Så kom de igang i England og som næsten forudsagt gik ikke meget som forudsagt; ‘Usammenspillede’ Liverpool så skarpe ud i den for snævre 2-1-åbningssejr ude over Villa, ‘kedelige’ Chelsea spillede med hele 4 angribere, ‘underpræsterende’ Newcastle United fører ligaen, og ‘top-lovende’ Tottenham skuffede fælt, tabte mod Sunderland uden at score, og ligger pt. #18. Der er 37 runder endnu!
Onsdag eftermiddag skal Liverpool i kamp igen, i Champions League-kvalifikation i Toulouse. Johan Elmanders klub fik en overraskende 3. plads hjem i den franske liga før sommeren, og er derfor for første gang indenfor omkring denne turnering. Toulouse FC slog her i weekenden mestrene fra Lyon, hvilket fortæller, det ikke er nogen walkover mod holdet i lilla. Kamptidspunktet onsdag gør heller ikke udfordringen mindre. For grundet fuldt aftenprogram i den franske liga, er denne kamp TV-dikteret til kick-off i eftermiddagsheden i Sydvestfrankrig, allerede kl. 16.30 – og vejrudsigten onsdag siger omkring 35 celsius i Toulouse. Så jo, vi er vel nervøse. Allez les Rouges!
Allerede i aften spilles en anden nervepirrende dyst i samme kval-runde; FC København tager efter flot indsats i sidste uge ude mod Beitar Jerusalem nu allerede kampen op mod Benfica. Lisboa-klubben, vel nærmest på sommerferie endnu, synes plaget af skader, intern uro og spillerudskiftninger. Uden deres absolutte stjerne Simao – nu i Atletico Madrid – og flere andre nøglespillere, må FCK kunne finde muligheder for at gøre sig gældende. Derfor interessant hvor offensivt Stålbakken tør satse mod det ‘nye’ Benfica, der i sagens natur vil have åbninger bagude. Som Contador, den spanske cyklist og Tour De France-vinder så smukt sagde det før en stor etape i årets løb: “Yes, today attack!”
Og jo, Viborg kom igang i Superligaen i går, med 1-1 hjemme mod Bjerregaard-hæmmede Brøndby. Sidstnævnte – kun en skygge af sit tidligere selv – har hermed ikke vundet ude 22 gange i træk. En rekord noget mere imponerende end de mokka-farvede udebanedragter, man fremviste på Viborg Stadion i går.
SL Benfica – FC København, tirsdag kl. 21.15, TV3+
Toulouse FC – Liverpool, onsdag kl. 16.30, Eurosport
En sæson-opskrift fra Liverpool: Tag 6 unge scousers og put dem i 1 liter spilkogende Mersey-vand. Tilsæt under omrøring minimum 2 dl. Love’s Forever Changes-essens. Lad gryden simre mens der hældes lidt Beatles (årgang 1966-67), en hel spiseskefuld Echo & The Bunnymen (ca. Crocodiles) samt et rundhåndet skvæt The La’s i, og vær ligeledes gavmild med den gode uøkologiske nordengelske regn. Rør ingredienserne grundigt sammen og du har The Coral’s nye Roots & Echoes-album. Serveres naturligvis bedst med både salt & vinegar og tempereret fadøl.
Procession moves on, the shouting is over
Praise to the glory of loved ones now gone
Talking aloud as they sit round their tables
Scattering flowers washed down by the rain
Stood by the gate at the foot of the garden
Watching them pass like clouds in the sky
Try to cry out in the heat of the moment
Possessed by a fury that burns from inside
Cry like a child, though these years make me older
With children my time is so wastefully spent
A burden to keep, though their inner communion
Accept like a curse an unlucky deal
Played by the gate at the foot of the garden
My view stretches out from the fence to the wall
No words could explain, no actions determine
Just watching the trees and the leaves as they fall
Tomhed forbi, på lørdag starter en ny Premier League-sæson. Som vi vil gøre det her, forudsagde vi også sidste år hvordan den nu forgangne 2006-07-udgave måtte ende i top og bund. Set tilbage var den spådom ikke vandtæt. Selvom alle top-5-hold blev ramt, lå de – pånær Spurs – i anderledes rækkefølge. Længere nede endte Watford godtnok sidst, og Wigan reddede skindet via den herfra bebudede 17. plads, men vi havde aldrig set at hverken Sheffield United eller Charlton ville rykke ud, som de gjorde.
Og det er både det tricky og fine omkring fodbold; man tror kan læses hvad vil ske, og så tager tingene som oftest en helt anden drejning. Sidste år ved denne tid troede de naive af os, Liverpool nu endelig ville komme hjem til sin forjættede førsteplads, men 38 kampe senere lå den placering hele 21 points væk. Og det endda hos Manchester United, hvis hold mange havde spået nedgangstider, som følge af en formodet impotent midtbane. Men nej, som sæsonen udviklede sig var netop United’s midte konstant velspillende. Kun i Champions League blev man dér udstillet på to italienske besøg.
Set i lyset af de fejlskud, hvad tør vi så sige om den kommende sæson? Jo, mesterskabet vil blive endnu et two-horse-race mellem United og Chelsea. For Arsenal, indtil for et par sæsoner siden eksponenter for det i særklasse mest seværdige spil i England, synes svækket af Henry’s afgang til Barcelona og Ljungberg’s ditto til West Ham. Wenger’s urutinerede, supertalentfulde hold vil få seriøse ting at se til, specielt ude, hvor erfaring, råstyrke samt en voksen portion kynisme er påkrævet. På deres bedste dage – som nu i forårets cup-finale mod Chelsea – er letbenede Arsenal en fryd at se på, men æstetik alene vinder ikke Premier League. Et cirkusspillende hold som Barcelona ville aldrig kunne vinde den turnering.
Men hvad så med Liverpool? Benitez har, med nyfunden pengetank i ryggen. købt heftigt ind. Verdenstalentet Torres fra Atletico, Babel fra Ajax, Benayoun fra West Ham, to unge sydamerikanere og en ældre ukrainer er det blevet til, mens Luis Garcia, Craig Bellamy, Mark Gonzalez og B. Zenden til gengæld er borte. At dømme efter pre-sæsonkampene er der stor kvalitet i den nye trup, men der mangler øjensynligt en hel del før de mange nye fødder fremstår og spiller som et sammentømret hold. Som Morten Olsen nok ville formulere det, mangler automatismerne endnu, og det vil koste dyrbare points, ikke mindst i starten af sæsonen, hvor man efterhånden nærmest har tradition for at komme forkert afsted. Så nej, desværre – Liverpool bliver heller ikke mestre i år.
Tottenham skal også nævnes her, i forbindelse med toppen, da deres imponerende angreb – bestående af Berbatov, Keane, Defoe og nyindkøbte Darren Bent – vil komme til at score rigtig mange mål. På papiret har det længe set lovende ud, og tiden synes nu moden for Martin Jol og Spurs til at tage sidste svære skridt helt op til topholdsstatus, med alt hvad det indebærer af continuity. To spændene unge forsvarsindkøb – supertalentet Gareth Bale og en dyr U21-mand fra Auxerre, hvis navn undslipper os – gør ikke forventningerne mindre.
Ja, og så er der de to øverste. Det var en overraskelse for mange, ikke mindst Jose Mourinho selv, at Chelsea ikke kunne hamle op med United sidste sæson. Efter to år, hvor Chelsea’s glædesløse, kværnende kick-and-rush havde udmattet utallige modstandere og work-outet guldmedaljer hjem, løb United fra dem. Det skete gennem anderledes fantasifuldt og helhjertet angrebsspil, med især dramaqueen Cristiano Ronaldo som kvikt omdrejningspunkt. Jose Mourinho bitchede efterfølgende over sit holds skader, men sandheden er at Chelsea-maskinen blev distanceret af et sundere og mere nuanceret fodboldsyn. United scorede hele 19 mål mere end Chelsea i løbet af sæsonen.
I sommerpausen er Man U. blevet forstærket med Nani, Anderson, Owen Hargreaves og en vis Carlos Tevez, mens Chelsea til gengæld har fået Florent Malouda, Claudio Pizarro, Steve Sidwell og Ben Haim. Om det også som rygtet skal lykkes Mourinho at købe Sevilla’s stjerne Dani Alvis er endnu ikke afklaret, men der er hårdt brug for netop overraskelser a la Alves’ eksplosive indfald, hvis United skal udmatches.
Det specielt efter at skadeslisten nu virkelig er omfattende, med Shevchenko, Ballack, Terry, Drogba, Makelele, Robben og Ferrera alle ude. Tilforladeligt måske i åbningskampen hjemme mod Birmingham City, men hurtigt kommer langt mere krævende opgaver, se bare her: Reading (u), Liverpool (u), Portsmouth (h), Aston Villa (u), Blackburn (h) og Manchester United (u). Ydmere vil Chelsea blandt de formodede tophold også blive mest handicappet af vinterens African Nations Cup, hvor Drogba, Essien og Mikel er væk i adskillige uger. Så selv om vi her ikke nødvendigvis bryder os om det, er der ingen tvivl – United vinder igen.
Vores bud på en top-5:
1. Manchester United
2. Chelsea
3. Liverpool
4. Tottenham
5. Arsenal
Kampen for at overleve var nådesløs sidste sæson. Havde det ikke været alene for ‘ulovlige’ Tevez, var West Ham røget ned. Sjovt egentlig, for da han og Mascherano – nu heller ikke længere i West Ham, men hos Liverpool – til stor overraskelse faldt ned fra fodboldhimlen over Upton Park, skrev engelske eksperter, at nu var Champions League-kvalifikation en realistisk mulighed for The Hammers. Siden da fulgte adskillige måneder, hvor nedtur på nedtur blev hverdag i West Ham. Et tegn på succes ikke bare kan købes, men i form af de rigtige spillere også skal tilpasses og integreres.
Hvad Newcastle United – engelsk fodbolds åbenlyse svar på AGF – er skoleeksempel på. Hvad der ikke er gået frugtesløst gennem den klub af glimrende spillere inden for de sidste 8-10 år. Kronisk ubalance. Så her spår vi ubesværet Newcastle endnu et antiklimaks af en sæson, selvom nye Sam Allardyce og hans indkøb af stortemperamenterne Alan Smith og Joey Barton, samt et farvel til forsvarsfadæsen Titus Bramble, egentlig lyder okay. Gad vide hvor mange skader ex-wonder boy Michael Owen løber ind i?
Oppe i Nordøstengland kan Newcastle nu atter få konkurrence fra lokalrivalerne i nyoprykkede Sunderland, der med Roy Keane i trænersædet har fået et nødvendigt energimæssigt løft. Spændende skal det også blive at følge Manchester City, med ny Thai-kapital og forhadte Sven Göran Erikson i ryggen. Menigmands fodboldtiltro til svenskeren er ikke stor efter hans flerårige vanrøgt af det engelske landshold, så det bliver altafgørende for hans arbejdsvilkår at få en god start med ‘nye’ City. Der iøvrigt er blevet forstærket med en bunke spillere, Sven Göran efter eget udsagn har set på DVD, hmm…
Vores bud på en kælder-top-5:
16. Newcastle United
17. Bimingham City
18. Fulham
19. Wigan
20. Derby County
Og her er så åbningsmenuen i weekenden:
Lørdag, 11. August:
Aston Villa v Liverpool
Bolton v Newcastle
Derby v Portsmouth
Everton v Wigan
Middlesbrough v Blackburn
Sunderland v Tottenham
West Ham v Man City
Søndag, 12. August
Arsenal v Fulham
Chelsea v Birmingham
Man Utd v Reading
Ikke rocknroll, ikke fodbold. Men en sørgelig og tankevækkende nyhed. Den kinesiske floddelfin, baiji, er i dag den 8. august 2007 (der forresten er præcis 1 år inden starten på OL i Beijing) blevet erklæret for uddød. Det er det første store pattedyr i 50 år, der har lidt denne skæbne. Floddelfinen var tilmed noget så enestående som en ferskvandshval og den sidste art i sin familie.
Floddelfinen blev et offer for Kinas hastige industrialisering. Den var afhængig af sin følsomme sonar (man kan ikke se længere end nogle få centimeter frem i Yangtze-floden), et rent vandmiljø og muligheden for at svømme i fred og kunne derfor ikke leve med den voldsomme støj, den lige så voldsomme forurening og de mange fiskenet på den efterhånden stærkt befærdede Yangtze.
Floddelfinerne kommer aldrig tilbage.
Jeg nåede aldrig at få set en floddelfin selv, men jeg hørte første gang om floddelfinen i 1993 til et foredrag med salig Douglas Adams, der havde skrevet bogen Last Chance To See om truede dyr. Jeg husker især hans beskrivelse af forsøgene på at lave en lydoptagelse af floddelfinens sprog. BBCs lydmand skulle lave en improviseret undervandsmikrofon ved brug af et kondom – som den ikke-kinesiskkyndige Adams så blev sendt ud for at købe. En meget morsom rejseskildring, men mellem linjerne stod det helt klart, hvor bekymret han dengang var.
(Hvordan ville det mon føles at være det sidste menneske?)
Måske de i 90’erne overhovedet ikke fik så meget spalteplads som de flashy engelske Britpop-bands, men det stod alligevel stjerneklart, at Tindersticks med deres særegent intime musik nok indeholdt en helt anden langtidsholdbarhed end de fleste af disse. At det også blev tilfældet er den nye retrospektive dbl-cd BBC Sessions bevis på. Som pladens titel fortæller, er der tale om en opsamling, udfra de éndags-sessions, Tindersticks ved adskillige lejligheder blev inviteret ind til, i BBC-studierne i Maida Vale, af især de to dj’s Mark Radcliffe og John Peel.
Heldigvis har bandets medlemmer i udvælgelsen til denne udgivelse valgt at fokusere på indspilninger fra tidsrummet 93-97, de gyldne Tindersticks-år. Her udsprang bandets første tre plader, der i materiale og dirrende nerve ligger over, hvad siden skulle komme. Det betyder genhør med titler og sange, vi allerede kender godt, men her får i ‘nye’ friske udgaver, der ofte på kvalitet, i session-situationens søgende her-og-nu-feeling, stikker af fra de mere velovervejede originaler. Store ord, men der er næsten også kun fremragende ting på disse to natkompatible cd’s. Stuart Staples har aldrig sunget nærmere, Tindersticks sjældent spillet tættere. Her indholdet af BBC Sessions:
DISC 1:
DRUNK TANK – JOHN PEEL SESSION 27/04/93
HER – JOHN PEEL SESSION 27/04/93
TYE-DIE – JOHN PEEL SESSION 27/04/93
RAINDROPS – JOHN PEEL SESSION 27/04/93
TINY TEARS – MARK RADCLIFFE SESSION 25/10/93
SNOWY IN F# MINOR – JOHN PEEL SESSION 18/01/94
SLEEPY SONG – JOHN PEEL SESSION 18/01/94
A NIGHT IN – JOHN PEEL SESSION 18/01/94
TALK TO ME – BBC EVENING SESSION 02/03/95
VERTRAUEN II – BBC EVENING SESSION 02/03/95
EL DIABLO EN EL OJO – BBC EVENING SESSION 02/03/95
SHE’S GONE – BBC EVENING SESSION 02/03/95
MY SISTER – MARK RADCLIFFE SESSION 08/03/95
DISC 2:
BEARSUIT – MARK RADCLIFFE SESSION 17/10/95
UNTITLED – MARK RADCLIFFE SESSION 17/10/95
CHERRY BLOSSOMS – MARK RADCLIFFE SESSION 17/10/9
SHE’S GONE – MARK RADCLIFFE SESSION 17/10/95
HERE – MARK RADCLIFFE SESSION 28/10/96
SEAWEED – MARK RADCLIFFE SESSION 28/10/96
DICK’S SLOW SONG – MARK RADCLIFFE SESSION 28/10/
RHUMBA – MARK RADCLIFFE SESSION 28/10/96
I WAS YOUR MAN – JOHN PEEL SESSION 18/01/94
HER – MARK RADCLIFFE SESSION06/02/97
TRAVELLING LIGHT – MARK RADCLIFFE SESSION 06/02/
BURIED BONES – MARK RADCLIFFE SESSION 06/02/97
TINY TEARS – MARK RADCLIFFE SESSION 06/02/97
En bedrøvelig meddelelse, at Lee Hazlewood, lille cowboy med meget dyb stemme, er død i nat i Las Vegas, Arizona, 78 år gammel. De fleste kender ham nok udelukkende fra det frugtbare pop-samarbejde i midt-60’erne med Nancy Sinatra – tænk bare “These Boots Are Made For Walking, “Some Velvet Morning”, “Summer Wine”, “Sand”, “Sugar Town”, “Lady Bird”, “Lightning’s Girl”, “So Long, Babe”, “Sundown, Sundown” – men også alene stod Lee bag mange nævneværdige udgivelser, ikke mindst long-playerne Trouble Is A Lonesome Town (1963) og Cowboy In Sweden (1970). Senest sidste år var han aktuel, dog desværre kun med en parantes af en plade, den bizart opkaldte Cake Or Death. Der blev i nat ikke mere kage til Lee Hazlewood, en af de helt store komponister, producere og stilister indenfor moderne musik.
I og med der endnu ikke findes officiel Jens U & Slagterne-merchandise, har en af denne sides brugere, Erling K, fremstillet sin egen Satans Yngel-t-shirt. Og for at undgå udbredt misundelse har han arrangeret, så alle interesserede selv kan købe deres eksemplar af den røde t-shirt her.
Også jeg befinder mig nu ved min Mac efter tre ugers fravær. Jeg fik læst What Am I Doing Hereaf Bruce Chatwin og Why Intelligent Design Fails af Matt Young og Taner Edis. Jeg er her på falderebet af ferien halvvejs inde i Fjodor Dostojevskijs klassiker Forbrydelse og straf i Jan Hansens fine nyoversættelse. Alle tre bøger er særdeles anbefalelsesværdige – og især kan det undre mig, at jeg først nu får læst noget af Bruce Chatwin. Bogen købte jeg i 1990, men af en eller anden grund fik den lov at samle støv på alle de adresser, jeg beboede. Chatwins iagttagelsesevne og sprogbeherskelse gør det til noget helt særligt at læse de mange essays om franske modeskabere, statskup i Vestafrika, bådture på Volga, kunder hos Sothebys, vandreture i Himalaya osv. Dermed også sagt at Bruce Chatwin levede et mildt sagt interessant liv – der endte alt for tidligt. Han døde som 49-årig af “en sjælden kinesisk svampesygdom” (der faktisk var AIDS) i 1989.
Jeg var nødt til at købe en ny iPod for en måned siden, og også den har fulgt mig trofast rundt. Især har jeg lyttet til
Thirst for Romance med engelske Cherry Ghost. Jeg har brugt en del tid på at finde ud af om jeg rent faktisk kunne lide dette album, for her har vi at gøre med en ujævn præstation, der svinger mellem interessant, country-inspireret sangskrivning og Coldplay-agtig designermelankoli. Sangeren Simon Aldred har en stemme et sted mellem Michael Stipe og Henrik Hall, så helt skidt kan det ikke være. Og det er det heller ikke. Det næste album kan godt gå hen og være vellykket.
Glitter In The Gutter med amerikanske Jesse Malin. Jesse Malin imponerede mig, da han i sin tid varmede op for Ryan Adams i Store Vega kun akkompagneret af sin akustiske guitar. En af mine venner sagde allerede da, at Malin mindede ham om en yngre udgave af Bruce Springsteen – de gode sange, fortælleglæden og teksterne om livet i storbyen har de fælles. Senere fik Jesse Malin en slags protegé i Springsteen, og på det nye album mødes de tilmed i en vellykket duet. Desuden er der en indfølt, lavmælt udgave af Paul Westerbergs gamle, rå “Bastards Of Young” (en sang, Westerberg selv ikke giver spille mere).
God Save The Clientele med britiske (endda måske skotske?) The Clientele. 1960er-inspireret solskinspop, der af og til er lige ved at kamme over og blive for “pæn”. Men i de bedste øjeblikke er der en udsøgt popfornemmelse et sted mellem The Beatles og The Monkees. Det første nummer citerer f.eks. flittigt “Daydream Believer” på melodisiden.
Orchestra of Wolves med lige så britiske Gallows. Her er vi så langt fra tresserpoppen som tænkes kan – vred hardcore med inspiration i bands som Black Flag og ikke mindst navne som tidlig Fugazi, Jawbox og Drive Like Jehu. Men samtidig umiskendeligt britisk.
Og var der også det fremragende Boxer med The National, Our Love To Admire med Interpol og diverse andre, f.eks. en god portion klassisk musik.
Og det med en anbefaling. For juli har ikke kun bragt Interpol-albummet og en slags genopstandelse for Smashing Pumpkins i form af Zeitgeist-pladen. Nej, et af vores egne bedste bands, Figurines, har også brugt sommeren til at udsende nyt.
GAFFA-billederne af dem var nu lidt foruroligende. Bandmedlemmer i stylet skovhugger-fra-H&M-stil. Og førstesinglen, en uprofileret ikke-sang ved navn “Hey, Girl”, fik heller ikke vilde forventninger op. Så meget desto større grund til nu at glædes over When The Deer Wore Blue.
For den “Hey, Girl”-affødte mistanke, om det traditionelle problem med et band i medvind, der har for turné-travlt til at skrive nye gode sange, dør hurtigt. WTDWB er lyden af både nyvunden erfaring og opdagelyst. Det høres overalt i referencer, fra antenner ude i alle retninger.
Som tilfældet var tidligere på året hos både Clap Your Hands Say Yeah og Arcade Fire, er det bevidst noget af en rodebutik der inviteres ind i. Det helstøbte værk er ikke tilstræbt her, hvor fragmenteret virkelighed regerer.
Udover klassisk Figurines-kant gives i luftige arrangementer bl.a. adskillige Mew- og Beach Boys-harmonier, The Band-referencer, R.E.M.-melankoli, amerikansk indie-spil og solforslået 60’er acidpop. Selv et monstrøst og næsten endeløst funkriff bliver der plads til i “Drunkard’s Dream”. Ikke dette tastaturs favorit, men alligevel en befriende uafhængighedserklæring fra et band, der øjensynligt ikke frygter nogetsomhelst.
På det plan skriver WTDWB sig lige ind i den nye nordamerikanske tradition, hvor der allerede står navne som Flaming Lips, Mercury Rev og føromtalte Arcade Fire. Figurines tager dermed som band et stort og spændende skridt frem i ukendt territorie, bort fra egen forrige så succesfulde Skeleton-plade. Et modigt træk, der fortjener at blive belønnet. Hvilket nok også sker hvis/når albummets helt uimodståelige pophit, “Let’s Head Out”, bliver sendt ud som single.
Hvad er blevet hørt under sommeren? Her den lokale top-21 fra U-land, gældende nok mest spillede sange i juli:
01. Rest My Chemistry – Interpol
02. Disco Devil – Lee Scratch Perry
03. The Lighthouse – Interpol
04. Waiting Around To Die – Rhonda Harris
05. Let’s Head Out – Figurines
06. Black Sheep Boy – Scott Walker
07. Peace Be Unto Thee – Bad Brains
08. Harborcoat – R.E.M.
09. Public Pervert (Carlos D Remix) – Interpol
10. Kiss, Kiss – Yeah Yeah Yeahs
11. Pioneer To the Falls – Interpol
12. Village Green – The Kinks
13. Johnny Was – Bobby Marley & Da Wailers
14. Nowhere Fast – The Smiths
15. All About You – The Scars
16. Sussy Moore – The Lollipops
17. The Scale – Interpol
18. Point Blank – Bruce Springsteen
19. Pump Up The Volume – Art Brut
20. Still Alive – Dr. Alimantado
21. Rainin’ In Paradize – Manu Chao
Ikke krybende som forsvarsminster Søren Gade her ovenfor, i et knæfald for alt, hans eget bagland har fucket godt og grundigt op nede i Irak. Nej, stående, klar til at møde jer igen – har I haft en god sommer, er I okay?
Vi lukker ned for nu. Måske enkelte livstegn kan dukke op her nedenunder, men stilhed vil dominere. Ses engang på den anden side af juli til en ny sæson – take care out there!
Konkrete ting at se frem til mod efterår? Vi spiller Beatday07 ude på Charlottenlund Fort d. 17. august, og lidt længere henne en hel indendørs tour rundt i landet. Den vil gå sådan her:
USA fejrer nationaldag med skarp forskel på nationen selv og så den mytologiske drøm, den er bygget op omkring. Førstnævnte symboliseret som af billedet her på slagteriet i Irak, eller af GW Bush’s fængselsbenådning til egen vicepræsidents uhæderlige stabschef i weekenden, sidstnævnte f.eks. via det her klip af 5 amerikanske pionerer fra O-H-I-O i aktion på fransk TV, 1979.
Hvad er oddsene iøvrigt på at Neph…sorry, Kliché allerede for længe siden nærstuderede netop dette band?
