Som nogle måske har bemærket, kan man ikke regne med at se nye daglige indlæg i bloggen i det næste stykke tid; ferien har også ramt denne blogs forfattere med nedsat aktivitet som følge.
Et enkelt lyttetip: Den amerikanske country-rock-gruppe Richmond Fontaine er omsider ved at blive opdaget af et større publikum. Deres album Post To Wire er netop blevet genudsendt, og det er værd at høre.
Jeg hører for tiden debutalbummet med LCD Soundsystem en hel del. LCD Soundsystem er endnu en “gruppe”, der egentlig er skalkeskjul for en solist med hjemmestudie, i dette tilfælde amerikaneren James Murphy. Hans debutalbum, også kaldet LCD Soundsystem, er inspireret af lidt af hvert. Hittet er “Daft Punk Is Playing At My House”, der er en 1-akkorders-sang, der ikke lyder som Daft Punk, men derimod som tidlig Talking Heads. Andre steder er der mindelser om The Fall (James Murphy kan lyde lidt som Mark E. Smith af og til) og New Order. Tilmed er der et nummer som ikke ville virke malplaceret på The Beatles’ hvide album.
For tiden er det hip at være firseragtig, men der er tale om andet og mere end bare end endnu én, der hopper med på en trend. Det er faktisk et album, der er værd at høre. Og så er der den samme tørre humor som vi kender fra f.eks. Talking Heads.
Det er m.a.o. ikke alle, der kommer fra USA, der er lige træls.
4. juli er dagen hvor USA hvert år fejrer sig selv og mindes det ideal om frihed som nationen er bygget på. Men som tingene er nu for et efterhånden mere og mere verdensforhadt USA, med en FN-ulovlig krig i Irak, åbenlys tilsidesættelse af menneskerettigheder og W. Bush/Rumsfeld-klanen solidt ved roret, kan man vel godt mene, at der ikke er ikke er så fandens meget at holde fest for.
Så hellere nøjes med at kippe med Stars & Stripes for d. 4. juli 1976, hvor New York’s egne Ramones for første gang spillede her i Europa. Det var på The Roundhouse i London, hvor Da Brudders spillede support for siden glemte Flamin’ Groovies og dermed kickstartede punk rock-scenen i England med en nu legendarisk koncert. Både Sex Pistols og The Clash var der blandt publikum, den aften for længe siden…
…på Drømmenes Roskilde Festival.
Det bliver en lang nat på Roskilde! Umiddelbart efter Elvis opfører Marvin Gaye på Orange Scene hele What’s Going On, dedikeret til George Bush (der får tilsendt en kopi af teksterne til nærlæsning). Ud på de små timer spiller The Beatles Revolver i sin helhed. Sætlisten afslører at Paperback Writer og Rain vil være ekstranumre.
Overvældende succés i går har gjort at man her til formiddag har lyn-booket til endnu en aften. Ladies & gents, the line up for tonight:
Orange Scene – kl. 20: The Motown Soul Revue feat. Four Tops and The Supremes, kl. 22: The Clash, kl. 00: Elvis Presley & The American Studio Band
Odeon – kl. 21: Gun Club, kl. 23: Hank Williams & The Drifting Cowboys, kl. 01: Sods
Arena – kl. 22: The Smashing Pumpkins, kl. 00: The Phil Spector Orchestra feat. John Lennon and Leonard Cohen, kl. 02: Depeche Mode feat. Alan Wilder
Det synes ret nemt at være festivalarrangør…
Nogle af jer heftige friluftstyper er sikkert på Dyrskuepladsen lige nu ved at gøre klar til Velvet Guns Without Roses, Kent og den slags.
Andre som er zoomet ind på den helt nye festival med ovennævnte navn, kan istedet glædes over det program til første aftens 3 scener, der nu endelig ligger helt fast:
Orange scene – kl. 20: Ramones, kl.22: The Smiths, kl. 00: Bob Marley & The Wailers
Odeon – kl. 21: Serge Gainsbourg, kl. 23: Jeff Buckley, kl. 01: Kliché
Arena – kl. 22: The Ronettes, kl. 00: Johnny Cash & The Heartbreakers, kl. 02: Joy Division
Der er såvidt vides endnu billetter…
Sidder her og prøver forgæves at sidde stille til Kink med Anders Trentemøller. Hør ham på Roskilde snart – og på Mikael Simpsons De Ti Skud, hvor han medvirker på flere numre. Kink er forresten (ud over at være en 12-tommer) at finde i cd’en, der følger med det nyenummer af Soundvenue, som har et interview med Jens (og en noget forbeholden anmeldelse af Vejen hjem fra rocknroll).
Også på Roskilde kan man opleve Four Tet alias Kieran Hebden, der for nylig har udsendt et meget interessant album, Everything Ecstatic, hvor han (som på forgængeren Rounds) klipper og klistrer samples af akustiske instrumenter til forbløffende numre. Formelt set er det techno, reelt kan man ikke rigtig genrebestemme hans musik.
To interessante beviser på at der trods altkan komme noget fornuftigt ud af at eje en Windows-pc…
Sanchez og jeg kørte afsted fra København i regnvejr lørdag frokost, og vi havde tanket helt op med benzin, og vi havde købt en kæmpeæske saudiarabiske banancremekiks og noget svensk pærecider, og vi skulle først hente Beatbox’ Don King alias Peter Sørensen et fjernt sted ude i nærheden af Kalundborg, og med ham kørte vi ind i vedvarende solskin et stykke ude på Sjællands Odde, og vi fik os nogle store men for gustne rejemadder på katamaranen til Århus Havn, og derfra mens vi speedede op igen hørte vi først rockabilly-kasettebånd og siden Bob Marley, og da vi kom til Forum Horsens City parkerede vi den røde bil lige bagved scenen hvor R.E.M. var igang med lydprøve, og vi løb hurtigt ind i Mew der lå henslængt i solens varme, og vi sagde mange tak til dem for billetterne vi havde fået, og spillede fodbold i en tilstødende håndboldhal så sveden sprang, og der var stor buffet med laks på spyd og mexicanske pandekager og risretter og friske salater og isafkølede drikkevarer, og vi stod oppe på siden af scenen mens Mew spillede en rigtig fin koncert, og deroppe hilste vi på Michael Stipe’s forældre, og Stipe selv var der også for at høre Mew som han er vild med, og en halv time efter var vi helt ude foran da R.E.M. gik igang, og det var en underlig koncert for den startede fantastisk, blev så i midten noget rodet og ufokuseret, men sluttede heldigvis tilbage i top, og udover sangene Bad Day og Nightswimming var de bedste øjeblikke nok den majestætiske udgave af Leaving New York og så en hypervital Imitation Of Life, og selvom det hele var positivt fik vi også en lidt sær fornemmelse af at R.E.M. som personer måske ikke er helt 100% i sync, hvilket blev underbygget når man så de 3 sci-fi-dobbeltdækkerliners som bare Stipe, Buck og Mills rejser seperat i, men tilsidst under koncerten, da den jyske aftenhimmel endelig stod så mørkeblå at lysene fra scenen kunne gå til angreb, blev den slags bekymringer glemt, og bagefter Horsens-folkets og vores egen sidste R.E.M.-hyldest fandt vi os selv med ryggen mod muren i et lille men menneskefyldt, røgelseslugtende omklædningsrum, hvor Stipe havde tørret krigsmalingen af og nu holdt en gul klud mod sin ene tinding som havde han slået sig, og vi besluttede os for at her havde vi egentlig intet at gøre, og sagde farvel, god vind til Bo, Jonas, Silas, Johan & Pernille og forsvandt ud i den smukke sommernat, og bilen stod endnu der bag scenen hvor vi tidligere havde efterladt den, og da Horsens City lidt senere lå bag os kørte vi mod månen der hang tung og lavt, og vi havde masser af slik og musik til at holde os vågne, og vi havde måske et enkelt stop på en tankstation i Nyborg, og over Sjælland begyndte det så småt at blive lyst i nordøst, og vi var nu trætte og skulle kæmpe for at holde os som vågne, og da asfalten endelig førte os helt ind til København havde vi støv i halsen og næsten ikke flere ord at dele, og både R.E.M. og Horsens City syntes allerede flere verdener væk, og natten var da så godt som forbi, og vi missede morgenlys med øjne, som var det hele noget vi havde drømt.
Vil ikke tale dårligt om Springsteen. For han er en forbilledlig figur. Koncerten i går var da heller ikke ringe, slet ikke. Og enhver der som han kan trænge ned gennem Forum’s hæslige stolekoncert-omgivelser og få 6.000.mennesker til at være musestille (!) i mere end 2 timer fortjener al respekt.
Så vil ikke nævne her at tankerne for ofte fløj bort fra de tålmodighedskrævende sange, bort fra Forums fantomdyre og rottepis-smagende fadøl, ja selv bort fra et hurtigt voksende savn efter at høre manden på scenen sige farvel til “unplugged” og goddag til min fulde opmærksomhed.
Vil blot sige at aftenens finale, en coverversion af Suicide-nummeret “Dream Baby, Dream”, var fan-tas-tisk og det hele værd. Akkompagneret af trædeorgel og synthesizer, med mantralignende melodisløjfe sunget indtrængende i stigende desperation. Her var vi endelig alle sammen!
Da Bruce var ung sang han om at køre væk. Han havde endda et band der lød som en bil i fuld fart. De turnerede verden sammen og fik mange venner overalt hvor de kom frem. For Bruce var en sympatisk fyr, en enestående sanger, og mange piger fik som stik i hjertet når de så ham.
Men så skete noget. Bruce var ikke længere den samme ubekymrede sjæl. Mere populær end nogensinde ja, men nu med en mekanik i de bevægelser der før syntes så naturlige. Han var blevet trist indeni og gjorde også hele sit E Street Band meget kede af det ved at sige farvel til dem. For hvem skulle de nu spille rocknroll med? Og hvad skulle de dog lave? Bruce gik væk, alene i mørket.
Men heldigvis faldt han dér for en rødhåret pige, og det var nok hende der fik ham til at slappe af og være sig selv igen. Så godt fik han det, at han atter samlede sine gamle venner fra bandet til mere fest på lyse scener. Det var de meget tilfredse med, selvom de nu alle var blevet voksne mænd og havde familier at se til. Folk kom langvejs fra for at opleve dem og alle havde det sjovt.
Så gav Bruce bandet et velfortjent hvil og udgav selv en plade imens. Den brød så mange folk sig om, at han helt alene tog ud for at spille den i mange af de forskellige nationer, som de kom fra. Den 22. juni kl 20.00. var Bruce nået til et lille land der hed Danmark. Det skulle nok blive stort det her, tænkte han…
Hvilken sensation: Et spændende og seriøst primetime-program på dansk TV om moderne musik.
Det er iaften på DR2 kl. 20.30. – hedder “Da punk kom til Danmark”.
Sidder her og lytter til Cold Roses, det nye album med amerikanske Ryan Adams. Adams startede karrieren i Whiskeytown, der til sidst gik i opløsning (formodentlig i whisky). Whiskeytown var country-rock (med tryk på country), når det er bedst. Nogle helt fænomenale ballader var der især.
Solokarrieren har været mere broget. En overgang var jeg nervøs for at Ryan Adams havde mistet inspirationen, for han var blevet lige lovlig glad for ligegyldig tøfrock. Kulminationen var U2-plagiatet Rock’n’roll, der må have været et bestillingsarbejde.
Men så kom den lavmælte Love Is Hell, og nu er Ryan Adams for alvor vendt tilbage til den countrymusik, han ubestridt er bedst til. Cold Roses er en rigtig band-plade med bl.a. den fænomenale Cindy Cashdollar (ja, det hedder hun) på steelguitar og dobro. Og gode sange!
Pastoren har oprettet en kategori der hedder “rocknroll”. Her er meningen at han og jeg kan stille ind på ny såvel som ældre musik. Og at I selvfølgelig kan give jeres b7 med, samt berige os alle med lovprisninger af de udgivelser og koncerter, som er noget helt specielt for jer.
Men lad mig kickstarte med at anbefale en ganske anden dansk plade end Vejen hjem fra rocknroll, nemlig nordjyske Figurines’ sophomore-album Skeletons. Henrik Hall og jeg så dem da de supportede Nephew sidste år, hvor intet den aften varslede om at det unge band ville kunne komme op med så sjældent fin en udgivelse som tilfældet er.
For Skeletons er en drøm af en indie-plade. Fra hurtige kantede numre, som både kan deres Pixies- og Bulit To Spill-americana – men heldigvis også så meget mere – til smukke åbne sange med klaver, harmoni og særegen skønhed. Fedt at høre et dansk band lykkes så overbevisende med at tage afsted mod himlen. Tjek dem endelig ud!
Go Figurines, go!!!