
Vi var mange der troede Liverpool i denne uge var længder foran alle andre klubber, i racet om hvilken en der opfører sig mest hovedrystende tåbeligt. Ialfald indtil sent onsdag eftermiddag, da nyheden tickede ind om at Newcastle United’s valg af ny manager er Kevin Keegan.
Jeg skal gerne tilstå en stor svaghed for Keegan, da han i 1970’erne bar den røde trøje med 7-tallet i Liverpool. Ja, faktisk købte jeg hver uge det engelske fodboldblad Shoot!, kun for at læse hans ghostwritede column, oftest om de mest uhyrlige almindeligheder.
Efter at have gennemlevet persondefinerende øjeblikke med Kevin Keegan – 3-0-FA-cupfinalen 1974 over netop Newcastle, mesterskabsafgørelsen i 1976, da Liverpool i allersidste udsatte kamp vandt det hele på Molineaux med 3-1 over Wolves, samt 3-1-euromesterholdsfinalen i 1977 i Rom over Mönchengladbach, står allerstærkest – forsvandt han ud af mit liv, til en tysk karriere i Hamburg SV, et Smokie-lydende pophit – ‘Head Over Heels’ – og siden nogle æresrundesæsoner i Southampton og Newcastle.
I 1992 var han atter tilbage i rampelys, fra en for tidlig pensionisttilværelse i Spanien, nu som manager i Newcastle, på det tidspunkt inventar i næstbedste række. Under Keegan’s styring rykkede man op og spillede derefter i et par sæsoner noget af det flotteste og mest offensive fodbold i Premier League. Med bare lidt held var det blevet til et mesterskab, måske to, men Newcastle løb hver gang tør for benzin før målstregen.
Det samme gjorde Keegan, som sagde op. Siden var han kort manager i Fulham, som han også rykkede op i Premier League, for England, som fik alt andet end succes med ham, samt for Manchester City, hvor han tilsidst fremstod træt, ideforladt og uden autoritet. Her kvittede han også selv, midt i en sæson, og trak sig helt tilbage fra fußball.
Årene siden har ikke været gode ved Keegan’s eftermæle som træner. Han omtales oftest for de graverende nederlag og taktiske fadæser, det engelske landshold var så rigt på under hans ledelse. Indtrykket blev at spillet forandrede sig, men at han ikke formåede at følge med det. Keegan har indrømmet ikke at have set en eneste fodboldkamp, hverken på TV eller i virkelighed, siden han i 2005 forlod Manchester City.
Det er på den baggrund valget af ham som manager fremstår som endnu mere russisk roulette fra den visionsløse Newcastle-ledelse. Måske navnet Keegan kan bringe sentimentalt lys i øjne oppe nordpå, men kan ham der bærer det tilføre sin nye klubs førstehold de utallige spilmæssige kvaliteter det pt. savner og har så akut brug for? Kan Keegan, der ikke følger med i bold anno 2008, virkelig være mand for at bygge et nyt og velfungerende storhold op? Nix, næppe – Newcastle’s lidelseshistorie fortsætter her.
Tror ikke der vil være gunstige odds på, at klubben inden alt for længe igen får brug for ny manager. Der er lige nu 6 points til nedrykning. De næste PL-modstandere er Bolton (h), Arsenal (u), M’boro (h), Villa (u) og Man U (h) – kan Newcastle med Keegan lykkes få mere end måske 4 points ud af disse 5 kampe? Det her bliver ikke kedeligt at følge med i. Good luck, Mighty Mouse!

Keegan: Fra Merseypool-jubel 1974 på Wembley til Oh No Ono-convention 1979 i HSV.
