hvor Steven Wells fortæller om en hysterisk anti-fodbold-bevægelse i USA. Vores alle sammens yndlingssport er tilsyneladende den globale elites ækle udklækningsrede for voldelige, feminine, lesbiske, venstreorienterede, terroristiske, uamerikanske tøsedrenge og nazister.
Jay Nordlinger citeres bl.a. for at fodbold er “a project of the left, the athletic equivalent of vegetarianism”. Han har vist ikke fulgt med i min medforfatters føljeton ang. amerikanske storkapitalisters overtagelse af en vis nordengelsk klub.
For en god ordens skyld: Jeg har været i USA adskillige gange, har mødt mange rare mennesker derovre og også nogle, der godt kan lide fodbold. Amerikansk football (den med rugby-bolden og skulderpuderne) har aldrig sagt mig noget og har aldrig forekommet mig særligt anti-voldelig, men jeg har ikke noget specielt imod den.
Vi var mange der troede Liverpool i denne uge var længder foran alle andre klubber, i racet om hvilken en der opfører sig mest hovedrystende tåbeligt. Ialfald indtil sent onsdag eftermiddag, da nyheden tickede ind om at Newcastle United’s valg af ny manager er Kevin Keegan.
Jeg skal gerne tilstå en stor svaghed for Keegan, da han i 1970’erne bar den røde trøje med 7-tallet i Liverpool. Ja, faktisk købte jeg hver uge det engelske fodboldblad Shoot!, kun for at læse hans ghostwritede column, oftest om de mest uhyrlige almindeligheder.
Efter at have gennemlevet persondefinerende øjeblikke med Kevin Keegan – 3-0-FA-cupfinalen 1974 over netop Newcastle, mesterskabsafgørelsen i 1976, da Liverpool i allersidste udsatte kamp vandt det hele på Molineaux med 3-1 over Wolves, samt 3-1-euromesterholdsfinalen i 1977 i Rom over Mönchengladbach, står allerstærkest – forsvandt han ud af mit liv, til en tysk karriere i Hamburg SV, et Smokie-lydende pophit – ‘Head Over Heels’ – og siden nogle æresrundesæsoner i Southampton og Newcastle.
I 1992 var han atter tilbage i rampelys, fra en for tidlig pensionisttilværelse i Spanien, nu som manager i Newcastle, på det tidspunkt inventar i næstbedste række. Under Keegan’s styring rykkede man op og spillede derefter i et par sæsoner noget af det flotteste og mest offensive fodbold i Premier League. Med bare lidt held var det blevet til et mesterskab, måske to, men Newcastle løb hver gang tør for benzin før målstregen.
Det samme gjorde Keegan, som sagde op. Siden var han kort manager i Fulham, som han også rykkede op i Premier League, for England, som fik alt andet end succes med ham, samt for Manchester City, hvor han tilsidst fremstod træt, ideforladt og uden autoritet. Her kvittede han også selv, midt i en sæson, og trak sig helt tilbage fra fußball.
Årene siden har ikke været gode ved Keegan’s eftermæle som træner. Han omtales oftest for de graverende nederlag og taktiske fadæser, det engelske landshold var så rigt på under hans ledelse. Indtrykket blev at spillet forandrede sig, men at han ikke formåede at følge med det. Keegan har indrømmet ikke at have set en eneste fodboldkamp, hverken på TV eller i virkelighed, siden han i 2005 forlod Manchester City.
Det er på den baggrund valget af ham som manager fremstår som endnu mere russisk roulette fra den visionsløse Newcastle-ledelse. Måske navnet Keegan kan bringe sentimentalt lys i øjne oppe nordpå, men kan ham der bærer det tilføre sin nye klubs førstehold de utallige spilmæssige kvaliteter det pt. savner og har så akut brug for? Kan Keegan, der ikke følger med i bold anno 2008, virkelig være mand for at bygge et nyt og velfungerende storhold op? Nix, næppe – Newcastle’s lidelseshistorie fortsætter her.
Tror ikke der vil være gunstige odds på, at klubben inden alt for længe igen får brug for ny manager. Der er lige nu 6 points til nedrykning. De næste PL-modstandere er Bolton (h), Arsenal (u), M’boro (h), Villa (u) og Man U (h) – kan Newcastle med Keegan lykkes få mere end måske 4 points ud af disse 5 kampe? Det her bliver ikke kedeligt at følge med i. Good luck, Mighty Mouse!
Keegan: Fra Merseypool-jubel 1974 på Wembley til Oh No Ono-convention 1979 i HSV.
‘Dubai S.O.S – Yanks out’ var teksten på et Anfield-banner i aftes, hvor regnen væltede ind fra Det Irske Hav og Luton Town væltede ud af FA-cupen. Ingen tvivl om total lokal opbakning til Benitez, der bare slet ikke nyder samme popularitet hos LFC’s amerikanske ejere. De seneste par dage er der skrevet meget om disse – Mr. Hicks og Mr. Gillett – for den kaotiske måde Liverpool som Benitez lige nu styres bag lyset på. Her links til 3-4 af de mere interessante artikler:
Beklager endnu en negativ fodboldpost her. Ovenpå al den presseballade mellem Benitez og de nye LFC-ejere, Mr. Gillett (good cop) & Mr. Hicks (bad cop), kommer det i fredags frem af omveje i flere engelske aviser, at Bayern München’s nyudnævnte manager Jürgen Klinsmann har været til decideret jobsamtale-middag hos de to amerikanere i efteråret.
Larmende stilhed weekenden over fra officiel side i Liverpool. Men historien forsvinder ikke og damage control-forsøget kommer mandag i form af et kort Mr. Hicks-interview i Liverpool Echo. Klinsmann har godtnok været på besøg, men kun fordi man ønskede en ‘forsikring’ såfremt Rafael Benitez pludselig ‘skulle forsvinde’ til Real Madrid. Og så ville Mr. Hicks/Mr. Gillett iøvrigt også gerne møde Klinsmann for at ‘lære så meget som muligt om engelsk og europæisk fodbold.’
Selvom Mr. Hicks endvidere erklærer, Liverpool’s nuværende manager siden den Klinsmann-middag har genvundet både hans og Mr. Gillett’s fulde støtte, kan afsløringen af mødet kun gøre Benitez’ position i Liverpool endnu mere skrøbelig. Måske der er tale om et kultursammenstød mellem måderne, topsport fungerer og conductes på i USA og Europa, men at behandle sin egen fungerende manager som skidt, og så ovenikøbet give ham en så halvhjertet officiel opbakning, synes brutalt og utilstedeligt, ialfald efter engelsk standard.
Situationen synes nu uholdbar. Enten må amerikanerne afskedige Benitez straks, eller også bør man sætte handling bag lunkne støtteord, gennem et officielt tilbud om forlængelse af samarbejdet. Det første sker ikke, for er der noget, den seneste tids kontroverser har malet op, er det hvilken massiv opbakning Rafael Benitez har i og omkring Liverpool. En fyring nu vil gøre det meget svært for amerikanerne at se en fælles fremtid på Merseyside, hvor den lokale mistro til dem er vokset støt siden sidste sommer.
Men en kontraktforlængelse er ligeså udelukket, da Benitez helt åbenbart ikke nyder sine to ‘ejeres’ tillid. Så Mr. Hicks/Mr. Gillett må istedet spille the waiting game og håbe på skuffende LFC-resultater, nok det eneste redskab, som kan få stemningen til at vende sig lidt mod Benitez, og derved gøre en udskiftning til sommer mere spiselig. Det er sådan klaveret spiller lige nu i Verdens Bedste Klub, der slet ikke er vant til den slags rævekager og dobbeltspil. Hvis åbenbare tilstedeværelse viser man måske har givet køb på den til de helt forkerte personer.
Og så taler vi ikke engang om de mange kontrameldinger vedrørende det nye stadionbyggeri i Stanley Park, eller de financielle dealings, som efter sigende snart pålægger Liverpool en mægtig millardgæld, for det Royal Bank of Scotland-lån de to amerikanere erhvervede klubben for. En frygtet postering, man på Anfield blev forsikret om aldrig ville ske.
Det er i den tumult, der i aften på højdedraget over byen er FA-cup-omkamp mod Luton. Mon holdet i rødt og dets hårdtprøvede træner kan koncentrere sig om noget så simpelt som lidt fodbold…?
Jeg tabte den P3-pris i Radiohuset, Liverpool tabte 2 points i Middlesborough, Tottenham tabte igen til Chelsea, og hjælpeløse Newcastle tabte 0-6 i Manchester. Den fælles tilstand har Frankie Brown skrevet en hel sang om. Indspillet af adskillige – min personlige favoritversion er med Dean Martin – hedder den naturligvis ‘Born To Lose’:
BORN TO LOSE
Born to lose, I’ve lived my life in vain
Every dream has only brought me pain
All my life, I’ve always been so blue
Born to lose, and now I’m losing you
Born to lose, it seems so hard to bear
How I long to always have you near
You’ve grown tired, and now you say we’re thru’
Born to lose, and now I’m losing you
Born to lose, my every hope is gone
It’s so hard to face an empty dawn
You were all the happiness I knew
Born to lose, and now I’m losing you
There’s no use to dream of happiness
All I see is only loneliness
All my life, I’ve always been so blue
Born to lose, and now I’m losing you
At følge et fodboldhold intenst vil bringe mange ærgelser med sig. Og hedder dette hold Tottenham eller Newcastle United, kan man roligt gange antallet af disse minus-oplevelser op et par gange eller tre. Førstnævnte formåede i går aftes at smide en ellers fortjent sejr væk mod Arsenal, den klub i hele verden Spurs helst vil slå. Det er nu godt 20 kampe i træk mod forhadte Arsenal uden sejr for Tottenham. Sådan noget gør i sig selv ætsende ondt.
Og Newcastle? De er igang med endnu en horribel comedy-sæson, der i går tog en ny drejning med fyringen af manager Sam Allardyce. Big Sam’s brovtende karakter og hæslige fodbold vil ikke blive savnet på Tyneside, men hans fyring kaster alligevel den store, hårdtprøvede klub, der ikke har vundet så meget som en hotdog i et halvt århundrede, ud i endnu mere bølgegang og uvished.
Bliver spændende, om local hero Alan Shearer får jobbet. Han er i den position et så ubeskrevet blad, man nemt kan forstille sig kaoset fortsætte med ham ved roret. Shearer underspiller dog sine kort i dagens engelske aviser, der peger mere på Portsmouth’s Harry Redknapp, manden med Premier League’s absolut mest triste ansigtsudtryk – mon det er den kvalitet som kvalificerer ham til Newcastle United?!
Newcastle’s problemer fortsætter lørdag ude mod Manchester United, ikke noget nemt sted at skulle samle stumperne op. Og Tottenham, de har heller ikke ligefrem nogen stroll in the park nede i Chelsea, hvis tilhængere det er, som har omdøbt Spurs’ hjemmebane White Hart Lane til Three Point Lane – gæt selv hvorfor.
Det nye år tog sit første slag små 48 timer inde, da Verdens Bedste Fodboldklub udspillede egen hovedrolle i kampen om det engelske mesterskab med 1-1 hjemme mod nedrykningstruede Wigan. At udeholdets sene scoring, som udlignede det dejlige mennneske Fernando Torres’ føringsmål, blev sat ind af en vis Titus Bramble, gør kun ondt værre.
Titus Bramble var i flere sæsoner decideret comedy defender i Newcastle United, hvor han alt for ofte fremstod som levende symbol på klubbens sportslige armod. NUFC’s nuværende – men hvor længe? – manager Sam Allardyce fyrede ham straks ved sin tiltræden i sommer, og mange forventede Titus herefter ville være at finde i en blødere liga, end den der så ofte havde udstillet hans fodboldevner nådesløst.
Men nej, Wigan tog ham på kontrakt, og i går aftes fejrede han den på Anfield med, måske for første gang nogensinde, at sætte sine fødder rigtigt og brage udligningen ind mod et for febrilsk Liverpool-hold, der iøvrigt bemærkelsesværdigt valgte at møde Wigan med kun én regulær angriber lige indtil udligningen, hvorefter der var tre.
Så stor en ærgelse, det er svært at more sig over kontroverset mellem Alex Fergusson og Man United’s hjemmebane-publikum. Førstnævnte anklager sidstnævnte for at lyde som en døvstum begravelse, sidstnævnte hævder klubbens pengesomskidt-spillere har alt for travlt med deres ultra-hedonistiske gangsta rapper-livsstil – United har de seneste måneder haft et par opsigtsvækkende udskejelser kørende i engelsk presse – til at levere det commitment og den underholdning, de uanstændigt Glazier-opskruede billetpriser på et af Englands efterhånden dyreste stadions forpligtiger til.
Well, mens United og deres tilhængere i det mindste kan falde tilbage på nuværende sportslig succes mens der leges stilleleg på Old Trafford, hvad har Liverpool så? Ikke meget andet denne bitterkolde torsdag, end en uglamourøs FA-cup-udekamp på søndag mod Luton, kriseramt bundhold fra den trediebedste række. Mon íkke Benitez kommer i stærkeste opstilling…?
Julen er hermed officielt aflyst i år. De mange foræringer vil blive returneret, alle gaver krævet tilbage. Sluk lysene, riv guirlanderne ned. Indfang samtlige julemænd og deres pædofile hangarounds. Dyp dem i sortblå tjære, sænk dem i fjer. Smid næstekærlighed på porten, hjerternes fest er forbi. Luk marcipanfabrikken, send nisserne hjem!
A change of speed, a change of style.
A change of scene, with no regrets,
A chance to watch, admire the distance,
Still occupied, though you forget.
Different colours, different shades,
Over each mistakes were made.
I took the blame.
Directionless so plain to see,
A loaded gun won’t set you free.
So you say.
England har – efter katastrofale Steve McLaren, afløser for katastrofale Sven Göran Eriksson – her til aften fået en ny straniero som manager for det kronisk underpræsterende nationale fodboldlandshold. Vi tester nødigt nogens paratviden med at spørge, hvem den udvalgte udlænding er:
Liverpool – Mancnester United, søndag, kl. 14.30, Canal+
Arsenal – Chelsea, søndag, kl. 17.00, Canal+
– I have been in England for five years and I have never seen a Liverpool side looking so strong at this point of the season. They have better balance, their consistency is much better and they have had some very good results. They are strong, well balanced, with good organisation and very good defensively, as always with Benítez, and they also have players such as Torres. I am very impressed. He can see spaces others can’t and he has the ability to penetrate these areas with the ball or without the ball. He can beat his man, create space, make time. He’s a player who gives Liverpool something completely different.
Carlos Quieroz, assistent manager, Manchester United
Det dejlige menneske Fernando Torres udfører her sin impulsive hyldestscoring til Michael Laudrup’s VM86-driblemål, det mod Uruguay, i Liverpool’s 4-0-sejr i blæsende Marseille i aftes. Resultatet betyder videre, og videre betyder lodtrækning d. 21/12 i UEFAland. Mulige LFC-modstandere i 1/8-finalen er Real Madrid, Barcelona, Sevilla, Inter og AC Milan. Ikke dårligt.
Jens ville kunne levere en lyrisk beskrivelse af, hvordan man fra hjemmet kan se det hvide skær fra lysmasterne og høre brølene fra det længselsfulde publikum ovre på den anden side af fjordens decemberkolde vand.
Det er jeg ikke så skrap til, så lad mig blot tørt konstatere at AaB er ude af UEFA-cuppen. Getafe sad reelt på det meste af kampen, og de vandt fuldt fortjent. Der var et interessant mål af Prica kort før lukketid og en slags organiseret klumpspil kort efter, der rummede fire store chancer. Men som Gunnar Nu sagde, er det målene, der tæller.
Og efter nytår er det målene i SAS-ligaen, der tæller.
Denne gang var det så omvendt, omend i hjemlige omgivelser. Lyngby var foran 3-0 i 1. halvleg, men det endte 5-3 til AaB. Det var ikke så dårligt; førstepladsen er hjemme inden vinterpausen. Men i Lyngby er de nok kede af det.
Det var træls. Men den første halvleg var da meget god. Tillykke til gengæld til FCK, hvis fans sikkert har modtaget nyheden om sejr med sædvanlig ydmyghed.
