Den 9. september kommer The Stand Ins, det nye album fra Okkervil River – den amerikanske gruppe (bosat i Texas, men med medlemmer fra New Hampshire), der har taget navn efter en flod i Rusland, opkaldt efter en svensker.
Takket være skæbnens uransagelige veje er jeg allerede nu i stand til at lytte til The Stand Ins, der er opfølgeren til sidste års The Stage Names, som var dér, jeg opdagede Okkervil River. Måske vil man kunne huske, at det var et album, jeg roste højt – her fik vi en flot syntese af begavede tekster, gode melodier og en fin indsigt i de sidste 50 års (mestendels amerikanske) rock- og countryhistorie.
Også denne gang er der godt nyt. Åbningssangen “Lost Coastlines” starter bluegrass-agtigt med banjo og akustisk guitar, men ændrer sig umærkeligt til et Motown-nummer, der så forsynes med et “Lust for Life”-agtigt riff og lidt senere får selskab af en lille blæser eller to. Det er en udfordring at sidde stille! Og det er bare begyndelsen – der er “kun” 8 sange i alt (og tre små vignetter) på albummet, men ingen af dem er ligegyldige. “Pop Lie” er f.eks. en hurtig popsang (der minder om R.E.M., som de lød for knap tyve år siden) om popsangens tvivlsomme forførelse. Og hvem andre ville kunne slippe af sted med at kalde en sang for “Bruce Wayne Campbell Interviewed On The Roof Of The Chelsea Hotel, 1979”? Om muligt er Okkervil River denne gang endnu mere veloplagte.
(I fald nogen skulle spørge: Bruce Wayne Campbell er hverken Batman eller den amerikanske skuespiller fra “Army of Darkness”, men glamrock-sangeren Jobriath.)
Prøv forresten at placere forsidebillederne fra The Stage Names og The Stand Ins oven på hinanden, sidstnævnte nederst. Så kan man se, hvordan de to albums er forbundet!
Hvad giver regnestykket Skotland + Elvis + tidlig The Smiths-urgency + Phil Spector-wall-of-sound-pop + Gregory’s Girl-filmen + The Jesus & Mary Chain-feedback + The Raveonettes-reverb + Mo Tucker-Velvet Underground + skotsk 3. divisonsfodbold + Suicide + lowlife Glasgow-soc-realisme + The Proclaimers-accent + trommemaskine + Editors-guitarlyd + Ronettes-harmonier + veludviklet sans for melodrama…!? Det kommende helt store navn i britisk rockmusik. Ialfald ifølge Alan McGee, der også først så lyset i Oasis og signede dem til sit Creation-label way back pre-Britpop.
Navnet på omtalte band er Glasvegas, årets mest hypede navn i britisk musikpresse, som næste mandag udsender et allerede længe ventet debutalbum. Sidste år gav Glasvegas-singlen ‘Daddy’s Gone’ genlyd op over undergrunden, men det er først denne sommer jungletrommerne for alvor har spredt budskabet om den skotske kvartets kvaliteter. Overtegnede stødte således først selv på Glasvegas’ musik i sidste uge, men har lige siden ikke haft lyst til at høre meget andet. Så smittende påvirker Glasgow-bandets sange og heftige lyd. Giver her ordet videre til Independent-journo Simon Price, der overværede Glasvegas’ show på den netop overståede Reading Festival. Hans anmeldelse – der også runder The Last Shadow Puppets – fanger lidt af, hvad opleves så specielt ved det på overfladen ret almindelige band:
The Independent on Sunday
Reviews
Glasvegas, Reading Festival
Last Shadow Puppets, Reading Festival
Alex Turner may be bidding for the Mercury Prize, but all eyes are on Glasvegas as the most important breakthrough band of the year
Review by Simon Price
Sunday, 31 August 2008
It’s amazing how loud you can sing when you’ve got a lump in your throat. If Glasvegas are the most important British breakthrough band of this year, just as MGMT are the most important from America – and the only doubt about that is whether we’re talking merely this year, or years – then traditional values of rock’n’roll cool have little to do with it.
Oh, in one sense, Glasvegas totally look like a classic band. Dressed uniformly in black, with (on the male members, at least) proto-Eraserhead quiffs. And in another sense, they don’t look like a band at all. The top of drummer Caroline McKay’s head doesn’t even come up to the shoulder of giant bassist Rab Allan (singer James Allan’s cousin). And while their ages are hard to estimate, it’s fair to surmise that a couple of members have a little more life-experience under their belts than the other two.
Something about this Spectoresque Scottish quartet has connected with the hearts of everyone who hears them, and the tent at the Reading Festival is crammed with everyone from sensitive souls to lairy lads, craning their necks to catch a glimpse of their new heroes. The primary reason, I’m certain, is their naked emotionalism.
Part of it is simply the voice. There’s a catch in James Allan’s singing which brings tears to the eyes, a sincerity which is somehow amplified by his admirably stubborn refusal to sing in anything other than his natural Glaswegian accent. And Scottish pride seems to surround them. There are three flags flying in the crowd: two saltires, and one cross of George.
With a voice like that, following melodies you swear you’ve heard somewhere before in some half-imagined pop classic from the early seventies or the late sixties, and swollen by a sonic tsunami which recalls the golden age of The Jesus And Mary Chain and My Bloody Valentine, Allan could be singing a verse from a Hallmark greetings card and it would still get to you.
What takes Glasvegas to another level, though, are lyrics which bear a true-life, kitchen-sink-drama authenticity of a kind we’ve heard only fleetingly (Pulp in their more serious moments, perhaps) since The Smiths. He may be hiding behind wraparound sunglasses tonight, but it’s the only sense in which James Allan is hiding anything at all. In his words, he reveals so much.
They open, tonight, with “Flowers And Football Tops”, which deals with the aftermath of a sectarian or racist murder, and segues into a ghostly rendition of the trad-jazz standard “You Are My Sunshine”.
Their set continues with the deeply-ironic rabble rouser “Go Square Go”, which is actually about the brutality of teenage fistfights, and “Geraldine”, a hymn to a guardian angel social worker (whose real-life inspiration is now a full-time member of the Glasvegas retinue).
“It’s My Own Cheating Heart That Makes Me Cry” is an incredibly honest and excoriating expression of the crippling, self-defeating guilt of the love-cheat. Tonight it’s dedicated to a fan who has had the words tattooed onto his arm.
They end, as always, with the tearjerking “Daddy’s Gone”, a song about absentee parents from the point of view of an abandoned child which lashes out at the missing father: “I won’t be the lonely one, sitting on my own and sad/A fifty year old, reminiscing what I had…”
James leans away from the mic to allow the crowd to take one line. A corny old showbiz trick, but it rapidly runs away from his control, takes on a life of its own and turns into something truly extraordinary as the throng takes on the whole chorus at top volume. He looks taken aback, and stands against Caroline’s drumkit, watching in astonishment, when they take another. Long after the band have kicked back in with the grand finale and walked offstage, one entire corner of a Berkshire field continues to echo: “He’s gone, he’s gone, he’s gone, he’s gone, whoah-oh…”
Over in the other corner, something more formal is taking place as The Last Shadow Puppets put as much space as possible between Alex Turner’s latest project and The Arctic Monkeys’ slouching diffidence.
There’s a courteousness about the Last Shadow Puppets, from Turner and sidekick Miles Kane’s suited-and-booted dress code (a change from the Monkeys’ worn-out jeans scruffiness). Their guitars are worn high on the body, as though they’re making their debut on Ready, Steady Go, and they’re backed by a full 16-piece orchestra.
The Last Shadow Puppets are a dark chocolate pleasure, whereas The Arctic Monkeys are beer’n’chips. There are plenty of people who reach for the sickbag when they hear the latter, but can listen to the former all day long. What the duo have done, on their Mercury-nominated album, The Art Of The Understatement, produced by James Ford of Simian Mobile Disco (who drums with them tonight), is to tap into the sweeping romanticism of a certain strain of late Sixties psych-pop: Scott Walker and Love being the most-cited names, but one could also mention Paul & Barry Ryan, and David McWilliams.
In theory, it’s an equal partnership, a balanced supergroup, even if The Rascals’ (Kane’s band) debut album only reached No.100 in the charts while the Monkeys sell by the million. Onstage, the lead vocal duties are shared equally although when Turner makes an announcement, there are screams.
When the Mercury award ceremony comes around, any result other than a British Sea Power victory would be a travesty. But as travesties go, a second win for Alex Turner wouldn’t be too hard to swallow.
Need to know
Singer James Allan pursued a career as a professional footballer, playing as a left-sided midfielder for clubs including Cowdenbeath, East Fife, Queens Park, Stirling Albion and Dumbarton, scoring 9 goals in 105 matches, before forming Glasvegas in 2006. A CD of demo versions, ‘The Home Tapes’, was circulated free at gigs and in 2007 their first limited-edition single, ‘Go Square Go’, was released. They won the Philip Hall Radar Award for new bands at the 2008 NME Awards and signed to Columbia earlier this year. Their self-titled debut album is out next week. This will be followed later this year by a special Christmas album recorded in Transylvania.
01. Daddy’s Gone – Glasvegas
02. I Lost You – The Walkmen
03. I’m Gonna Get Stabbed – Glasvegas
04. On The Water – The Walkmen
05. Flowers And Football Tops – Glasvegas
06. Canadian Girl – The Walkmen
07. Geraldine – Glasvegas
08. In The New Year – The Walkmen
09. Go Square Go! – Glasvegas
10. Red Moon – The Walkmen
I nat i Milwaukee, Wisconsin går Springsteen og hans E Street Band på scenen for sidste gang på den nu 11 måneder gamle Magic-tour. +100 shows er det blevet til, over afsted til Europa og tilbage hele to gange, det fra de første koncerters Magic-orienterede og stringente fokus til sensommerens anderledes improviserde marathon-setlister. Således blev der spillet omkring 40 forskellige sange – mange af dem mere end én gang – ved de to besøg i København, henholdsvis december og juni.
Vi tror ikke her, så imponerende touren er endt, Springsteen + E Street Band har haft en bedre livesæson siden 1980-81, da han var ude med The River, hvis shows ligeledes var meget lange og forskellige fra aften til aften. Om det nu muligvis er sidste gang E Street Band har været afsted vides ikke, men adskillige har gættet på det. Orgelspiller Danny Federici døde i april og Clarence Clemmons’ helbred har øjensynligt været bedre, så med en lang verdenstours fysiske krav i mente, kan man nemt frygte, det er end of the line i nat for E Street Band. Skulle det vise sig tilfældet, har denne tour ialfald været den helt rigtige finale på det suveræne bands lange løbebane.
Publikum på den sidste del af Magic-touren er som oftest, ved hvert enkelt show, blevet udsat for en eller flere coverversioner. Her en liste over hvad Springsteen & The E Street Band her i august har hevet op fra den skuffe:
Good Rockin’ Tonight (Elvis)
Then She Kissed Me (The Crystals)
I Fought The Law (Bobby Fuller Four)
Rockin’ All Over The World (John Fogerty)
Save The Last Dance For Me (The Drifters)
Boom Boom (John Lee Hooker)
Double Shot (Of My Baby’s Love) (The Swinging Medallions)
Little Latin Lupe Lu (The Kingsmen)
Boys (The Beatles)
Who’ll Stop The Rain (Creedence Clearwater Revival)
It’s All Over Now (Chuck Berry)
Summertime Blues (Eddie Cochran)
Seven Nights To Rock (Moon Mullican)
Quarter To Three (Gary US Bonds)
You Can’t Sit Down (The Dovells)
Gloria (Them)
Little Queenie (Chuck Berry)
Twist & Shout (The Topnotes / The Isley Brothers / The Beatles)
Mountain Of Love (Johnny Rivers)
Jersey Girl (Tom Waits)
Der er ganske mange, der lader sig inspirere af den gamle elektro-lyd fra 1980erne – Ladytron, Hot Chip og LCD Soundsystem for at nævne nogle prominente eksempler. Og så er der Neon Neon, en due bestående af walisiske Gruff Rhys fra Super Furry Animals og amerikanske Bryan Hollon, også kendt som Boom Bip. Tidligere i år kom Stainless Style, et album inspireret af historien om den amerikanske bilfabrikant John DeLoreans storhed og fald. Det var en DeLorean-sportsvogn, man kunne se i Back To The Future-filmene – og på billedet ovenfor.
Hvis man lide den gamle synthesizerlyd hos Human League, Visage m.fl. er der temmelig meget at komme efter her. F.eks. er “I Told Her On Alderaan” en popsang af de absolut bedre. Nogle af de hiphop-inspirerede indslag fungerer måske ikke så godt i helheden, men så er det heller ikke værre.
De to herrer har lavet et ganske sjovt og vellykket “mixtape” af den musik, de har ladet sig inspirere af. Hent MP3-filen her.
Forleden bragte Politiken et langt interview med Private-popfænomenet Thomas Troelsen. Der udtalte han man er ren idiot, hvis man ikke kan indse Abba var mindst ligeså geniale som The Beatles. Fair nok – en mand som Troelsen, der hælder til en så éndimensionel hitmusik, kan måske ikke forventes at have smag for et komplekst, organisk og vibe-orienteret band som John Lennons. Men hans ord er alligevel ikke helt ude i skoven, for Abba var – og er – i sig selv unikke.
I sommeren 1990 skulle jeg til Grækenland, og købte på afrejsedagen nogle billige kassettebånd til en medbragt boombox. Et af dem, en meget billig – og endnu mere billigtudseende – opsamling med Abba, endte sammen med australske The Church’s Starfish og en discountcompilation med one-hit-wonders fra 1960/1970’erne, at blive de mest spillede blandt de medbragte. Faldt igen her, i en anden forbindelse, over netop det Abba-bånd og undrede mig nu over dets noget lemfældige tracklisting. For selvom det var/er et fremragende bånd, mangler en del af de indlysende sange. Lad os lige køre en gennemgang af billig-kassetten The Winner Takes It All:
SIDE A:
The Winner Takes It All: En titellogisk og selvfølgelig fremragende start. Ian McCulloch’s Abba-favorit er det perfekte åbningsnummer i sin skematisk forløsende opbyggelighed.
Slipping Through My Fingers: Et hurtigt skridt frem til The Vistors, afskedspladen. Moderen’s sang om ikke at kunne nå ind til sin datter. Vi taler socialrealisme. Endnu en stor melodi, der slet heller aldrig kammer over i det musical-territorium, der står og altid vil stå som bandets store brist.
Lay All Your Love On Me: Mit kassettebånds åbningstrilogi fejler intet. Meningsløs Euro-disco har sjældent lydt så meningsfuld. Vores Sandra fra Saarbrücken ville kunne have indspillet en uimodståelig germansk udgave af netop denne sang. Det gjorde hun desværre ikke.
Under Attack: Her går det slet ikke så godt. En vocoder- og keyboard-sang med lethidsige rytmebreaks og en nævenyttig basgang, der nok ville føle sig mere hjemme i en posh hotellounge, end på denne tacky sommerkassette. Nu står det desværre kun 3-1.
One Of Us: Men så kommer endnu en The Visitors-perle. Ulvæus/Anderson udmærkede sig ved disse fortabte og ensomme midtlivskrise-sange, sunget af de kvinder i deres liv, som de præcis på det tidspunkt var ved at blive skilt fra. Kinda kinky at lade sin kommende eks synge sange om at miste kærligheden i sit liv og stå alene tilbage. Men gribende popmusik.
Andante, Andante: Mayday, mayday! Eller S.O.S. som bandet nok selv ville have sunget det nødråb. Abba i musicalland. Det var opstyltede numre som dette – og ‘Fernando’, Chiquitita’, I Have A Dream’, etc. – der gjorde man fik kvalme af Abba fra slut-70’erne og mange år frem.
Happy New Year: En banal lejligheds-tekst til en efter Abba-standard ret ordinær melodi. “It’s the end of a decade / In another ten years time / Who can say what we’ll find / what lies waiting down the line /at the end of eighty-nine?” Jamen, det gjorde den her kassette blandt andet. Men var der virkelig ikke råd til en bedre rimordbog!? På en så nytårshøjtidelig tone slutter første side af det græske sommerbånd. Ikke så Ouzo-venligt terræn lige her.
SIDE B:
Gimme Gimme Gimme: Back on track med Abba’s would-be-goth-klassiker. Svenske Leather Nun’s 1980’er-udgave havde sit ikkekedelige homoerotiske øjeblik, men originalen er naturligvis klart bedst. Lyder hårdere og mere direkte end nogetsomhelst med Metallica.
The Piper: En smertefuld maveplasker. Direkte tilbage til Middelalderen, med ridderborge, tværfløjte og en whimsical melodi om en mand, der helt sikkert er klædt, som deltager han i et sækkevæddeløb. Come on, Benny! Og come on, Björn!
When All Is Said And Done: Tvillingesangen til ‘One Of Us’ udi perfekt divorce-pop, men endnu bedre. Faktisk er denne sang måske Abba som allerbedst. De harmoniserende kor i de sidste omkvæd er ren verdensklasse. Og en sjældent moderne produktion med dokkende sequencers skader heller intet. Hvis skilsmisse kan lyde så godt, er det intet under masserne bliver gift. Tjek tekstens voksenunivers: “In our lives we have walked some strange and lonely treks / Slightly worn but dignified and not too old for sex.” Det er ikke kun John McCain der gør sig i senior moments.
The Day Before You Came: Et rent triumftog for kassetten her. Endnu et Abba-højdepunkt, en af bandets sidste singler, i et prikkende elektronisk lydlandskab, en urolig og søgende sang, der aldrig forløses. Hvilket er yderst sjældent i Abbaland. Mere trist og ensomt end nogetsomhelst med f.eks. Eskiltuna’s Kent, som ellers går for at være det nordiske tungsinds konger. Det er de ikke, de letvægtere.
Our Last Summer: Heartbreak light om en tabt fransk kærlighedsaffære way back, hvis mandlige love-objekt, der engang var flowerpower-fri og hip, nu arbejder i – suk! – en bank: “A family man, a football fan and your name is Harry / how dull it seems, yet you’re the hero of my dreams.” – av-av! Musikken er rørstrømsk på den lidt omklamrende måde, så man på sin vis intuitivt godt forstår, hvorfor sangens Harry forlod sin pige i Paris med de i sangen nævnte croissanter.
The Visitors: Et forkert valg som næstsidste titel på en Abba-opsamling. Som åbning på pladen hvis navn den bærer, giver dens i lang tid tilbageholdte og bevidst tågede lydunivers god mening, men ikke her. Svarer til at lade Roxy Music’s ‘Manifesto’-sang komme næstsidst på en samling med dem. Which would be WRONG.
Super Trouper: Et stort hit naturligvis, men ikke mere end det. Ingen hjemsøgende akkorder, intet stik i hjertet, udelukkende solid Volvokørende produktions-elegance. Vi bryder os slet, slet ikke om den her. En kønsløs måde at kysse farvel på.
For det er adjö og so long, honey-honey. Farvel, Agnetha! Benny! Take care, Björn! Farvel Anni-Frid!
Dette album fra 1990 er i denne uge blevet genudsendt. Hindu Love Gods rummer 10 cover-numre (af Robert Johnson, Muddy Waters, Prince, Georgia Satellites m.fl.), som Warren Zevon, Peter Buck, Mike Mills og Bill Berry indspillede for sjov ved afslutningen af optagelserne af Zevons album Sentimental Hygiene, hvor Buck, Mills og Berry medvirker på så godt som alle numre (og Stipe på et enkelt). Et uforpligtende album fra nogle særdeles kompetente sangskrivere, der tydeligvis har det sjovt med “bare” at fortolke andres numre – og dét til ud på de små timer. Hvis man vil høre Zevons egne sange, er Sentimental Hygiene heller ikke at foragte.
Lørdag om en uge er der R.E.M.-show i Parken. Den allerede meget lange tour er forlængst i Europa, hvor setlisterne stadig er en drøm for de af os, der mistede modet omkring bandet på dets sidste låste middle of the road-turnéer. I går aftes, få hundrede kilometer syd for firkant græs, hvor Liverpool med nød og næppe hustlede sig igennem til denne sæsons Champions League, var R.E.M. på job i Southampton, en by hvis fodboldhold er gået i hundene på det seneste. Vores fotograf Morten Larsen holder med dem og det er selvsagt ikke sjovt. Hans situation er ikke ulig skæbnen for den store generation af Leeds United-tilhængere, der voksede op – som var det en selvfølge – i begivenhedernes centrum, men nu fører en skyggetilværelse med deres nu anderledes svage klub, et sted langt dernede i rækkerne. Her er det imponerende katalog R.E.M. fremførte en tilfældig onsdag, iøvrigt på vej mod show i Paris i aften, i en nedrykningsramt by på den engelske sydkyst:
Bad Day
Living Well’s The Best Revenge
What’s the Frequency, Kenneth?
Fall on Me
Drive
Man Sized Wreath
Begin the Begin
Hollow Man
Great Beyond
Ignoreland
Animal
Electrolite
I’m gonna DJ
Pretty Persuasion
The One I Love
7 Chinese Brothers
Nightswimming
Let Me In (Acoustic)
Auctioneer
Horse to Water
Orange Crush
It’s The End Of The World As We Know It (And I Feel Fine)
— ENCORE —
Supernatural Superserious
Losing My Religion
Imitation of Life
Man on the Moon
For en god ordens skyld: Jeg er nu tilbage på den østlige side af Atlanterhavet.
Min uge i Toronto sluttede med et besøg i CN Tower, desværre sammenfaldende med overskyet vejr og deraf følgende dårlig sigtbarhed. Kort tid efter at jeg var kommet de 446,5 meter ned igen, kom tordenbygen. Og bagefter: Alt ved det gamle med høj sol.
Min hjemkomst til Nordjylland begyndte med ankomsten til Nørresundby Lufthavn. Der var tørvejr hele dagen. Men bagefter: Alt ved det gamle med regn fra morgenstunden.
Godt, man har sine cd’er. Jeg købte faktisk 3 cd’er hos Sonic Boom den sidste dag:
Public Image Ltd.: Greatest Hits… So Far (for jeg vil prøve at forstå John Lydon lidt bedre, nu hvor vi begge er blevet ældre)
The Pixies: B-Sides (for den manglede jeg)
Paul Weller: 22 Dreams (for den er blevet rost vidt og bredt, og han kan vel ikke blive ved med bare at lave kedelig musik? – og så kostede den sølle 10 canadiske dollars)
På vej fra busstoppestedet fra lufthavnen var jeg inde forbi posthuset for at sende et eksemplar af You & Me til rigets centrum; Jens har stadig ikke fået albummet, så jeg er lidt urolig nu.
Vi har forsømt vores småautistiske tilbøjeligheder. I dag er årets 239. af slagsen. Det tal i sekunder vil omregnet stå som 3 minutter og 59 sekunder. En interessant tidsramme inden for moderne musik. For kort til at miste koncepterne og ende langt ude på en fjern tangent, for lang til det hurtige éndimensionelle pophit. Her en personlig top-10-playlist over favoritsange på præcis 3:59, altså dernede, et helt sekund under det fjerde minut:
01. Road To Rock N’ Roll – Joe Strummer
02. Dark End Of The Street – Flying Burrito Brothers
03. Shayla – Blondie
04. Abattoir Blues – Nick Cave & The Bad Seeds
05..Return Of The Grievous Angel – Gram Parsons
06. Laughing – R.E.M.
07. Du Är Religion – Imperiet
08. Zion’s Blood – Lee Scratch Perry & The Upsetters
09. Underpass – John Foxx
10. Yesterday Once More – The Carpenters
Morrissey mistede i weekenden sin producer, kun 39-årige Jerry Finn, der fredag døde af følgerne fra en massiv hjerneblødning sidst i juli. Jerry Finn stod bag Moz-comebacket You Are The Quarry, de to nyindspilninger på forårets ‘Greatest Hits’-udgivelse, og nåede lige akkurat at færdiggøre arbejdet med Years Of Refusal, Morrissey’s kommende album, der iøvrigt nok vil indeholde en absolut fin trompetbærende sang med den nu sørgeligt aktuelle titel…
One Day Goodbye Will Be Farewell
Always be careful
When you abuse the one you love
The hour or the day, no one can tell
But one day goodbye will be farewell
And you will never see the one you love again
You will never see the one you love again
I have been thinking, what, with my final brain cell
How time grips you, sliming, in its spell
And before you know, goodbye will be farewell
And you will never see the one you love again
And the smiling children tell you that you smell
Well, just look at me
A savage Beast with nothing to sell
And when I die, I want to go to Hell
And that’s when goodbye should be farewell
One day goodbye will be farewell
So grab me while you still can – goodbye
Læste et nekrologlignende skriv i den engelske avis The Independent (http://www.independent.co.uk/arts-entertainment/music/features/rock-art-rip-899779.html), der diskuterer, om hovorvidt pladecoveret er helt færdigt, dødt som udtryksmiddel og selvstændig kunstform. Husker selv de første år med CD’s, hvor svært det forekom at nøjes med den indskrænkede visuelle oplevelse af en så lille plastikbeklædt flade, det format-perfekte LP-cover var blevet overhalet af. Men CD-coveret i al dets tarvelighed synes alligevel nu en design-luksus ved siden af det minimale frimærke, der skal udgøre sig for cover på iPods, når der i stigende grad købes og downloades musik via net. Lad os tage en top-5 over favoritcovers og se om der overhovedet er noget fra de seneste 5-10 år, der har gjort stort indtryk. Denne sides bud følger snart, men først er det jer – top-5 i favoritpladecovers, anyone..?
I dag tog jeg en tur i subway rundt til to meget forskellige og meget spændende cd-forretninger i Toronto.
Sonic Boom er stor, med rigeligt både nyt og brugt inden for cd’er og dvd’er. Nede i kælderen er der – hyldemeter efter hyldemeter af kassettebånd og LP’er i den gode, gamle slags bladre-standere, vi kendte fra forrige århundrede.
Soundscapes er meget mindre, men ufatteligt veludstyret inden for alle genrer (og jeg mener: alle genrer) og et stort udvalg af musik-dvd’er og bøger om musik. Bl.a. faldt jeg over “The Unknown Legends of Rock’n’Roll”, en bog af amerikanske Richie Unterberger med bl.a. et grundigt kapitel om Savage Rose og flere billeder af Annisette – og lige så grundige kapitler om Joe Meek og Wanda Jackson. Men jeg købte den nu ikke.
Her er til gengæld en let annoteret liste over, hvad jeg købte af musik. En ny cd koster mellem 14 og 17 canadiske dollars, og med en kurs på 4,77 er prisen bestemt til at leve med.
The Walkmen – You & Me. Sonic Boom havde det ikke, og ekspedienten vidste ikke, hvornår det kom. Hos Soundscapes vidste de hvorfor – You and Me udsendes først i næste uge her i Canada; det er allerede ude i USA. Den venlige ekspedient i Soundscapes sagde, at jeg godt kunne få ét alligevel og fik sin kollega til at hente et eksemplar ude på lageret. Albummet er slet, slet ikke dårligt – en spidskandidat til årets udgivelse, og det fortjener derfor sit helt eget indlæg, som kommer ved en senere lejlighed.
The Walkmen – “Pussy Cats” Starring The Walkmen. En slags cover-album af et cover-album, nemlig Harry Nilssons album Pussy Cats, der er produceret af John Lennon. The Walkmen er både meget trofaste og originale i deres fortolkninger; mine yndlinge er “Subterranean Homesick Blues”, “Save The Last Dance For Me” og “Loop De Loop”, der minder om E Street Band i partyhumør. En lille perle.
The National – A Skin, A Night. Købt ikke på grund af sejle-op-ad-åen-kameraføringen i filmen, men på grund af The Virginia EP, der følger med.
Neon Neon – Stainless Style. Et samarbejde mellem Gruff Rhys fra Super Furry Animals og hiphop-musikeren Boom Bip. En lidt retro-præget elektronisk lyd skaber et album, der ofte er tæt på at kandidere til titlen som årets pop-album, men hiphop-indslagene er af og til ved at bryde helheden.
Depeche Mode – Some Great Reward. Jeg gafler genudsendelserne af Depeche Mode, når jeg kan finde dem billigt. Dette er hybrid-SACD/DVD-udgaven; videodelen er endda PAL! (Jeg har et multistandard-tv, men alligevel…)
Neko Case & Her Boyfriends – The Virginian. Dét album manglede jeg ganske enkelt. En fremragende sangerinde, som utallige mennesker fejlagtigt kalder canadisk. Men hun boede her engang og er som bekendt med i The New Pornographers. Så hun tilgiver nok sine amerikanske landsmænd deres misforståelse.
Okkervil River – Black Sheep Boy. Et andet album, der manglede. Der kommer forresten nyt fra dem i år – en slags fortsættelse af det mildt sagt slet ikke dårlige The Stage Names.
Hawksley Workman – Between The Beautifuls. Hawksley Workman er en lokal helt, der egentlig hedder Ryan Corrigan. Manden er meget produktiv og alsidig; dette album er udsendt i år, og allerede om få dage er der et nyt et af slagsen på trapperne – dagen efter, jeg er kommet hjem.
The Cowboy Junkies – The Trinity Session. En alvorlig mangel, at jeg aldrig har haft dette album, som er et af 1980ernes bedste og har hørt så mange gange uden for hjemmet . Så nu skulle det være – og hvilket bedre sted end her i deres hjemby?
Martha Wainwright – I Know You’re Married But I Have Feelings Too. Ja, hvorfor ikke købe noget mere “Canadian Content” ?
Conor Oberst – Conor Oberst. Den bævende dreng kommer fra landet nede på den anden side af søen. Han blev fundet under Bright Eyes hos Sonic Boom, der ellers har skilte for ufatteligt mange musiknavne.
Og så gik jeg hjem forbi Ontarios parlament, der ligger i Queens Park:
(Dette sidste nævnte jeg mest for at glæde de, der nu har kæmpet sig igennem et langt indlæg helt uden noget om engelsk fodbold.)
Ikke her, hvor travlhed pisker tiden kort. Så får disse uger ikke omtalt nye plader på siden. Måske ærgeligt, for august har allerede sendt et par interessante i omløb. Som den med hængekøje-billedet, Bright Eyes-frontmanden Conor Oberst’s selvbetitlede solodebut, der på trods af at komme langt rundt sjældent lyder som andet end en ret inspireret udgivelse med….Bright Eyes. Helt galt skal det vel heller aldrig gå for en plade hvis åbningssang hedder ‘Cape Canaveral’. Så er der også den nye fra New York City’s The Walkmen, der med You & Me måske har udgivet et af årets allerbedste albums – mon ikke Webmaster Pastoren snart skriver lidt mere udførligt om den plade? Men lige nu er han væk, afsted, ovre i Toronto, Canada. 10-4, over and kinda out igen herfra.
