. Teater, i en lys lejlighed, blev et stort farvefjernsyn tændt. Stemningen var sitrende spændt. Det skulle blive en vild eftermiddag…

VM-kval. 5. juni 1985 – Danmark – Sovjetunionen 4-2 (2-1)

Ole Qvist, Søren Busk, Morten Olsen, Ivan Nielsen, Klaus Berggren, Jesper Olsen (Per Frimann, 46.), Jens Jørgen Bertelsen, Frank Arnesen (Henrik Andersen, 78), Søren Lerby, Michael Laudrup, Preben Elkjær.