– I tried to get Primal Scream to come over to America several times. I thought their album before this last one was one of the greatest records in 10 years. I begged them to come over. I had a whole tour for them. Their agent talked me out of it. He said: ‘They can’t do 20 shows.’ I’m like, ‘Come on, man. We do 20 shows a month.’ Primal Scream could be the biggest band in the world. They are fantastic when they make rock records – once every 10 years. But they can’t tour because of drug problems, or whatever. I don’t have patience for it. I’m like, all right, you want to be a drug addict, go be a drug addict. Don’t waste my time.
The drugs don’t work ifølge Steven Van Zandt om Primal Scream.
Skarp polarudklædt vind gør i dag enhver snak om global overophedning til skamme. Her den desperate sommer-top-10:
01. Another Sweet Summer’s Night On Hammer Hill – Jens Lekman
02. In The Sun – Blondie
03. Next Summer – Choir Of Young Believers
04. Spring And By Summer Fall – Blonde Redhead
05. Indian Summer – Luna
06. Midnight Train To Summer – Sort Sol
07. Too Hot To Move – The Triffids
08. Summer Wine – Nancy Sinatra
09. Walking In The Sunshine – Miss Kittin & The Hacker
10. This Ain’t The Summer Of Love – Blue Öyster Cult
I en vægtløs verden for længe siden gik ingen uge her uden Pet Shop Boys. Og den letgenkendelige molformede lyd af deres euforiserende/intimiderende/toptriste/højdesøgende/trippende/blippende electroeuropop står nu på sin fornemme vis som indbegreb af den tidsperiode. I anledning af at de herrer Tennant og Lowe – også – udsender nyt album i dag, her min egen øjeblikkelige top-10 over essentielle PSB-øjeblikke – lad gerne høre jeres!
01. It’s A Sin
02. Paninaro
03. Always On My Mind
04. Love Comes Quickly (Shep Pettibone’s Mastermix på Disco)
05. Was It Worth It?
06. Too Many People
07. New York City Boy
08. I Want A Dog
09. Closer To Heaven
10. This Must Be The Place I Waited Years To Leave
I dont like country & western.
I dont like rock music.
Ehm, I dont like, I dont like rockabilly.
– rocknroll in particular –
I dont like much, really, do I?
But what I do like, I love passionately
Overskriften er lidt af en personlig tilsnigelse, for selv fik jeg først nøglen til Bobby Dylan’s uomtvistelige genialitet gennem Oh Mercy-pladen i 1989 – bedre sent end aldrig. 27. april opfølger Dylan sin udsøgte Modern Times med det nye album Together Through Life. Her et par interessante ord fra mesteren selv om den kommende plade, taget fra en samtale på www.bobdylan.com med Bill Flanagan:
Bill Flanagan: The new record’s very different from Modern Times which was a number one hit. It seems like every time you have a big hit, the next time out you change things around. Why don’t you try to milk it a little bit?
Bob Dylan: I think we milked it all we could on that last record and then some. We squeezed the cow dry. All the Modern Times songs were written and performed in the widest range possible so they had a little bit of everything. These new songs have more of a romantic edge.
BF: How so?
BD: These songs don’t need to cover the same ground. The songs on Modern Times songs brought my repertoire up to date, and the light was directed in a certain way. You have to have somebody in mind as an audience otherwise there’s nopoint.
BF: What do you mean by that?
BD: There didn’t seem to be any general consensus among my listeners. Some people preferred my first period songs. Some, the second. Some, the Christian period. Some, the post Colombian. Some, the Pre-Raphaelite. Some people prefer my songs from the nineties. I see that my audience now doesn’t particular care what period the songs are from. They feel style and substance in a more visceral way and let it go at that. Images don’t hang anybody up. Like if there’s an astrologer with a criminal record in one of my songs it’s not going to make anybody wonder if the human race is doomed. Images are taken at face value and it kind of freed me up.
BF: In what way?
BD: Well for instance, if there are shadows and flowers and swampy ledges in a composition, that’s what they are in their essence. There’s no mystification. That’s one way I can explain it.
Tog turen over tågede Øresund, til Lund og en meget østeuropæisk-stylet idrætshal med lavt til loftet. Thåström og hans faste band spillede der en om ikke stor så dog alligevel fin koncert, med hovedvægt lagt på det spritfriske Kärlek Är För Dom-album. Sangene dryppede af Berlin fra start til slut, ikke kun idet den nye plade tildels er indspillet i Tritonus Tonstudio – home of Vejen Hjem Til Rocknroll – dernede, men også fordi Thåströms musik nuomdage lyder så meget af Cave’s Bad Seeds og Blixa’s Einstürzende Neubauten, samt i en vis grad også af de ting David Bowie og Iggy Pop indspillede sammen i Mauerstadt omkring 1977. Her setlisten fra fredag aften i Lund:
Turnépremiär Lund Olympen – 20090313
Kort Biografi med litet testamente
Axel Lanquist park
Saker som hon gör
Den druckne matrosens sång
Ungefär så här
The Haters
Över sundet
Långt bort
Kärlek är för dom
FanFanFan
J.L.P
Aldrig nånsin komma ner
Var é vargen
Alla vill till himlen
Om Black Jim
——————-
Varför är du så tyst?
Sönder Blvd
Främling överallt
Du ska va president
Nej, for efter en vaklende tourstart med adskillige aflysninger pga. sygdom, har Morrissey nu endelig ramt det spor, der langt senere på året fører ham forbi DK. I aften kan Wellmont Theatre i Montclair, New Jersey opleve sange fra hans karriere-revitaliserede album Years Of Refusal, lørdag aften var det Warner Theatre i Obama City, Washington DC der fik påskrevet følgende lektie:
This Charming Man / Billy Budd / Black Cloud / Let Me Kiss You / How Soon Is Now? / I’m Throwing My Arms Around Paris / How Can Anybody Possibly Know How I Feel? / Ask / Seasick, Yet Still Docked / Something Is Squeezing My Skull / Death Of A Disco Dancer / You Say You Don’t Love Me / It’s Not Your Birthday Anymore / The Loop / Why Don’t You Find Out For Yourself? / Best Friend On The Payroll / I Keep Mine Hidden / Sorry Doesn’t Help / The World Is Full Of Crashing Bores / I’m OK By Myself // First Of The Gang To Die
Hvad gør man en fredag i marts, når det er blæsende gråvejr og vinter endnu ligger tungt over land? Man kunne måske stige på et tog, rasle sig langt bort. Tage over Sundet, til fremmede Sverige, til universitetsbyen Lund, ikke langt fra Turning Torso City. Der har Thåström i aften tourpremiere på Olympen, nær ved banegården. Hans nye album Kärlek Är För Dom tages i dag for første gang hjem fra skivaffärer. Og derfor er der koncert. Man har bygget en mægtig bro fra København for længe siden, henover det isgrå vand, hvor små biler kan køre, også mod Lund, med musik i kabiner. Derovre er vejene som sortere og mere rummelige end her. Showet starter præcis kl. 19.30, så der er ikke meget tid til at fare vild. Sverige er et tight land timewise. Måske derfor at Thåström elsker København. I aften vil de elske Thåström i Sydsverige. Og vi kan få være med.
SOM TÅG AF LÄNGTAN
Det är som långa tåg av längtan
massa människor som var med
långa tåg som aldrig väntar
upp för berget sen så ner
Vi hörde rälsen när den sjöng för oss
vi satt tysta och bara lät det va
ibland kunde vi känna smaken av smultron
ibland doften av hav
Det var som långa tåg av längtan
en del av oss fick aldrig nog
vi stanna till i städerna på natten
det var folk som skulle på
berättade sagor för varandra
om hur vi fallit ur en ängels kam
ibland kunde vi se ljusen från fyrton
genom rök o piss o damm
Det var som långa tåg av längtan
det var som långa tåg av längtan
Vi hade våra egna frekvenser
jag ville aldrig veta var vi var påväg
jag satt o såg hur regnet slog mot fönstret
å jag bara älskade att få va med
Det var som långa tåg av längtan
långa tåg av längtan
långa tåg av längtan
långa tåg av längtan
Her er årets første rigtigt kontroversielle indlæg.
Vi er mange (f.eks. denne blogs forfattere) der godt har kunnet lide U2 engang, men er blevet grundigt trætte af især Bono og hans tiltagende selvfedme. Nogle læsere af denne blog synes, vi af den grund har nærmet os det hetzagtige. Musikalsk har der da heller ikke været meget at komme efter hos U2 i det seneste lange stykke tid. Især How to Dismantle an Atomic Bomb var en træls oplevelse.
Men – og nu kommer det – jeg synes faktisk, No Line on the Horizon er et hæderligt album. Da sangene dukkede op på nettet, bestemte jeg mig til at høre dem og jeg endte med at være så positivt stemt at jeg faktisk har købt albummet for nogleogtres kroner på WWW.
Ligesom R.E.M.’s Accelerate og Bruce Springsteens Magic har U2 forsøgt at vende tilbage til gamle dyder, her til begyndelsen af 1990’erne og lyden fra Achtung Baby og Zooropa. Resultatet er ikke på niveau med nogen af disse to albums; mindre kan nu også gøre det. Brian Enos fingeraftryk er især tydeligt på f.eks. “Moment Of Surrender” og “Cedars Of Lebanon”, og nummeret “Magnificent” er ganske vist endnu et “jeg råber ud over stadion oppe fra bjerget”-U2-epos, men er så et vellykket et af slagsen. Eno er selvfølgelig ikke garant for noget som helst i sig selv; han har trods alt også produceret f.eks. gabere som Coldplay og Slowdive. Men her går det okay.
Selvfølgelig er min nyfundne ideologiske platform ikke uangribelig. Jens spurgte mig f.eks., om jeg nu ville være så frisindet og åben over for f.eks. Big Fat Snake (et vilkårligt ensemble af dette navn) at jeg også ville give dem en chance. Netop hér vidste jeg ikke, hvad jeg skulle svare. Forskellen er måske den, at jeg selv efter mange år aldrig har hørt noget med fadølsgruppen, som jeg kunne lide.
Oplev Pete Doherty’s nye single, frontløber for snartkommende soloalbum Grace/Wastelands, lige her. Hverken The Kinks eller The Clash synes have eksisteret forgæves på disse fine minutters melodika-blendede blåtimestemning. Giver nemt lyst til mere!
Neko Case udsendte Middle Cyclone tidligere i år. Det var der ikke mange her, der reagerede på. Nå, det er brugernes problem, som vi plejer at sige på redaktionen. Vi ved nemlig godt, hvad der er skidt og hvad der er kanel (og vi skriver det gerne og ofte).
Lidt tidligere i år udsendte A.C. Newman, der også er med i The New Pornographers, sit andet soloalbum, Get Guilty. Hvor Neko Case lyder ikke som The New Pornographers, når hun er sig selv, er det ganske anderledes med Carl Newman (som han også kalder sig). Den lyse vokal, vokalarrangementerne og melodierne, de snurrige tekster… her er det meget let at høre, hvem der er bagmanden i det canadiske ensemble. Get Guilty er ikke så umiddelbar som pornografernes seneste, Challengers, men giv tid, giv tid. Så åbner der sig et fornuftigt lille popalbum for jeres øren.
Stor nyhed i dag, at hvalrossernes solbrilleklub her ovenfor ikke besøger DK på deres kommende globale 360 Tour. Det vil sikkert ærgre mange, for se lige, hvad man ifølge JP går glip af:
– Der bliver ifølge bandets hjemmeside u2.com tale om et helt unikt show, designet af bandets showmester, Willie Williams, og Mark Fisher, arkitekten bag U2-turneer som Zoo TV, PopMart og Elevation samt Vertigo. Der bliver tale om, at gruppen optræder på en 360 graders scene, der skulle gøre det muligt for tilhørerne hele vejen rundt på stadion at følge med i, hvad der foregår.
Helt unikt! Showmester! Og det bliver altså muligt for publikum hele vejen rundt på stadion, at følge med i præcist hvad der foregår. Intetsomhelst skjult for nogen. Det lyder vildt. Og nyt. Og meget, meget spændende. Mon man også kan købe solbriller?
01. Big Big World – Lisa Germano
02. Fat City – Imperiet
03. Snake Skin Lady – Robert Forster
04. Big Old Sign – Mark Olson & The Creekdippers
05. Femme Fatale – The Velvet Underground feat. Nico
06. Snakepit – The Triffids
07. Big Black Car – Big Star
08. You’re The One For Me Fatty – Morrissey
09. Long Snake Moan – PJ Harvey
10. Money (That’s What I Want) – Backbeat Band feat. Greg Dulli
Kan være svært med de talløse utilpassede singersongwriterpiger på guitarer og klaverer, gennem pladeselskabsfoyerer og radiobølger dag og nat. En der rager langt op over mængden, ja, når hun her er bedst nærmest op i Gillian Welch- og Cat Power-højder, er amerikansk-japanske Rachael Yamagata. Hendes nye – hun har ifølge hurtig webresearch lavet en anderledes mainstream-orienteret plade tidligere – dbl-album Elephants/Teeth Sink Into Heart er en på det nærmeste opløftende musikalsk rejse gennem tab og længsel.
Elephants er den afdæmpede afdeling med sine ni langsomt udfoldende sange, mens meget anderledes Teeth Sink Into Heart er temperamentets holdeplads, befolket af konfrontationslyst, distortede guitarer og utålmodig fart på samtlige fem tracks. Sidstnævnte plade er ret ligegyldig. En PJ Harvey kan det spil så langt mere overraskende originalt. Hvorimod Yamagata’s Elephants står helt på egne ben, åbner op og trækker sit stik sikkert hjem, med udstrakte men skarpe sjælebilleder, i en patineret klassisk lyd, der flere gange – mest mærkbart på ‘Little Life’ og mageløse ‘Horizon’ – fortaber sig og farer vild i egen overvældende skønhed. Det sidste er helt forståeligt. Absolut en anbefaling værdig.
Årets 3. måneds 4. dag indtages her med en solbeskinnet og stærkt USA-domineret (9-1) top-10 over sange der præcist sprinter hjem på 3:04. Lad høre andre bud!
01. There But For Fortune – Phil Ochs
02. To Be Young – Ryan Adams
03. Sound And Vision – David Bowie
04. St. John The Gambler – Townes Van Zandt
05. Love Comes In Spurts – The Neon Boys
06. Ramblin’ Man – Hank Williams
07. California Über Alles – Dead Kennedys
08. The Sun Ain’t Gonna Shine Anymore – The Walker Brothers
09. Born To Lose – Johnny Thunders & The Heartbreakers
10. Daddy’s Girl – Dream Syndicate
…og Love Shop var i Glassalen i den lukkede have Tivoli, for at modtage IFPI’s Ærespris af Peter AG og Anders Breinholt. Sidstnævnte havde en skarp aften som gennemgående vært ved et uddelingsshow, hvis underholdningsværdi kun er steget siden de ‘store’ TV-transmitterede år i Forum. Hele seancen sluttede med LS på scenen, første optræden i den sammenhæng siden ‘Øjne Jeg Aldrig Har Set’ i Bella-Centret, DMA/Grammy årgang 1991! Her lørdag aftens ‘setliste’:
Alle Har En Drøm At Befri
Love Goes On Forever
Kræmmersjæl
Og søndag til Håkan Hellström i Store Vega, hvor hovedpersonen spillede et smukt og som altid engageret show, med en noget mere voksen og tilbageholdende setliste end vanligt. Han er med årene gået fra at synge opsigtsvækkende off-key til nu, at være den fuldbårne sanger, der arbejder med frasering, nuancer og mikrofonteknik. Lyder den beskrivelse kedelig er det en fejl, for Håkan og hans sejlende sømænd løftede Vega’s gulv op fra grå søndag til et så specielt sted, hvor enhver blev kommunikeret til, som var han/hun Håkan’s bedste, nærmeste, tætteste ven. Det mestrer han med sin vindende person og et voksende bagkatalog, der i Vega mønstrede en imponerende setliste af fejlfri sange. Showet sluttede sent, da et udspillet band forsvandt bagud, mens Håkan selv blev stående inde forrest på scenen, snakkende med sine mange svenske tilhængere, der – helt som ham selv – bare ikke kunne få nok. Fantastisk.
Explodera batteria: Atleti’s El Kun har knockoutet Barcelona 4-3 søndag aften.
