I Spanien forskriver tradition, at et nykåret mesterhold klappes på banen af sin førstkommende modstander. Skæbnen ville således i aftes, at Real Madrid, der i søndags på to sidsteøjebliksmål oppe i Pamplona skød guldpapegøjen, skulle modtage netop den hyldest af FC Barcelona – tal lige om to hold og byer der historisk set intet godt vil hinanden! Barcelona’s indeværende sæson har desuden været én tung, uinspireret og skuffende rejse, så denne ekstra klump kongeklubshvid salt af en gestus ned i såret har ikke bare gjort lidt ondt at skulle stå igennem.
Så mon ikke samtlige Blaugranas-tilhængere knyttede næver lidt i kl. 22, håbende intenst på en isoleret sjæleløftende revanche, som af helt andre tider, i selve den match der skulle igang!? Sådan blev det ikke. Real Madrid begravede istedet træner Frank Rijkaard og hans sorgfulde mænd, der endda var ikke så lidt heldige med kun at gå ned med 4-1 – ren ydmygelse blev det undervejs i vedvarende aftenregn og sammenbrudsaffødt jubel. Ja, fodbold er et nådesløst spil, hvor skuffelsen står mere absolut end nogen glæde. Spørg bare verdens ensommeste Frank Rijkaard om det. Hans kufferter skal pakkes snart. Det er vel svar nok.
John Arne Riise’s miserable sæson kapslet ind i én hændelse. Hvad ialverden tænkte han dog på!? Der er nu noget af et bjerg at bestige næste onsdag. Og voldsmanden John Terry bor på det.
Liverpool har siden 2005 sendt opkomlingene fra Chelsea afsted som tabere af hele tre semifinaler. I aften mødes de så atter. Der lægges ud i denne sæson’s Champions League-halvfinale under lysene på Anfield. Vi siger som altid, helt uden at blinke: Det bliver vildt spændende!
Efter meget forskellige men begge fine shows i Pumpehuset den seneste uges tid med Blonde Redhead og Henrik Hall, blev forestillingen om, hvad en koncert kan bringe, taget endnu længere op med Håkan Hellström’s to timer, samme sted torsdag aften. Vi kender INGEN der som Håkan ken tryllebinde sit publikum med illusion om, at her og nu er allerførste gang, og det trick lykkedes også denne gang. Men alligevel, den uforbeholdne kærlighed og ekstatiske respons han fremkaldte fra start til slut var helt vanvittig. Ikke engang Morrissey kan være med her.
Overværede engang Håkan, lige da han var startet ud, spille support for Nina Persson i Store Vega. Kun få kendte ham da han og bandet gik på scenen i relativ stilhed, men ved settets afslutning, en lille times tid senere, var hele salen et jublende inferno af uforbeholden kærlighed. Det er sådan han virker på folk. Som Nina Persson stille indrømmede lidt senere, havde hun valgt den forkerte opvarmning. Hendes aften var forbi før den begyndte. Vi gik 5-6 numre inde i hendes umulige kamp, skyskraberhøje på Hellström’s sange og måden han havde givet sig på.
Her i landet ville det aldrig gå at blive folkepopulær, med en så slingrende popmusik af outsiderskrøbeligt indie-temperament. Danske indiepopbands må have konform, ansigtsløs og konservativt overdådig finish, skal de nå det større publikum. Og det er ikke en kritik af f.eks. Spleen United, bare ren observation. Okay, så er der modsat hele den såkaldte ‘troubadur’-scene a la Nøhr, Buttenschön og West, men deres fælles disciplin er vel først og fremmest højdespringet uden højde. Almindelighedernes sikre holdeplads.
Hvilket bringer os tilbage – thank god! – til Håkan. For hans talent bruger jo også det banale, det helt hverdagsagtige, men på så anderledes nøgen, personlig og brændende vis, at relevans og umiddelbar følelse ligefrem vælter ud af sangene. Og det er vel derfor han blev modtaget så ekstatisk som han gjorde i Pumpehuset, hvor mindst det halve Malmö City var tilstede. Taler også om, at bortset fra den unge Bruce Springsteen, ca. årgang 1978-81, har vi ALDRIG nogensinde set et så charmerende, indtagende og vindende menneske stå på en scene. Aftenen blev derfor en kæmpefest.
23. juli spiller Kent på et slot – endnu en ‘eksklusiv slotskoncert‘! – nord for Helsingborg, og har netop annonceret Håkan Hellström som aftenens support. Den kombi skal vise sig fatal på slottet for Eskiltuna’s angstkonger, hvis ellers så fine musik næsten uværgeligt vil fremstå klodset og skindød, efter Hellström og hans svenske E Street Band har taget publikan med hele vejen gennem de tusinde popreferencer til den fineste, fineste selvforglemmelse.
PS – Skal nogen forbi Oslo iaften, er Håkan og hans syvmands-band på Rockefeller. Lørdag aften gælder det Stockholm’s Arena.
Tænkte lige jeg må dele ovenstående billede. Det er fra i tirsdags, da Arsenal blev sendt ud af Champions League. Har haft dette snapshot lige siden, og kan ikke blive træt af at se på det. Ikke fordi det står som symbol på en helt speciel kamp – sæsonens mest medrivende i turneringen? – men istedet pga. en sjælden uspoleret finhed i udtrykket af kollektivets triumf, det nærmest noble i denne fælles forløsnings øjeblik. Vi har alle set tusinde billeder af boldspillere der fejrer sig selv og hinanden, men jeg kan ikke komme i tanke om ét, der i vindende styrke brænder sig fast på nethinden som dette. At dets hovedpersoner så tilmed er iført de røde trøjer fra Liverpool, gør hverken oplevelsen eller dens glæde mindre her…
Citatet tilhører Sex Pistols, men kunne i disse tider ligeså godt hænge på Liverpool’s to amerikanske ejere. Læs her om det sidste døgns nye forviklinger.
Og alt imens krigen udkæmpes spilles der videre på det grønne græs:
Anfield genlød utallige gange undervejs mod de 4-2 over Arsenal af denne nye The Coral-stylede skifflesang – med æstetisk animationsvideo! – til det dejlige menneske Fernando Torres.
Men her istedet Steven Gerrard i hovedrolle under Liverpool’s kulsorte aftenhimmel. Bang!
En lang dags nervøs nedtælling er igang, mod kamp og afgørelse i aften under lysene på Anfield. Så hvem fra den sidste uges skæbnefællesskab skal alene videre til semifinale i Champione League…?!?
Den klassiske trøje på billedet, med originale kokainfarvede Paul Merson-ærmer, tilhører den klub, Liverpool indenfor kun en uge skal møde hele tre gange. Har tidligere her udnævnt netop dem som denne sæsons mest seværdige hold i England og gør det gerne igen. Liverpool fik 1-1 på Anfield i efteråret da de først mødtes, men resultatet stod misvisende, for Arsenal var skræmmende gode den dag, burde retvist have vundet. I aften på Emirates i London gælder det første af to kvartfinaler i Champions League. Lørdag over middag er der returmøde samme sted i Premier League, hvor Arsenal på det yderste stadig spiller med om mesterskab. Og så kommer tirsdag aften, hvor Liverpool oppe på Anfield har hjemmefordelen i anden CL-kvartfinale. Når den fløjtes af under sort Merseyhimmel, kan hver af de to klubber i værste taberfald risikere, sæsonen reelt er udspillet og derfra kun vil handle om damage control. Så kan det vel ikke siges meget klarere, at de næste syv dage, startende i aften, bliver et nerveætsende drama mellem de to – bring it on!
Mange her har sikkert aldrig været der, så tjek lige ovenstående luftfoto af højdedraget ovenfor Liverpool og Merseydeltaet. Forrest ses Anfield Road, Liverpool’s stadion, lige bagved ligger Stanley Park, og i udkanten af dens nordvestlige hjørne, kun få hundrede meter fra Anfield, står den blå kasse ved navn Goodison Park, hvor byens anden klub, Everton, holder til.
The People’s Club, som man selv så flot kalder sig, har en imponerende sæson kørende, hvor en Champions League-adgangsgivende fjerdeplads realistisk kan udfordres. Da det er Liverpool som lige nu indehaver den placering, forventes nådesløs fight, endda ud over det sædvanlige, når de to crasher sammen på Anfield søndag eftermiddag. Tænk opskruet tempo, højt presspil, knaldhårde afleveringer, tacklinger der synger, personlige uoverensstemmelser, løse kort i begge farver, infernalsk larm fra The Kop, og måske endda også lidt flot fodboldspil – britisk når som bedst!
Søren taler et andet sted om den berømte dyst mellem Manchester United og West Bromwich fra 1977, som den bedste TV-tipskamp nogensinde. Husker nemt WBA’s Cyril Regis og Laurie Cunningham i Old Trafford-mudder og fremstormende løb, men har selv en anden favorit; 16. december, 1972 tog Crystal Palace – iført sæsonens stilfuldt Ajax-inspirerede hjemmebanetrøje – i det sydøstlige London imod Manchester United. En af den slags absorberende kampe, der fik mange af os gjort forelsket i engelsk fodbolds speed, intensitet og drama. Et seværdigt ni minutters sammendrag fra den lørdag eftermiddag på Selhurst Park findes lige her. Don Rodgers må have haft sit livs kamp mod United, der iøvrigt fyrede manager Frank O’Farrell ikke mange timer efter, til fordel for Tommy Docherty. Og Crystal Palace? De rykkede ned i 2. division fem måneder senere. Ikke at det stod i kortene denne eftermiddag. Tag om ikke andet klippet som blød startterapi for enhver Mascherano-hangover og Manc-depression efter i går.
Søndag over middag mødes arvefjendeklubberne Manchester United og Liverpool – her de to startopstillinger:
Manchester United
Buzzcocks – Boredom
Doves – Black And White Town
Joy Division – Disorder
New Order – Ruined In A Day
The Smiths – Sweet & Tender Hooligan
The Chameleons – Less Than Human
A Certain Ratio – Faceless
Happy Mondays – Brain Dead
The Fall – Lie Dreams Of A Casino Soul
The Stone Roses – Fools Gold
Magazine – Shot By Both Sides
Liverpool
Echo & The Bunnymen – Do It Clean
Billy Fury – Halfway To Paradise
The Coral – Pass It On
Black – Wonderful Life
The Lotus Eaters – First Picture Of You
The Wild Swans – Revolutionary Spirit
The Beatles – She Loves You
The La’s – Feelin’
Ladytron – Destroy Everything You Touch
Pete Wylie – Heart As Big As Liverpool
Gerry & The Pacemakers – You’ll Never Walk Alone
