Der er nogle britiske bands, der kom en postgang for sent til seneste Manchester-bølge fra omkring 1990. De er nu mænd sidst i trediverne med en masse erfaring – musikalsk og på andre måder – og et noget forsinket gennembrud. Jeg har tidligere omtalt Elbow her på bloggen, men et andet, beslægtet Manchester-navn er trioen Doves. Deres fjerde album (ikke medregnet opsamlingen Lost Sides) udkom tidligere i denne måned og hedder Kingdom of Rust.

Måske er Jimi Goodwin og Jez Williams ikke særligt markante vokalister, men det passer egentlig godt til deres eftertænksomme musik, der har ét ben i Manchester-traditionerne fra Smiths og Stone Roses og et andet i 1970’er-navne som King Crimson (hvor Elbow nok snarere minder om Genesis, da Peter Gabriel var med, minus prog-rock-manererne).

Igen er sangskrivningen og gruppens egen produktion i top. Nummeret “Jetstream” har et usædvanligt pågående, Kraftwerk-agtigt beat (der minder mig om den oprindelige “Tour de France”), og senere kommer “10:03”, der starter som en slags ballade og ender som en travl sag. Eneste nummer, der skuffer mig lidt, er det mærkværdigt firser-funkede “Compulsion”.

Men hov! Jeg har jo slet ikke nævnt albummets flotte titelnummer, der emmer af nordengelsk melankoli – en slags Manchester-country. Herover kan I se den stemningsfulde video, der for en gangs skyld leverer en billedside, der passer som fod i hose til sangen (og se den helt til ende!)

Hvis der er nogen retfærdighed til, får Doves nu også den anerkendelse, som deres kolleger Elbow så fortjent fik i 2008.

I denne uge udkommer Now We Can See, det nye album med amerikanske The Thermals. Nogle brugere af denne blog vil måske kunne huske vores rosende omtale af forgængeren, The Body, The Blood, The Machine fra 2006.

Der er vel egentlig ikke sket så meget siden da. Dvs. vreden mod den kristne fundamentalisme, der skinnede igennem på mange af sangene på forgængeren, er ikke et tema denne gang. Musikken er som den plejer: ligetil to-akkorders rock med stort Å og tydelige ekkoer af f.eks. Kinks og Pixies. Ligesom sidst synes jeg The Thermals er allermest interessante, når de slår fuzzpedalen fra og sætter tempoet lidt ned som de gør f.eks. på “At The Bottom of The Sea” og “I Called Out Your Name”. Da kan man nemlig særligt tydeligt høre den tråd af powerpop, der løber gennem albummet.

Værd at høre, det er det i al fald. Alle mine fordomme om hvordan dette er musik af og med hvide mænd med guitar er tilmed gjort til skamme af Kathy Foster på billedet – hun skriver mange af sangene og spiller bas og trommer (dog næppe samtidig).

Kate Bush har sandelig ikke levet forgæves. Kan endnu aldrig høre ‘Daniel’, engelske Bat For Lashes nye single (og forløber for 2. album Two Suns), uden positivt at tænke netop på hendes så specielle univers og tonefornemmelse. Hør selv her. Argh, glemte næsten at komme ind på sangens ord. Synes virkelig også de er fremragende:

DANIEL

Daniel, when I first saw you
I knew that you had a flame in your heart
And under wild blue skies
Marlboro ruby skies
I found a home in your eyes
And we’d never be apart

And when the fires came
The smell of cinders and rain
Perfumed almost everything
We laughed and laughed and laughed

And in the golden blue
Car you took me to
The darkest place you knew
Set fire to my heart

When I run in the dark
Daniel
Into a place that’s vast
Daniel
Under a sheet of rain in my heart
Daniel
I dream of home

But in a goodbye bed
With my arms around your neck
Into our mouths our tears crept
Just kids in the eye of the storm
And as the house spun round
My dreams pulled me from the ground
Forever to search for the faith
For home again
For home again

© Bat For Lashes

© Søren Solkær Starbird – Venus as a Björk

Der var næsten varmt i København, det var årets første forårsdag. Vi havde øvet med Slagterne på Nørrebro, der var hyletoner med derfra da Psyched Up Janis kl. 19 gik på scenen, nede i Øksnehallen ved Kødbyen.

Så sidst Sune og hans første band på afskedtouren, lige før hans og Sharin’s The Girl On Deathrow blev til, og så siden blev til The Raveonettes. Dengang kunne PSJ måske samle 2-300 mennesker i Pumpehuset. Nu har de solgt to Store Vegaer ud på godt ingen tid. Weirdness!

I Øksnehallen skød solstråler endnu ind af loftsvinduerne, ned på Søren Solkær Starbird og hans rockomdrejende fotoudstilling, som denne sene eftermiddag åbnede op i skarp kulør og present glimmer. Sune arbejdede som assistent for Starbird, da han først kom til byen fra Sønderborg. Denne aftens optræden var en tak for sidst.

Fra de startede ud omkring dengang fulgte vi PSJ ikke så lidt. De var bandet fra deres bølge med de gode sange, med Nirvana-eksplosionsenergi, med den guitarist der kunne tryllebinde og sende os langt afsted. Som han siden har gjort det så effektivt med The Raves, og nu senest på sin solodisc.

‘Special One’ var første track, efterfulgt af ‘Died In My Teens’. Så ‘The Stars Are Out’ og ‘Where The Lights Won’t Shine’. En slags hemmelig hitparade. Og vildt med dette kulmørke band i skarpt ferniserings-dagslys. Lyden kom høj, massiv, kompakt. Trommer/bas skubbede hårdt på, Sune’s distortede guitarguirlander lød stadig som en hel verden i brand.

Som sanger har han siden PSJ-tiden lagt bånd på sin stemme, i klar overensstemmelse med Raveonettes’ mere kølige og stilrendyrkede udtryk. Men her, tilbage og nu alligevel helt fremme, fandtes atter plads til den slags vildskab, som fra Øksnehallen løftede specielt ‘Evil Beauty’s afsluttende primalskrig højt op over byen.

En heftig rejse i PSJ-tidsmaskine, helt frem til København nu og her. I aften kl 22. spiller både The Raveonettes og The Figurines på samme scene, for samme fotograf. Der er billetter til salg.

Serge Gainsbourg ville have fejret fødselsdag i dag. Hans albums kan næsten ikke diskuteres, da hele verden synes i bred enighed om Histoire De Melody Nelson (1971) som det klare højdepunkt, både for gennemgående kvalitet og for nogle specielt stemningstrippende strygerarrangementer. Men hvad enkelte sange angår er det anderledes. Fra de tidlige næsten jazzede ballader, over 60’ernes filmiske pop, gennem omtågede reggae-eksperimenter, til den senere helt bevidste sleazeintimitet, med knastørre keyboards og funkbass under de fremstønnede obskøniteter. Her en personlig top-5 over SG-favoritter, suveræne sange med både parisisk rendesten og stjernehimmel alle som en:

01. Bonnie & Clyde
02. Je Suis Venu Te Dire Que Je M’en Vais
03. Sorry Angel
04. La Javanaise
05. Initials B.B.

Må ikke glemme hvor indiskutabelt lysende dette Göteborg-band var, omkring peaket for 11 år siden, på 3.-albummet ‘Broder Daniel Forever’. Guitaristen hoppede siden ud fra en bro i Stockholm, bassisten blev Sveriges største – og bedste – popstjerne, det under navnet Håkan Hellström. Men for et øjeblik havde bandet det hele, i smag af nederlag og triumf på samme tid. Oplev Broder Daniel her i et 1998-klip fra et svensk TV-popshow, udførende uovervindelige ‘I’ll Be Gone’.

Okay, vi tager en til. Efter ‘Broder Daniel Forever’ forsvandt BD i en sky af kaotiske shows og et i Sverige ret omtalt narkomisbrug hos sanger Henrik Berggren. Men i 2001 var hesten så småt ved at blive sadlet igen, og en fredag aften i det svenske TV4-talkshow ‘Sen Kväll Hos Luuk’ gjorde Broder Daniel foran os alle et længe ventet come back, med en spilning af det nye instant classic-track ‘Shoreline’. I de to år der herefter skulle gå inden ‘Shoreline’ blev færdigindspillet og officielt udsendt på albummet Cruel Town, blev sangen i Luuk-liveversionen en af de mest downloadede på de illegale svenske fildelingssteder – hør her hvorfor.

Dette TV-show markerede iøvrigt også sidste arbejdsdag i Broder Daniel for Håkan H. – han optrådte aldrig med dem igen, fortravlet af egen enorme ‘Känn Ingen Sorg For Mig GBG’-medgang.

PS – Nogen der ikke kender til Anna Ternheims anderledes ensomme udgave af ‘Shoreline’…?

Kan ikke lade være med at kippe med flaget for mormonensemblet The Killers. På deres kommende Spaceman-single er der en version af Bright Eyes’ ‘Four Winds’, og selv den Conor Oberst-throwawaysang lykkes det uden besvær Brandon Flowers & co. at få vanligt Killers-melodrama ud af. Hør selv her.

Alle disse unoder var også i spil, da Bob Dylans Never Ending Tour førte ham forbi Odense sidste år, og som dengang står man bare og håber, at mesteren for en stund vil være tro mod den tynde, hvide lyd, som tegner hans første elektriske udspil, i stedet for at køre sætlisten igennem den samme sepia-tintede mølle af blues, rock’n’roll og country & western

Ja, det er stort set kun i »Like A Rolling Stone«, at hans fantastiske guitarister får lov at lægge sig op ad den sølverne sound, som har gjort nummeret til et af musikhistoriens allerbedste.

Det er en sand lise for sjælen, men sandheden er, at det meste allerede er tabt, da vi når dertil. Og selvom Christian Braad Thomsen og Bob Dylans øvrige selvudnævnte defensorer nok skal mene noget andet, så er og bliver denne aften en umådelig kedelig genfortælling af historien om kejserens nye klæder. Forbandet ærgerligt, forbandet sandt.

Jeppe Krogsgaard Christensen i sin 2-stjernede Dylan-anmeldelse i Berlingske, under overskriften ‘Bob Dylan svigtede sin fans’.

Bob Dylan sang fænomenalt skarpt, hans harpe var tordnende høj på den gode måde, men alligevel var søndagens show i Forum ikke helt på højde med oplevelsen samme sted sidst. Måske det var hviledagens langsomme puls, måske det bare var setlisten. Sidstnævnte noget af et lotteri, med 12-14 sangudskiftninger ud af 17 mulige pr. aften. I Forum var den ret langt mere bluesorienteret end ønsket herfra. Lad os køre en svær top-10 over de i aftes ikke-spillede Dylan-sange, man allerhelst ville have hørt:

01. Brownsville Girl
02. Blind Willie McTell
03. Stuck Inside Of Mobile With The Memphis Blues Again
04. Standing In The Doorway
05. Changing Of The Guards
06. Most Of The Time
07. Mississippi
08. Tomorrow Is A Long Time
09. You Ain’t Going Nowhere
10. Man In The Long Black Coat

Holdt rigtig meget af Meds, deres seneste album. I juni kommer der et nyt, allerede nu med en singleforløber sendt i spin. Vi kører her en tur gennem Placebo’s nye storladne ‘Battle For The Sun’.

– I tried to get Primal Scream to come over to America several times. I thought their album before this last one was one of the greatest records in 10 years. I begged them to come over. I had a whole tour for them. Their agent talked me out of it. He said: ‘They can’t do 20 shows.’ I’m like, ‘Come on, man. We do 20 shows a month.’ Primal Scream could be the biggest band in the world. They are fantastic when they make rock records – once every 10 years. But they can’t tour because of drug problems, or whatever. I don’t have patience for it. I’m like, all right, you want to be a drug addict, go be a drug addict. Don’t waste my time.

The drugs don’t work ifølge Steven Van Zandt om Primal Scream.

Skarp polarudklædt vind gør i dag enhver snak om global overophedning til skamme. Her den desperate sommer-top-10:

01. Another Sweet Summer’s Night On Hammer Hill – Jens Lekman
02. In The Sun – Blondie
03. Next Summer – Choir Of Young Believers
04. Spring And By Summer Fall – Blonde Redhead
05. Indian Summer – Luna
06. Midnight Train To Summer – Sort Sol
07. Too Hot To Move – The Triffids
08. Summer Wine – Nancy Sinatra
09. Walking In The Sunshine – Miss Kittin & The Hacker
10. This Ain’t The Summer Of Love – Blue Öyster Cult