For en smuk scoring af Torres på San Siro! Har bekendte som mener den spanske liga er Europa’s klart bedste. Gad vide hvordan de nu forstår, hele fire engelske hold, i modsætning til kun ét spansk, er med i Champions League-kvartfinalerne…? Liverpool blev i aftes #4 for England via den hurtigt glemte arbejdssejr i Milano, hvor Inter igen var uheldige med en tvivlsom udvisning. Den faldt dog først i anden halvleg, og ændrer ikke ved billedet af Merseypool som det bedre hold over begge kampe. Nu venter Roma, Schalke, Fenerbahce, Barcelona, Chelsea, Arsenal eller Manchester United, alt efter lodtrækningsheld. Kuglerne ruller i La Suisse over fredag middag…

Nerver vil være flossede her længe inden aften falder og lysene tændes over San Siro-katedralen i Milano, til den afgørende 1/8-finale i Champions League. Er Liverpool’s to-måls forspring fra første kamp på Merseyside nok til videre fremgang? Kan dét glimrende stykke arbejde gøres færdigt, eller tager hjemmeholdet, de sejrsvante italienske mestre fra Inter, alle rødklædte ned i en blåsort revanche af armod, mismod, mørke? Rafa Benitez har før demonstreret stor begavelse ved netop denne slags højspændte cup-kampe – kan han som træner taktisk punktere Inter, ligesom han ødelagde FC Barcelona på Camp Nou sidste år? Og vil vi mon derfor fra start få en uventet skarp offensiv satsning anført af Gerrard og Torres? Well, som brasserlegenden Pelé, hvis autograf står lige her bagved, engang så dybtsindigt sagde: “Who knows, we’ll see!” Og det vil vi. Der er ingen vej udenom. Det bliver pinefuldt spændende.

FC Internazionale Milano – Liverpool FC, i aften, kl. 20.45, TV3+

Hvem der skulle have valgt Champions League i går aftes, når man istedet kunne se det dejlige menneske Fernando Torres begå sit tredje hattrick for Liverpool!?! Måske Real Madrid sagde farvel til Europa andetsteds mod Roma. Måske Schalke tog uventet videre i samme turnering nede i Porto. Ligesom Chelsea iøvrigt, men dem taler vi ikke om. For Torres’ tre hits, og så Gerrard’s afsluttende dommedagshug, er svaret på hvad som står tilbage fra onsdag aften – spørg bare dem fra West Ham Boys Club.

For en måneds tid siden diskuterede vi to af engelsk fodbolds mest underpræsterende store klubber, Tottenham og Newcastle. Sidstnævnte havde da efter endnu en lang skuffende periode fået ny manager, og ifølge opinion på Tyneside ville alt nu skifte til det bedre med Newcastle-legenden Kevin Keegan tilbage på St. James Park.

Men sådan er det indtil videre ikke gået. Fem Premier League-kampe har kun givet to fattige points og en målscore på 3-13. Læg dertil FA-cup-exit med 0-3 ude mod Arsenal og en stemning er lagt. Keegan mente ved sin tiltrædelse, det omtalte faktum, han ikke havde set én eneste fodboldkamp de seneste tre år kunne være en fordel. Hans nye holds resultater taler ikke for det.

Hvor Newcastle nu – som spået her før sæsonstart – ligger i oplagt fare for nedrykning, og som sådan trues af endnu mere intern uro, ser fremtid pludselig langt bedre ud for Tottenham. Efter det forsømte efterår med efterfølgende Martin Jol-trænerfyring, fik man i søndags, under tidligere Sevilla-manager Juande Ramos, det første trofæ hjem i hele ni år. ‘Tottenham party like it’s 1999,’ som der stod på en engelsk avis. Carling Cup-finalen på Wembley mod Chelsea blev vundet overbevisende og fortjent med 2-1.

Spurs har i den seneste tid decideret udspillet Arsenal, Manchester United og altså nu Chelsea, bedrifter der for få måneder siden kun hørte til i en kulørt fantasiverden. Så de euforiske ansigtsudtryk blandt tilhængere på Wembley efter slutfløjt var til at få øje på og forstå. Optimisme i en tro på andet end flere skuffelser lever hermed officielt igen på White Hart Lane.

Chelsea derimod lignede i weekenden mest en strandet hval. Den første seriøse prøve for tidligere manager Mourinho’s utidige afløser Avram Grant blev slet ikke bestået. En akavet startopstilling uden Joe Cole og Ballack, de to der om nogen har båret et skadesramt og African Cup of Nations-tømt hold oppe gennem den seneste tid, men til gengæld med dobbeltkonfekt øverst i form af både Drogba og Anelka, en idé der på Wembley aldrig stod i praksis.

Jose Mourinho blev som vi forstår det ikke mindst afsat fordi hans foretrukne spillestil var alt for fastlåst og defensiv til klubejer Abramovich’s temperament. Men i det mindste kunne portugiseren vinde sine og Chelsea’s vigtigste kampe. Avram Grant taber indtil videre de samme, og spiller samtidig en bold, der trods løfter om det modsatte mangler både ild og det proklamerede flydende angrebsspil.

Det stod klart i hele den halvhjertede indsats mod langt mere idérige og flamboyante Tottenham, og man så det ligeledes fem dage tidligere i en grå uafgjort CL-affære nede i Europa. Interessant om Avram Grant, trods meget nært venskab med Abramovich, holder en kontrakt ud på Stamford Bridge. Mange Chelsea-folk mener han, ovenpå Mourinho’s personlige udstråling og fodboldtaktiske klasse, er en decideret skandale, som skal ud af deres klub ASAP. Mon de har lyst til et managerbytte med Newcastle…?

PS – For en enkelt gangs skyld nævner vi her ikke Verdens Bedste Fodboldklub, for hvem det dejlige menneske Fernando Torres scorede hattrick i lørdags. Omtaler heller ikke, at dagens store fodboldoverskrift fra pålidelige The Times går som følger: ‘Exclusive: American owners set to sell Liverpool’

PPS – Og hvilket helt fornøjeligt mål iøvrigt til forstadsforeningen Getafe og vores Michael nede i Madrid mod de ‘4-årige børn’ fra Kongeklubben. Med lidt UEFA-medgang og nu sejr over Real er hans trænergerning for alvor kommet på skrift, som f.eks. her i The Guardian.

Fantastisk aften det blev tilsidst – vildt at et hold der taber til Barnsley, vakler mod Havant & Waterlooville, har seriøse problemer med Luton, kan tage de overlegne italienske mestre med to mål rent!

Men er Brian Laudrup og Preben Elkjær ikke de mest indebrændte tanter der findes på fodbold-TV!?! Hver eneste gang Liverpool vinder er det ifølge de to fodboldeksperter enten på utrolig billig eller heldig baggrund – i aftes var det så vist begge dele, mente de.

For Liverpool kan ikke god fodbold. Liverpool får foræret en udvisning. Liverpool har kun to-tre mand, der gør en forskel. Liverpool’s forsvar evner ikke at spille op af banen. Liverpool vinder kun i går, fordi Inter tilsidst af sig selv uundgåeligt kører træt. Ja, faktisk er det alene Anfield’s støjniveau, der skaffer en uretfærdig sejr som denne til det hjemmehold, der ifølge Preben/Brian’s tænketank aldrig vil kunne nå langt i Champions League. Da Liverpool for få måneder siden slog Besiktas med turnerings-rekordcifre 8-0, kom sejren ifølge de herrer i hus fordi det ellers velspillende tyrkiske mesterhold på denne aften praktiserede kollektiv arbejdsvægring…!

Genkender samme Elkjær-forbehold, samme Laudrup-jammer, fra de seneste sæsoner, hvor Liverpool har gjort det af med hold som Juventus, Olympiakos, Chelsea, PSV Eindhoven, Olympique Marseille, AC Milan, Deportivo La Coruna, AS Monaco, Beyer Leverkusen, Porto, FC Barcelona, you name them. Nej, de to italiensksindede herrer befandt sig ikke vel i studiet i aftes efter uovervindelige Inter’s knockdown – det var intet mindre end smukt at overvære!

I maj, 1965 mødtes Liverpool og Inter i Europa Cup’en. Her et pix fra første kamp på Anfield, hvor Inter blev ødelagt med 3-1. Returkampen på San Siro tabte Liverpool 3-0.

“Vi tror Inter kan besejres.” Således ifølge både Xabi Alonso og Steve Finnan inden Champions League-kampen på Anfield i aften mod Italiens helt suveræne mesterhold. Og måske har de ret; selv Neraazzuro kan vel lægges ned.

Men at tro det skal være Liverpool, der lige nu sender Milano-klubben til tælling, står slet ikke skrevet i stjernerne. Efter det så ydmygende nederlag mod Barnsley i lørdags, og en helt igennem uacceptabel elendig periode siden nytår, er selvtillid og spilleglæde to egenskaber, man nemt kigger ret forgæves efter blandt de rødklædte.

At ejerkonflikten slingrer videre, med daglige reporter om massiv utilfredshed i Liverpool med Hicks og Gillett, om heftige uenigheder mellem amerikanerne indbyrdes, og om nye takeover-forsøg fra araberne i DIC, gør intet nemmere. Rafa Benitez fremstår som presset til det yderste. I går kunne en engelsk tabloid berette, han var blevet set grædende i sin bil – så langt er sæsonen og tingenes generelle stilstand omkring Liverpool sunket, at selv den slags hearsay kan spinde guld.

Derfor er massivt meget på spil nu. Hvis de spillere, som for nylig vaklede på randen af dommedags-knockout mod et obskurt amatørhold fra Havant & Waterlooville, virkelig ønsker Benitez som The Man også efter sommerpausen, duer intet andet end samlet sejr mod Zlatan og co. Meget svært at forestille sig det lykkelige udfald lige nu, men så igen har Liverpool før hevet gigantiske kaniner op af Europa Cup-hatten. Desværre synes der brug for noget mere substantielt end bare en tryllestav mod uovervindelige Inter på Anfield i aften.

Liverpool – FC Internazionale, i aften, kl. 20.45, TV3+

Normalt bruger vi, for nu at sige det pænt, ikke meget tid på dem her, men i dag går både tanker og medfølelse til Manchester United, der for præcis 50 år siden mistede mere end et halvt engelsk mesterhold ved en flyulykke i München’s lufthavn, på vej hjem fra Europa Cup-kamp mod Røde Stjerne Beograd.

Det var de allerede dengang legendariske Busby Babes, manager Matt Busby’s meget unge men allerede fuldendte hold, som i snevejr og glat startbane-føre aldrig fik luft under vingerne efter en benzinoptankning i München. 23 mennesker på det chartrede engelske fly mistede livet, heraf 8 af Manchester United’s spillere.

Busby selv overlevede med nød og næppe, og fortsatte, da han igen kom til kræfter, som leder for det amputerede hold, der skulle genopbygges helt fra bunden. Udover de otte omkomne, måtte yderligere to United-spillere opgive fodbold som følge af men efter ulykken. Busby må have kunnet sit manager-job, for kun syv år senere stod han bag det nye United-hold der atter vandt mesterskabet.

En popvinkel på denne tragedie er Morrissey’s ‘Munich Air Disaster 1958’, en B-side på ‘Irish Blood, English Heart’-singlen, med svimle molakkorder og dronende propelmotorlyde. Sangen, hvis ord bringes nedenfor, er flere gange blevet afspillet på Old Trafford.

Busby Babes’ sidste kamp nogensinde på engelsk jord; 5-4-sejr på et tætpakket Highbury mod Arsenal, kun fem dage før München.

MUNICH AIR DISASTER 1958

We love them
We mourn for them
Unlucky boys of red
I wish I’d gone down
Gone down with them
To where Mother Nature makes their bed
We miss them
Every night we kiss them
Their faces fixed in our heads
I wish I’d gone down
Gone down with them
To where Mother Nature makes their bed
They can’t hurt you
Their style will never desert you
Because they’re all safely dead
I wish I’d gone down
Gone down with them
To where Mother Nature makes their bed

© Morrissey

Så ikke håndbold i søndags. Ligegyldigt, der er vigtige ting. Som f.eks. i aften, når Liverpool løber ud på Upton Park i London’s East End, hvor West Ham United holder til. Den første engelske tipskamp jeg nogensinde så på TV – min morfars, med hysteriske farver skruet op på max! – var mellem Sheffield United og West Ham. Endte 0-0, kunne allerede da beundre WHU’s klassiske look. Har siden været på Upton Park, og hvilket specielt stadion det er. Et af de bedste at komme på i London, både hvad intens fodbold og vild stemning angår.

Skulle Liverpool bryde januars underpræsterende Premier League-form og vinde i aften, foreslåes hermed, at Flyvevåbnet sender 2 F-16’ere, der kan ekskortere holdet sikkert hjem til John Lennon International Airport på Merseyside. En sådan ting vil jeg hellere betale skat til, hvis det endelig skal være…

West Ham United – Liverpool, i aften, 20.45, down the local

Lodtrækningen fra FA-HQ i London har netop via BBC 5 Live sendt nedenstående februar-1/8-finaler undervejs – kamp #5 står i centrum…

Bristol Rovers – Southampton
Cardiff – Wolves
Sheffield United – M’boro
Liverpool – Barnsley
Manchester U – Arsenal
Preston North End – Portsmouth
Coventry City – West Bromwich Albion
Chelsea – Huddersfield Town

Stor aften for Tottenham – som regel London’s svar på AGF hvad skuffelser angår – der endelig efter godt 20 forsøg siden 1999 besejrede og ødelagde haderivalerne fra Arsenal. Hele 5-1 blev det endda til i Carling Cup-semien og euforien kunne høres fra White Hart Lane til København.

Spurs tager til finale på Wembley med hovederne holdt højt, forslåede Arsenal skal istedet komme igen og Premier League-koncentrere sig om en sag af yderste topvigtighed for os alle, nu et vist rødklædt hold har kørt sig selv bag den dans: Manchester United må ikke slutte allerøverst!