Selv Bruce Springsteen. Her er han i sin skoletid i Noo Joizee, midtfor til venstre på 2. række, meget længe før nogen så meget som tænkte på at kalde ham Da Boss. Springsteen som voksen er lige nu aktuel med en 2cd-liveudgivelse, hvor den igen ikke får for lidt med irsk The Pogues-style musik. I sig selv måske ikke utilfredsstillende, men come on! For de af os der først så hans verdens lys gennem livsændrende rocknroll-albums som Born To Run, Darkness On The Edge Of Town og The River, allesammen regulære Technicolor widescreen-oplevelser, er Bruce Springsteen’s nu årslange hyldest til De Gyldne Løver ved at være en alvorlig prøvelse. Okay, for at pointere hvor god han kunne være, et vilkårligt kig tilbage på dags dato, d. 14. juni 1978, hvor Bruce Springsteen & The E Street Band’s da 3-uger gamle Darkness Tour kom til Omaha, Nebraska. Her en mundvandsfremkaldende setliste fra den aftens show i Music Hall:

Badlands
Night
Spirit in the Night
Darkness on the Edge of Town
For You
The Promised Land
Prove It All Night
Racing in the Street
Thunder Road
Jungleland
———————————– intermission
Paradise By the “C”
Fire
Adam Raised a Cain
Mona
She’s the One
Growin’ Up
Backstreets
Rosalita (Come Out Tonight)
+ + +
The Promise
Born to Run
Tenth Avenue Freeze-Out
Quarter to Three

I går talte vi Kliché og i dag fortsættes med et andet formfuldendt Århus-band fra ca. samme tid, nemlig Moral, trioen der i eksistens fra 1981>85, med sangerinde Hanne Winterberg i forgrund, nåede at indspille så udsøgt fin og atmosfærisk musik. En glædelig grund til nu at sætte fokus på Moral er, at bandet efter alt for lang usynlighed netop har fået åbnet egen MySpace-side. Så tag 5 minutter og flyv bort på Moral’s uovervindeligt smukke sang ‘Whispering Sons’ lige her!

Mere godt nyt fra samme front: Karma Records udsender senere i år en cd-opsamling med Moral.

Ekstra Bladet har lige nu en afstemning om sangskriverduoer (se http://ekstrabladet.dk/flash/musik/article307909.ece). Her kan man vælge mellem følgende:

• Jimmy Page & Robert Plant – Led Zeppelin
• Mick Jagger & Keith Richards – Rolling Stones
• Elton John & Bernie Taupin
• Paul Simon & Art Garfunkel
• Benny Andersson & Björn Ulvaeus – ABBA
• Steven Tyler & Joe Perry – Aerosmith
• Neil Tennant & Chris Lowe – Pet Shop Boys
• Jon Bon Jovi & Ritchi Sambora – Bon Jovi
• Walther Becker & Donald Fagen – Steely Dan
• John Lennon & Paul McCartney – The Beatles
• Liam & Noel Gallagher – Oasis
• Steven Patrick Morrissey & Johnny Marr – The Smiths
• Glenn Frey & Don Henley – The Eagles
• The Edge & Bono – U2
• Jerry Leiber & Mike Stoller – Skrev mange af Elvis Presleys tophits
• Thomas & Anisette Koppel – Savage Rose
• Angus Young & Malcom Young – AC/DC
• Roger Waters & David Gilmour – Pink Floyd
• Daryll Hall & John Oates
• Joe Strummer & Mick Jones – The Clash

Det er ikke alle ovenfor, der siger mig noget (især Bon Jovi og Steely Dan vil jeg forbigå i tavshed), men ellers er mange af de væsentlige kommet med. Måske skulle man have en særskilt liste for danske navne – det er underligt at se Thomas og Anisette i dette internationale selskab.

Berry/Buck/Mills/Stipe er ikke med, forhåbentlig på grund af en regel, der udelukker makkerskaber med flere end to deltagende. Men mig bekendt har hverken Gallagher-brødrene eller Simon og Garfunkel skrevet ret mange sange sammen. Henholdsvis Noel Gallagher og Paul Simon stod for hovedparten.

Selv savner jeg Chris Difford & Glenn Tilbrook fra Squeeze, Annie Lennox & Dave Stewart fra The Eurythmics, Neil & Tim Finn og Jay Farrar & Jeff Tweedy fra dengang i Uncle Tupelo.

Og herhjemmefra naturligvis det nu hedengangne makkerskab, der involverede to skaldede mænd bosat i København.

At finde ud af, hvem der er bedst af alle de mange sangskriverduoer, er en meningsløs øvelse. En uprioriteret liste vil være langt mere i bloggens ånd.

“Der er ingen stille dage i Kliché. Selv om gruppens stående bemærkning er “vi er ikke punk”, er musikken alligevel hård og pågående. Den ligger i forlængelse af grupper som Velvet Underground, XTC og måske Talking Heads og Wire. Og først og fremmest Roxy Music: Lars Hug er rent vokalt Danmarks bedste – og eneste – svar på Bryan Ferry’s lillebror, og gruppen har et Brian Eno-nummer på reptoiret, ‘The True Wheel’ fra Eno’s ‘Taking Tiger Mountain’-album’. Kliché’s sæt strækker sig fra kendingsmelodien, ‘ Havets Blå’, over ekskapistler som ‘Lise’s Land’ (komplet med Velvet Underground-drive og håndklap) og ‘Hawaii’ (porno/is/grillbar/ø) til sange om den danske dagligdag, ‘Ved At Blive Sindsyg’, ‘Bodyguard’ og supermarkedssangen, ‘Magasin’.”

© Anders Rou Jensen, 1978, uddrag fra ‘Da græsrødderne gik grassat’

Gaffa kan i dag berette følgende:

Så er der godt nyt til alle med trang til at opdatere inde-uniformen. Skofirmaet New Balance gør sig nemlig parat til at fremstille en ny sko baseret på artworket til det klassiske Joy Division-album, “Unknown Pleasures”.

“Unknown Pleasures” (billedet) var Joy Divisions debutalbum, og udkom i 1979, året før, at forsanger Ian Curtis begik selvmord, hvorfor det nye bands karriere sluttede brat.

New Balance venter i øjeblikket på at få de sidste tilladelser til projektet, men lykkes det, er det planen, at skoen skal på markedet på samme tidspunkt, som en ny film om netop Ian Curtis får verdenspremiere.

Filmen, der bærer titlen “Control”, blev for første gang vist ved Cannes Filmfestival i forrige uge, hvor den indkasserede hele tre priser.

Jeg spekulerer på, hvad det næste mon bliver.

Ialfald lørdag aften på scenen i Lille Vega, der dannede ramme om koncert med Editors, hvis musik udelukkende synes bygget på den epileptiske dødsdromsdisko, man først hørte ovennævnte Manchester-band blæse ud i 1979. Umiddelbart intet galt i det, for Editors kan deres Joy Division–ting, med de knugende vers mod udråbstegnende omkvæd, så godt, at man de første flere sange denne aften finder dem originale. Desværre gør en bredskuldret monotoni snart sin entre og ikke engang den karismatiske sanger formår derfra at skjule sit bands alvorlige begrænsninger, dets mangel på overskud.

Der bliver ellers arbejdet hårdt nede i maskinrummet, mens guitaristen som på autopilot fyrer det ene The Edge-lydende ekko/distortion-tema af efter det andet – hvilket måske er Editors originale træk, da U2’s The Edge som bekendt ikke tilhører Joy Division – men i længden er det hverken nok eller tilfredsstillende. Sangene fra det kommende album An End Has A Start kigger ud og gør det svært, at se andet end begyndelsen på enden for bandet selv, så 100% business-as-usual, i vandret forlængelse af dem fra forrige års debut er de.

Ender selv med at gå lettere bekymret fra Vega, som efter at have set en cirkushest udføre samme trick 16-17 gange i træk. Et flot trick er det, men overdreven gentagelse gør det til en spændetrøje for dyret. Og ditto for tilskueren. Føler med ham sangeren, som på afstand synes for levende og talentbegavet til sit arbejdsmandsagtige, sært uambitiøse band, der på intet tidspunkt udfordrer hans numre, eller tilnærmelsesvis giver dem den åndelige skarphed, man oplever hos stil- og lydbeslægtede – men så langt mere interessante – Interpol. Sidstnævnte New York City-band fortsætter iøvrigt Vega’s uofficielle Joy Division-festival om et par uger eller tre, når også de kommer til København med en ny plade på vej – venter unknown pleasures mon forude?

To sangskrivere i australske The Go-Betweens; Robert Forster og Grant McLennan. Førstnævnte bedre og bedre jo ældre han bliver, med sine deadpan-leverede sarkastisk-romantiske stillbilleder. Sidstnævnte bogstaveligt sovet ind sidste år, efter endelig igen at have ramt storform i sine bidrag til The Go-Betweens’ sidste album Oceans Apart, det ovenpå mange års utrættelig søgen. Well, ingen adskillelse varer evigt, som det siges, og nu forenes Robert og Grant så også igen på 2cd-opsamlingen Intermission.

Intermission – pausen – skildrer årene efter The Go-Betweens første opløsning, hvor Forster/McLennan hver for sig havde en række næsten sideløbende udgivelser på det engelske label Beggars Banquet. På Intermission tildeles Grant og Robert hver en best of-cd, dækkende 7 års-perioden inden The Go-Betweens atter blev realitet og sangmedie for dem begge. Her samlingens indhold:

R o b e r t F o r s t e r:

Falling Star
Baby Stones
121
I’ve Been Looking For Somebody
I’ll Jump
Beyond Their Law
I Can Do
The Circle
Cryin’ Love
The River People
Frisco Depot
Danger In The Past
Falling Star (Original Version)

G r a n t M c L e n n a n:

Haven’t I Been A Fool
Easy Come Easy Go
Black Mule
The Dark Side Of Town
Lighting Fires
Surround Me
No Peace In The Palace
Hot Water
I’ll Call You Wild
Horsebreaker Star
Malibu 69
One Plus One
In Your Bright Ray

Grant’s sange er som regel blåøjede, lyse og easy-going med det der let-melankolske strejf, mens Robert’s er twistede, indtrængende enspændere. Som yngre var overtegnede mest til McLennan’s gavmilde poptunes, men nu har Forster’s aparte erindringshistorier og knastørre stream-of-conciousness-stil langt større relevans. Måske det bare er denne antennes modtagelse. Under alle omstændigheder vil Robert og Grant’s nye opsamlinger stå som samlet og givende selskab til sommerens ventende timer. Intermission udsendes d. 18. juni.

Talte om Bob Marley i går. Sidst han & Da Wailers spillede i Danmark var på Uprising-touren d. 18. juni, 1980, hvor Forum, København blev indtaget. Godt 10 måneder senere var Marley død og borte, slået ned af kræft. Han blev fløjet fra dødslejet i Miami, Florida til Jamaica, hvor man gav ham en regulær statsbegravelse. Med sig i kisten fik han en bibel, sin Gibson Les Paul, en ethiopisk fingerring, en hampplante og….en fodbold.

Marley har sin uglamorøse død til trods ikke mistet ikonisk fodfæste og står i dag så stærkt som nogensinde i musik, værdi og erindring. For de fleste af os som en fremragende, idealistisk offbeat soul-sanger/sangskriver, men for undertrykte, fattige, farvede også som et spirituelt symbol på selvværd og håb om bedre tider.

Her en top-5 over studiealbums med Mr. Robert Nesta Marley:

1. Soul Rebel (1970)
2. Burnin’ (1973)
3. Exodus (1977)
4. Survival (1979)
5. Catch A Fire (1973)

Uden for kategorien her, men absolut topklasse anyway, er det Bill Laswell-mixede 1997-album Ambient Translations Of Bob Marley In Dub, hvor Laswell sænker The Wailers’ originale musik og The I-Threes’ ditto korstemmer ned i katedraldybe ekkokamre. Slet ingen Bob Marley-stemme på disse ambiente versions. Kun mættet atmosfære, stor Jah-spirit og ikke så lidt bass.