Manchester – Liverpool 0-1

Her nogle lidt ældre men superheftige optrædender og klip, man vist ikke har set alt for meget til, hverken på MTV, VIVA, VH1, eller Da Voice. Hvem der end opfandt YouTube, fortjener en elefantorden eller to – enjoy!

The Avengers – We Are The One

The Gun Club – Sex Beat

The Cramps – Human Fly

Johnny Thunders – You Can’t Put Your Arms Around A Memory

Metal Urbain – Panik

Patti Smith Group – Free Money

The Clash – What’s My Name

Dead Boys – Sonic Reducer

The Saints – I’m Stranded

The Specials – A Message To You Rudy

The Jam – In The City

Ebba Grön – Staten och Kapitalet

Echo & The Bunnymen – Villiers Terrace

The Undertones – Teenage Kicks

R.E.M. – Carnival Of Sorts (Boxcars)

…er det i dag 20 år siden Pet Shop Boys udsendte sin anden og verdenserobrende longplayer Actually. Er det også deres bedste? Med ‘It’s A Sin’, ‘What Have I Done To Deserve This?” og især ‘Rent’ indeholder den ialfald nogle af Lowe/Tennant’s mest profilerede sange. Snart skulle det musikalske verdenssyn blive mere eftertænksomt og voksent, men måske er det lige her, på albummet efter den blåøjede debut, billedet står klarest. Noget af en optimal electrosommer det var, med både PSB’s ‘It’s A Sin‘ og New Order’s ditto fremragende ‘True Faith/1963′ ude og langt oppe på singlehitlisterne. For ikke at glemme Basildon’s Depeche Mode, hvis egen ‘Strangelove‘ også hørtes overalt, lige til sen-august bragte næste DM-single, en vis ‘Never Let Me Down Again’. Skræmmende så unge de to nordenglændere fra Pet Shop ser ud på coverportrættet ovenfor!

Det har taget et par uger her langsomt at vænne sig til, han nu endelig har forladt den traditionelle irske folk-tradition, The Seeger Sessions-pladen og dens efterfølgende tour præsenterede ham i. Ikke at der var noget galt med hverken materiale, levering eller entusiasme der, tværtimod. Og alligevel var der noget besynderligt iklædt over den hootenanny, især når mest eksalteret.

Men det er historie. ‘Radio Nowhere’, forløber-singlen fra albummet Magic, er heftig, uptempo, sort-hvid rocknroll, som Bruce Springsteen og nu igen genindkaldte The E Street Band ikke har indspillet den længe. På come-back-9/11-albummet The Rising prøvede man, på de første E Street-indspilninger i små 20 år, ellers ligeledes at finde fodfæste i nutidig rock, men desværre forgæves. Digital indspilningsteknik og Pearl Jam-producer Brendan O’Brien syntes dengang i fællesskab at transformere en broget flok sange til noget, der desværre mest rammende beskrives som sonisk grød.

Samme producer denne gang, så bekymring for, at Magic ikke vil kunne leve op til egen titel, har levet godt. Indtil videre uden grund. ‘Radio Nowhere’ giver på de stærkt guitardominerede 3:11 mere musikalsk mening, end hele The Rising formåede på sin lange time. Inde på YouTube, hvor videoen allerede ligger, skriver en fan, at dette må være bedste Springsteen-sang siden 1980. Store ord, men ses bort fra alt.country-mesterværket Nebraska, er det svært at komme på nyere med ham, der tør måle sig med ‘Radio Nowhere’, ialfald hvad overbevisning og nødvendighed angår.

Radio Nowhere’ er Springsteen faret vild i den amerikanske nat, alene i bil med radio tændt og intet menneskeligt på bølgelængde. En voksen mands søgen efter sin ungdoms tabte ‘mystery train’. Et enkelt billede, der piskes op til storm gennem det mantra-sungne “I just want to feel some rhythm.” Af en ret simpel popsang at være, kender denne ikke til mindreværd. ” I was tryin’ to find my way home / All I heard was a drone / Bouncing off a satellite / Crushin’ the last lone American night.” Yeah.

2. oktober udsendes Magic, der skal være skarp for ikke at skuffe ovenpå ‘Radio Nowhere’. Og så påbegyndes den tour med Bruce Springsteen & The E Street Band, som den 8. december giver Forum i Købemhavn, hvad uden ironi kan betegnes som en intim-koncert. Det bør kunne blive en speciel aften for de 6.000 der kommer med, da Springsteen ikke siden The River-touren i 1980 har haft så ‘lille’ et publikum foran sig på en regulær turné.

Se & hør ‘Radio Nowhere’ her
30 sekunders audio af samtlige Magic-tracks her

Beskæftigede os før sommer med bandet Moral og dets så fine, særegent atmosfæriske musik. Grunden var da at Århus-trioen, der fandtes i første halvdel af firserne, havde fået egen MySpace-side. Nu er der så endnu bedre nyt fra samme front: Karma Music har netop udsendt And Life Is….And More, en cd-opsamling med Moral, der indeholder det enlige album And Life Is, samt fremragende (!) sange fra bandets to kassette-udgivelser og 1983-postpunk-sampleren Somewhere Outside. En rig genudgivelse, hvor vægtløse kongenumre som ‘Whispering Sons’, ‘Dance Of The Dolls’ og ‘Slottet I Luften’ tårner sig op og åbner ild. Vi synes her, uden overdrivelse, der med Moral er tale om et af de helt store danske bands. Tjek selv Hanne Winterberg, Marco De Andreis og Ingolf Brown ud:

Moral på MySpace

And Life Is….And More kan købes her

Brug 10 minutter sammen med ildsjæl og mod-ikon Paul Weller, tidligere frontfigur i The Jam, nu succesfuld soloartist, på en tur ud til London-forstaden Woking, hvor han voksede op. Reportagen fra The Times kan læses her.

Var torsdag i regnvejr i Malmö City, byen med de gode pladebutikker, og fandt der bl.a. La Radiolina, Manu Chao’s nye. Hele 6 år er gået siden hans sidste egentlige studiealbum, men i Chaoworld har tiden sandelig ikke flyttet mange musikalske brikker. La Radiolina byder således endnu en gang på samme specielle mix af stilarter, sprog, legetøjs-teknologi og naivt-troskyldige udsagn, først hørt på superdebuten Clandestino, og siden så igen på Esperanza. Bemærkelsesværdigt vel, at Manu Chao, med sit frie sind og sine utøjlede holdninger, er så vedholdende konservativ når det gælder musik.

Så nej, intet decideret nyt under solen, udover altså godt 20 fine sange, mange af dem forklædte versioner af hinanden. Men også det game kender vi fra før, den kludetæppeagtige måde at arbejde og tænke opbygning på. Live er Manu og hans store band netop så overrumplende en oplevelse, fordi rytmer, mariachitrumpeter, politisirener, alverdens melodistumper og Manu’s ord folder sig uafbrudt ind og ud af hinanden, op og ned i fart, så man bliver svajende svimmel og tager det hele ind.

Den fysik findes ikke på pladerne, hvis lettere tråd og luftighed sætter fokus på sangene og på ham der giver dem. Og noget af det, der gør netop den her sanger så unik, er den uforcerede overbevisning, varme og uhm…medmenneskelige omsorg, han altid udstråler. Det kan slet ikke være nemt at give små 2-3 minutters popsange med firkantede globalpolitiske udsagn personlig integritet med på vejen, men det lykkes igen på La Radiolina uden besvær for Manu Chao, denne baskiske bastardsøn af Bob Marley og Joe Strummer. Dét er hans trick og han udfører det altid fejlfrit. Og derfor tilhører verden ham og hans rocknroll, forklædt som fjerne, eksotiske landes radiomusik.

Interessant forleden at se jeres forskelligartede listings over sange på 3:56, så en tur til her på samme karrusel. Årets 240. dag i dag byder derfor på den logiske top-10 over sange der varer 240 sekunder, altså 4 minutter. Indenfor afregning for radioafspilning, betales man som band for antal påbegyndte minutter en given sang varer, så mon ikke der indimellem strækkes op til næste hele minut, hvis det ligger lige om hjørnet? Det ville ialfald forklare, hvorfor så relativt mange numre ligger lige på eller et par sekunder over det hele minut. Her en top-10 over perfekte sange på præcis 4:00:

1. (White Man) In Hammersmith Palais – The Clash
2. Well I Wonder – The Smiths
3. So Much Trouble In The World – Bob Marley & The Wailers
4. Hey Ya – Outkast
5. Waiting Rooms – Marie & The Wildwood Flowers
6. Heaven – Talking Heads
7. Shot By Both Sides – Magazine
8. Hospitality On Parade – Sparks
9. Lovedust – Luna
10.The Whores Hustle And The Hustlers Whore – PJ Harvey