– Liverpool would probably have won the title for the first time in 19 years if they had signed a striker that Rafael Benitez actually wanted last summer. United have Rooney, Ronaldo, Berbatov and Tévez; Liverpool, who have scored more league goals than United this season, have Fernando Torres and a bloke called Ngog.
Fra artikel i The Times om Manchester United’s nyvundne engelske mesterskab.
Okay, vi er her igen, atter elektrisk i live på nettet. Håber bare et par stykker af jer nåede at føle et stik af bekymring og tab, over vi måske aldrig ville komme op igen. Måske Viborg Folkeblads lederstemplede egnskonfrontation havde lukket os ned. Måske popstjernelivets distraktioner var blevet for extravagante, til noget så straight som en blog. Og hvem skulle da så trætte jer med The Clash og Liverpool, dag ud og nat ind, hvis ikke længere os? Og hvad med de Slagterne-shows nu omkring denne weekend, hvis de så også var pist borte? Måske chancen for at synge med på livet var tabt som for altid…?
Men nej, for vi er igen lige her. Så tør øjnene, spis den kiks, find de store forventninger frem til vores aftener i Aalborg, Odense og København, som skal blive blændede. Vi skal nok være der. Selv er man netop kravlet op fra det sorte hul, mange andre faldt i går, efter den helt igennem hæsblæsende og vilde 4-4-kamp mod Arsenal. Kan godt være Liverpool ikke bliver mestre, men lige nu spiller de det mest medrivende og direkte fodbold af samtlige i England. Så grund til at holde hovedet højt, endda selvom Man U’s grå maskine alligevel løber med det mesterskab. For der er masser af håb. Både for os og Det Dejlige Menneske – siempre es posible!
…som The Fab-4 så rigtigt synger det. I dag for 20 år siden blev 96 Liverpool-tilhængere i alle aldre mast ihjel på Hillsborough i Sheffield, omkring starten af FA-Cup-semifinalen mellem deres hold og Nottingham Forest. Kl. 15.06 engelsk tid, det tidspunkt hvor kampen dengang blev afbrudt pga. den pågående katastrofe, vil der være to minutters stilhed overalt i hjembyen, som vil mindes sine døde. Ansvaret for hændelsesforløbet er endnu aldrig blevet placeret. Læs en masse om Hillsborough her på The Guardian’s minisite i anledning af dagen.
1888, en af denne blogs højt estimerede brugere, fravalgte slaget på Anfield onsdag aften til fordel for ‘fantastisk smuk fodbold fra Barcelona’. Så selv et større uddrag fra den kamp senere samme aften, og jo, Barcelona var på toppen af æstetikkens ydeevne, på deres katedral af et stadion, hvor helt igennem underlegne Bayern München blev udstillet fra start til slut.
På Anfield derimod var jævnbyrdigheden det sportslige aktiv, ialfald den første times tid, hvor der blev spillet noget af det hurtigste og bedste bold set på engelsk græs denne sæson. Angreb rullede fra den ene ende til den anden, højt presspil skiftede ejer, hurtige tværløb mod åbne områder, altsammen i et vanvittigt tempo. Som neutral må det have været en nydelse at overvære.
For os andre var det mest nervepirrende. Aftenen i Liverpool endte fuldt fortjent med en 3-1-sejr til Chelsea, der gik en imponerende flot kamp. Selv med et mål nede efter kun seks minutter blev hovederne holdt højt og kampplanen in mente. Nye træner Hiddink – han forsvinder heldigvis igen til sommer! – havde aflæst Liverpool og fik som tiden gik lukket ned for dynamoerne Gerrard og Alonso.
I den sidste halve time var der intet at komme efter for hjemmeholdet. Nede med to mål, med låste fløje og åbne for Chelsea’a lynkontraer, sank chokket ind. De seneste sublime resultaters eufori afløst af uforudset klar exit fra Champions League. Jo, vel er der returkamp i London på tirsdag, men man tager ikke derned mod et så skarpt blåt hold og vinder med tre. For Chelsea fremstår alt for smarte til at lave AC Milan-fejlen fra Istanbul og slå op i banen før slaget endeligt er forbi.
Flere ting gik galt onsdag aften. På midtbanen var spoileren Mascherano karantæneramt. I hans fravær fik Lucas chancen og faldt nådesløst igennem på dette allerhøjeste niveau. Ligeledes Aurelio, der spiller en ofte fin venstre midtbane, men er for skødesløs og mangelfuld som decideret forsvarsspiller. Skrtel, normalt en superforsvarer, havde også bagude en dårlig kamp, der kun kan have øget Daniel Agger’s chance for kontraktforlængelse. Sidstnævntes elegante evne til at føre bolden fremad var stærkt savnet, da Chelsea’s skarpe markeringer krævede langt mere opfindsomhed end normalt påkrævet.
Nederlaget tegner et sobert billede af Liverpool. Holdet er slet endnu ikke færdigt rent udviklingsmæssigt. Vel er resultaterne der, men vel mere pga. skarpe taktiske oplæg, disciplin og holdånd, end fordi spillertruppen er besat optimalt.
Mener, hvorfor har LFC ikke den rigtige venstre back? Beatles1966-lookalike Insua synes god, men fravælges som oftest til fordel for Aurelio og æslet Dossena. Og hvorfor har Liverpool kun én klasseskarpretter? På en aften hvor Torres mister modet, er der bare ingen aflastnings- eller variationsmuligheder. Og hvad med problemerne omkring Liverpool’s kanter? Altid stabile Kuyt spillede en rigtig god kamp på højrefløjen, men tør, grundet manglende speed, aldrig udfordre mand til mand, ned mod baglinien. Det er en kæmpe mangel. Anderledes hurtige Riera og Babel, der deles om venstrekanten, synes omvendt alt for svingende i deres præstationer.
Rafael Benitez må tænke sig godt om nu. Skal han give CL op til fordel for en totalsatsning på Premier League og Manchester United’s fortsatte formnedgang? Eller tror han det umulige kan ske på Stamford Bridge tirsdag aften og gemmer derfor småskadede Gerrad’s helbred til den kamp? Lørdag middag tager Liverpool nemlig mod Blackburn, der må og skal besejres. Dét givne udfald vil kun sætte yderligere pres på usikre United, der spiller senere på dagen oppe i Sunderland, og iøvrigt selv vil frygte CL-fiasko efter skuffende 2-2 hjemme mod Porto.
Og førstomtalte FC Barcelona? De har endnu en opvisningskamp på Camp Nou, denne gang i La Primera mod Recreativo Huelva. Forvent ingen spænding, men helt sikkert mange hjemmeholdsmål og ‘fantastisk smuk fodbold’…;-)
Liverpool – Blackburn Rovers, lørdag, kl. 13.45, Kanal5
Chelsea – Bolton, lørdag, kl. 16,00, Canal+/downthelocal
Sunderland – Manchester United, lørdag, kl. 16.00, Canal+/downthelocal
Begrebet deja vu antager nye og gruopvækkende dimensioner, når Liverpool og Chelsea i aften, for vistnok femte sæson i træk, støder sammen i Championes League. Man orker næsten ikke mere denne cup-konfrontation mellem disse to hold, der står så midtbanestærkt og styrkeudlignende solidt overfor hinanden. Men okay, de berygtede lodtrækningskugler i UEFA har atter bestemt – tag en dyb indånding:
Liverpool – Chelsea, onsdag, kl. 20.45, TV3+
PS – Hvad mon John Arne Riise laver nede i Rom i aften? I selvsamme opgør sidste år, dengang en semifinale, var hans meget sene og spektakulære selvmål foran The Kop karrierens sidste boldberøring for Liverpool på Anfield – hvor vildt er det ikke?!?
Lige efter selvmålet, et hovedstød på en nok 20 cm høj tværbold: Et såret dyr.
Terry, Gerrard, Lampard og Shrek fejrer kvalkampene for nu endelig er forbi.
Efter halvanden uges udstillen af hvor trist, sterilt og sportsligt ulige landsholds-kvalfodbold er blevet, genoptager de rigtige turneringer deres anderledes engagerende kapløb denne weekend. At høre Flemming Toft tale landsholdets styrke og popularitet op er en pine næsten lige så slem, som de 90 kvalitetsmagre danske minutter mod sagesløse Malta/Albanien. TV2 vil gerne sælge en sikkert dyrt indkøbt VM-kvalvare., men at lyve så skamløst om dens indhold som Flemming Toft i denne uge formåede, kunne nemt belønnes med en seriøs påtale fra forbrugerombudsmanden.
Jo-jo, engang betog det danske landshold os og hjemmepublikummet var virkelig den 12. mand, der nu kun findes som journalistfloskel. Ikke mere. Har man været til fodbold i Parken ved man, at f.eks. FCK’s tilhængere – selv til en kun halvfyldt kamp mod AC Horsens – producerer en stemning, der så nemt overgår landsholdets kampe. Måske Morten Olsens hold bare appelerer specielt til folk, der normalt ikke interesserer sig for fodbold. Ialfald er opbakningen ca. ligeså infantil, mekanisk og humorforladt som til en håndboldkamp. Og taber landsholdet et par kampe siver stampublikummet straks. Man er der for at opleve sejr, være del af en succes, det uanset baggrundens eventuelle billighed.
Men lørdag kører Premier League heldigvis igen. Hvis nogen har glemt det, spillede Liverpool som lyn og torden før kval-breaket. I morgen er Benitez & co. ude på Craven Cottage, lige ved Themsen, mod Fulham, der senest slog Manchester United. United tager søndag selv imod Aston Villa, der skal rejse sig efter ødelæggende 0-5 i Liverpool. Og Chelsea møder ude Alan Shearer’s måske genfødte Newcastle. Spændende tider igen indeed – sov godt rød/hvide landshold!
Newcastle United – Chelsea, lørdag, kl. 16.00, Canal+/downthelocal Fulham – Liverpoool, lørdag, kl. 18.30, Canal+/downthelocal
Manchester United – Aston Villa, søndag kl. 17.00, Canal+/downthelocal
Spillerne fra Liverpool havde på forhånd tilkendegivet, at deres kollektive stjernebedømmelse af Dagene Løber Som Heste ville komme til udtryk i antal scorede mål i topkampen mod Aston Villa på Anfield søndag og således blev det. Vi takker ydmygt herfra for den så positive anmeldelse, det ikke mindst til hattrickhelt Steven Gerrard.
Nederststående blev skrevet før lodtrækningen fandt sted. Og nej, Bayern var ikke så heldige, som her regnet med. Til gengæld – som så logisk forudsagt – fik ManU badebillet med Porto og den ‘lette’ semi mod vinderen af Villarreal-Arsenal. Her resultatet af UEFA-handlingen:
Villarreal – Arsenal
Manchester United – FC Porto
Liverpool – Chelsea
Barcelona – Bayern München
1/2-finaler:
Vinder Kamp 2 – Vinder Kamp 1
Vinder Kamp 4 – Vinder Kamp 3
PS – smölle refererer i kommentarerne til Guardian’s livedækning af lodtrækningen, hvor der tales om Manchester Uniteds fordel af ‘the Amazing Patented Uefa Hotball™ System’, altså et system hvorved UEFA’s finaleambassadør Bruno Conti udfra varmeustråling i dag kunne mærke, hvilke kugler ManU’s lykke lå i – og jo, indrømmet er den klubs UEFA-velsignede lodtrækningsheld efterhånden blevet svært at tage for pålydende.
Vi ved ManU får en nem lodtrækning, vi ved Liverpool trækker dét hold fra London (eller også superteknikerne fra Barcelona), og vi ved Bayern München er mere heldige end godt er. Kommer lodtrækningen over middag i dag mon ikke til at se sådan ud, hvor så altså de to øverste fixtures’ vindere videre skal mødes i den ene semifinale og de to nederestes i den anden…!?
FC Porto-Manchester United
Bayern München – Villarreal
Liverpool-Chelsea
Barcelona-Arsenal
I disse dage er jeg en kort tur i Rigets Centrum, fjernt fra lydene fra stadion. Jeg har talt for en lille, men undrende forsamling, og Jens har fået lidt Mac-hjælp (backup er nu sådan en god ting at tage). Efter sidste uges skuffelse i Manchester havde jeg valgt ikke at se returkampen. Så hellere se DRs symfoniorkester spille i det nye koncerthus, som jeg trods alt også har været med til at betale, end at ærgre mig trekvart ihjel langt hjemmefra.
Efter en aften oppe under loftet sammen med Grieg og Mahler, de store, romantiske følelser af håb, tab og forløsning – Mahlers 5. symfoni er en storslået film, et komediedrama hvis billeder dannes af lytteren, den med temaet fra Døden i Venedig – og den obligatoriske hosten mellem satserne kunne jeg tænde min mobil ude i garderoben. Min kone sms’ede, Jens SMS’ede – det her var spændende. I metroen blev jeg opdateret løbende, mens stillingen gik fra 0-0 over 1-0 til 2-0. I foyeren på hotellet sad jeg og så de 2 x 15 minutter uden lyd. Uden lyd.
En følelseskold person kom forbi den stol, jeg havde rykket ud, og sagde med hovedstadens velkendte sprogtone at “de klarer ikke presset, de røde”. Resten ved vi godt.
Jeg har aldrig set 2 x 15 minutter, der var velspillede og er træt af straffesparkskonkurrencer (når det hold, jeg holder med, taber). Men AaB faldt med ære!
(Og lyden i koncerthuset er fremragende. Desværre skal Backstage ikke optages her.)
Der skete naturligvis store vidunderlige ting i weekenden. Lørdag over middag tog Liverpool den korte tur over til gråvejret i Manchester, hvor United på hjemmebanen Old Trafford blev demonteret og lagt ned. At ManU stadigvæk bliver mestre om 2 måneder hersker der ikke meget tvivl om, men det vil ikke være uden sviende salt i dette sår, efter fritflyvende magtdemonstration af især Det Dejlige Menneske og Steven Gerrard. Her et par snapshots fra udflugten, der markerer Liverpool’s største sejr ude over Manchester United siden…..vi taler vistnok november, 1938!
Hjemmeholdet kan pt. gå på vandet, vinde kampe uden at spille overbevisende – spørg bare Inter! – nej, intet går dem imod. Ikke mindst derfor står Alex Fergusons spillere med solid favoritrolle, når holdene løber ud tidligt lørdag på Old Trafford i Manchester. Er Torres mon klar efter Real Madrid-sparkene? Er Gerrard fast tilbage i topomdrejninger? Er Rooney’s LFC-hadfulde quotes blevet taget personligt? Er Cristiano gode venner med sin dommer? Vil Mascherano kunne holde hovedet koldt overfor netop den neutrale, er der begrundet håb om, Liverpool vil kunne spille 11 mod 11 hele kampen i år. Der er ialfald ikke råd til nogensomhelst slinger i valsen, skal et brugbart resultat med tilbage til Anfield. Efter efterårets nedspilning af United der, med efterfølgende logisk 2-1-nederlag, er det Manchester, som denne gang har revanche til gode. Liverpool havde håbet at kunne komme til Manchester og forsvare, men efter alt for mange håbløse pointtab kræver situationen nu langt mere udfordring. Interessant om der derfor endelig kommer et hold på besøg på Old Trafford, der seriøst tør satse og udfordre sine værter. Meget, meget længe siden det er sket. Det bliver som altid mellem netop disse to klubber elektrisk spændende.
Manchester United – Livepool, lørdag, kl. 13.45, Kanal 5
Jeg vil helst ikke skrive den slags, men sådan er det jo. Jeg bor i samme hus som før, og Pastorinden er stadig hos mig. Der er ikke forsvundet penge fra min bankkonto, og mit helbred er præcis som tidligere på aftenen. Ingen af mine slægtninge er blevet slået ihjel af en bevæbnet galning. Men derfor kan jeg vel godt ærgre mig lidt over at AaB tabte.
(Gudskelov holder min søster i Manchester ikke med City.)