En mægtig plade i – og et perfekt soundtrack til – året 1985. New Order, fanget et frugtbart sted mellem post-punk og elektro-pop, lød her ofte som om de snublede over deres egen numre, en fornemmelse af umiddelbar fangst, den uordnede masse af energisk lyd, hvor Hook’s lyse, melodiske bass konstant summede omkring kernen som en travl bi. Og Barney’s uskolede sang. Ofte håbløse tekstbidder som i den store helhed alligevel blev til poetry in motion gennem hans uskolede antisang. Mange Joy Division-tilhængere fnyste over de nærmest knækprosa-flade ord, men for mange af os fungerede linjerne perfekt i deres afvæbnende hjælpeløshed. Og så var der ovenikøbte The Cure-faktoren. Flere af numrene på Low-Life sendte nærmest lysende raketter afsted til Robert Smith’s band. En synth-intro her, en akkord-rund gang der; som om de to bands lige der kiggede nærmest forelsket på hinanden. Her leger New Order på et af pladens numre – live-optaget samme år i Japan – med akkorderne fra ‘A Forest’. Low-Life udkom 13 maj 1985…
Christian Kjellvander fylder 50 i dag. Herfra kender og værdsætter vi mest ham som Thåström’s så specielle nye guitarist, men før det har en mand med et så unikt talent naturligvis masser af musik på sin samvittighed. Ikke mindst solo har hans lavmælt alvorlige/intense plader vundet frem og fundet et publikum i Europa. Lyder stilen og stemmen herover meget amerikansk? Jamen, Kjellvander voksede op i Seattle, Washington fra seks til 15 år, så det er lovligt undskyldt. Herunder er han som Thåström’s lyn og torden fra K.B. Hallen på endnu en besat tur i ‘Ingen Sjunger Blues Som Jeffrey Lee Blues’. Måske denne version faktisk er endnu mere stærkest end den fra Göteborg på det nye livealbum? Altså, den overflod. Grattis, Christian!
I disse majdage i det herrens år 1982 udsendte New Order singlen ‘Temptation’. Få måneder tidligere, det var december, havde bandet af resterne fra Joy Division med den iskolde dødsdisco-single ‘Everything’s Gone Green’ vist at noget anderledes var igang, noget der på ingen måde lød af Ian Curtis og dét band, som det lidt bevægelseshæmmede debutalbum Movement (1981) fra november også havde gjort det. Men her kom ‘Temptation’ så og lukkede lyset ind i NO-musikken, virkelig en stor omvæltning. Sangen blev udgivet i to forskellige versioner, men hvor det ofte blev New Order’s 12″ere som var de bedste, har ialfald jeg det lige omvendt med ‘Temptation’. 12″eren med sin lidt grumsede bandlyd lyder nærmest som optaget i et øvelokale, mens 7″eren er helt anderledes tøjlet af den stramme sequencer, Gillian Gilbert var kommet med i det nye band for at bestyre. Her kan begge versioner høres, det er naturligvis 7″eren først…
Punk rock bliver 50 i år, et helt halvt århundrede med Johnny Rotten’s snerrende fråde, sikkerhedsnåle i kridhvid hud og støjende musik af en anden verden. 15. maj 1976 gik Sex Pistols i Majestic-studiet, en nedlagt biograf nede i Clapham, med guitarist Chris Spedding som producer og indspillede deres første demo. Tre numre blev det til; ‘Problems’, ‘Pretty Vacant’ og ‘No Feelings’, alle mere hvalpede end de officielle versioner senere, men stadig cool at høre, også for andre end arkæologer. Glen Matlock’s bass giver de tre numre et helt andet letfodet tråd end på albummet, hvor de efter hans fyring spilles af guitarist Steve Jones…
Fra Spot i Aarhus sidste weekend forlød det fra flere tilstedeværende branchefolk, at ‘bandformatet’ synes på vej tilbage, altså ny musik lavet af ikke bare keyboards, men også med levende trommer, bas og elektrisk guitar. Er det mon Aphaca der allerede sætter sine spor? Og her kommer trendstyrende Charli xcx med sin nye single ‘Rock Music’, der ligeledes åbner døren op til en fortid, som efterhånden ret længe har været lukket, og ved hjælp af nogle stærkt karikerede guitarriff-samples, samt en tekst, der også bekender sig til rockmusikkens skammekrogs-verden, antyder at noget rører på sig i tidsånden. Men hvad mon? I det kun to minutter lange nummer siger omkvædet det måske/måske ikke: “I think the dance floor is dead / So now we’re making rock music...”.
New Order, der kommer fra en by der kender mere til gråt end de fleste byer gør det, beder om tilladelse til at male denne blå. Den her 12″er med dem udkom i marts 1983 med samme unikke, sensationelle fornemmelse af teknologisk gennembrud og fremtid som også var tilstede, da man først hørte Kraftwerk eller Donna Summer/Giorgio Moroder’s ‘I Feel Love’…
En ledsagende sang til denne søndag? Hvis du oplevede den heftige aften med Thåström i K.B. Hallen på Frederiksberg sidste år, så er du med på denne definitive version af ‘Solen I Den Vänstra’, som på optagelsen fra hans nye livealbum kommer med en mere tonet fysik end studieversionens fra Somliga Av Oss (2024). Det glødende nærvær i stemmen er også svært ikke at bemærke…
Thåström har på sit nye livealbum igen inkluderet en liveudgave af den mægtige ‘Ingen Sjunger Blues Som Jeffrey Lee Pierce’. Årsagen til at genbesøge nummeret må udefra hørt skulle findes i hans nye guitarist Christian Kjellvander, som på denne version fra Liseberg i Göteborg lægger et skæbnesvangert drama af en anden verden ind over Thåström’s sang-pendant til det gamle Nick Cave and the Bad Seeds’ akkurat ligeså ildevarslende ‘Tupelo’…
Soft Cell’s efterfølger på single til ‘Say Hello, Wave Goodbye’ bliver udsendt 7. maj 1982. ‘Torch’ kommer med et for duoen lidt atypisk positivt lys i sin musik, tegnet ikke mindst af både den fabulerende trompet og Cindy Ecstacy’s fjerlette kor. Her den enkle promo-video; hvor står de alle tre unge og endnu forholdsvis uskyldige. Det skal snart ændre sig…
8. maj 2026: Ja, leve Søren Ulrik Thomsen! Denne dag tilhører i alfald ham her på siden. Og da vi kommer fra musikkens verdenshjørne, bliver det digterens berøring med den hans 70-års dag her markeres med. Sods var de første der brugte hans ord, men snart fulgte sangeren fra Aarhus-bandet Kliché efter. Og det var helt sikkert en af de bedste idéer Lars Hug nogensinde fik; at sætte musik og sin stemme af livssulten vildskab til Thomsens debutsamling City Slang. Albummet med samme titel fra 1984 var Hugs første efter bruddet med Kliché og forblev en forholdsvis velbevaret hemmelighed. Men det er så sandelig heller ikke en samling numre, der satser på den bløde mellemvares store publikum. Vi var tilstede den aften i Saltlageret, København, da denne performance-koncert – det begreb var en ukendt ting da – satte ny standard for hvad dansk rockmusik også kunne. Det havde næppe været mulighed uden dens kerne, som var Søren Ulrik Thomsens uafrystelige tekster, der nu var blevet til kantet, lysende, levende lyd. Men bilvraget på scenen? Lars Hug optrådte først solo under navnet Lars Autoophug…
Danmarks mesterlige digter og forfatter fylder 70 i dag. Gætter på det må være derfor, Peter Peter’s Bleeder – med vokal assistance af Majke Voss og Elias Rønnenfelt – også netop i dag udsender denne nye majestætiske version af Sods’ ‘Marble Station’, hvis engelske tekst bygger på Glemmerens Kærlighedsdigt af Søren Ulrik Thomsen…
Jeg valgte min elskede blandt de der står med tømte øjne på S-stationernes hvide fliser blandt de der intet tænker men beruser sig i togenes kærlige sus
bad hende pakke mig ind i sit tæppe og ro mig ud på søen sænke mig ned i det kølige vand lade bundens planter dække min hud
for en seng er en sø et vandhul langt ude på marker fulde af kalk
på bredden sidder den kærlige tømte betragter uden tanker den søvniges endeløse styrt gennem det kolde vand
Lana Del Rey synger en af Father John Misty’s absolut bedre sange her. Hendes tilstedeværelse i og levering af FJM’s ‘Buddy’s Rendezvous’ tager hans kroniske kynisme ud og erstatter det tabte med den længselsfulde amerikanske sorg, ingen i disse år mestrer som Del Rey. Læg dertil denne uoffcielle fan-videos udsøgte levende billeder af Marilyn Monroe’s Hollywood-verden og ikke et øje er tørt. Ialfald ikke her…
Dagens friske single fra Iceage, der senere i denne måned kommer frygteligt tilbage med nyt album. Dette tredje forspil bærer igen på en musikarv, som ikke på nogen måde afslører bandets baggrund på det europæiske kontinent. En traditionel amerikansk rocknroll leveres med et speedet skud af den slingrende, stakåndede nødvendighed, rollemodellerne The Pogues måtte kigge langt efter, da flasken havde sat sig tungt på Shane MacGowan’s evner. Indvendinger? Fløjte-detouren undervejs vækker traumet fra Nick Cave and the Bad Seeds’ ‘Breathless’, hvor Warren Ellis med samme unødvendige instrument påtog sig rollen som bødlen af de falske toner. At irritere for at irritere er irriterende, men hey, det får resten af ‘The Weak’ til positivt at stråle, point taken…
Hvorfor en ny single med London’s The Rolling Stones her? Fordi den letter på et overraskende sødmefuldt omkvæd. Alder skal aldrig være en undskyldning for noget som helst og det behøver den heldigvis heller ikke at være her…
Det er i dag præcis 20 år siden The Go-Betweens’ Grant McLennan tog en eftermiddagslur for at blive frisk til et selskab, han skulle være vært for samme aften i Brisbane, Queensland. Men McLennan vågnede aldrig op igen og var således borte kun 48 år gammel. Den sidste sang han arbejdede på før sin død var tiltænkt gendannede The Go-Betweens, men blev efterfølgende istedet færdigskrevet og indspillet solo af hans partner in pop crime Robert Forster, som passende lod teksten til ‘It Ain’t Easy’ være en hyldest til Grant…
…I write these words to his tune That he wrote on a full moon And a river ran and a train ran And a dream ran through everything that he did…
