
Efter meget forskellige men begge fine shows i Pumpehuset den seneste uges tid med Blonde Redhead og Henrik Hall, blev forestillingen om, hvad en koncert kan bringe, taget endnu længere op med Håkan Hellström’s to timer, samme sted torsdag aften. Vi kender INGEN der som Håkan ken tryllebinde sit publikum med illusion om, at her og nu er allerførste gang, og det trick lykkedes også denne gang. Men alligevel, den uforbeholdne kærlighed og ekstatiske respons han fremkaldte fra start til slut var helt vanvittig. Ikke engang Morrissey kan være med her.
Overværede engang Håkan, lige da han var startet ud, spille support for Nina Persson i Store Vega. Kun få kendte ham da han og bandet gik på scenen i relativ stilhed, men ved settets afslutning, en lille times tid senere, var hele salen et jublende inferno af uforbeholden kærlighed. Det er sådan han virker på folk. Som Nina Persson stille indrømmede lidt senere, havde hun valgt den forkerte opvarmning. Hendes aften var forbi før den begyndte. Vi gik 5-6 numre inde i hendes umulige kamp, skyskraberhøje på Hellström’s sange og måden han havde givet sig på.
Her i landet ville det aldrig gå at blive folkepopulær, med en så slingrende popmusik af outsiderskrøbeligt indie-temperament. Danske indiepopbands må have konform, ansigtsløs og konservativt overdådig finish, skal de nå det større publikum. Og det er ikke en kritik af f.eks. Spleen United, bare ren observation. Okay, så er der modsat hele den såkaldte ‘troubadur’-scene a la Nøhr, Buttenschön og West, men deres fælles disciplin er vel først og fremmest højdespringet uden højde. Almindelighedernes sikre holdeplads.
Hvilket bringer os tilbage – thank god! – til Håkan. For hans talent bruger jo også det banale, det helt hverdagsagtige, men på så anderledes nøgen, personlig og brændende vis, at relevans og umiddelbar følelse ligefrem vælter ud af sangene. Og det er vel derfor han blev modtaget så ekstatisk som han gjorde i Pumpehuset, hvor mindst det halve Malmö City var tilstede. Taler også om, at bortset fra den unge Bruce Springsteen, ca. årgang 1978-81, har vi ALDRIG nogensinde set et så charmerende, indtagende og vindende menneske stå på en scene. Aftenen blev derfor en kæmpefest.
23. juli spiller Kent på et slot – endnu en ‘eksklusiv slotskoncert‘! – nord for Helsingborg, og har netop annonceret Håkan Hellström som aftenens support. Den kombi skal vise sig fatal på slottet for Eskiltuna’s angstkonger, hvis ellers så fine musik næsten uværgeligt vil fremstå klodset og skindød, efter Hellström og hans svenske E Street Band har taget publikan med hele vejen gennem de tusinde popreferencer til den fineste, fineste selvforglemmelse.
PS – Skal nogen forbi Oslo iaften, er Håkan og hans syvmands-band på Rockefeller. Lørdag aften gælder det Stockholm’s Arena.