Min gode ven Rene T, helt tilbage fra Viborg- og Næste Uges TV-tiden, har fået alle sine gamle billeder scannet ude i Kina, og derfor dukker nu glemte tidsøjeblikke op i min mailbox. Her er vi helt tilbage i midt-firserne, en dyster eftermiddag ved Hald Sø i Dollerup Bakker, hvor jeg kommer fra. Et sted der i sin idylliske spookyness ligger tæt på David Lynch-land. Det må være mod vinter, for jeg har min norske pilotjakke, som var meget varm – og Echo & The Bunnymen-trendy! – på.

Så hvad kan jeg nu sige om Liverpool? Jo, hver dag når solen går ned og tager det første forår med sig, blæser det op og ind med kold regn fra Det Irske Hav. Og apropos, så er der meget specielt og smukt dér hvor floden Mersey løber ud i selvsamme blågrønne hav, mellem L’pool-bydelen Bootle og Birkenhead. Mersey selv er overalt så mudret beskidt, at det er umuligt at se, om den er 20 centimeter eller 20 kilometer dyb. De mange fragtskibe der konstant sejler den tyder dog ikke på det første.

Liverpool selv er en cool blanding af gammelt og nyt. I centrum er der de store, fine hovedgader med så prangende facader, men tag en enkelt sidegade væk og du går i et bygningsfald, der ligner en gennemsnitlig jysk provinsby ca. 1972. Nogle vil sige det så må være grimt, men mig, jeg elsker det. Mange huse står ubeboede med vinduer hamret til, og specielt i forstæderne står bosteder, butikker, fish&chips-takeaways og pubs ofte nedlukkede, en foruroligende del af dem med brandsodede skodder og himmel som tag.

Liverpool FC holder selv til 4-5 kilometer fra City, faktisk ude i bydelen Everton, der ligger oppe på et højdedrag med suveræn udsigt over klaustrofobiske rækker af bittesmå rækkehuse, gamle fabrikker, City-skyline, Mersey, havet og de fjerne bakker i Wales. Så to kampe derude, aftenkamp i elektrisk lys mod Arsenal, der blev kørt ud af banen, og så den tidlige lørdagskamp mod Man United. Troede efter Arsenal, at have oplevet Anfield så intenst som det bliver, forløst af Garcia’s sejrsmål 3 minutter før tid, men United-kampen tog tingene op på et helt andet niveau. Har aldrig nogensinde været med til så vild en stemning, som den United og deres 6000 medbragte supportere mødte i lørdags – det var skræmmende smukt!

Beatles trænger sig på i byen. Der er butikker med dem, museer om dem og der findes ikke mange barer uden et indrammet metalskilt, hvor tidligere Beatles-aquiantances højtideligt erklærer, at Beatles på et givent tidspunkt i 1962-3 har brugt baglokalet det pågældende sted – til hvad mon? Efter at have fået blæst Beatles-sange i hovedet overalt i City, er det ikke en en fjern tanke, at de lokale scousers må have den musik hængende langt ud af halsen. Et nødvendigt onde for at sælge merchandise til japanerne…..og danskerne. Anyway, så var selv skeptiske jeg nede i den underjordiske og meget lille Cavern Club – og der spillede de mærkeligt nok ikke Fab4…

Det gjorde de så heller ikke i den enorme anglikanske katedral, som er en af de flotteste der findes. Det med at se berømte bygninger og turistting på en rejse kan i sig selv godt være lidt belastende, men bylandskabet man får gået derhen til giver næsten altid anstrengelsen mening. Og Liverpool er i sin blanding af fortid, nutid og fremtid alle kilometerne værd.

Boede oppe i en hotelsuite, skråt overfor togstationen i Lime Street, med høj udsigt over City, føromtalte katedral og – der igen – dén flod, som er og bliver Liverpool’s omdrejningspunkt. Uanset om det var tidlig morgen eller sen nat, passerede biler hurtigt afsted nedenfor, hvor også fodgængere krydsede i den konstante bevægelse, der kendetegner enhver storby.

Oplevede for nogle år siden i Sheffield samme levende vibe som nu i Liverpool. En by der ikke hovedsageligt lever af turister, har en åbenhed og varme, man bare ikke finder i metropoler som f.eks. London. Har ofte været der og holder meget af det, men i London forbliver man turist med stort t. Oppe nordpå – i Liverpool – er både kontakt og tone så meget mere direkte og personlig. Men det kræver selvfølgelig at den lokale dialekt kan forståes, hvilket mange udlændinge har problemer med. Den er syngende, hurtig og ret så charmerende – præcis som det bedste lokale fodboldhold:-)

PS – Liverpool Anglican Cathedral findes btw sløret og hårdt beskåret på coveret af Echo & the Bunnymen’s Live in Liverpool-plade.

De brænder min ambassade.
Men jeg vil ikke leve i et land, hvor jeg skal være bange for min nabo, blot fordi han har en anden hudfarve end mig, en anden tro eller taler et dansk, som ikke er perfekt.
De forvandler mit flag til aske.
Men jeg vil ikke leve i et land, der tror, at det kan undvære resten af verden.
De forbander mit lands navn.
Men jeg vil ikke leve i et land, hvor selvretfærdighed er en undskyldning for uvidenhed om andre.
Jeg vil ikke leve i et land, der kun vil sige undskyld til den stærke, men bliver døv, når den svage taler.
Jeg vil ikke leve i et land, hvor ytringsfriheden kun er til for bøllernes og krigserklæringernes skyld.
Jeg vil ikke leve i et land, som i stedet for selvransagelse blot udvider jagten på syndebukke.
Jeg vil ikke leve i et land, der betragter 1,3 milliarder mennesker som repræsentanter for en laverestående civilisation.
Jeg vil ikke leve i et land, der er i krig med en femtedel af menneskeheden.
Jeg vil ikke leve i et land, hvor jeg skal skjule mit pas, når jeg vover at rejse ud og kun tør hviske min identitet i øret på de mest fortrolige.
Jeg vil ikke leve i et land, som for at kunne elske sig selv er nødt til at bilde sig ind, at det er bedre end alle andre.
Jeg vil ikke leve i et land, hvor jeg må nøjes med kun en identitet, når verden har så mange at byde på.
Jeg vil ikke leve i et land, hvis kultur kun har låste døre, akkurat som et fængsel.
Jeg vil ikke leve i et land, der kalder sig kristent, men hvor begrebet min næste ikke omfatter den, der ligger fremmed og blødende for mine fødder.
Jeg vil ikke leve i et land, hvor tolerance kun omfatter den, der ligner mig som mit eget spejlbillede.
Jeg vil ikke leve i et land, der forstøder mig, blot fordi jeg forelsker mig i den forkerte.
Jeg vil ikke leve i et land, hvor jeg bliver fortalt, at jeg er en fjende af demokratiet, hvis jeg er uenig med min regering.
Jeg vil ikke leve i et land, hvor et væsen, der går oprejst på to ben, har en summende hjerne og to vidtåbne øjne artsbestemmes som et problem, før det anerkendes som menneske, blot fordi det beder til en Gud, jeg ikke kender.
De brænder min ambassade. De forvandler mit flag til aske. De forbander mit lands navn.
Jeg vil leve i et land, der ved, at det er en del af verden, og som ikke betragter afhængighed som en svaghed, ligesom det ikke betragter svaghed som en invitation til foragt.
Jeg vil leve i et land, der kan elske sig selv uden at miste blikket for sine egne fejl og andres fortrin.
Jeg vil leve i et land, hvis historie ikke er som lim under skosålerne, men et startpunkt for dristige opdagelsesrejser.
Jeg vil leve i et land, der ved med sig selv, at det ikke er fuldkomment, og som betragter sine egne mangler som en invitation til alle om at være med til at gøre alting bedre.
Jeg vil leve i et land, der anerkender, at indlevelsesevne, medfølelse, diskussionslyst og nysgerrighed er de vigtigste råstoffer.
Jeg vil leve i Danmark, men ikke alene.
Jeg vil leve sammen med jer, uanset hvem I er, og jeg behøver ikke at elske jer alle sammen, og I behøver ikke at elske mig, blot vi sammen anerkender, at forskellene imellem os ikke er trusler, at uenighed ikke er sabotage, og at konflikter kun er til for løses, ikke for at vokse i en uendelig spiral.
De brænder vores ambassader. De forvandler vores flag til aske. De forbander vores lands navn.
Jeg vil leve i Danmark.

© Carsten Jensen

Vores webmaster Pastoren startede for tre dage siden en hjemmeside, som sit personlige bidrag til nedtrapning af den gigantiske konflikt, forårsaget af JP’s famøse tegninger. Og man må konstatere hans initiativ har været en massiv succes, for her, fire dage efter den kom op, har siden allerede indsamlet over 30.000 underskrifter for respekt, forståelse og dialog som den rigtige vej frem – imponerende!

Siden kan besøges og underskrives på www.forsoningnu.dk

Nok ikke den store skuespiller, men var han ikke alligevel fra 1955 og frem biografmørkets egen Elvis, som datidens unges ultimative frigørelses-spejl? James Byron Dean fra Indiana ville kunne være blevet 75 i dag, hvis ikke han var omkommet bag rattet i sin hvide Porsche-racerbil allerede som 24-årig. Nix, det var ikke meget en beundrende verden fik set til ham. Af hans film var det også kun Rebel Without a Cause, der havde haft en premiere før hans død. Normalt er vi strictly til top-5-lister her på siden, men i James’ tilfælde gør vi i en fair play-undtagelse med denne fattige top-3 over de kun tre film han nåede at spille en hovedrolle i:

1. East of Eden
2. Giant
3. Rebel Without a Cause

Ingen snapshots i dag af smadrede danske bygninger langt i syd. Eller larm fra ekstranyhedsudsendelsers hektik. Ej heller fotos fra de rødklædtes ætsende søndags-tab på Stamford Bridge. Nix, ingen støj på linien herfra. Kun et enkelt s/h-billede af Robert Nesta Marley fra Kingston, Jamaica, der i dag ville være blevet 61.

Bless my eyes this morning
Jah sun is on the rise once again
The way earthly things are going
Anything can happen

You see men sailing on their ego trips
Blast off on their spaceships
Million miles from reality
No care for you, no care for me
So much trouble in the world now

Now they are sitting on a time bomb
Now I know the time has come
What goes up must come down
Goes around comes around
So much trouble in the world
So much trouble in the world
So much trouble in the world
There is so much trouble, there is so much trouble
There is so much trouble
There is so much trouble in the world
There is so much trouble in the world

© Marley

At brænde en ambassade ned er vel også en slags ytring. Pia Kjærsgaard & co. kommer til at score SÅ mange stemmer på det had og den polarisering, der lige nu eskalerer. Rabiate danskere mod rabiate muslimer – fedt, lige hvad situationen har brug for! Specielt deprimerende for os her, da det var JP der kastede den første sten – og for hvad?!?

Ovenstående Dannebrog er indgangsbilledet på BBC’s hjemmeside i dag. Sagen om de tegninger i JP har sat fokus på landet her som aldrig før. Når alt kommer til alt handler det hele vel næppe om ytringsfrihed, men mere om en efterhånden hårdt prøvet minoritet, der endnu en gang er blevet sat på plads og latterliggjort. Normalt klarer vi den slags internt, denne gang ser hele verden på, med reaktion til følge.

For nogle år siden havde vi selv travlt med at pege fingre af Østrig, som da var på vej langt ud over overdrevet mod højre. Nu er det os man ude i Europa nærmest skammer sig over. Det lille land med den store historiske tradition for menneskeligt overskud viser sider, ingen andre finder anstændige. I en turbulent tid, hvor lette løsninger ikke gives, synes kun én ting bombesikker: Det er sgu’ ikke blevet sjovere at være dansker under Fogh/Kjærsgaard.