Så forsvandt Mourinho igen endelig ud af Champions League i aftes. Desværre men forståeligt spillede Barcelona med sikkerhedssele og kørte derfor ikke Chelsea ned i ydmygelsen, noget mange ellers havde set frem til. Efterfølgende kunne Mourinho derfor endnu engang sige til ITV Sport, at han ikke mente det bedste hold gik videre fra en CL-duel Chelsea havde tabt. Men – som alle andre kunne se – det gjorde det.

Bliver interessant at følge hvordan pengetank Abramovich tackler skuffelsen. Man satser ikke det halve Asien på at skabe et europæisk mesterhold, for aldrig at nå finalen? Og den noget hjælpeløse måde det igen skete på har nok ikke gjordt russeren gladere. Endnu en gang at se den normalt forsvarsbaserede one-trick-pony Robert Huth blive skiftet ind som løsning på målscoringsproblemet når det virkelig brænder på, fortæller kun klart, at der ikke er en regulær plan B. Hvilket fra trænerens side udstråler fatal mangel på spil-kompatibilitet og overskud, to dyder Mourinho ellers taler meget om…

I aften må der gerne ryge flere portugisere ud: På Anfield skal Liverpool indhente 0-1 fra første udekamp mod Mourinho’s landsmænd fra Benfica. Det lyder måske ikke svært, men for Liverpool, der ikke har scoret to mål i én kamp hjemme endnu i 2006, kan det godt blive problematisk. I angrebet er det nu respektivt 649, 358 og 956 minutters spilletid siden Cissé, Fowler og Morientes sidst fandt nettet, og Peter Crouch, manden der ALTID synes at vende ryggen mod modstandernes mål – en lousy position at score fra! -har ramt held én gang i sine seneste 796 minutter.

Så der er noget at rette op på for angrebsstyrken, og intet tidspunkt synes mere belejligt end nu i aften på Anfield, hvor der er lovet tung regn. Billedet ovenfor viser den allerede falder nu.

– Right now, Mourinho’s role has become rock’n’roll in terms of media hype. At this moment, you’d think the game is the supporting act.

Således står der på Chelsea FC’s egen hjemmeside op til tirsdagens afgørende CL-opgør mod FC Barcelona. Og noget er der om snakken. Efter de to så ambitiøse klubbers hadfulde møde sidste år, der endte med mordtrusler på en dommer, beskyldninger om løgn og svindel, samt en tvivlsom sejr til Chelsea, er det igen træner Mourinho der er i fokus op til returmødet på Camp Nou.

Barcelona vandt åbningskampen i England med 2-1, men selv den aften var det alligevel Mourinho der løb med de fleste overskrifter, da han post-match anklagede lille Messi for “Barcelona-teater-typisk” skuespil. Messi’s hurtighed havde tidligere trukket et fortjent rødt kort til Chelsea’s Del Horno, der fandt fysiske overfald som eneste brugbare middel til at stoppe ham. Med 11 mod 10 brillerede Barcelona og burde have vundet større.

Typisk for Mourinho var han ikke enig i den betragtning. For ham sluttede kampen allerede sidst i 1. halvleg, da Del Horno fik udvisningen, “The Kid’s playacting” ifølge Mourinho fremprovokerede. Han koketterede med tanken om kun at sende sit 2. hold til returkampen, når UEFA nu alligevel gang på gang udsatte Chelsea for usportslige forhindringer, i form af forudindtagede dommerøjne. At Barcelona allerede inden udvisningen havde siddet på både spil og afslutninger, var ikke noget Mourinho forholdt sig til.

Chelsea’s Einar Gudjohnson blev på samme pressemøde spurgt om, hvordan stemningen var lige efter kampen i omklædningsrummet, og svarede at “The boss told us not to worry. He said that we’ll go down there and beat them”, hvilket siger meget om Mourinho’s psykiske styrke. Ikke blot vil han slås med hele verdenspressen og diverse disciplinær-komitéer, nej, han kan samtidig også løfte sine egne spillere, der ret beset må være godt rundtossede, efter det første møde i London med Barca’s uforudsigelige spilkombinationer.

Mourinho’s fornægtelse af nederlag kan nemt på Camp Nou igen få brug for røde kort mod sit hold, til at bortforklare det, der logisk set synes på vej. For Chelsea forekommer heller ikke i år istand til at spille på mere end én og samme kværnende måde, og hvis Barcelona igen kan spille uden om dens fysik, samt ikke lade sig overraske af de pludselige kontraraids, bliver det meget svært at vinde med de to mål opgaven kræver.

Interessant nok virker Mourinho sjældent fattet og rolig op til kampen, som har han klippefast tro på, det hele nok skal gå hans vej. Således lod han mandag eftermiddag journalister overvære hele Chelsea’s træning, hvilket er ganske uvant før så vigtig en kamp. Har Mourinho et es i Armani-ærmet, eller er det tilbagelænede overskud kun bluff for at winde Barcelona op? Det vil først vise sig når bolden ruller kl. 20.45.

Et farvel til Champions League på Camp Nou vil i givet fald ryste Chelsea. En klub der via sin pengetank af en mæcen har råd til et årligt driftsunderskud på små 1.000.000.000 kr, kan ikke leve med, at blive siet fra allerede nu i den vigtigste turnering af alle. Sidste år faldt man snævert mod Liverpool i semifinalen, et nederlag Mourinho – vanen tro – bittert underkendte. En ny fiasko her kan ikke undgå at sætte et skæmmende spørgsmåltegn ved, om han selv rent faktisk er træneren, der for Chelsea’s ubegrænsede penge evner at sammensætte det europæiske mesterhold, man sukker efter og drømmer om.

TV 3+, iaften kl. 19.30

For ikke længe siden var det George Best der døde for tidligt, og i går tilfaldt samme skæbne endnu en karismatisk spiller fra spillergenerationen, der prægede os, som levede af klassisk tipsfodbold på DR først i 7o’erne. Ikke fordi der så tit blev sendt fra London, dertil stod holdene fra Midlands’ regntunge baner desværre programlæggerne for nær, men når der gjorde, med Chelsea som hjemmebanehold, var Peter Osgood en nydelse at overvære, sammen med ligeledes begavede Alan Hudson.

Mange mener, Osgood, der ligesom Best heller ikke havde det nemt med regler og autoriteter, skulle have haft en stor landsholdkarriere, men sådan blev det ikke. Måske pga. det brækkede ben, der tvang ham til at melde afbud til Englands eget VM i 1966, hvor hjemmeholdet tog guld. Finalekampen, han måske kunne have været med i, oværværede Osgood istedet via TV på et hotel i Vesttyskland, hvor han var på genoptræningstur med Chelsea…

Ovenstående billede, hvor Peter Osgood ses stående – lige over senere så kontroversielle Arsenal-manager George Graham – er fra samme år. Læg mærke til tribunen på Stamford Bridge i baggrunden, der ligner en fjern og glemt ruin fra 2. Verdenskrig. Dette var mens Chelsea FC endnu klart var en folkets klub, og ikke den lidet sympatiske russisk-portugisiske magtdemonstration, som til næsten alle fodboldelskeres glæde nok får klippet nummerpladerne på Camp Nou på tirsdag. Skulle man alligevel rejse sig dér mod den fodboldæstetiske overmagt Barcelona, er det helt sikkert, at både klub og spillere vil tilegne den triumf til nu afdøde Peter Osgood – så stor var han.