Vi talte New Order i sidste uge, og i den forbindelse er der endelig en af årstidens utallige nye CD-opsamlinger, vi her kan anbefale. For Electronic, 90’er-duoen fra Manchester med NO-sanger Bernard Sumner og Johnny Marr, guitargeniet fra The Smiths, har netop udsendt Get The Message The Best Of, en værdig opsummering af de 3 albums (plus 1 fritstående single med Pet Shop Boys) man udsendte, mens samarbejdet kørte. Mange har været nede over Marr’s blege musikeksistens siden 1987, hvor The Smiths faldt fra hinanden, men i Electronic lykkedes han faktisk endnu engang i sangskrivning med sin tidsløse og lys-melankolske tonalitet. Lydbilledet, ikke ligefrem domineret af hans guitar, er dog langt mere gendannet New Order end klassisk The Smiths, hvad ikke bare flimrende keyboards, men også Sumners umiskendelige sangstil, i den grad bærer i retning af. Her opsamlingens indhold:

01. Forbidden city
02. Getting Away With It
03. Get the message
04. Feel every beat
05. Disappointed
06. Vivid
07. Second nature
08. All that I need
09. Prodigal son
10. For you
11. Imitation of life
12. Out of my league
13. Like no other
14. Twisted tenderness
15. Late at night

Min ven Pitbull har under titlen “Tyv” mailet dette ydmyge snapshot fra en fjern fortid. Men hvem stjæler og hvad er det vi ser på billedet – bud…?

Upti-vupti, Martini i hånden og sko fra Gucci. Efter mandag aften frivilligt at have overværet en livetransmitteret fodboldgallafest på TV2 – en fejl! – og derigennem også playbackede liveoptrædener af Nik & Jay, Thomas Helveg Brothers samt ikke mindst Jascha Michael Learns To Rock Richter, hvis nådesløse popskabelon fik enhver Helmut Lotti til at fremstå mere intens end Sex Pistols, måtte jeg gøre noget for at genvinde lidt tro på musik. Tog derfor gennem byen og købte en bunke plader, som jeg lige nu er ved at trawle igennem. Og indtil videre er det The Art Of Kissing Properly, det helt nye moi Caprice-album, der klart lyder som min redningshelikopter tilbage til en bedre virkelighed. moi Caprice stammer vistnok fra Sæby i Nordjylland og man kan – ligesom med Figurines – kun glædes som undres over, noget så forfinet og storbylydende kan skyde op og finde ud af små, tyste udsteder i det nordvestlige DK – et held for os alle. Well, vil afbryde her, så kan starte The Art Of Kissing Properly forfra igen og tage det hele ind. Intet så dræbende som dårlig popmusik, intet så livgivende som god.

Som svar på Pastorens anbefaling nedenfor af Guided By Voices, vil jeg lade en ditto af Californiens 90’er-indiekonger Pavement og deres meget fine Crooked Rain, Crooked Rain gå den anden vej. Et atypisk og anarkistisk arbejdende band, Pavement, der om nogen var budbringere og forløsere af den laissez-faire lo-fi-sound, der kom til at dominere amerikansk undergrund i det forrige årti.

Crooked Rain, Crooked Rain fra 1994 er deres fremmeste album, med et stærkt sangmateriale og en detaljeret produktion, der dengang næsten må have lydt FOR godt for enhver trist lo-fi-fundamentalist i indieland. Sjældent at høre et band, hvis største dyd er “imperfection”, gøre sig så stor umage for at lyde skødesløst. Bag de mange ustemte instrumenter, ligger selvklart talløse timers hårdt arbejde for, at få dem til at lyde forkert på den helt rigtige måde. Hvad de i den grad også gør. “Skæv” musik i ordets bedste forstand.

Tre singler blev det til fra fremgangsrige CRCR, Den bedste af dem, fantastisk dejlige, alt. country-slingrende Range Life, formåede i sin tekst at fornærme USA’s da største band Smashing Pumpkins og deres führer Billy Corgan i en grad, så et fjendskab fulgte de to ulige bands lige siden. Pavement blev opløst i 1999, efter endnu 2-3 plader, og uden at have høstet meget andet end enorm anerkendelse. Men deres musik lader ikke i tvivl om, hvor meget de rent tilgangsmæssigt har betydet for senere rockbands i såvel over- som undergrund, over hele verden. Crooked Rain, Crooked Rain er et stort testamente.

For mig er Guided By Voices kvintessensen af amerikansk “alternativ rock” fra 1990’ernem og jeg har da også skrevet om dem ved en tidligere lejlighed i denne blog.

Eneste faste medlem var Robert Pollard, der skrev hovedparten af deres sange. Det absolutte højdepunkt blev efter de flestes mening nået i 1994 med Bee Thousand, hvor minutlange numre, fraværet af produktion, tyk båndsus, pseudo-Liverpool-accent og særdeles fabulerende tekster blev kombineret med mere end almindeligt gode melodier. Ikke ét svagt nummer i syne.

Også efterfølgeren Alien Lanes er værd at lytte til. Bagefter, da den anden nogenlunde faste sangskriver, Tobin Sprout, forlod bandet, gik det langsomt ned ad bakke, og især Do The Collapse lever desværre op til sit navn.

Men netop nu, hvor jeg genhører indholdet af deres bokssæt Box med de fire første albums og udtag fra Bee Thousand, bliver jeg mindet om hvor gode GBV egentlig var.

I år har Robert Pollard lavet (endnu) et soloalbum, og her er gæsten selveste Tommy Keene, kendt (?) fra sin solokarriere og fra en tjans som guitarist i Paul Westerbergs live-ensemble. Fordums højder bliver ikke nået, men mindre burde også kunne gøre det.

© Robert Adams

WESTERN SKY

Time for me to go away
I’ll get a new name, I’ll get a new face
Time for me to go away
No I don’t belong in this place
But I’m not gonna ask you why
You think the parade has passed you by
Or if everything good is gone into the western sky
I hate to see you look that way
All the beauty has left your face
That’s such an easy thing to give away
That’s impossible to replace
So I’ll take you in my two weekends
And I’ll throw you so high
Watch you fall forever in the western sky
And when you land you’ll turn into some kind of prize
Into somebody’s sweet prize
I won’t see you no more
Who am I to rate that high
The world’s a shadow of what went before
The world gives off none of its own light
So please be happy baby
And please don’t cry
Even though the parade has passed us by
Well you can still see it shining in the western sky
So why won’t you stop crying
You can still see it shining

© Mark Eitzel/American Music Club

AFSKED

Snart maser nattens gletcher
parkerne tomme –
kroppene drejer mod kulden
spredes i gadernes væv
forsvinder i lygternes faldende hvidt;
genkender ikke hinanden
i lukket november.

© Søren Ulrik Thomsen

Også i den hjemlige kulturkreds rørte det, man dengang kaldte “nyrock”, på sig. Læsere med ekstra god hukommelse kan måske huske mit indlæg om Ballet Mécanique og Næste Uges TVs fælles koncert i Aalborg. Den opmærksomme læser vil også vide, at jeg for nylig har været til DR Trax-gallakoncert i Randers, hvor det nu opløste Ballet Mécaniques forsanger fortsatte sin lange solokarriere.

Og nu har jeg så med nogle ugers forsinkelse erhvervet mig 25-års-jubilæumsudgaven af bandets debut, The Icecold Waters of the Egocentric Calculation, som dobbelt-cd med outtakes, live-numre m.v. Et også i dag mærkværdigt fascinerende album, inspireret af Joy Division, Bauhaus og hvad ved jeg. Dissonant klaver, fuzzguitar og uendeligt prætentiøse tekster.

Hvad betyder linjer som

Light died, -ly pregnant
Up, killed in your words
Sheet-minded loving was respect as given thought
Of hairy swine-like

Hours of nameless, of this penetration
Could I still cry for sad, tell friend and leech apart
The fall of the fallen

fra det nok bedste nummer på albummet, “Leathern”? Jeg aner det stadig ikke, men det lyder underligt fascinerende/fascineret, og Martin Hall – for ham er det jo – havde vel glemt at aflevere sin engelskordbog, da han droppede ud af gymnasiet.

Dertil var der koncerterne, som jeg aldrig nåede at opleve. Jeg husker dem via hvad andre har fortalt og via brudstykker af radiooptagelser. Især husker jeg en studieværts omtale af en koncert, der ikke blev til noget på grund af en defekt stortrommepedal – “og netop stortrommen er vigtig for gruppens kunstneriske udtryk, udtaler Ballet Mécanique”…

I dag kender de fleste vel Martin Hall som ham, der har skrevet sange til Hanne Boel og Ester Brohus og som en yderst veltalende og velklædt herre (efternavnet forpligter jo!), der synger lidenskabelige ballader med Billy Mackenzie som tydeligt forbillede og laver instrumentalmusik til kunstudstillinger. Men nogle af numrene fra dengang kan man stadig høre ham fortolke, nu i et ganske anderledes arrangement. Forfattergerningen har han også forsøgt sig med. Og så er han endda blevet far og virker til at være tilfreds med tilværelsen. Han er så godt som blevet en af os.

Martin Hall er så afgjort en af de mest musikalske personer, der kom ud af “nyrock”-årene. Men dengang og hele vejen op gennem første halvdel af firserne var han mest kendt som en ung Sturm-und-Drang-mand (se ovenfor – det billede er næsten det hele værd!). Han opløste Ballet M. (som de endte med at hedde), dannede Under For, Pesteg Dred, SS Say, And Then Again og en hel masse andre bands med kort levetid, skrev bøger som ingen forstod og lavede lige så uforståelige performances på Saltlageret. Og så trak han sig tilbage for altid – i to år. Resten af historien kender vi godt.

(Og så så jeg forresten i pladebutikken at de har genudgivet gamle optagelser med De Må Være Belgiere. Dét album er jeg til gengæld ikke helt så sikker på at jeg vil erhverve mig.)

Der er sjældne oplevelser, hvor en ny sang giver den oplevelse, at fremtiden er ankommet. Hvor man som lytter mærker spillets regler blive ændret radikalt, så at intet kan blive det samme igen. Personligt havde jeg det sådan første gang jeg hørte Ramones med Glad To See You Go, og Sex Pistols med Anarchy In The UK. Eller da jeg hørte I Feel Love, Donna Summer og Giorgio Moroders 1977-mesterstykke i bankende sequencere. Eller da Nirvana’s Smells Like Teen Spirit blev debuteret en sen nat på MTV’s 120 Minutes. Det kan være en lyd, et udtryk, en helt ny måde at gribe tingene an på. New Orders Blue Monday fra 1983 er også en sang der har påvirket på den måde. Bandet arbejdede allerede inden med synths og trommemaskiner, men intet havde forberedt på det massive og klare soniske udtryk, som er Blue Monday. Historien går, det var afprøvningen af en ny trommemaskine i studiet, der afstedkom nogle hurtige akkorder ovenpå, som faldt i hak og med ét var et nummer. Og et mærkeligt et af slagsen, for med dén box-intro, uden egentligt omkvæd og med en længde på over 7 minutter, er Blue Monday ikke af det stof typiske hits er gjort af, nu som dengang. Factory Records, New Orders pladeselskab, forregnede sig ved udsendelsen af 12-inch-singlen og fik lavet et cover, der – grundet sin specielle udskæring – kostede selskabet ca. 1 kr mere pr. eksemplar end man kunne tjene. Hvilket dengang var ved at ruinere Factory, da salget hurtigt oversteg den første million. Det hjalp så heller ikke meget der, at New Order, typisk for gruppen, valgte IKKE at inkludere Blue Monday på Power, Corruption & Lies, det album der fulgte kun et par måneder efter. Men det er ligemeget her. Hvad der betyder noget er, at Blue Monday 23 år efter sin udgivelse stadigvæk lyder som et perfekt bud på en strålende fremtid.

BLUE MONDAY

How does it feel to treat me like you do
When you’ve your hands upon me
And told me who you are
I thought I was mistaken
I thought I heard your words
Tell me, how do I feel
Tell me now, how do I feel

Those who came before me
Lived through their vocations
From the past until completion
They’ll turn away no more
And I still find it so hard
To say what I need to say
But I’m quite sure that you’ll tell me
Just how I should feel today

I see a ship in the harbor
I can and shall obey
But if it wasn’t for your misfortune
I’d be a heavenly person today
And I thought I was mistaken
And I thought I heard you speak
Tell me how do I feel
Tell me now, how should I feel

Now I stand here waiting
I thought I told you to leave me
While I walked down to the beach
Tell me how does it feel
When your heart grows cold

© New Order

Der var ikke meget tvivl om i firserne, hvem der betød mest af Depeche Mode og New Order. Fra førstnævntes tidlige spinkle forsøg ud i feminin teknopop, med tilhørende pressefotos af bandet i cricketudstyr (!), over senere prøvende udbrudsforsøg til en mere mørk og eksistentiel musik, havde Basildon’s Depeche Mode bare ikke samme fandenivoldskhed og visionære styrke som New Order. Det tidligere Joy Division – minus afdøde sanger Ian Curtis – lød som slet ingen andre og var i firserne oftest et syvmileskridt foran de fleste, i en forunderlig blanding af emotionel disfunktion og den smukkeste enkle europop. Nedenstående single, Bizarre Love Triangle, var bandets udgivelse op til julen, 1986. Et helforløsende nummer taget fra samme efterårs Brotherhood og shinet seriøst op med klare beats, lyse sequencere og englelydende vocoder, af stjernemixer Shep Pettibone. Hvis alle julesingler lød som denne, ville ingen have noget at frygte af den kommende tid…

BIZARRE LOVE TRIANGLE

Every time i think of you
I feel shot right through with a bolt of blue
It’s no problem of mine but it’s a problem I find
Living a life that I can’t leave behind
There’s no sense in telling me
The wisdom of a fool won’t set you free
But that’s the way that it goes
And it’s what nobody knows
While every day my confusion grows
Every time I see you falling
I get down on my knees and pray
I’m waiting for that final moment
You’ll say the words that I can’t say

I feel fine and I feel good
I’m feeling like I never should
Whenever I get this way, I just don’t know what to say
Why can’t we be ourselves like we were yesterday
I’m not sure what this could mean
I don’t think you’re what you seem
I do admit to myself
That if I hurt someone else
Then I’ll never see just what we’re meant to be
Every time I see you falling
I get down on my knees and pray
I’m waiting for that final moment
You’ll say the words that I can’t say

© New Order

New Order tegnede i mange år tiden her. Denne sang, en af deres allerbedste singler, der uden varsel kom på genbesøg via webradio i nat, tager overtegnede tilbage til sommeren 1987, brugt i Alsace, Frankrig. Der var jeg, højt oppe på en bjergside i varme nætter, med de klareste stjerner over hovedet, og Rhinsletten, med lysende byer og steady nattrafik, skråt under. Selvom New Order’s teknologi, dengang så upfront, i dag lyder temmelig retro, er True Faith, som så mange andre af Manchester-bandets numre, af en kaliber der nemt består. Den her singleudgivelse blev ikke dårligere af at B-siden 1963 ligeledes er en af de sjældne sange, man har lyst til at høre igen og igen og…

TRUE FAITH

I feel so extraordinary
Something’s got a hold on me
I get this feeling I’m in motion
A sudden sense of liberty
I don’t care ’cause I’m not there
And I don’t care if I’m here tomorrow
Again and again I’ve taken too much
Of the things that cost you too much
I used to think that the day would never come
I’d see delight in the shade of the morning sun
My morning sun is the drug that brings me near
To the childhood I lost, replaced by fear
I used to think that the day would never come
That my life would depend on the morning sun…

When I was a very small boy,
Very small boys talked to me
Now that we’ve grown up together
They’re afraid of what they see
That’s the price that we all pay
Our valued destiny comes to nothing
I can’t tell you where we’re going
I guess there was just no way of knowing
I used to think that the day would never come
I’d see delight in the shade of the morning sun
My morning sun is the drug that brings me near
To the childhood I lost, replaced by fear
I used to think that the day would never come
That my life would depend on the morning sun…

I feel so extraordinary
Something’s got a hold on me
I get this feeling I’m in motion
A sudden sense of liberty
The chances are we’ve gone too far
You took my time and you took my money
Now I fear you’ve left me standing
In a world that’s so demanding
I used to think that the day would never come
I’d see delight in the shade of the morning sun
My morning sun is the drug that brings me near
To the childhood I lost, replaced by fear
I used to think that the day would never come
That my life would depend on the morning sun…

© New Order

For de, der ikke vil nøjes med True Faith-originalen, findes der også en fin, strømlinet, høj-teknologificeret 1998-version, indspillet ved en John Peel-session for BBC.

Bernard Sumner, New Order’s sanger, hænges ofte ud for sine tekster, som mange finder håbløst ubehjælpsomme. Mig, jeg synes vi også tager føromtalte B-side med for at gøre den kritik til skamme, med flere af hans specielle og igen her så vellykkede ord – enjoy the drama!

1963

It was January, 1963
When Johnny came home with a gift for me
He said I bought it for you because I love you
And I bought it for you because it’s your birthday, too
He was so very nice, he was so very kind
To think of me at this point in time
I used to think of him, he used think of me
He told me to close my eyes
My gift would be a great surprise
I saw tears were in his eyes
He never meant to hurt me
Oh, God, Johnny, don’t point that gun at me
There’s so many ways our lives have changed
But please, I beg, don’t do this to me
Johnny, don’t point that gun at me
Can I save my life at any price?
For God’s sake won’t you listen to me?

And though he was ashamed that he had took a life
Johnny came home with another wife
And he often remembered how it used to be
Before that special occasion, 1963
There was too many ways that you could kill someone
Like in a love affair, when the love is gone
He told me to close my eyes
My gift would be a great surprise
I saw hatred in his eyes
He never meant to hurt me
Oh, God, Johnny, don’t point that gun at me
There’s so many ways our lives have changed
But please, I beg, don’t do this to me
Johnny, you keep on using me
Can I change my life for any price?
Oh, Johnny, won’t you listen to me?

He told me to close my eyes
My gift would be a great surprise
I saw hatred in his eyes
But he never meant to hurt me
Oh, God, Johnny, don’t point that gun at me
There’s so many ways our lives have changed
But please, I beg, don’t do this to me
Johnny, you keep on using me
Can I change my life for any price?
Oh, Johnny, won’t you listen to me?

I just want you to be mine,
I don’t want this world to shine
I don’t want this bridge to burn
Oh, Johnny, do you miss me?
I just want to feel for you
I will always feel for you…

© New Order

På dagen efter et charmeforladt MTV-cirkus var i København og man derfra kun kunne blive overbevist om at tidens populærmusik i bedste fald er betydningsløs, i værste fald stendød, sender vi herfra opmærksomhed til en tid, da dette langtfra var tilfældet. The Clash, historiens måske allerbedste og mest udfordrende rockband, har netop fået udsendt en box med samtlige dets singler + B-sider. Over få år gennemgik Strummer, Jones, Simonon og Headon en fælles musikalsk rejse, der hørt udfra disse singler fremstår superimponerende i sin kvalitet og udviklingsspeed. Fra tidlig punk over rocknroll, soul, ska, reggae, tidlig hip-hop var The Clash aldrig det mindste bange for at blande fremmede stilarter og farver ind i eget udtryk. Det kom der som oftest stor, berigende musik ud af, hvilket til overflod kan høres på boxens 19 (!) nedenstående singler.

Personlig top-5 over The Clash-singler:
1. London Calling
2. White Man In Hammersmith Palais
3. Complete Control
4. Bankrobber
5. The Magnificent Seven

Et mini-interview med Mick Jones og Paul Simonon:
http://music.guardian.co.uk/rock/alexispetridis/story/0,,1937710,00.html

Ian Brown, Bernard Sumner, Bobby Gillespie, etc. vælger favorit The Clash-track:
http://music.guardian.co.uk/rock/story/0,,1934098,00.html

En fuld-stjernet anmeldelse af The Clash The Singles-boxen:
http://music.guardian.co.uk/rock/reviews/story/0,,1932275,00.html

Disc: 1
1. White Riot
2. 1977

Disc: 2
1. Listen
2. Interview
3. Interview
4. Capital Radio

Disc: 3
1. Remote Control
2. London’s Burning
3. London’s Burning (live)

Disc: 4
1. Complete Control
2. City Of The Dead

Disc: 5
1. Clash City Rockers
2. Jail Guitar Doors

Disc: 6
1. White Man In Hammersmith Palais
2. Prisoner

Disc: 7
1. Tommy Gun
2. 1 2 Crush On You

Disc: 8
1. English Civil War
2. Pressure Drop

Disc: 9
1. I Fought The Law
2. Groovy Times
3. Gates Of The West
4. Capital Radio Two

Disc: 10
1. London Calling
2. Armagideon Time
3. Justice Tonight
4. Kick It Over
5. Clampdown
6. Card Cheat
7. Lost In The Supermarket

Disc: 11
1. Bankrobber
2. Rockers Galore… UK Tour
3. Rudie Can’t Fail
4. Train In Vain

Disc: 12
1. Call Up
2. Stop The World

Disc: 13
1. Hitsville UK
2. Radio One
3. Police On My Back
4. Somebody Got Murdered

Disc: 14
1. Magnificent Seven
2. Magnificent Dance
3. Lightning Strikes
4. One More Time
5. One More Dub
6. Cool Out
7. Magnificent Seven
8. Magnificent Dance

Disc: 15
1. This Is Radio Clash
2. Radio Clash
3. Outside Broadcast
4. Radio 5

Disc: 16
1. Know Your Rights
2. First Night Back In London

Disc: 17
1. Rock The Casbah
2. Long Time Jerk
3. Mustapha Dance
4. Red Angel Dragnet
5. Overpowered By Funk

Disc: 18
1. Should I Stay Or Should I Go
2. Straight To Hell
3. Inoculated City
4. Cool Confusion

Disc: 19
1. This Is England
2. Do It Now
3. Sex Mad Roar