29. november er en stor fælles fødselsdag i engelsk fodbold.
Ryan Giggs fra Manchester United bliver 34 i dag.
Kasey Keller, der er målmand hos Fulham, bliver 38.
Mark Pembridge. der førhen spillede for samme klub, bliver 37.
Dimitrios Konstantopoulos, der er målmand i Coventry (der i årevis har rumsteret rundt nede i The Coca Cola League), bliver 29.
Stephen O’Halloran (billedet) fra Aston Villa bliver 20.
Så vidt jeg kan se, er der ikke nogen fra Liverpool FCs førstehold, der er født på denne dag. Men til gengæld…
… er Jens tættere på sin gud i denne uge.
…og AaB skal sørge for, at storheden i engelsk fodbold begrænser sig til fødselsdagene. Jeg sidder hjemme i stuen med nerverne uden på den sorte t-shirt.
(Den tilsyneladende sammenstimling af fødsler kan forklares ud fra det, man i sandsynlighedsteori kalder fødselsdagsparadokset. Allerede i en forsamling på 23 mennesker er sandsynligheden for at to af dem har samme fødselsdag over 50%.)
En vanvittig tanke at forholde sig til. Både The Guardian og The Times, begge som oftest med kildeoplysninger iorden, skriver med bekymrende stor sikkerhed, at en tilværelse uden Rafael Benitez er meget nær fremtid for Verdens Bedste Fodboldklub. Og førstnævnte avis hævder ovenikøbet en vis The Special One derefter vil blive antastet…
Andre der så Liverpool’s farefulde færd mod 1-1 i Arsenal-kampen på Anfield i søndags? Elektrisk nedbrydende var det at følge med i som rød, dels pga. matchens speed-hæsblæsende tempo, dels – og især – fordi udeholdet spillede helt så overlegent flot som frygtet. Objektivt set var uafgjort minimum for hvad Arsenal fortjente at rejse væk med.
Lørdag frokost kommer mere drama, med tidlig topkamp på Emirates i London, hvor Manchester United skal prøve, om de kan følge med Arsenal. Oppe nordpå tager Liverpool senere den korte tur til Ewood Park i Blackburn, hvor Rovers i skarp form er på Premier League’s 5. plads. Det betyder endnu en hård opgave, der i værste fald kan slå LFC’s sæsonambition til tælling. Inden de to seriøse fights kan ventetid bruges her, hvor The Times’ Tony Evans i dag gennemgår ‘The soul of Liverpool in 50 moments’ – og jo, selvfølgelig er dét god læsning!
Arsenal – Manchester United, lørdag, kl. 13.45, Kanal 5
Blackburn – Liverpool, lørdag, kl. 18.15, down the local
Eller dagen efter snarere, for weekendens indiskutable hovedbegivenhed finder først sted søndag kl. 17. sharp på Anfield Road, hvor Liverpool møder Premier League’s suveræne tophold Arsenal. På forhånd var årets mesterskabskamp i England udset til at blive endnu et twohorserace mellem Chelsea og Manchester United, men indtil videre har en anden og mere underholdende virkelighed udspillet sig. Det ikke mindst takket være Arsenal, som har præsteret en forrygende sæsonstart, kulminerende med opvisningsspil og 7-0-sejr i Champions League-dysten mod Slavia Prag i tirsdags.
Uden specielt topscorer Henry, afsted og borte i Barcelona, syntes The Arse på forhånd nede til tælling op til denne sæson, men superskarpe Arsene Wenger har gennem Fabregas, Adebayor, Toure, Walcott og de mange andre unge talenter løftet opgaven med et spil, klubben skal flere Highbury-år tilbage for selv at kunne matche. Og selvom Arsenal måske topper for tidligt og kan formdykke fatalt senere, når knock out-kampene i de store turneringer spiser uopmærksomme storhold til aftensmad, kan man ikke fratage the Young Guns, at det spil de leverer nu er bold som bedst. Taler noget så sjældent som fremadivrigt, blændende kombinationsspil med lynhurtig omskiftning i bevægelse over hele banen. Selv nede i Henry’s Barcelona, hvor de kan deres cirkusfodbold, men så ofte mangler afgørende skarphed, temperament og spilvariation, må de være lidt misundelige.
Mens Arsenal således rejser nordpå med masser af selvtillid, er Liverpool lige nu ude i modgang. Der er stadig en smal chance for avancement i Champions League, men onsdagens nederlag i Istanbul var alligevel kolosalt skuffende. I Premier League er der endnu ingen nederlag på kontoen, og en 4. plads er indtil videre ok, men spillet de seneste 4-5 uger har været hakkende, ujævnt, idéforladt. Om det skyldes Daniel Agger og Xabi Alonso’s fravær skal ikke kunne siges, men lige siden de to røg ud samtidig, midt i september, har der ialfald været stor rådvildhed at spore. Det ikke mindst i det ellers så skridsikre forsvar, hvor Agger’s afløser Sami Hyypia indenfor den seneste uge ganske sigende har brilleret med hele 2 selvmål.
Agger er ligesom venstreback Arbeloa endnu ikke klar søndag, så det bliver atter langsomme Hyypia i midterforsvaret mod Arsenal’s uimodståelige speed. Længere oppe foran meldes det kreative lyspunkt Pennant væk resten af året, mens Fernando Torres til gengæld nok endelig er tilbage fra sin landskampsskade. Godt for det, for et mål eller to bliver vist nødvendigt, blot for uafgjort mod topholdet fra London. Nederlag på søndag vil klart male krise op for Liverpool, som signal for endnu en sæson, hvor man hverken kan eller skal være med helt oppe, der hvor ambitionen brænder. Sejr vil derimod sprede tiltrængt ro, samt nødvendig tro på en frugtbar løsning af de svære opgaver der kommer, ikke mindst det lange come back-træk, som nu kræves i Champions League. Der er derfor rigtig meget på spil for især hjemmeholdet søndag eftermiddag. Som vi vist plejer at sige: Det bliver grimt spændende!
Liverpool – Arsenal, søndag, kl.17.00, down the local!
Én ulykke kommer sjældent alene. Først påbegyndte Anders Fogh sin korte og mærkværdigt ubesværede rejse mod endnu 4 års egoisme for Danmark, dernæst var der også menneskeligt underskud i Champions League, hvor Liverpool tabte. Well, i det mindste er der endnu håb for sidstnævnte…
Powder your face with sunshine
Put on a great big smile
Make up your eyes with laughter
Folks will be laughing with you in a little while
Whistle a tune of gladness
Blue never was in style
The future’s brighter when hearts are lighter
So smile smile smile
Det tog østeuropæisk lang tid for trykkeriet i Tjekkiet, men nu er den ankommet, den første vinyl-single på Auditorium. Ser om vi kan nå at have nogle med ud i weekenden, og så vil den også kunne købes snarligst i Route 66-butikkerne i Århus og København, samt via online-musikbutikken Vibrashop. Her er singlens indhold:
Sidtsnævnte titel, åbenbart en slet skjult markering af FCK’s UEFA-cup-trækning af Atletico Madrid, hvor Liverpool’s egen Luis Garcia nu slår sine skarpe folder, er naturligvis en Ian Cable-mixet Jamaica-instrumental af forsiden. Enjoy!
En regnfuld aften i Aalborg, ingen mål scoret – og alligevel er jeg alt andet end utilfreds. Jeg så et dansk superligahold, der var betragteligt bedre end et italiensk Serie A-hold. Lad mig ikke forfalde til FCK-agtig selvfedme, blot konstatere, at det var helt fortjent, at AaB gik videre.
– They are at the top of the Premier League for the first time since August 2002 and the goals are flowing with a rapidity and style to evoke memories of their halcyon days. What is more, Liverpool have found a level of form that even Chelsea and Manchester United will struggle to match. A sublime quality blew Derby away and left supporters to rejoice in the team’s best start to a season in nine years. And all this without Steven Gerrard.
Trevor Haylett, The Sunday Telegraph
– Even taking into account the poverty of Derby County, Liverpool were in glorious, free-wheeling, free-scoring form and from their joyous reaction, the Kop clearly senses that this might just, at last, be their season.
Ronald Atkin, The Independent
– From start to finish, this was a dominant display, inspired by Xabi Alonso’s midfield generalship, Jermaine Pennant’s prodigious work on the wings, stellar finishing by Fernando Torres and a workrate and ambition that glowed throughout the team and was a sight to behold. Liverpool, in short, were magnificent.
Modtager her på siden en del henvendelser fra rundt omkring. Nedenfor en af de mere specielle og opløftende, fra Luis nede i Espana, sendt hertil i går sammen med en flaske hjemmelavet sangria. Den har vi allerede nydt, men ordene står endnu. Kom, læs dem sammen med os:
Dear friends @ jensunmack.dk,
First of all I’d like to apologise for not having been back in touch sooner, but I needed to take some time to take on board all the recent changes and then to put down these words for you.
I’m sure you will understand.
I would rather this be a letter of thanks and gratitude, not simply a goodbye.
Yes, thats right, gratitude, because that is the word that best sums up my feelings for you all.
Taking the decision to change clubs hasn’t been easy. Not easy at all.
I’ve experienced three fantastic years at the club and in the city. Three years in which together, the fans and the team, we have accomplished some fantastic achievements, and I’m sure that these successes will continue to be repeated in the near future.
You know that I like a challenge and that I don’t just settle for second best.
Back then Liverpool Football Club gave me the opportunity to be part of an ambitious plan to put the Reds back at the summit of the game.
I think that together we managed to achieve that.
As I said, I do like challenges and in spite of the fact that at that time I was playing for my home town club, one of the biggest in the world, I wanted to be a part of that project that was being presented to me by Liverpool, and so I accepted the challenge.
Now, after three seasons in the Premier League and having won some major trophies, the chance came up for me to return to La Liga and be part of a new project at a club I already knew.
The idea of enjoying things in a Spanish club like we experienced together at Liverpool over these last three years appealed to me, and thats why I accepted the offer.
I want to thank everyone working at Liverpool Football Club for how well they have treated both my family and I, making us feel at home from the very first day to the last.
I also want to thank the management, coaching staff and directors for the opportunity they gave me back then to be part of such an important and well-loved club as Liverpool. A club which has helped me to grow as a footballer and where to date I have enjoyed the biggest success of my career.
Without a doubt, this success has been possible thanks to the outstanding group of players with whom Ive been able to share a dressing room over the last three seasons.
I’m not going to mention anyone specifically, because I think that the secret of this team’s success has been exactly that: nobody wanted to stand out above the rest and there has always been a great togetherness in the squad, which made it into something more than a group of players, it was a group of friends.
Thanks to all of you for your help and your friendship.
I’ve left until last the thank you which for me is the most important: Thank you to the supporters.
Your support allowed me to settle quickly at both the club and in the city, and you made me feel really at ease with you all right from the word go; that’s the kind of help that you notice most of all during the difficult times, of which there have been a few during my time here.
I’d like to especially thank you for making up a song for me and you should know that every time I heard you singing it, it was like an extra injection of strength and motivation, even helping me to overcome pain occasionally during a game.
Your unconditional support is the thing that ensures that this team manages to pull through in the most difficult circumstances; and I can assure you that the whole squad is aware of this and thanks you for it.
A football club isn’t just made up of players, coaches and directors. More than anything else it’s the supporters who make a club, and that perhaps is the ingredient which best distinguishes Liverpool Football Club from every other team. The supporters.
Because if one thing has remained obvious to me after these few years, it’s that with supporters like you, Liverpool Football Club will never walk alone.
I really hope that the club wins lots of major trophies in the future; I’ll be following it all from a distance, with the pride that you can only get from having been a Red and played for the home team at Anfield – a ground that every football fan must visit at least once in their life.
– My players? I think I have a naive team. They are naive because they are pure and they are clean. We don’t have divers, we don’t have violent people, we don’t have people with nasty tackles or people diving into the swimming pool. Chelsea are a pure and naive team.
Så kom de igang i England og som næsten forudsagt gik ikke meget som forudsagt; ‘Usammenspillede’ Liverpool så skarpe ud i den for snævre 2-1-åbningssejr ude over Villa, ‘kedelige’ Chelsea spillede med hele 4 angribere, ‘underpræsterende’ Newcastle United fører ligaen, og ‘top-lovende’ Tottenham skuffede fælt, tabte mod Sunderland uden at score, og ligger pt. #18. Der er 37 runder endnu!
Onsdag eftermiddag skal Liverpool i kamp igen, i Champions League-kvalifikation i Toulouse. Johan Elmanders klub fik en overraskende 3. plads hjem i den franske liga før sommeren, og er derfor for første gang indenfor omkring denne turnering. Toulouse FC slog her i weekenden mestrene fra Lyon, hvilket fortæller, det ikke er nogen walkover mod holdet i lilla. Kamptidspunktet onsdag gør heller ikke udfordringen mindre. For grundet fuldt aftenprogram i den franske liga, er denne kamp TV-dikteret til kick-off i eftermiddagsheden i Sydvestfrankrig, allerede kl. 16.30 – og vejrudsigten onsdag siger omkring 35 celsius i Toulouse. Så jo, vi er vel nervøse. Allez les Rouges!
Allerede i aften spilles en anden nervepirrende dyst i samme kval-runde; FC København tager efter flot indsats i sidste uge ude mod Beitar Jerusalem nu allerede kampen op mod Benfica. Lisboa-klubben, vel nærmest på sommerferie endnu, synes plaget af skader, intern uro og spillerudskiftninger. Uden deres absolutte stjerne Simao – nu i Atletico Madrid – og flere andre nøglespillere, må FCK kunne finde muligheder for at gøre sig gældende. Derfor interessant hvor offensivt Stålbakken tør satse mod det ‘nye’ Benfica, der i sagens natur vil have åbninger bagude. Som Contador, den spanske cyklist og Tour De France-vinder så smukt sagde det før en stor etape i årets løb: “Yes, today attack!”
Og jo, Viborg kom igang i Superligaen i går, med 1-1 hjemme mod Bjerregaard-hæmmede Brøndby. Sidstnævnte – kun en skygge af sit tidligere selv – har hermed ikke vundet ude 22 gange i træk. En rekord noget mere imponerende end de mokka-farvede udebanedragter, man fremviste på Viborg Stadion i går.
SL Benfica – FC København, tirsdag kl. 21.15, TV3+
Toulouse FC – Liverpool, onsdag kl. 16.30, Eurosport
Tomhed forbi, på lørdag starter en ny Premier League-sæson. Som vi vil gøre det her, forudsagde vi også sidste år hvordan den nu forgangne 2006-07-udgave måtte ende i top og bund. Set tilbage var den spådom ikke vandtæt. Selvom alle top-5-hold blev ramt, lå de – pånær Spurs – i anderledes rækkefølge. Længere nede endte Watford godtnok sidst, og Wigan reddede skindet via den herfra bebudede 17. plads, men vi havde aldrig set at hverken Sheffield United eller Charlton ville rykke ud, som de gjorde.
Og det er både det tricky og fine omkring fodbold; man tror kan læses hvad vil ske, og så tager tingene som oftest en helt anden drejning. Sidste år ved denne tid troede de naive af os, Liverpool nu endelig ville komme hjem til sin forjættede førsteplads, men 38 kampe senere lå den placering hele 21 points væk. Og det endda hos Manchester United, hvis hold mange havde spået nedgangstider, som følge af en formodet impotent midtbane. Men nej, som sæsonen udviklede sig var netop United’s midte konstant velspillende. Kun i Champions League blev man dér udstillet på to italienske besøg.
Set i lyset af de fejlskud, hvad tør vi så sige om den kommende sæson? Jo, mesterskabet vil blive endnu et two-horse-race mellem United og Chelsea. For Arsenal, indtil for et par sæsoner siden eksponenter for det i særklasse mest seværdige spil i England, synes svækket af Henry’s afgang til Barcelona og Ljungberg’s ditto til West Ham. Wenger’s urutinerede, supertalentfulde hold vil få seriøse ting at se til, specielt ude, hvor erfaring, råstyrke samt en voksen portion kynisme er påkrævet. På deres bedste dage – som nu i forårets cup-finale mod Chelsea – er letbenede Arsenal en fryd at se på, men æstetik alene vinder ikke Premier League. Et cirkusspillende hold som Barcelona ville aldrig kunne vinde den turnering.
Men hvad så med Liverpool? Benitez har, med nyfunden pengetank i ryggen. købt heftigt ind. Verdenstalentet Torres fra Atletico, Babel fra Ajax, Benayoun fra West Ham, to unge sydamerikanere og en ældre ukrainer er det blevet til, mens Luis Garcia, Craig Bellamy, Mark Gonzalez og B. Zenden til gengæld er borte. At dømme efter pre-sæsonkampene er der stor kvalitet i den nye trup, men der mangler øjensynligt en hel del før de mange nye fødder fremstår og spiller som et sammentømret hold. Som Morten Olsen nok ville formulere det, mangler automatismerne endnu, og det vil koste dyrbare points, ikke mindst i starten af sæsonen, hvor man efterhånden nærmest har tradition for at komme forkert afsted. Så nej, desværre – Liverpool bliver heller ikke mestre i år.
Tottenham skal også nævnes her, i forbindelse med toppen, da deres imponerende angreb – bestående af Berbatov, Keane, Defoe og nyindkøbte Darren Bent – vil komme til at score rigtig mange mål. På papiret har det længe set lovende ud, og tiden synes nu moden for Martin Jol og Spurs til at tage sidste svære skridt helt op til topholdsstatus, med alt hvad det indebærer af continuity. To spændene unge forsvarsindkøb – supertalentet Gareth Bale og en dyr U21-mand fra Auxerre, hvis navn undslipper os – gør ikke forventningerne mindre.
Ja, og så er der de to øverste. Det var en overraskelse for mange, ikke mindst Jose Mourinho selv, at Chelsea ikke kunne hamle op med United sidste sæson. Efter to år, hvor Chelsea’s glædesløse, kværnende kick-and-rush havde udmattet utallige modstandere og work-outet guldmedaljer hjem, løb United fra dem. Det skete gennem anderledes fantasifuldt og helhjertet angrebsspil, med især dramaqueen Cristiano Ronaldo som kvikt omdrejningspunkt. Jose Mourinho bitchede efterfølgende over sit holds skader, men sandheden er at Chelsea-maskinen blev distanceret af et sundere og mere nuanceret fodboldsyn. United scorede hele 19 mål mere end Chelsea i løbet af sæsonen.
I sommerpausen er Man U. blevet forstærket med Nani, Anderson, Owen Hargreaves og en vis Carlos Tevez, mens Chelsea til gengæld har fået Florent Malouda, Claudio Pizarro, Steve Sidwell og Ben Haim. Om det også som rygtet skal lykkes Mourinho at købe Sevilla’s stjerne Dani Alvis er endnu ikke afklaret, men der er hårdt brug for netop overraskelser a la Alves’ eksplosive indfald, hvis United skal udmatches.
Det specielt efter at skadeslisten nu virkelig er omfattende, med Shevchenko, Ballack, Terry, Drogba, Makelele, Robben og Ferrera alle ude. Tilforladeligt måske i åbningskampen hjemme mod Birmingham City, men hurtigt kommer langt mere krævende opgaver, se bare her: Reading (u), Liverpool (u), Portsmouth (h), Aston Villa (u), Blackburn (h) og Manchester United (u). Ydmere vil Chelsea blandt de formodede tophold også blive mest handicappet af vinterens African Nations Cup, hvor Drogba, Essien og Mikel er væk i adskillige uger. Så selv om vi her ikke nødvendigvis bryder os om det, er der ingen tvivl – United vinder igen.
Vores bud på en top-5:
1. Manchester United
2. Chelsea
3. Liverpool
4. Tottenham
5. Arsenal
Kampen for at overleve var nådesløs sidste sæson. Havde det ikke været alene for ‘ulovlige’ Tevez, var West Ham røget ned. Sjovt egentlig, for da han og Mascherano – nu heller ikke længere i West Ham, men hos Liverpool – til stor overraskelse faldt ned fra fodboldhimlen over Upton Park, skrev engelske eksperter, at nu var Champions League-kvalifikation en realistisk mulighed for The Hammers. Siden da fulgte adskillige måneder, hvor nedtur på nedtur blev hverdag i West Ham. Et tegn på succes ikke bare kan købes, men i form af de rigtige spillere også skal tilpasses og integreres.
Hvad Newcastle United – engelsk fodbolds åbenlyse svar på AGF – er skoleeksempel på. Hvad der ikke er gået frugtesløst gennem den klub af glimrende spillere inden for de sidste 8-10 år. Kronisk ubalance. Så her spår vi ubesværet Newcastle endnu et antiklimaks af en sæson, selvom nye Sam Allardyce og hans indkøb af stortemperamenterne Alan Smith og Joey Barton, samt et farvel til forsvarsfadæsen Titus Bramble, egentlig lyder okay. Gad vide hvor mange skader ex-wonder boy Michael Owen løber ind i?
Oppe i Nordøstengland kan Newcastle nu atter få konkurrence fra lokalrivalerne i nyoprykkede Sunderland, der med Roy Keane i trænersædet har fået et nødvendigt energimæssigt løft. Spændende skal det også blive at følge Manchester City, med ny Thai-kapital og forhadte Sven Göran Erikson i ryggen. Menigmands fodboldtiltro til svenskeren er ikke stor efter hans flerårige vanrøgt af det engelske landshold, så det bliver altafgørende for hans arbejdsvilkår at få en god start med ‘nye’ City. Der iøvrigt er blevet forstærket med en bunke spillere, Sven Göran efter eget udsagn har set på DVD, hmm…
Vores bud på en kælder-top-5:
16. Newcastle United
17. Bimingham City
18. Fulham
19. Wigan
20. Derby County
Og her er så åbningsmenuen i weekenden:
Lørdag, 11. August:
Aston Villa v Liverpool
Bolton v Newcastle
Derby v Portsmouth
Everton v Wigan
Middlesbrough v Blackburn
Sunderland v Tottenham
West Ham v Man City
Søndag, 12. August
Arsenal v Fulham
Chelsea v Birmingham
Man Utd v Reading
Ja, hvis bare. Smukt og frit oversat via Google Translate, her et uddrag om Atletico Madrid’s El Nino fra dagens udgave af den spanske sportsavis AS:
“TOWERS WILL TODAY STOP BEING PLAYER OF THE ATHLETIC ONE. Fernando Torres will leave his club of always. The Liverpool hopes to him. 36 million euros will pay the English organization by the international of the Athletic one. The last flecos were closed yesterday and the intention of all the parts is to be able to today make official its crossing to the equipment of Rafa Benítez. In its good bye. Fernando Torres will today live his last hours like player on the Athletic one. The Liverpool hopes to him with the open arms.
The idea that handled the Athletic era to announce this behind schedule the march of Fernando Torres and tomorrow to summon a press conference so that the Boy can take leave as rojiblanca is deserved of the liking. Later it would undertake course to Liverpool, where also it will be presented/displayed like new player of the equipment that trains Rafa Benítez.
This newspaper indicated that with total certainty the equipment of Benítez would be the destiny of international rojiblanco. The price? 36 million. Right what is going to pay the English club in taking control of the services of the Boy. Later this newspaper was informing into the attempts of the Liverpool in reducing those 36 million, offering players like Cissé. But one of the news of this soccer summer was advanced by AS. Today Towers will leave.”
Anderledes vemodigt med LFC’s Luis Garcia, der, efter tre gode sæsoner på Anfield, i dag har skrevet under for…Atletico Madrid.
