Så hvad kan jeg nu sige om Liverpool? Jo, hver dag når solen går ned og tager det første forår med sig, blæser det op og ind med kold regn fra Det Irske Hav. Og apropos, så er der meget specielt og smukt dér hvor floden Mersey løber ud i selvsamme blågrønne hav, mellem L’pool-bydelen Bootle og Birkenhead. Mersey selv er overalt så mudret beskidt, at det er umuligt at se, om den er 20 centimeter eller 20 kilometer dyb. De mange fragtskibe der konstant sejler den tyder dog ikke på det første.
Liverpool selv er en cool blanding af gammelt og nyt. I centrum er der de store, fine hovedgader med så prangende facader, men tag en enkelt sidegade væk og du går i et bygningsfald, der ligner en gennemsnitlig jysk provinsby ca. 1972. Nogle vil sige det så må være grimt, men mig, jeg elsker det. Mange huse står ubeboede med vinduer hamret til, og specielt i forstæderne står bosteder, butikker, fish&chips-takeaways og pubs ofte nedlukkede, en foruroligende del af dem med brandsodede skodder og himmel som tag.
Liverpool FC holder selv til 4-5 kilometer fra City, faktisk ude i bydelen Everton, der ligger oppe på et højdedrag med suveræn udsigt over klaustrofobiske rækker af bittesmå rækkehuse, gamle fabrikker, City-skyline, Mersey, havet og de fjerne bakker i Wales. Så to kampe derude, aftenkamp i elektrisk lys mod Arsenal, der blev kørt ud af banen, og så den tidlige lørdagskamp mod Man United. Troede efter Arsenal, at have oplevet Anfield så intenst som det bliver, forløst af Garcia’s sejrsmål 3 minutter før tid, men United-kampen tog tingene op på et helt andet niveau. Har aldrig nogensinde været med til så vild en stemning, som den United og deres 6000 medbragte supportere mødte i lørdags – det var skræmmende smukt!
Beatles trænger sig på i byen. Der er butikker med dem, museer om dem og der findes ikke mange barer uden et indrammet metalskilt, hvor tidligere Beatles-aquiantances højtideligt erklærer, at Beatles på et givent tidspunkt i 1962-3 har brugt baglokalet det pågældende sted – til hvad mon? Efter at have fået blæst Beatles-sange i hovedet overalt i City, er det ikke en en fjern tanke, at de lokale scousers må have den musik hængende langt ud af halsen. Et nødvendigt onde for at sælge merchandise til japanerne…..og danskerne. Anyway, så var selv skeptiske jeg nede i den underjordiske og meget lille Cavern Club – og der spillede de mærkeligt nok ikke Fab4…
Det gjorde de så heller ikke i den enorme anglikanske katedral, som er en af de flotteste der findes. Det med at se berømte bygninger og turistting på en rejse kan i sig selv godt være lidt belastende, men bylandskabet man får gået derhen til giver næsten altid anstrengelsen mening. Og Liverpool er i sin blanding af fortid, nutid og fremtid alle kilometerne værd.
Boede oppe i en hotelsuite, skråt overfor togstationen i Lime Street, med høj udsigt over City, føromtalte katedral og – der igen – dén flod, som er og bliver Liverpool’s omdrejningspunkt. Uanset om det var tidlig morgen eller sen nat, passerede biler hurtigt afsted nedenfor, hvor også fodgængere krydsede i den konstante bevægelse, der kendetegner enhver storby.
Oplevede for nogle år siden i Sheffield samme levende vibe som nu i Liverpool. En by der ikke hovedsageligt lever af turister, har en åbenhed og varme, man bare ikke finder i metropoler som f.eks. London. Har ofte været der og holder meget af det, men i London forbliver man turist med stort t. Oppe nordpå – i Liverpool – er både kontakt og tone så meget mere direkte og personlig. Men det kræver selvfølgelig at den lokale dialekt kan forståes, hvilket mange udlændinge har problemer med. Den er syngende, hurtig og ret så charmerende – præcis som det bedste lokale fodboldhold:-)
PS – Liverpool Anglican Cathedral findes btw sløret og hårdt beskåret på coveret af Echo & the Bunnymen’s Live in Liverpool-plade.
