I Politikens inspirations-artikelserie Livsværker beretter Jens U i dag om Jack K’s “On The Road”, køremanualen over dem alle.
Vær med til at gøre noget!
Krigen i Libanon fortsætter. De krigsførende parters kynisme er uhyggelig. Hver dag øges tabstallene, og i Libanon er omkring en million mennesker på flugt.
Man kan skrive sit navn på en bombe og fortsætte krigen. Man kan lukke øjnene og lade som om der ikke sker noget. Eller man kan gøre noget for at standse krigen og bevare menneskeliv.
Amnesty International fortsætter sin kampagne, hvor alle opfordres til at sende e-mail til Israels regering, til Libanons regering og til Hizbollahs ledelse for at få dem til at stoppe angrebene. Du kan finde den på
http://web.amnesty.org/pages/lbn-210706-action-eng
Du kan desuden hjælpe ofrene for krigen ved at give et beløb til
Dansk Røde Kors
Folkekirkens Nødhjælp
Red Barnet
Unicef
Vi er del af den samme verden, og det forpligter os. Du kan også gøre noget – så gør det!
Nix, kalder det stadigvæk sommer
Ialfald her. I København lige nu, men snart afsted igen, ned Europa efter mere. Men velkommen hjem til Pastoren. Måske han skriver lidt her på siden i mellemtiden. Jeg selv er først tilbage langt henne i august. Take care!
Det var så den sommer…
…i hvert fald for mit vedkommende. Nu kan det kun gå ned ad bakke. Om fire måneder er store dele af landet fanget ind af juleræs.
Jeg nåede selv helt til Samsø sammen med resten af familien. Ovenstående billede stammer derfra og udgør et ikke specielt overbevisende argument for Jordens krumning.
Og mandag d. 31. juli er der en genudsendelse af Musikprogrammet på DR2, hvor Jens er med sammen med bl.a. Figurines og The Blue Van. (Tænk at være familiefar på 42 og stadig blive spurgt ud om hvordan det var at flytte hjemmefra…)
I nat: Love Shop
Sent i nat kan man på TV2 Zulu se eller gense en times koncertoptagelse med en dansk gruppe, der hed/hedder Love Shop.
Vi kalder det sommer
Nu hvor alle shows med The Lonely Lovers er fint overstået og Joyride 05-06 forbi, hvor VM-pokalen er blevet overrakt, hvor hele Europa kører på sommertid, er Pastoren og jeg blevet enige om et regulært break her på siden. Der er steder der skal rejses, liv der skal leves, nye sange der skal indrettes. Så det næste stykke tid sendes der ikke meget herfra, medmindre konkrete nyheder skal ud – ha’ en strålende sommer!
XXX Jens Unmack
Leaving Songs
Før vi går endeligt ud til sommer, endnu en anbefaling til dens soundtrack; Stuart A. Staples kender mange som stemmen i Tindersticks, det elegante engelske band, der op gennem 90’erne lavede underspillede, længselsfulde sange, med episk lyd fra alverdens kuldsejlede forhold. Tindersticks holder pause på ubestemt tid, og det giver nu Staples mulighed for at udsende sin 2. solo-disc, Leaving Songs.
Her står det klart hvor centralt Staples stod i sangskrivningen i sit gamle band. For de bedste sange på Leaving Songs ville til enhver tid kunne glide ubemærket ind på en best of-samling med Tindersticks – sådan lyder de og så gode er de. Det drejer sig især om ” That Leaving Feeling”, der er en fantastisk duet med Llhasa de Sela, om åbningsangen “Goodbye To Old Friends”, om “There Is A Path” og om den rastløse “Which Way The Wind”.
Vi var vel mange der tabte entusiasme for Tindersticks efter Curtains, deres 3. plade, da bandet begyndte at blive mere southern soul, mindre Nottingham-noir. Stuart A. Staples har måske heller ikke selv været helt tilfreds med den udvikling, for både hans solodebut, Lucky Dog Recordings 03-04, og nu Leaving Songs undgår så nemt de noget sterile rammer efterfølgerne til Curtains sad fast i.
“We all have dream of leaving / We all want to make a new start / Go and pack the little suitcase / With the pieces of our hearts / All those worries and those sorrows / We can just toss them away / Buy a coffee and a paper / And step on to a train…” synges der. Er det mon Tindersticks han kører endeligt bort fra? Stuart A. Staples lyder beruset af sin egen frihed på disse Leaving Songs, der også vil tage os med.
Italia campioni del mondo
L’Italia è Campione del Mondo per la quarta volta. Nella finale di Berlino batte la Francia 6-4 dopo i calci di rigori. I tempi regolamentari si erano chiusi sull’1-1: rigore di Zidane e pareggio di testa di Materazzi. Nessuna rete nei supplementari e un’espulsione clamorosa: quella di Zidane per una testata a Materazzi. Ai rigori errore per la Francia di Trezeguet, di Grosso il quinto e decisivo rigore dell’Italia.
Det var så det (eller: Allez les bleus?)
En noget uforløsende finale. I perioder velspillet – italienerne er gode i første halvleg, franskmændene i store dele af anden – men også en kamp med en lidt forudsigelig defensiv nedgravning til sidst, hvor det nogle gange ligner et regulært tjat-forum, især fra Italiens side. I den forlængede spilletid ser vi først Zidane bruge hovedet på en god måde, derefter på en ubetinget skidt. En underlig og uværdig exit for den franske anfører.
Og så har jeg aldrig været begejstret for at afgøre VM-finaler med straffesparkskonkurrencer. Derfor det uforløsende. I den ideelle verden spillede man en ny finale – og så ville de af os, der ikke kunne komme til VM, måske få en ekstra chance…
Ærgerligt at se nogle gamle franske helte tabe titlen (og for visses vedkommende hovedet) på gulvet. Hvis jeg havde været på stadion, havde jeg givet Domenech en trøstens skål.
Men alt andet lige er det andet trikoloreland, hvis selve form giver mindelser om fodbold, dog de rette verdensmestre. De var mindre spændende i finalen, men ellers har de spillet fornuftigt gennem hele slutrunden og uden at være så kedelige, som man til tider har set. Man kommer ikke helt dertil, hvor de er nu, uden at være rigtig dygtige! Stort tillykke herfra!
(Og så havde Jens jo ret i sine forudsigelser.)
Det er i aften det sker
Tillykke, Number 1
Er blevet spurgt om vi ikke markerer George Bush’s, Sly Stallone’s og Nancy Reagan’s fødselsdage, der alle falder dags dato. Nej, melder pas, intet at fejre der. Det er der til gengæld i forbindelse med vores egen Rune Kjeldsen, guitar-es og wonderkid, som også fylder år i dag – strålende tillykke herfra!
Firserne fortolket
Ikke helt sjældent sker det, at en dygtig sangskriver kaster sig over andre menneskers numre. Denne gang er turen kommet til Grant Lee Phillips, der for snart længe siden var forsanger, sangskriver og guitarist i den fine trio Grant Lee Buffalo. Denne gang har han valgt at lave et cover-album med fortolkninger af 1980’ernes new wave/collegerock/hvad det nu end hed. Med andre ord sange, som denne blogs forfattere, der er født samme år som hr. Phillips, også har et forhold til. Resultatet er albummet Nineteeneighties (som for de utålmodige kan hentes på iTunes) og indeholder sangene
Wave of Mutilation [The Pixies]
Age of Consent [New Order]
The Eternal [Joy Division]
I Often Dream of Trains [Robyn Hitchcock]
The Killing Moon [Echo and the Bunnymen]
Love My Way [Psychedelic Furs]
Under the Milky Way [The Church]
City of Refuge [Nick Cave]
So. Central Rain (Sorry) [REM]
Boys Don’t Cry [The Cure]
Last Night I Dreamt That Somebody Loved Me [The Smiths]
Nineteeneighties er et interessant album, hvor det på de bedste numre lykkes at finde den kerne i sangene, som de oprindelige arrangementer nogle gange har skjult for lytteren. Grant Lee Phillips’ soloalbums har været langt mere country/folk-betonede end hvad vi hørte med Grant Lee Buffalo, og dette album er ingen undtagelse. “The Eternal” lyder næsten som et nummer fra Springsteens Nebraska, og “Under the Milky Way” er blevet ren lejrbålsstemning! “Waves of Mutilation” er… usædvanligt tilbagelænet, og “Age of Consent” er rigtig, rigtig vellykket (akustisk New Order!).
Og så var det Frankrigs tur…
…som resultat af en lidt underlig semifinale, hvor begge halvlege starter lovende, men ikke kan holde løfterne om en rigtig spændende kamp. Den sidste halve time er specielt underlig og kedelig med et par dumme skader, portugisiske forsøg på film og sidste-minuts-panik hos Frankrig.
Trods alt en fortjent fransk sejr på grund af den solide defensive indsats (til gengæld er det småt med franske chancer efterhånden) og den enorme rutine. Holdet er lige den tak bedre, der gør en forskel. Zidane er ofte personifikationen af ro og velovervejethed. Omvendt var Barthez tæt på at kikse et par gange.
Den portugisiske bænk er dog klart den mest aktive, og C. Ronaldo (og Figo med ham) er lige ved at score på et velfilmet frispark. Takket være en engelsk fraktion af publikum var det altid nemt at høre, når C. Ronaldo havde bolden. En ubestridt fordel for de, der fulgte kampen i radioen.
Min sidste kommentar herfra skulle lige være den at Italien nok er lige en tak bedre end Frankrig på søndag, men i fodbold kan alt (heldigvis) ske.
Historien gentager sig
Ovenfor har Marco Tardelli kastet brænde på det tyske bål ved VM i Spanien i 1982. I går gjorde både Grosso og Del Piero det samme, da Tyskland blev sat på plads af Italien i Dortmund. Specielt i 1. halvleg synes vi her italienerne spillede noget af det smukkeste bold ved dette VM. Hvad lover godt for søndagens finale mod vinderen af semifinale 2 i aften mellem Portugal og Frankrig. Tyskland, der løb lettere forvildede rundt i store dele af kampen, men faktisk alligevel med lidt held kunne have trukket det længste strå, får som nation nogle meget sobre og tunge dage nu, op til den evigt ligegyldige kamp om bronze-tabermedaljerne. Så forvent ikke flere jublende Ulla Terkelsen-indslag på TV2 om det nyfundne tyske selvværd lige med det samme – mange tak for det, Italia!
Årets åbenbaring?
Muse + 2006 + Rich Costey (Franz Ferdinand, Mew, Mars Volta) + galopperende heste + sturm und drang + blødende eurotechno + hysterisk distortion + Wagner + smeltende gletschere + spansk flamenco + Freddy Mercury-Queen + die untergang + falsetsang + space metal + trumpet + political awareness + senromantik + sci-fi-Morricone + skøjteprinsesse-flygel + disciplin + Placebo-kant + hyperenergi + dommedags-sirener + Weimar-dekadence + The Edge-U2 + gigantiske strygere + klassisk pop + frit fald = Black Holes & Revelations