Så røg Sverige, de skuffende naboer, der gjorde spillet til en gordisk knude, endelig ud. Havde ikke været okay, skulle det ideforladte blågule løberi have nået kvartfinalerne. Rusland kørte dem af banen i aftes og skulle fortjent have vundet langt større. De møder Oranje på søndag, mens Ibra & co. nu må rejse slukørede hjem. Ærgelsen forståelig, men der er ingen grund til skam. For i Schweden er de gode til andre ting. Musik for eksempel. Her en top-10 over de bedste svenske albumudgivelser nogensinde:
01. Håkan Hellström – Känn Ingen Sorg For Mig Göteborg
02. Ebba Grön – Kärlek & Uppror
03. Kent – Isola
04. Broder Daniel – Broder Daniel Forever
05. Kent – Hagnesta Hill
06. Lill Lindfors – Du Är Den Ende
07. Moneybrother – To Die Alone
08. Abba – The Visitor
09. The Radio Dept – Lesser Matters
10. Ulf Lundell – Fanzine
Vores overskrifter her kan være så dårlige man græmmer sig. Hvilket præcis var hvad Frankrig gjorde efter et exitfremkaldende 0-2-nederlag mod Italien i Zürich. En tidlig hospitalsafgang for Ribery, et rødt kort til Abidal + efterfølgende italiensk straffesparksgevinst, samt et kamplukkende bastardselvmål af Henry, gjorde ikke nogen drømmeaften for Les Bleus. Dermed er begge denne sides favoritter til at nå finalen allerede skudt i sænk. Det gik stærkt. Vi ved ingenting.
Jeg har indtil nu set meget lidt EM denne gang. Spørg mig ikke hvorfor, for jeg ved det ikke. Men jo flere referater af kampene, jeg har set, jo mere er det gået op for mig, at EM 2008 må være et af de mere interessante og velspillede. Så i går aftes fik jeg omsider placeret mig ved skærmen.
Fascinationen udeblev. Det var naturligvis ikke en parodisk pseudokamp som ved VM i 1982, men Tyskland-Østrig var ikke desto mindre en rodet og ofte uskøn affære. 1. halvlegs højdepunkt var den samtidige udvisning af begge trænere. Værtslandet var ca. 3 gange så gode som tyskerne til at lave frispark. Dét gav pote, da Ballack brugte et sådant til sin scoring. Dét lille klip må til gengæld kunne bruges i en instruktionsvideo om dødboldsituationer, thi målet var usædvanlig flot. Hvis jeg skal tage noget med mig fra kampen, er det dén situation.
Forhåbentlig bliver kvartfinalen Portugal-Tyskland mere spændende.
Fint med underholdende Euro 2008-make believe, men den virkelige alvors verden drejer først igen om godt to måneder, når Premier League starter på en ny sæson. I dag klokken 11 er dens spilprogram blevet sluppet. Første kommentar herunder viser Liverpool’s køreplan.
De specielle lukkede tyrkiske mandeklubber i hvidt lys og 70’er-indretning, som ligger i Vesteuropa’s mange storbyer, gik sikkert regulært op i ekstase, da Nihat sendte ovenstående mål ind, der endte Tyrkiets fanatiske comeback mod Tjekkiet, fra 0-2 til 3-2 i kampens sidste kvarter. Tysk TV sendte bagefter direkte fra gaderne i Berlin, hvor Kreuzberg i skrivende stund sikkert minder mere om en nytårsaften end en søndag nat. Mandag rejser Tjekkiet hjem, mens alle tyrkere kan hvile lidt ud og drømme frem mod kvartfinalerne i weekenden. Bliver godt at se dem igen. Grækerne må være misundelige.
Student08-trøjerne bliver nok ikke dem modepolitiet shopper efter i år. Måske et bedre bud er den orange trøje her ovenover. Tilhører drengene fra Holland, der lørdag aften fik Heineken-bryggeriets omsætning skudt alvorligt i vejret med en 4-1-afstraffelse af Frankrig. Ikke bare blev Ribery & co. ydmyget, det samme gjorde denne sides fodboldkrystalkuglemand, der i sin blinde naivitet havde sat nederlændingene på en ydmyg sidsteplads i Dødspuljen. Den vinder de nu og har dermed kvartfinale næste lørdag i Basel. Sådan!
Kan fornemme flere her er utilfredse med kommentator-siden på TV2’s EM-udsendelser. Vil derfor anbefale de tyske kanaler ARD/ZDF’s fællesdækning som brugbart alternativ. Ikke mindst pga. nogle ofte ekstremt kritiske kampanalyser fra ARD-fußballexpert og Borussia Mönchengladbach-vintagestjerne Günter Netzer, en no-bullshit-mand, der tager sin fodbold mere alvorligt end var den en børnebegravelse. Hans ansigtshud synes nuomdage gjort af en mat voks, men frisuren er den samme – tænk nyklippet Evan Dando fra The Lemonheads – som dengang i begyndelsen af 1970’erne, da han var den unge, hippe, Ferrari-speedende ejer af diskotek Lovers Lane i Mönchengladbach. Hvem ved om ikke Allan Simonsen skulle vise alders-ID for at blive lukket ind på ‘Das Lovers’?
Samtlige hold har nu været på spil nede i Østrig-Schweiz, og ingen har vel været så skuffende som Grækenland og Frankrig. Førstnævntes måde at spille spillet på gav fuld BAR-BAR-BAR-jackpot i Portugal sidst, men som de nu forsvarende Europamestre synes det uværdigt med gameplans baseret på en cocktail af tidsudtrækning og dødbolde. Sad faktisk og blev mindet om Viggo Jensen’s Silkeborg, mens det endnu stod 0-0 for grækerne mod Sverige – så urgrimt spillede de! Og Frankrig kom ud til Dødspuljens måske nemmeste kamp, den mod Rumænien, med flad tænding, som var der tale om en uønsket venskabskamp. Svært at se fremtid for dem efter en så elendig indsats. Rumænien er der pt. heller intet pænt at skrive om.
Andre nedture i første runde blev leveret af Kroatien og Tjekkiet. Begge vandt, men heldigt og uden visning af gode takter. Italien tabte, endda stort, men nåede til gengæld undervejs – efter vitale indskiftninger af Grosso og Del Piero – et niveau der kan pege fremad. Havde det ikke været for det absurde ikke-offsidemål – hvor fair play-iorden er den UEFA-offsideregel lige!? – kunne meget være gået anderledes. Der var store chancer for italienerne henne i kampen, og det er vel sådan de må komme ud på fredag mod Rumænien. Der er ikke mere tid til den sædvanlige italienske waiting game. Rusland gik ligeledes ned på stor dybde, men har herfra to modstandere, der ser alt andet end uovervindelige ud.
I den anderledes positive ende strålede Holland, Portugal og Spanien. Alle kom godt fra start, alle fik spillet fodbold af høj kvalitet. Holland imponerede måske mest, da Italien slet ikke bare lagde sig ned. Portugal dominerede et nervøst tyrkisk landshold. Alligevel var tyrkernes Tuncay dog to gange fri foran mål, klar til afslutning, men valgte istedet at smide sig i håb om straffespark. På den måde udportugaliserede han nærmest portugiserne, der den aften aldrig blev presset til de charmeforladte tricks. Spanien var ligeledes flyvende fremad, men må have forsvar i bedre sync, hvis vejen skal gå langt. Må også hellere nævne favoritterne fra Tyskland. De vandt uden besvær, og fik derfor, mod et gråt polsk hold, aldrig vist hvad de egentlig er gjort af. Ballack synes klar til en hovedrolle.
Og så var der Østrig, som havde fortjent mere, men blev dukket efter deres vilde fight. Og Danmark, der i sit fravær faktisk klarer sig bedre end længe ved de store turneringer. Thomas Sørensen har nu holdt sit mål rent lige siden DBU’s landshold ikke ankom til Østrig-Schweiz for 14 dage siden. Fortsætter den medgang, ender det hele måske alligevel med folkefest på Rådhuspladsen, når Jon Dahl & co. efter finalen aldrig vender hjem med jagereskorte til Kastrup. Men før den parade er der mange flere kampe: I dag løber Tjekkiet ind i Portugal, og senere slås Tyrkiet med Schweiz om, hvem der måske bliver det første eliminerede hold i årets turnering. Som ikke-deltager er Danmark heldigvis sikret mod at ryge ud allerede nu. Det har Günter Netzer helt sikkert en besk kommentar omkring i aften.
Frankrig skuffede passivt, Holland overraskede positivt og Italien fik undervejs i et klokkeklart nederlag antydet, de ikke nødvendigvis behøver være tabt af nogen vogn, når kvartfinalisterne er fundet. På 3. dagen af Euro 2008 kom turneringen endelig ud af sin noget statiske startfase, takket være Hollands behjertede indsats. Ikke mindst af Kuyt, som forstatte den omskoling han det seneste års tid har gennemgået i Liverpool. Han blev således ikke noteret for scoringer, men istedet to skarpe assists. I dag træffer en anden Liverpool-spiller – Det Dejlige Menneske Fernando Torres – først en mellemstor russisk bjørn af ukendt styrke, og derefter skal Zlatan Ibrahimovic, fra Malmö City’s indvandrerkoncentration Rosengård, prøve svensk-kroatiske gloser på en flok udvalgte grækere. Vi lever i spændende tider!
Herfra er landsholdsfodbold normalt først og fremmest en uvelkommen afbrydelse i de europæiske klubsæsoner, hvis kontinuitet og rytme brydes af de alt for mange kval- og venskabkampe, nutidens landshold stiller op til. Men en slutrunde – det være sig VM eller EM – er noget ganske andet. En rejse på godt og ondt gennem flere ugers fodboldrytme. Lørdag begynder EURO 2008 i Schweiz og store oplevelser venter forude, inden de nye mestre af Europa skal drikke champagnen i Wien om godt tre uger.
To vigtige ting gør sig gældende for årets turnering: Hverken Danmark eller England er med. Selvom det berøver os enhver illusion om gentagelse af det surrealistiske scenarie herover, er DK’s fravær helt iorden. For landsholdets nuværende standard ville aldrig kunne leve op til det hjemlige pressehysteri og forventningspres, der automatisk ledsager en dansk slutrundedeltagelse. Når vi ikke er med, og dermed slipper for pressens nationalklistrede fokus på Danmark, Danmark, Danmark, bliver EURO 2008 istedet en fodboldbegivenhed. Det er godt.
Englands fravær er omvendt en stor mangel. Et ‘rigtigt’ EM bør have alle de klassiske fodboldnationer – Tyskland, Spanien, Italien, England, Holland og Frankrig – blandt deltagerne. At England ikke kom med, skyldes ikke – som DK – manglende talentrigdom, men derimod en farlig blanding af dårlig ledelse og så den kroniske engelske evne til altid at betragte eget landshold som et af verdens absolut stærkeste.
Selvom England vel sidst spillede opsigtsvækkende fodbold ved VM i Italien – vi taler 1990! – har man ikke formået deltagelse i nogen turnering siden, uden den medfølgende sovepille i form af selvpålagt favoritrolle. Det hovmod har resulteret i ydmygende og vækkeursringende exit-nederlag. Men Three Lions er ikke vågnet op. Efter forgænger Sven Göran’s blodfattige opstilling ved seneste VM, fortsatte afløser Steve McLaren, hvis største bedrift som træner er et 0-4-nederlag i en UEFA-finale, en ligeså uinspireret og vægelsindet spillestil i EM-kvalen. Og England snublede. McLaren uf, Capello ind.
Så nej, de to lande er fraværende. Her de deltagende hold i deres inddelte puljer. To går videre fra hver, efter alle har mødt alle. Grupperne, som vi tror de ender:
Gruppe A:
Tjekkiet
Tyrkiet
Portugal
Schweiz
Gruppe B:
Tyskland
Kroatien
Polen
Østrig
Gruppe C:
Italien
Frankrig
Rumænien
Holland
Gruppe D:
Spanien
Rusland
Grækenland
Sverige
Traditionelt set klarer værtsnationer sig godt, så to fjerdepladser til Østrig og Schweiz er måske lidt lavt sat. Ligeledes er Holand’s sidsteplads i Dynamitpuljen også til diskussion. Portugal er svære at bedømme – men kan de ikke få det hårdt uden hjemmebanefordel, hjemmebanedommere og med al den massive fokus på Cristiano!? En andenplads til Rusland er måske også mere end det holds evner bør række til, men hverken Sverige eller Grækenland virker imponerende. Og i coach Hiddink har Rusland en motiverende og taktiksnu kæmpefordel. Visse mener Italien ikke er meget værd i år. Deri er vi ikke helt enige. De skal nok stå solidt og effektivt, selvom skadestabet forleden af forsvarskaptajn Cannavaro er betragteligt.
Hvis grupperne ender som forudsagt foroven, vil kvartfinalerne se således ud:
Heldigt for Tyskland, hvis Portugal ikke skal mødes, for hvor de vil kunne true tyskerne, står Tyrkiet som en solid men mere letnedlukkelig modstander. Tjekkiet kan slå Kroatien og Italien tager ialfald Rusland med et enkelt mål eller to, mens Spanien ryger ud i en tæt, målfattig kamp mod Frankrig. Imponerende mandskaber de sidstnævnte, men Spanien’s træner Luis Aragones virker ikke meget bevendt, hverken som inspirator eller taktiker for sit ofte underspillende hold. Og så har Frankrig en helt anderledes traditionsskabt vindermentalitet. Spanien derimod er vant til at pakke kufferter og skynde sig hjem i en fart. Læg mærke til at spanierne under alle omstændigheder vil få knaldhård modstand i en kvartfinale, hvor modstanderne kun kan komme fra Dynamitpuljen.
Hvilket giver følgende semier:
Tjekkiet-Tyskland
Italien-Frankrig
Tjekkerne vil slå tyskerne, har en hel anden dynamik, et helt andet flow i deres spil. Frankrig og Italien kan gå begge veje. I knockout-dyst – og med VM-finalen’s Materazzi-fremprovokerede tab i baghovedet – bør Frankrig kunne give allermest i et tæt opgør mod en finale, der isåfald hedder:
Næppe, men tanken har strejfet, for indenfor den nærmeste tid – begyndende med Manchester i aften – spiller Springsteen & E Steeet Band følgende klubbers normale hjemmebaner: Manchester United, Arsenal, Fortuna Düsseldorf, Ajax, Hamburger SV, AC Milan/Internazionale, Paris Saint Germain, FC København, IFK Göteborg, Real Sociedad, Real Madrid og FC Barcelona. Måske en mulighed for en vis spansk klub at gå i ledtog med Springsteen, få hans crew til iaften at pakke manden med de to tunger,Cristiano Ronaldo, ned i en flightcase, til senere kongelig præsentation i den spanske hovedstad…?
Springsteen har netop startet sin europæiske tourdel med tre aftener i Dublin, alle med mindre bundne, mere åbne setlister end i vinter, sidst på europæiske kanter. Lover godt for Parken d. 29 juni. Hvilket er kærkomment, for Springsteen går desværre på i Parken præcis samtidig med EURO 2008-finalen på Ernst Happel Stadion i Wien fløjtes igang…
Thomas Helmig fra Risskov ved Århus har grund til at være ovenpå. Ikke blot har hans lokale GF netop undgået nedrykning, ovenpå en ellers ret selvudslettende sæson. Nej, yndlingsholdet Real Madrid har genvundet La Primera, og det endda i afsluttende glamourøs stil med indlagt Barcelona-ydmygelse. Thomas fejrer nu sit spanske mesterskab ved i JP, at afsløre sin personlige top-10 over Bob Dylan-albums. Sådan noget er interessant. Vi er helt med:
01. Blood On The Tracks
02. Blonde On Blonde
03. Another Side Of Bob Dylan
04. Bob Dylan
05. Time Out Of Mind
06. Modern Times
07. Street Legal
08. Nashville Skyline
09. John Wesley Harding
10. Planet Waves
Og her endda smågrædende i armene på United-charmetrold Gary Neville. Men hvor længe? For en aftalt lønudbetaling på £120.000 pr. uge over de næste fire år, er det ikke meget loyalitet stakkels Manchester får igen fra sin guldfugl, Cristiano Ronaldo. Her hans helt egne bemærkelsesværdige ord omkring sin fortsatte tilstedeværelse i klubben næste sæson, sagt kun et par timer efter kampen i Moskva:
– I never promise nothing. I don’t promise nothing to my mum. I don’t promise nothing to the supporters. I want to stay, I want to stay, but the future no one knows. I don’t know nothing. No one speaks with me. Two weeks. Not this week. I will know the following week. I don’t say I will make a decision. I say the club make a decision.
Hvorvidt den klub, Cristiano siger vil tage en beslutning, er hans nuværende, eller måske snarere Real Madrid, der længe har tungekysset ham skamløst på afstand, kan der kun gættes om. Uanset hvor den melodramatiske soap ender, får hovedrolleindehaveren ialfald igen vist, hvilket stof han er af. Det en uimponeret toptræner for nogle år siden, i en helt anden sammenhæng, udtalte om Zlatan Ibrahimovich, gælder måske i endnu højere grad denne superstjerne; der er fejl på harddiscen.
Og har ikke engang tårer i øjnene. Medmindre vi er Chelsea. Havde forudset, en sejr til Wes Brown & co. ville gøre mere ondt end tilfældet er. Som neutral i går var det en medrivende kamp, der måske havde fortjent en anden vinder, men sådan skulle det ikke være. John Terry gled, som alle andre, på det elendige græstæppe, men – så bitterærgeligt for ham og hans – var det netop i øjeblikket, han kunne have sendt sidste straffe ind til samlet Chelsea-triumf. Så den heldigvis ikke bagefter, men festparaden var sikkert ekstatisk under silende russisk regn. Og i dag fortsætter glæden så oppe i den beskidte by i Nordengland, når holdet vender hjem. Det er ingen ubetydelig ting at vinde De Store Ører.
Hvad er der mere at sige? Jo, samme bys sorte får, vi taler Morrissey, har fødselsdag i dag. “Manchester, so much to answer for”, som en kendt popgruppe engang sang det. 49 bliver han. Tænkte på ham efter den næsten jævnaldrende Nick Cave’s vitale knytnæve af et show i mandags. Ved siden af Cave’s univers fremstår dagens Morrissey direkte kluntet, konservativ og sjæleligt tillukket. Ja, han har måske et højt bundniveau, men synes lukket inde i sit eget regime’s stivhed. Har desværre hørt den musik han laver nu langt bedre før, det ikke mindst fra ham selv. Tillykke med fødselsdagen herfra, med ønsket om et åndeligt gennembrud af de større for den tidligere stormester. Og må hans sammengroede og satte rockabillybande af et band også gerne skærpe sig. Udvide horisonterne. Nu.
En ikke så lidt mere åben mand er New Jersey’s Bruce Springsteen. Han starter sin Europatour sammen med E Street Band i Dublin i aften. Efter keyboardspiller Danny Federici’s død i april, havde de nogle forrygende sets på de sidste datoer i USA, shows hvor det klassiske bagkatalog i den grad blev udforsket, og derigennem fik minimeret setantallet af Magic-numre. Springsteen kommer til København d. 29. juni, hvor man hellere end gerne på samme måde ser ham gå løs på det mere uventede som historiske. There’s no age like the gold age!
R.E.M. har ikke tourstart, men derimod decideret tourpremiere i USA fredag. Vil de tre vise mænd leve op til Accelerate og forsage det folkelige, det singalongagtige element i deres meget adspredte sangskat, eller skal de mon ud på nok en verdensrejse med ‘Everybody Hurts’, ‘Man In The Moon’, ‘Losing My Religion’, ‘The Great Beyond’ i bagagen…? De store spillesteder bandet har valgt indikerer desværre det sidste. R.E.M.’s seneste udgivelse fremstår stadig her som en underlig størrelse. Fin plade absolut, men man sidder utrygt med den underlige følelese, at tingene ikke helt er hvad de udgiver sig for. Jeg har det som den hustruvoldsramte kvinde, der undrer sig over sin mands pludselige og næsten uvirkeligt kærlige opførsel. Hvornår slår han mon igen?!
I efterhånden vanligt sterile omgivelser er der i aften Champions League-finale på Luzhniki i Moskva, hvor Manchester United møder Chelsea. Ærgeligt to engelske hold skal mødes så langt fra respektive tilhængere, hvoraf kun de bedst stillede vel kan have taget råd til liebhaverekspeditionen østpå. For igen er billetpris til en CL-finale endt oppe i det leje, der slet ikke tjener spillets bedste, det ellers altid påståede hovedformål for arrangørerne UEFA.
De af os som har haft den luksus de senere år, at have personlige følelser involveret i denne ofte boldspilsmæssigt skuffende dyst, vil i aften kunne sætte os levende ind i hvordan det som oftest er f.eks. at følge Manchester United og skulle kigge på udefra, når årets Champions League skal afgøres. Det bliver ikke iorden at se halvhjertet på, mens andre lever drømmen intenst.
Forudser derfor dette fjernsyn vil være slukket og antenner stillet mod næste sæson, allerede før Cristiano Ronaldo for sidste gang har smidt sig foran sin dommer og Rio Ferdinand kan løfte De Store Ører mod den russiske nattehimmel, til obligatorisk rødt konfettifyrværkeri og den evige post-finaledrone fra pensionsovermodne ‘We Are The Champions’.
Ingen selvfornægtende ord a la ‘ufortjent’ eller ‘heldigt’ skal i den forbindelse bruges her. Den klub der overlever den livsfarlige vej til en CL-finale, og så også sætter sig på den, er altid den rigtige vinder. Ellers ville de røde fra Liverpool heller ikke have vundet hele FEM gange…
Manchester United-Chelsea, i aften, kl. 20.45, TV3+
