…, the one I spent watching you shower.” Et sammenfald af to topklassiske singlers 30-års-runding denne uge. Den 18. august i sensommeren 1978 udkom både Siouxsie & The Banshees’ skarpe debut-7’er ‘Hong Kong Garden’ og ‘Picture This’, Blondie’s forløber for trediealbummet Parallel Lines. Sidstnævnte kan – hvad sangkvalitet, ubesværet tekst og ikonisk cover angår – nærmest stå som selvstændig lærebog i disciplinen fremragende popmusik.
PICTURE THIS
All I want is a room with a view
A sight worth seeing, a vision of you
All I want is a room with view, oh-oh
I will give you my finest hour
The one I spent watching you shower
I will give you my finest hour, oh yeah
All I want is a photo in my wallet
A small remembrance of something more solid
All I want is a picture of you
Picture this – a day in December
Picture this – freezing cold weather
You got clouds on your lids and you’d be on the skids
If it weren’t for your job at the garage
If you could only oh-oh
Picture this – a sky full of thunder
Picture this – my telephone number
One and one is what I’m telling you, oh yeah
All I want is 20-20 vision
A total portrait with no omissions
All I want is a vision of you, oh-oh
If you can picture this – a day in December
Picture this – freezing cold weather
You got clouds on your lids and you’d be on the skids
If it weren’t for your job at the garage
If you could only oh-oh
Picture this – a sky full of thunder
Picture this – my telephone number
One and one is what I’m telling you
Get a pocket computer
Try to do what you used to do yeah
Ja, undskyld os! Men billedet er så tankevækkende, vi ikke ku’ lade være med at bringe denne Otto-stop-post.
OTTO
Everybody gotta go, Otto
Everybody gotta go, Otto
Everybody wants to know Otto
Tried to come over here
Thought I might give her, give her a call
Tried to phone my baby, give her a call
But Otto, he went crazy
He ripped the phone right off the wall
Både jeg selv og Pastorinden så og hørte The National på Train i går, og det var ingenlunde nogen skuffelse. The National var ikke dårlige, da jeg var til deres koncert nr. 2 i København tilbage i efteråret, og nu var det på ingen måde blevet værre – tværtimod.
Særligt bemærkede jeg hvor fint dynamikken i arrangementer blev udnyttet – især i numre som “Baby We’ll Be Fine” og “All The Wine”, der langsomt arbejdede sig op, men også i det allersidste nummer, “About Today”. Der er noget (i ordets bedste forstand) stadionagtigt over denne trappedynamik og intensitet.
(Det er for mig interessant, at amerikanske musikere som The National og The Walkmen kan være så tydeligt inspireret af dette udtryks ophavsmænd, nemlig de med rette noget uglesete U2, uden at de af den grund falder i selvhøjtidelighedens syrebad, men derimod laver noget musik, jeg holder endog temmelig meget af.)
Jeg vil heller ikke undlade at bemærke, at Padma Newsome på strygere og tangenter er gruppens fuldgyldige pendant til selveste Henrik Hall!
Blandt publikum var der (hvis man skal tro, hvad man læser) personer, der læser denne blog, men ingen af dem kunne jeg genkende. Til gengæld så jeg Johannes Andersen, der var draget sydpå i dagens anledning. Vi havde engang samme guitarlærer.
I wanna tell you
I’ve always wanted to tell you
But I never had the chance to say
What I feel in my heart from the beginning til my dying day
I was fifteen, sixteen maybe
In the park I was waving my arms
You waved this way
And you sang the song I was screaming
I wanted you to
Another time was in South Carolina
It’s always been the third encore
Whose wind came roaring in
Can you tell me who were you singing for
Oh my God, can you tell me who you were singing to
A phone call from your New York City office
You were supposedly asking to see me
And how I wanted to tell you
That I was just only four hundred miles away
Who could believe that you were calling I was in DC
I was four hundred miles behind
Backstage pass in my hand
Giving you my heart was my plan I wish I could tell you
My chance
In the middle of the stadium in Paris, France
Can I finally tell you
Can I finally tell you
To be my man?
April in Paris, can I see you?
Can you please be my man?
Endte lidt tilfældigt i Vega for nogle timer siden, efter en smittende seks-stjernet anmeldelse i Berlingske, lige til starten på den anden aften dér med The National. Et vildt, medrivende og uforudsigeligt show med dette ret upåagtede men topskarpe New York-band blev det. Faktisk en endnu større oplevelse, end den berygtede på Christiania for to-tre sæsoner siden. Næsten ingen kan måle sig med dem lige nu, så jer i Århus, søg ned på Train, hvor The National kaster perlerne i aften. Nok sagt.
Denne sang – med eftertrykkelige versioner indspillet af både The Heartbreakers og The Ramones – lægger ialfald et godt ord ind for heftig doping, så helt elitesportsfjern kan den ikke være. Hurtigere, højere, stærkere!
CHINESE ROCKS
Somebody called me on the phone
They said hey-hey, is Dee Dee home
Do you wanna take a walk
Do ya wanna go and cop
Do ya wanna go get some chinese rocks?
I’m living on chinese rocks
All my best things are in hock
I’m living on chinese rocks
Everything is in the pawn shop
The plaster’s falling off the wall
My girlfriend’s crying in the shower stall
It’s hot as a bitch
I shoulda been rich
But I’m just diggin this chinese ditch
I’m living on chinese rocks
All my best things are in hock
I’m living on chinese rocks
Everything is in the pawn shop
I vistnok 1987 overværede denne side bandets udenfor-Oklahoma-livedebut i et lille men alligevel mere end halvtomt telt på Roskilde. Der var små voodoo-dukker cementeret fast på elektriske guitarer og sangtekster a la “I want my own planet / the human race – I can’t stand it” tilsat vild musik, fra deres tidlige plade med et coverbillede af et hestekranie dækket i spaghetti og æggeblommer. Yep, det har været en lang og mærkelig rejse for The Flaming Lips, der i aften spiller, nu som en slags syrede undergrunds-showstjerner, på Plænen i Tivoli. Ved ikke om der er stor grund til at dukke op, da lyden i Tivoli altid er kriminelt lav. Og forsanger Wayne Coyne iført kaninører og kæmpeballon er naturligvis bedst i følgeskab med hørbar Flaming Lips-musik.
En flyer fra back then i New York City. Television og Talking Heads på samme aften. Eller The Ramones og Blondie OG Talking Heads. Hvordan pokker mon et band ved navn Hambone Sweets lød? Opfind snart den tidsmaskine, please!
No business like showbusiness. Glade popange til enhver lejlighed. Her en fra Cleveland, Ohio’s Pere Ubu:
30 SECONDS OVER TOKYO
Flew off early in the haze of dawn
In a metal dragon locked in time,
Skimming waves of an underground sea
In some kind of a dream world fantasy
Sun a hot circle on a canopy,
’25 a racing blot on a bright green sea
Ahead the dim blur of an alien land,
Time to give ourselves to strange gods’ hands
Dark flak spiders bursting in the sky,
Reaching twisted claws on every side
No place to run,
No place to hide,
No turning back on a suicide ride
Toy city streets crawling through my sights,
Sprouting clumps of mushrooms like a world surreal
This dream won’t ever seem to end,
And time seems like it’ll never begin
30 seconds,
And a one way ride
30 seconds,
And no place to hide
30 seconds over Tokyo
…for Iggy Pop og hans stakkels The Stooges. I går fik bandet en varevogn med dets gear stjålet i Montreal, Quebec, Canada. Så nedenstående er ikke noget modernistisk manifest, men en liste over alt det bortkomne. Hvem troede simpel musik ikke krævede meget udstyr at fremføre!? Bemærk iøvrigt, de nådesløse tyveknægte også tog The Stooges’ painkillers…
Red roadcase containing:
Red Gibson 1963 EB-3 bass (this is mike watt’s bass!) USA No serial number
Black roadcase containing:r
Reverend Flying V guitar – Volcano black USA #08001
Black roadcase containing:
Reverend Orange guitar USA 03416 ZSL7
Black fibre case containg:
Gibson red SG short scale bass USA No serial number
Black roadcase containing:
Marshall Vintage/Modern Amplifier UK M-2007-07-0926-2 RoHS
Black roadcase containing:
Marshall Vintage/Modern Amplifier UK M-2007-07-0927-2 RoHS
4x Marshall 4×12 Cabinets (with Tuki cover) UK #1 Slant: M-2007-05-0149-0
4x Marshall 4×12 Cabinets (with Tuki cover) UK #2 Straight: M-2006-49-0380-0
4x Marshall 4×12 Cabinets (with Tuki cover) UK #3 Slant: M-2007-05-0150-0
4x Marshall 4×12 Cabinets (with Tuki cover) UK #4 Straight: M-2006-49-0381-0
Orange Calzone road case containing:
Guitar pedal board and pedals USA/Japan No serial number
Assorted leads USA/UK No serial number
2x mic stands Germany No serial number
Assorted strings and spares USA No serial number
plus:
2x Boss TU2 Chromatic Tuner
Boss CH1 Super Chorus
Fulltone OCD Overdrive
Crybaby Wah
Peterson Strobo-Stomp Tuner Pedal
Whirlwind A/B Boxes
Whirlwind Cable Tester
and many many istrument cables
various tools ( screwdrivers, soldering iron, pliers, etc… )
tambourine and maracas
Cardboard box containing:
Assorted replacement drum heads USA No serial number
Gretsch Silver Sparkle Catalina drum kit USA No serial number
26″ Kick Drum No serial number
13″ Rack Tom No serial number
18″ Floor Tom No serial number
4x Cymbal Stands No serial number
1x Snare Stand No serial number
1x Hi Hat Stand No serial number
1x Drum Throne No serial number
Eden D810 Bass cabinet USA D810RP4 0703E5001
Eden D810 Bass cabinet USA D810RP4 0703E5002
Cardboard box containg:
Eden VT300 Bass amplifier USA 0601E5115
Cardboard box containg:
Eden VT300 Bass amplifier USA 0507E5033
Floor Fan CHINA No serial number
Floor Fan CHINA No serial number
Green clamshell suitcase containing:
Yamaha snare drum JAPAN No serial number
Yahama kick pedal JAPAN No serial number
Zildjian Mega Bell cymbal USA No serial number
Zildjian 15″ Hi-Hats USA No serial number
3x Zildjian 18″ 19″ 20″ crash medium cymbals USA No serial number
Brown Epiphone guitar case:
Black Epiphone EB3 short scale bass KOREA F300503
1 x Wheeled Black Pelican case (50cm x 28cm x 20cm) containing :
A selection of microphones and microphone accessories, most of which are in separately labeled black pouches. All of the microphones are of Shure manufacture, also a BSS DI box. Inside the Pelican case there is also a Ferrari pencil case containing an iPod, iPod accessories, various small cables and adaptors, a Leatherman Charge, a Stooges AAA tour laminate, some pain killers, some sharpies, some electrical tape, some business cards (Mr Rik Hart). Within the case there is also a big pair of Sony headphones (model MDR7506) with a long curly cable and three very long XLR to XLR mic cables. Here’s a more specific list of the microphones :
2 x SM91
5 x SM98
2 x B98
2 x SM81
2 x KSM32
1 x KSM27
2 x B52
3 x SM57
8 x SM58
1 x BSS AR-133 DI Box
(all manufactured by Shure)
Tidligere i år varslede Jens, at You and Me, det nye album med The Walkmen var på vej. Nu sidder jeg og lytter til det, selv om det officielt først udkommer d. 19. ds. – ja, skæbnens veje er uransagelige. Og ved I hvad? Det lader til, at det overhovedet ikke er noget dårligt album. MIn sædvanlige frække bemærkning er, at The Walkmen laver nogle gode U2-albums – sanger Hamilton Leithauser kan minde om Bono. Men lad jer nu ikke stoppe af den grund. Det skulle ikke undre mig, om You and Me viser sig at være et af de uomgængelige albums fra i år.
Det er også i dag, jeg har fundet frem til det nye album med Paul Westerberg. Titlen er 49:00; og albummet findes i form af én stor MP3-fil, der kun kan købes via Amazon og dét kun, hvis man er bosiddende i USA. Så jeg har været nødt til at skaffe albummet på anden vis. Titlen henviser dels til prisen på 49 cents, dels til Paul Westerbergs alder efter hans næste fødselsdag. Albummet varer derimod ikke 49 minutter. Hvad hedder sangene? Jeg ved det ikke; der er ikke oplyst nogen tracklist.
Det nye album er slasket på samme måde som Stereo/Mono (og i modsætning til sangene fra Open Season-tegnefilmen). Der er tøfrock med sjasketrommer og der er fine ballader, men denne gang er der ufuldstændige numre og af og til endog numre, der er delvist oveni hinanden. Nogle gange ledes tankerne hen på Guided By Voices og Robert Pollards leg med ufuldstændigheden på et album som Bee Thousand. Jeg vil sige, at 49:00 er, hvad man på engelsk ville kalde “an acquired taste”.
Hvilken forunderlig lang vej ud, bort og op, for aldrig at komme levende tilbage. Smart ingen her har brugt sommeren himmelhøjt oppe på K2, ved grænsen mellem Pakistan og Kina. Tog selv et langt mindre dramatisk sted hen, blev der så længe, tiden gik absolut istå. En fortabelse i den anderledes ekstremsport, der hedder tankeopløsning.
Tilbage her, skal sommerens 5-6 mest benyttede plader gerne nævnes:
Gun Club – Miami
The Last Shadow Puppets – The Age Of The Understatement
The Blackeyed Susans – Dedicated To The Ones We Love
Bob Dylan – John Wesley Harding
PJ Harvey – Is This Desire?
The Felice Brothers – The Felice Brothers
Går nu imod demoindspilninger af nye sange/numre/skitser/whatever, så frygt ikke den store web-aktivitet herfra. Måske min Webmaster Pastor ovre i Nørresundby råder bod på det. Velkommen tilbage fra sommer her på siden ialfald!
Af og til sker det, at jeg opdager et band ret sent. Seneste eksempel er amerikanske My Morning Jacket. Men nu har jeg fået fat i deres nyeste album, Evil Urges. Gruppens navnet signalerer noget lidt skokiggende, forsiden og titlen på det nye album til gengæld vel nærmest gotisk metal.
Musikken er hverken skokigger eller metal, men derimod en eklektisk rejse, hvor de velskrevne sange henviser til de seneste årtiers rockhistorie.
Jeg bliver mere og mere overbevist om at mange nyere musiknavne ikke lider af stilforvirring, men bare ikke vil sættes i bås. Santogold, som jeg nævnte i et tidligere indlæg, vil både lave ska, hip-hop og Blondie-agtig pop-rock; My Morning Jacket trækker også på flere dele af spektret. Et nummer som “Highly Suspicious” lyder som Prince, “Thank You Too!” minder mig om John Lennon (eller er det Neil Finn?) i det bløde hjørne, “Sec Walkin” er Glen Campbell op ad dage og “Remnants” er power-pop á la Posies og Redd Kross (der selv minder ikke så lidt om Lennon i det hårdere hjørne).
Hvis der er en gennemgående åre i Evil Urges, må det være country-musikken, der på balladerne stikker hovedet klarest frem. På denne måde minder My Morning Jacket vel lidt om Velvet Crush, der også har ladet power-pop og country-rock bo i samme musikalske univers.
Ved ikke hvad der er mest uventet – at New York City’s frostboxkølige og suveræne rockæstetikere Interpol har sommertour-premiere i Århus, eller at der endnu ikke kan meldes udsolgt til begivenheden tirsdag aften på Train.
Må være lidt ærgeligt for festivalarrangørerne i Roskilde, der vel ret beset nemt kunne bruge flere regulære hovednavne fra på torsdag, at se et så logisk bud på et sådanne spille så tæt forbi. For os andre giver det til gengæld mulighed for oplevelse af ofte knivskarpe Interpol helt på bandets egne indendørs-præmisser, hvorfor det bør kunne blive en stor aften i 8000C.
