Kent, der efterhånden må siges at være savnet, blev nævnt i en kommentar her nedenfor. Næsten præcis 5 år siden det svensk-finske band premierede Vapen & Ammunition med 2 koncerter i Store Vega. Meget fine aftener med specielt Sami Sirviö i hoved- og helterolle på sin Gibson Les Paul. Synd Kent er blevet så store, de praktisk talt aldrig spiller shows længere – fame, fame, fatal fame can play hideous tricks on the brain, som en vis engelsk popstjerne engang sang det. Mew var iøvrigt support på begge de koncerter, hvoraf nummer to, da premierenerver havde lagt sig, var en killer. 3 år senere gentog man tricket med at tage til Köpenhamn og live-debutere ny plade, da Du & Jag Döden skulle sendes afsted på stor – Wigwam-inspireret? – telt-tour i Norden. Igen her var anden aften klart bedre end første – må være en lektie at lære der for en og anden! Kent er lige nu igang med færdiggørelse af ny plade i Stockholm, iøvrigt med danske Jon Schumann som the producer. Hvor små odds er der mon på tourstart i Store Vega engang til efteråret?
Farveløs
Fik Sky Blue Sky, den nye Wilco-plade i dag. Eksperimenter lagt på hylden, til fordel for mere traditionel, afdæmpet musik, der indimellem nogle svært selvtilfredse guitarsoloer lyder mere af sen-Beatles end af alt-americana. Jeff Tweedy synger så sørgmodigt som altid, og var det ikke fordi vi holder så meget af hans sangstemme, ville en støt voksende og skyldtynget kedsomhed gerne aflægge polititilståelse her og nu. Men nej. Tag istedet et kig på Sky Blue Sky’s cover…
Fint nok, hvis nu vi er til nøgtern farveløshed. Men hey, den forrige Wilco-plade så faktisk sådan her ud…
Påstår ikke direkte de to covers ligner hinanden, men den fornemmelse af migræne de afstedkommer er dog ret ens. Og ikke nok med det – her er pladen der kom før A Ghost Is Born…
Vilde farver, nej? Finder ud af, det er meget svært at holde af Wilco’s coverart. Måske fordi den visuelt står som perfekt pendant til al den musik, bandet har lavet de seneste år. Med den nye plade kørende nu – har stor lyst til at flå den af! – synes der desværre ikke længere begrundet håb om, at Jeff Tweedy og Wilco nogensinde når de højder, der syntes så naturlige engang, før lyden af et washed-out fusions-band på downers tog kommandoen. En opfordring herfra til at spare alle Sky Blue Sky-penge, og istedet sætte Wilco’s egen fremragende Summerteeth på. Den udkom før Yankee Hotel Foxtrot, har et til sammenligning nærmest farvestrålende cover, ser således ud…
Nu er Sky Blue Sky endelig forbi. Har det allerede lidt bedre…
Intet nyt fra Vestkysten
Men opløftende East Coast-nyt: ‘The Heinrich Maneuver’, singlen der forløber Interpol’s 3. album Our Love To Admire, er på iTunes nu. Mens vi indspillede Vejen Hjem Fra Rocknroll nede i Kreuzberg, Berlin var Antics, deres forrige, et vigtigt referencepunkt. Både dens lyd og spil viste os nye steder at gå hen. Synes ikke Antics fik helt den opmærksomhed og det beundrende publikum den fortjente, før pladen hurtigt kunne tages for næsten ingenting i enhver record swap. ‘The Heinrich Maneuver’ – der i tonalitet og akkordsammensætning ligger tæt på ‘Slow Hands’, første single fra netop Antics – er mere genhør end egentlig ny fødsel. Staccato-vers og -broer mod det løftende chorus, der ikke straks vil afsløre sin hemmelighed. Så nej, ikke meget nyt der i forhold til hverken Turn On The Bright Lights eller Antics. Interpol lyder igen som Interpol lyder som Interpol fra New York City, MEN – det her er vigtigt! – med skarphed + sonisk guitar-overskud intakt. Skaber let forventninger, der vil gøre Our Love To Admire svær at vente på.
Hør Interpol give ‘The Heinrich Maneuver’ her.
THE HEINRICH MANEUVER
How are things on the West Coast?
I hear you movin’ real fine
You wear those shoes like a dove
Now strut those shoes
We’ll go roaming in the night
Well how are things on the West Coast?
You keep it movin’ to your soul’s delight
Now I’ve tried the brakes
I’ve tried but you know it’s a lonely ride
How are things on the West Coast?
Oh and move heaven behind those eyes…
Today my heart swings
Yeah, today my heart swings
But I don’t want to take your heart
And I don’t want a piece of history
No I don’t want to read your thoughts anymore
My God…
‘Cause today my heart swings
Yeah, today my heart swings
How are things on the West Coast?
Hear you movin’ real fine tonight
You wear those shoes, I decide
Oh strut those shoes,
We’ll go roaming in the night
Well how are things on the West Coast?
Yeah, but you’re an actress I don’t identify
Today my heart swings
Yeah, today my heart swings
Say it…
But I don’t want to play the part
And I don’t want a taste of victory
No I don’t want to read your thoughts anymore
My God…
‘Cause today my heart swings
Yeah today my heart swings
Say it…
‘Cause today my heart swings
Yeah, today my heart swings
Let it come…
‘Cause I’ve got a chance for a sweet saint life
I said I’ve got a dance and you’ll do just fine
Well I’ve got a plan, look forward in my eyes
Let it come…
Well I’ve got a chance for a sweet saint life
I said I’ve got a dance, it moves into the night
Well I’ve got a plan, look forward in my eyes
Well today my heart swings…
© Interpol
Mere Mississippi
Hørte rigtig meget Sparks, when a young kid in Viborg. De to Mael-brødre – pin-up-sanger Russell og Adolf Hitler-lookalike-sangskriver Ron – kørte ret bizarre sangtekster, der her, i en sang fra Sparks’ 1976-album ‘Big Beat’, resulterer i et helt andet take på Mississippi’s storhed end Johannes V’s:
I BOUGHT THE MISSISSIPPI RIVER
I bought the Mississippi River
Of course that don’t include the towns
Or the people
Around the Mississippi
Well, to clinch the deal the man threw
In a boat with crew
And then I knew I’d better grab that
River fast
It wouldn’t last
They never do, they never do
It wouldn’t last, last, last
So now I own the Mississippi
I couldn’t decide if I should leave it there
Or tug it out West with me
The best thing was to think about it,
Not to make a move I might regret
Cause then I’d have to have the
Mississippi sent back East, complete
With boat and crew
That wouldn’t do, do, do
It’s mine, all mine
It’s mine, all mine
Do rivers ever need companions
Should I enquire if the Seine is
Available, yeah, I would rather have
A classy little Frenchy than a Nile or
A Tybo, oh
Now wait a minute, how about the
Amazon, now that could be real fun
For Mississippi, for Mississippi,
For Mississippi, my Mississippi
I hope that I didn’t make an error
I hope this ain’t a lot more trouble
than it’s all really worth
© Ron Mael
Postkort fra Mississippi
Talte nedenfor om Johannes V. Jensen’ s berømte indtryk fra hans ufrivillige ophold på togstationen i Memphis, år 1906. Så god weekend herfra med netop den sanselige og regn-gennemblødte læsning; 101 år undervejs, helt sin egen og uden nogen profil på MySpace – det er rocknroll!
PAA MEMPHIS STATION
Halvt vaagen og halvt blundende
slået af en klam Virkelighed, men endnu borte
i en indre Gus af danaidiske Drømme
staar jeg og hakker Tænder
paa Memphis Station, Tennessee.
Det regner.
Natten er saa øde og udslukt
og Regnen hudfletter Jorden
med en vidløs, dunkel Energi.
Alting er klægt og uigennemtrængeligt.
Hvorfor holder Toget her Time efter Time?
Hvorfor er min Skæbne gaaet i staa her?
Skal jeg flygte fra Regnen og Aandsfortærelsen
i Danmark, Indien og Japan
for at regne inde og raadne i Memphis,
Tennessee, U.S.A.?
Og nu dages det. Lyset siver glædesløst
ind over dette vaade Fængsel.
Dagen blotter ubarmhjertigt
de kolde Skinner og al den sorte Søle
Ventesalen med Chokoladeautomat,
Appelsinskaller, Cigar- og Tændstikstumper
Dagen griner igennem med spyende Tagrender
og et evigt Gitter af Regn,
Regn, siger jeg fra Himmel og til Jord.
Hvor Verden er døv og uflyttelig,
hvor Skaberen er talentløs!
Og hvorfor bliver jeg ved at betale mit Kontingent
til denne plebejiske Kneippkur af en Tilværelse!
Stille! Se hvor Maskinen,
den vældige Tingest, staar rolig og syder
og hyller sig i Røg, den er taalmodig.
Tænd piben paa fastende liv,
forband Gud og svælg din Smærte!
Gaa så dog hen og bliv i Memphis!
Dit liv er jo alligevel ikke andet
end et surt Regnvejr, og din Skæbne
var altid at hænge forsinket
i en eller anden miserabel Ventesal –
Bliv i Memphis, Tennessee!
For inde i et af disse plakathujende Huse
venter Lykken dig, Lykken,
hvis du blot kan æde din Utaalmodighed –
også her sover en rund ung Jomfru
med Øret begravet i sit Haar,
hun vil komme dig i møde
en fin dag på Gaden
som en bølge af Vellugt
med en Mine som om hun kendte dig.
Er det ikke Foraar?
Falder Regnen ikke frodigt?
Lyder den ikke som en forelsket Mumlen,
en lang dæmpet Kærlighedspassiar
Mund mod Mund
mellem Regnen og Jorden?
Dagen gryede saa sorgfuldt,
men se nu lyser Regnfaldet!
Under du ikke Dagen dens Kampret?
Det er dog nu lyst. Og der slaar Muldlugt
ind mellem Perronens rustne Jærnstivere
blandet med Regnstøvets ramme Aande –
en Foraarsanelse –
er det ikke trøstigt?
Og se nu, se hvor Mississipi
i sin seng af oversvømmede Skove
vaagner mod Dagen!
Se hvor Kæmpefloden nyder sin Bugtning!
Hvor den flommer kongeligt i Bue og svinger Flaader
af Træer og laset Drivtømmer i sine Hvirvler!
Se hvor den fører en uhyre Hjuldamper
i sin Syndflodsfavn
som en Danser, der er herre paa Gulvet!
Se de sunkne Næs – Oh hvilken urmægtig Ro
over Landskabet af druknede Skove!
Ser du ikke, hvor Strømmens Morgenvande
klæder sig milebredt med Dagens tarvelige Lys
og vandrer rundt under de svangre Skyer!
Fat dig også du, Uforsonlige!
Vil du aldrig glemme, at man lovede dig Evigheden?
Forholder du Jorden din arme Taknemlighed?
Hvad vil du da med dit Elskerhjærte?
Fat dig og bliv i Memphis,
Meld dig som Borger paa Torvet,
gaa ind og livsassurer dig imellem de andre,
betal din Præmie af Lumpenhed,
at de kan vide sig sikre for dig,
og du ikke skal blive hældt ud af Foreningen.
Gør kur til hin Jomfru med Roser og Guldring
og start et Savskæreri som andre Mennesker.
Hank rolig op i Gummistøvlerne …
Se dig ud, smøg din vise Pibe
i sphinxforladte Memphis …
Ah, der kommer det elendige Godstog,
som vi har ventet paa i seks Timer.
Det kommer langsomt ind – med knuste Sider,
det pifter svagt, Vognene lammer paa tre Hjul,
og de sprængte Ruf drypper af Jord og Slam.
Men paa Tenderen mellem Kullene
ligger fire Skikkelser
dækket af blodvaade Frakker.
Da pruster vor store Ekspresmaskine,
gaar lidt frem og standser dybt sukkende
og staar færdig til Spring. Sporet er frit.
Og vi rejser videre
gennem de oversvømmede Skove
under regnens gabende Sluser.
© Johannes V. Jensen
Nymånen er fuld
Når rockstjerner bliver myrdet, tager deres eget liv, eller omkommer ved ulykker, holder vi vejret for dem en kort tid, inden livet atter tager videre. Den døde stjerne fastfryses i præcis den tidsalder og på det sted han/hun checkede ud i, og vil for altid i vores kollektive billede være fastlåst der. Læs navnet Jim Morrison og rejs tilbage til hippie-burnout a la Paris, 1971. Ian Curtis er lig visionen af tilsodede, industri-nedstyrtende Manchester små ti år senere, klædt i kulsort naturligvis. Kurt Cobain betyder Seattle, 1994, april-regn, ingen Courtney Love, men et jagtgevær, ligesom Jeff Buckley er Memphis, 1997, drukning og altfavnende Mississippi, næsten som Johannes V. Jensen godt 90 år tidlligere beskrev den.
Sangeren og sangskriveren Elliott Smith var ved sin død i 2003 ikke kommercielt så stort et navn som de her nævnte, men inden for sin niche, den intime, elegant melodiske, ofte brutalt nøgne bekendelsessang, var han et sandt es. Gennem et voksenliv med åbenbare problemer spyttede han sange ud, først sammen med punkbandet Heatmiser, siden alene, på en række opsigtsvækkende plader, hvis tyst indtrængende sangstemme, kontroversielle (= suicidale) ord og underspillede lo-fi-produktion høstede uforbeholden anerkendelse. Her i Danmark var Elliott Smith dog symptomatisk ikke større, end at vi kunne opleve hans sky væsen og specielle sange på et halvtomt Rust i 1998, den eneste gang han kom forbi.
Politiet i Echo Park, Los Angeles har aldrig med sikkerhed fundet ud af, om Elliott Smith’s død, forårsaget af to knivsik i hjerteregionen, var mord eller selvmord. Hans sangtekster, selvhadende som de står, peger klart i retning af det sidste, men uanset hvad, gør det ingen forskel. Elliott Smith er væk, vi kommer ikke til at blive beriget mere af ham.
Set på den baggrund er New Moon, den ‘nye’ dbl-cd, virkelig en overraskelse. Elliott Smith skrev og indspillede i et omfang, så langtfra alle sange kunne få pladsbillet på hans plader. Post mortem er der dukket rigtig mange næsten færdiggjorte optagelser op, hvoraf 24 af de bedste fra 1995-97 – hans nok mest kreative periode – er blevet shinet sonisk op og altså nu gives fri under titlen New Moon.
Når rockstjerner dør, udsendes der ofte bagefter mange ting i deres navn. Gerne fordi den familie, som har arvet efterladenskaber og rettigheder, godt vil se valuta. Et eksempel på det er Jeff Buckley, hvis mor ikke har ligget på den lade side med sin bankrådgiver. Tilsvarende har Courtney Love også solgt grundigt ud af Kurt Cobain’s private demoer og skriverier, selv hans dagbog findes vist nu udgivet. Og sådan er det tit. Fint for business, men ofte knap så befordrende for artistens eftermæle, der vel ikke fortjener at blive punkteret af mere eller mindre tvivlsomme produkter, hvis indhold først – og ofte med god grund – blev gemt bort af artisten selv.
New Moon er heldigvis ikke sådan en udgivelse. Ingen følelse af uinspireret materiale eller overkill her. Selvom sangene, som næsten altid hos Elliott Smith, mest dealer med drugs, misbrug, tvivl, selvhad, ensomhed, frustration, vrede, you name it, er det ikke nogen mørk nedtursspiral de lokker ind i. En omstændighed der skyldes Elliott Smith’s ligefremme, fortællende stemme, og så hans suveræne tag på hjemsøgende melodi. Resten er flygtige Beatles-akkorder og hviskende stilhed. De bedste optagelser her står ikke tilbage for noget han udsendte mens i live. En større ros kan New Moon vel næsten ikke få…
Happy?
Som et simpelt pladecover dog kan fortælle mere end ord. Et sted langs den snorlige mørke landevej mellem Interpol City og Joydivisionville har det engelske band Editors slået sig ned. Tommelfingeren op herfra for deres to år gamle debut ‘The Back Room’, som ejede kold charme og neonlysende postpunk-guitarriffs nok til at stråle over sine beslægtede nykomlinge. Nu er efterfølgeren ‘An End Has A Start’ på vej og at dømme efter netop coveret ovenfor, er det en anderledes optimistisk og livsglad affære, nej?
FC København i dine øjne
Et mere overbevisende dansk mesterskab findes vist ikke i nyere tid. Stor sæson med klasseforskel i Superligaen, pokalfinale på torsdag, imponerende indsats i Champions League og klassespil hele vejen igennem, det ikke mindst af sensationelt gode Jesper Grønkjær. Tillykke til jer der har FCK som #1 i hjertet!
Der er nye horisonter
Vil lige sige hey og tak til alle jer vi mødte rundt omkring i landet de seneste uger – det har været en fornøjelse! Synes vi er kommet langt siden starten i live-sammenhæng, som nyt band, for godt halvandet år siden. Cool at spille sange fra Aftenland Express ud og en kæmpe fordel til koncerter nu ikke længere kun at have en plade at vælge fra.
Efter sidste show i Randers kørte vi lørdag nat afsted i vores bus mod Århus. Hørte ultrahøj ‘Music For The Masses’ – det klassiske DM-album er jo iøvrigt mixet i netop Randers! – mens vi talte om hvor ærgeligt, der ikke er flere aftener med Slagterne her og nu.
Men hey, det er der jo næsten. For d. 1. juni kommer vi til Århus og spiller Spot-festivalen, og i midten af august stiller vi op til Beatday07 på Charlottenlund Fort, nord for København. Og hvad hvis nogle nu siger, en længere efterårstour er på tale?!
Go! for gold
Om knap 3 uger – d. 28 maj – er det præcis 10 år siden Love Shop’s nyklassiker ‘Go! blev udsendt. Det fejrer SonyBMG på dagen med en genudsendelse af albummet i en 2-CD deluxe-udgave på selskabets eget nye Rewind-label. ‘Go!’, der iøvrigt netop er gået guld og altså nu findes i mere end 15.000 danske pladesamlinger, får følgende Rewind-presseskriv med på vejen:
Rewind udgiver 10 års jubilæums udgave af Love Shops GO!
Første skud på Rewind stammen var det anmelderroste debutalbum fra Ballet Mécanique – The Iceold Waters Of The Egocentric Calculation. Nu følger vi op med endnu et kvalitetsalbum i rækken af deluxe genudgivelser.
GO! 1997-2007
D. 28. maj 2007 er det 10 år siden, at Love Shops fjerde album GO! så dagens lys. Det markerer Sony BMG’s sublabel Rewind ved at udsende endnu et kvalitetsalbum i lækker indpakning fra inderst til yderst og naturligvis spækket med spændende ekstramateriale.
Hvorfor lige GO!?
Love Shop er svære at komme udenom når man graver i de Sony BMG’ske arkiver. Der er mange gode albums at finde i Kærligheds-Butikken og bl.a. debutalbummet ’1990’ har også været oppe at vende som potentiel genudgivelse i Rewind-regi. Men idet ekstramaterialet på netop Rewind udgivelserne er så essentielt kræver det også, at dette er af en meget høj kvalitet.
Ved hjælp af grundig research og bandets kritiske, men retfærdige ører, blev vi enige om at gå videre med GO! Her var der masser af spændende ting, som på ene eller anden vis knytter sig til det hitspækkede album fra 1997. Det er der kommet en bonus CD med hele 20 tracks ud af.
Bonus GO!
Repertoiret spænder så vidt som fra Love Shops optræden til forestillingen ’Lipstick Killer’ på Århus Teater, til Jens Unmacks demo version af ’Love Goes On Forever’, Love Shops version af ’Langebro’ fra Gasolin’ hyldestpladen ’Fi Fi Dong’, outtakes fra GO! og meget mere. Hertil kommer en fyldig booklet med syrede billeder samt Love Shops historie, på godt og ondt!
I hele processen med både udvælgelse af album, ekstra tracks samt den videre bearbejdning og mastering af det nye (gamle) materiale, har bandets involvering spillet en meget vigtig rolle. Uden et engageret band er det ganske enkelt ikke muligt at leve op til den kvalitet, vi mener skal kendetegne Rewind udgivelserne.
Go! for the Gold!
Og så er det på falderebet værd at notere sig, at Love Shop – bandet der aldrig har hærget salgshitlisterne – men tilgengæld altid har stået højt på mange anmelderes hitliste, for nyligt har rundet guldstatus på GO!
Det er derfor mere end blot et 10-års jubilæum vi fejrer med Rewind udgivelsen af GO!
Således falder ordene fra Rewind. Her selve indholdet af den “nye” ‘Go!’:
Go!:
1. Love Goes On Forever
2. Copenhagen Dreaming
3. Fremmedlegionær
4. Weekender
5. Sendt Fra Himlen
6. Fan Star
7. Vi Blinker Så Hurtigt Vi Kan
8. Glimmer Show
9. Aluminium Go!
10. Hvorhen? Hvordan? Hvornår?
Bonus-Go!:
1. Langebro (fra ‘Fi-Fi Dong – Gasolin’-tribute’)
2. Ind I Dig (fra Playtime-EP)
3. SOS (fra Playtime-EP)
4. Højre Hånd (fra Playtime-EP)
5. #1 (fra ‘Gå Ikke Over Sporet’)
6. Checker Din Puls (outtake fra Go!-optagelserne)
7. Bronte Beach (outtake fra Go!-optagelserne)
8. Rocknrollpersoner (outtake fra Go!-optagelserne)
9. 23:59 (outtake fra Go!-optagelserne)
10. Weekender (Hilmer Hassig-demo)
11. Love Goes On Forever (Jens Unmack-demo)
LIPSTICK KILLER – Århus Teater, september 1995:
12. SG
13. Havana Song
14. SOS
15. Stilleben
16. Weekender
17. Højre Hånd
18. Mobile Homeboy
19. Fremmedlegionær
20. Ind I Dig
Slagternes hævn
Ovenstående lyder mest af X-rated B-film, men er Jyllands-Postens overskrift på en 5-stjernet anmeldelse af weekendens Unmack-koncert i Viborg. Anmeldelsen kan læses her.
Substans
Trist at høre New Order nu for anden gang er gået i opløsning og dermed igen er fortid. Comeback’et for få år siden, med pladen Get Ready, var ellers opløftende vitalt, og den samtidige optræden på Roskilde Festival viste slet heller ikke de tegn på metaltræthed og manglende skarphed, den slags band-reunions som oftest trækkes med. Det efterfølgende – og altså nu sidste – album Waiting For The Sirens Call faldt så meget desto mere som en kæmpeskuffelse, en række blege sangskitser blottet for retning og mål.
På den baggrund synes opløsningen tålelig. Hellere slet intet end flere uværdige udgivelser, som New Order’s ellers stolte historie ikke fortjener. For det var netop dette kollektiv fra Manchester som i firserne viste vejen frem i musik, med innovativ brug af ny teknologi i en traditionel rockbesætning, med en fordomsfri blanding af angst-rock og upbeat diskoteksmusik, med en æstetisk og decideret markeds-anarkistisk DIY-attitude, og med en atypisk genert sanger, hvis uskolede stemme bar lige dele eufori og fortvivlelse.
At det i det hele taget lykkedes dengang at træde ud af Joy Division’s monumentale skygge, det selvmordsramte orkester som New Order var genopstået fra, fortæller lidt om de musikalske landvindinger der blev gjort. Almene fremgange, i dag ofte fejlagtigt tilskrevet et helt andet orkester, nemlig stadionherskerne Depeche Mode. At sidstnævnte, dengang endnu lysår fra egen senere styrke, spillede fluevægts-teknopop mens New Order udsendte banebrydende state of the art-singler som ‘Everything’s Gone Green’, ‘Temptation’ og ‘Blue Monday’, er ikke en påstand men et faktum. New Order tog med stor selvfølge synthesizers, sequencers, vocoders og programmerbare trommemaskiner ind i rocknroll og demonstrerede hvordan computeralderens første instrumenter problemfrit kunne anvendes på musikkens som dens skaberes præmisser.
Det kom der en fornem række ofte meget vellykkede plader ud af. Der findes mange opsamlinger med New Order’s singler. Her en personlig top-8 over deres otte studie-longplayers:
1. Power, Corruption & Lies (1983)
2. Low-Life (1985)
3. Technique (1989)
4. Brotherhood (1986)
5. Get Ready (2001)
6. Republic (1993)
7. Movement (1981)
8. Waiting For The Sirens Call (2005)
København I Dine Øjne som ny single
Næste radiosingle fra Aftenland Express, og dermed efterfølger til succesfulde Coke Lovebirds, bliver København I Dine Øjne, skæbnesangen, der i en kortfilmsversioneret single-edit – 3 min. 19 sek. – nu er klar til at møde radiobølger.
Rebus
Nederst ses USAs tidligere præsident Jimmy Carter. Øverst ses en organisation fra samme land, der sigter højt.
En musikalsk forsker
Der er et gammelt amerikansk band, der hedder Bad Religion. De er konsekvent blevet kaldt for punk, men jeg har altid hævdet, at de spillede folk-rock med ekstra højt tempo. Når de sætter farten lidt ned, bliver det nemlig rigtig tydeligt, hvor tonalitet og vokal stil kommer fra. Ikke alt hvad de har lavet, har været lige spændende, og gentagelserne har ofte truet.
Men med Greg Graffin som sangskriver har de haft en meget indsigtsfuld tekstforfatter, der har opnået noget så sjældent i musikbranchen som at få sig en sideløbende forskerkarriere. Hans PhD-afhandling fra Cornell (Monism, Atheism & The Naturalist World View – Perspectives From Evolutionary Biology) er et bidrag i feltet mellem videnskabsteori og evolutionsbiologi. De filosofiske og politiske overvejelser, han har gjort sig, er ofte stået klart frem i Bad Religions tekster.
For 10 år lavede Graffin sit første soloalbum, det i dag uopdrivelige American Lesion, og her kunne man høre hvor inspireret, han faktisk var af Todd Rundgrens 70er-pop. I efteråret kom så Cold As The Clay, hvor udgangspunktet er traditionel country og folk. Resultatet minder mig om Gillian Welch/David Rawlings og de sene albums med Uncle Tupelo – og er aldrig mindre end interessant. Bad Religion er hermed definitivt afsløret som folk-rock.
Cold As The Clay, produceret af Graffins mangeårige kollega fra Bad Religion, Brett Gurewitz, er reflekterende musik til en rastløs nutid. Hør det.