Kategoriarkiv: Turnéliv

Lukket november

I dag for en måned siden udkom det nye LS-album Levende Mænd I Døde Forhold. Ugen efter startede den turné oppe i Thisted, som bragte igennem Viborg, Vejle, Aalborg, Aarhus, København, Samsø, Esbjerg, Kolding, Herning, Odense, Roskilde, Køge til afslutningen i Birkerød her lørdag aften. Tak som fanden til alle jer der kom ud, delte aftener og tog så fornemt mod de nye sange! Førstetrykket af albummet, der stadig ligger på vinylhitlistens top-10, er nu helt udsolgt fra vores pladeselskab. Et andet oplag – uden bonussingle, men til gengæld i ‘crystal clear’-gennemsigtig vinyl – meldes klar sidst i november. Mange spørger på flere koncerter, og jo, anden del af LMIDF-touren er planlagt og sendes afsted i marts til næste år. Vi vil da komme forbi velkendte LS-steder som Train i Aarhus, Viften i Rødovre og Store Vega i København, men glæder os så sandelig også til scener, vi endnu aldrig har spillet ud fra: Rockklubben The Tivoli nede i havnen i svenske Helsingborg, Kosmorama i Bramming, 18B i Harboøre, Maschinenhaus på Kulturbrauerei i Berlin’s Prenzlauerberg, og selveste Hvalsø Kulturhus. Tak for nu, en fornøjelse – vi ser frem!  https://gig.to/LS22

En dag til…

Sidste dag inden det nye Love Shop-album udkommer. Nogle af jer vil allerede høre og få det med fra Bremen torsdag aften, hvor Jens U stiller op til samtale med Politikens Erik Jensen om albummet, samt altså et fælles koncentreret lyt på det. Dagen i dag markerer samtidig kun en uge til Love Shop’s første tour i snart to år begynder. Til højre ses byerne, datoerne og aftenerne landet rundt. Vi ser frem!

Ståaldrigstill!

Vi må tale alvor et øjeblik her. Det drejer sig om Thåström, der udsender ny single senere denne måned. Da den – sam nyt album til november, samt tour næste år – blev annonceret for to uger siden meldte Ulf “Rockis” Ivarsson, den perfekte bassist i Thåström’s band ud, han ikke længere er med, og siden august sidste år har forladt alt, der har med Thåström at gøre. Ovenpå den nyhed begyndte snakken straks at gå bekymret blandt Thåström-tilhængere i Sverige. For netop det bands besætning har i grænselandet mellem elektronik og rocknroll spillet med så velgørende en skarphed, at logikken ikke ønsker det som fortid. Men fortid er det, for siden her erfarer fra nærmeste hold, hele bandet definitivt er opløst og ikke længere kommer til at spille med Thåström. Men hvem spiller så på den nye plade og kommende tour? Visse stemmer tror, tiden er kommet til en akustisk solo-Thåström. Men så ville enorme haller som Avicii Arena (SHLM) og Scandinavium (GBG) aldrig være blevet hyret ind. Andre håber på, at Thåström’s venner i The Hellacopters er blevet kontaktet. De spillede en svensk vise bag ham på svensk TV først på året, og selvom det var nok så fint, fortalte den performance dog også, at et retro-marineret rocknrollband som dem ikke har snittet til Mesteren, der under mottoet ‘stå aldrig still’ har kigget anderledes fremad lige siden dag 1 i Ebba Grön. Tourplakaten bærer et sort/hvidt-billede fra 60’erne af en synligt livstræt svensk klovn, hvilket giver næring til endnu en teori nu, nemlig at Dom Som Skiner vil være en Weimar-tysk-inspireret cabaretplade med afsæt i samme tradition som Imperiet’s ‘Kanonsång’ og hans egen ‘Ingen Sjunger Blues Som Jeffrey Lee Pierce’. En sidste luftet teori går på, at Thåström, der bruger meget af sin tid i Berlin, denne gang har et band af udenlandske musikere omkring sig. Kun én ting synes sikker udfra alt dette: Thåström singleudgivelse 24. september, hans første nye materiale i fire år, imødeses nu bredt med om muligt endnu mere spænding end da først annonceret. Mens der ventes, så nyd her Thåström og hans nu forgangne band en iskold aften i Västerås, november 2017, en af deres sidste og nok mest uforglemmelige sammen…

Thåström kører igen

Okay, det her er fakta: Sidst Thåström optrådte live bliver næste weekend tre år siden, da han lukkede koncerterne for Centralmassivet (2017) ned en sensommeraften på Gröna Lund i Stockholm. Netop i dag er billetter blevet sat i salg til en ny stor tour, der kører 17 aftener i marts, april og maj til næste år. Touren hedder Dom Som Skiner Turné 2022 og tager sit udgangspunkt i det nye album, der meldes udgivelse på til november. Dog fåes allerede 24. september en forsmag i form af albummets første og endnu unavngivne single. Stil, produktion og mandskab? Ikke meget står klart endnu, kun at Ulf “Rockis” Ivarsson, Thåström’s faste kraftværk af en bassist, samt producer på tre af hans seneste fire albums, har trukket sig fra ‘alt som har med Thåström at gøre’, som Rockis selv udtrykker det. Og Danmark? Jo, torsdag d. 19 maj i Den Grå Hal på Christiania i København. Der er meget at se frem til. Her er hele tourplanen:

18. marts – Fyrishov, Uppsala 
19. marts – Saab Arena, Linköping
25. marts – KalmarSalen, Kalmar
26. marts – Brinova Arena, Karlskrona 
1. april – Värmekyrkan, Norrköping
2. april – Conventum, Örebro 
8. april – Nöjesfabriken, Karlstad 
9. april – Huskvarna Folkets Park, Huskvarna
22. april – Västerås Arena, Västerås
23. april – Magasinet, Falun
29. april – Väven, Umeå 
30. april – Sara Kulturhus, Skellefteå 
6. maj – Scandinavium, Göteborg 
7. maj – Spektrum, Oslo
19. maj – Den Grå Hal, København
20. maj – Malmö Arena, Malmö 
21. maj – Avicii Arena, Stockholm

Kinoclubbing

29 maj 1978 spiller Iggy Pop på Det Ny Teater, Gl. Kongevej i København, endda med danske Sods som support. De næste to aftener er han i Kant Kino i det indelukkede Vestberlin, der året før har givet ham evigt kunstnerisk liv i form af de Bowie-støbte mesteralbums The Idiot og Lust For Life. Har aldrig set denne plakat fra de vestberlinske aftener før, men fin ser den ud…

Too late to be late again…

Tænk at man engang for helt almindelige penge kunne købe billet til en aften på Frederiksberg med David Bowie, hans verdensklasse-band, og deres fælles Station to Station-tour. Ja, måske endda forkæle sig selv til to aftener i tourens skarpe hvide lys i Falkoner. I dag er bare tanken derom det stof, kun de bedste drømme er gjort af. Det er hvad stor musik kan; her i dag, så konkret ligefrem, i morgen langt borte, nærmest uvirkelig, men forankret i hjertet som noget mytisk større end i live. Ved gud, hvor vi savner rigtige koncerter.

Panic room i Salford

Længe før Morrissey bliver højrenational immigrant, før ellers så ufejlbarlige Johnny Marr lærer at spille slideguitar uden at strejfe de falske mellemtoner, og før deres fælles kærlighedsbarn The Smiths brænder op i en mediesky af stress og dysfunktionelt støj, ja, da udkommer bands stadig med ny musik om sommeren. I dag for 35 år siden singleudsender The Smiths således ‘Panic’. Kun fem uger efter albumudgivelsen af The Queen Is Dead (1986) er Morrissey, Marr, Andy Rourke og Mike Joyce klar med denne helt nye sang, hvor outsider-idolerne fra Manchester ovenpå et T. Rex-lånt glam-riff opfordrer til afbrænding af tidens ifølge Morrissey så håbløst overfladiske DJ’s. Sjov eller alvor? Lige meget begge dele, og den tvetydighed er vel netop styrken ved dette band, et af de helt store i den britiske rockhistorie. Aftenen før udgivelsen spiller The Smiths hjemmebane-koncert på universitet i Salford. Første titel på setlisten er den nye single, som ingen endnu har hørt…

The Music Machine

Sommer, slut-juli 1978: The Clash spiller fire London-aftener i træk på The Music Machine, få hundrede meter fra deres Rehearsal Rehearsals-hovedkvarter. Support på alle aftener er New York City-elektroduoen Suicide, samt et nyt band fra Coventry, der hedder The Specials. Setlisten disse aftener er præget af de seneste tre singler ‘Complete Control, ‘Clash City Rockers’, sommerens buzz, ‘White Man (In Hammersmith Palais), samt numre, der snart vil kunne høres på vinterens nye Clash-album Give Em Enough Rope. Man skulle have været der.

  • Complete Control
  • Tommy Gun
  • Cheapskates
  • Jail Guitar Doors
  • Drug-Stabbing Time
  • Clash City Rockers
  • (White Man) In Hammersmith Palais
  • Capital Radio
  • Stay Free
  • Police and Thieves / Blitzkrieg Bop
  • English Civil War
  • Safe European Home
  • What’s My Name
  • London’s Burning
  • Garageland
  • I’m So Bored With the U.S.A.
  • Janie Jones
  • White Riot

LS kommer ud!

Fra fredag 9. april kl. 10.00 – er billetter i salg via spillestedernes hjemmesider. Vi ser frem!

Bemærk at Thisted er tilkommet Love Shop’s nye tour til efteråret. Hele køreplanen kan ses herunder. Billetter er sat i salg via spillestedernes hjemmesider. Vi ser frem!

07.10 THISTED MUSIKTEATER. Thisted
08.10 PALETTEN. Viborg
09.10 BYGNINGEN. Vejle
14.10 SKRÅEN I NORDKRAFT. Aalborg
15.10 TRAIN. Aarhus
16.10 STORE VEGA. København
19.10 BRUNDBY ROCKHOTEL. Samsø
20.10 TOBAKKEN. Esbjerg
21.10 GODSET. Kolding
22.10 FERMATEN. Herning
23.10 POSTEN. Odense
28.10 GIMLE. Roskilde
29.10 TEATERBYGNINGEN. Køge
30.10 MANTZIUSGÅRDEN. Birkerød