23. september, efterårsjævndøgn og derfor den egentlige start på efteråret. Jeg vil fejre dets komme ved at tage mine shorts på (for vejret har ikke opdaget det endnu) og gå udenfor med min iPod. Jeg har netop fået genudgivelsen af John Cales popklassiker Paris 1919, og det skal fejres. Der er tidligt efterår over meget af den walisiske sangers musik.

Og hermed fortsættes samtidig C-temaet på bloggen over sangskrivere, der passer til midaldrende mænd (som undertegnede) og mørkt øl (som f.eks. Köstritzer Schwartzbier) : Cohen, Cave og nu Cale. Jens bør nu fortsætte med Johnny Cash.

“I don’t do happy. I do angry or sad”. Således står der øverst på romantikeren Nick Cave’s MySpace-side. Og sandt at sige er det som oftest det temperamentsfulde, fra den ulmende glød til eksplosionsbranden, der er blevet doseret fra hans red right hand. Ikke mange kan som Nick Cave skrive og synge den traditionelle kærlighedssang så direkte og intenst. Og i en form, der med sit klassiske klaverspil og sine floromvundne sprogbilleder, egentlig fremstår decideret umoderne, er det noget af en bedrift, at Cave, med sin helt personlige sans for det dramatiske, for det indlevende, for den voksende grå sky på den blå himmel, igen og igen kan give sine sange så meget vitalitet, så nutidig en relevans. Hans koncert i Operaen for et år siden var et brag på samme baggrund. Der tog han et bedsteborgerligt Kulturpris-publikum på sengen, med en voldsomhed ingen syntes forberedt på, spyttende, syngende, smadrende sit klaver ud i høj, ekspresiv musik som bedst. Kulturministeren var på det nærmeste forsvundet ned under sin stol tilsidst. Jo, det var sgu’ kultur – så kan de lære det! Og om muligt endnu bedre var det faktisk året før, da han og The Bad Seeds rullede forbi København, Falkoner Salen, en fredag aften. Her brugte Cave samme specielle scenetrick og gjorde massen i den propfyldte sal til direkte modstander/modtager i de udfarende skæbneberetninger, hvor hans gode konstant kæmper mod det onde, hvor hans onde konstant kæmper mod det gode. For jo, det er den sang han synger. Og som god vin bliver den bedre og bedre med årene. Nick Cave fylder 49 i dag.

http://youtube.com/watch?v=ws4SAOo9-5w

For nyligt udkom soundtracket til koncertfilmen I’m Your Man, hvor en række internationale artister – mange af dem med efternavnet Wainwright – på en australsk aften fortolker sange af singersongwriter-sortsynets grand old man, Leonard Cohen. Soundtrackets kvalitet er, for nu at sige det diplomatisk, svingende, selvom specielt Nick Cave’s præstation på titelsangen næsten alene er indgangsprisen værd. Men det er ligemeget. Hvad der vil fortælles her er, at Leonard Cohen på det obligatoriske fotoportræt på coveret, næten overskygges af en vis Bono Vox. Ja, ham vores opmærksomhedssyge ven fra U2. Hvilket måske ikke er så klædeligt – Bono’s omklamren af alt der udstråler autencitet er efterhånden legendarisk – men alligevel siger mere end ord kan, om Leonrad Cohen’s velfortjente status som absolut kunstnerisk elite indenfor en branche, der ellers sjældent sætter pris på sine egne uhm…moralske vindere mens de er i live. Dét er Leonard Cohen, der i dag fejrer sin 72 års fødselsdag – long may he run!

Set fra dette beskyttede værksteds sjældne vinduer, synes den nye uges mest spændende albumudgivelse at være sophomore-pladen med The Veils, Nux Vomica. The Veils debuterede for tre år siden med The Runaway Found, en opmærksomhedskrævende og forstyrrende skizofren affære, der balancerede mellem lidt for ordinære, næsten britpopagtige uptempo-sange og så en række underskønne, kuperede ballader, sunget hjem af unge, new zealandske Finn Andrews. The Veils tog en enkelt tour, der bl.a. omfattede en temperamentsfuld aften i Lille Vega, og så var det allerede forbi, i opløsningens tegn.

Lige indtil nu, hvor Finn Andrews har fået samlet en ny udgave af The Veils og indspillet de ti sange der udgør Nux Vomica. Og det drama, måske nok Andrews’ største aktiv, som først trak opmærksomhed på The Runaway Found, lever heldigvis også i bedste velgående her; sange tumler med mægtig kraft, kor synger længsel, klaverer spændes hårdt for, guitarer skærer ind, og Andrews’s så udtryksfulde stemme leder med lys og lygte efter sin ejers lykke, så fjern, så nær. Navne som The Triffids, Echo & The Bunnymen, The Waterboys, The Bad Seeds ligger lige for i tradition, men skal næsten ikke nævnes, da The Veils’ med disse nye sange sætter fingeraftryk, der så godt som overflødiggør relevansen af en snak om stilistisk arv.

Som man indimellem kan blive træt – nej? – af tidens mest succesfulde indie-bands, med deres ofte shiny-shiny distance og MTV-sarkasme, så er her en anderledes flok, der insisterer på udelukkende at vise store film på det helt brede lærrede – ret så uncool for sure, men alt andet end kedeligt eller uvedkommende. Too much of a good thing can be absolutely wonderful, udtalte køleskabet Diana Ross engang. Gad vide om det var The Veils’ ekstravagante tilgang hun havde i tankerne…?!

Sæt champagnen på køl! I dag for præcis et år siden skød Joyride 05-touren sig afsted i Motorcity Silkeborg, det lange målrettede træk mod uafrystelig storhed og nye venner. Genkalder selv den koncert som en fifty-fifty cocktail af nervøsitet og lettelse. Ingen tvivl om vi er blevet så meget bedre siden, men allerede at stå derovre i Silkeborg og høre drengene spille Rocknroll-sangene ud i den jyske aften, var alt jeg længe havde drømt om – det føltes rigtigt. Ét år i dag!

Depeche Mode vil ikke lade os være i fred. Efter Playing The Angel, den lange efterfølgende tour, forårets genudgivelser af tidligere albums, samt forrige års store remix-udgivelse, troede de fleste nok, at septembers DVD/2CD-udgivelse “Touring The Angel”, en dokumentation af DM’s seneste Milano-koncert, ville være et absolut punktum med efterfølgende ånderum. Men nej. For 13. november sendes tilmed ovenstående julehandelsprodukt, The Best Of (Volume 1), ud at jage penge. Som kan ses på tracklistingen nedenfor, er der tale om en ukronologisk greatest hits-kavalkade, der med sikker hånd nemt styrer uden om essentielle karriere-peaks som f.eks. “Stripped”, “Freelove”, “Behind The Wheel”. De sange findes selvfølgelig mange (!) andre steder, men alligevel! Til gengæld er der så “Martyr”, en helt ny sang, hvis tilstedeværelse uden tvivl vil kommandere de trofaste DM-tilhængere ud at investere i produktet. Heldigt for Depeche Mode, deres fans er så dedikerede som tilfældet er. Ellers ville et slamprodukt a la dette, der ret beset er en rodet og amputeret udgave af de fine 81>85- og 86>98-CDsets, være på vej mod tilbudskasserne længe inden nogen kunne nå at få hvisket ordene “money love”. Eller “just can’t get enough”, som bandet selv så smukt udtrykker det…

1. Personal Jesus
2. Just Can’t Get Enough
3. Everything Counts
4. Enjoy The Silence
5. Shake The Disease
6. See You
7. It’s No Good
8. Strangelove
9. Suffer Well
10. Dream On
11. People Are People
12. Martyr
13. Walking In My Shoes
14. I Feel You
15. Precious
16. Master And Servant
17. New Life
18. Never Let Me Down Again

Der er Bob og R.E.M. og mange andre, men der er også interessant musik, der ikke er rock’n’roll i traditionel forstand. I går gæstede således det amerikanske rap-ensemble Dälek min by, og jeg måtte hen på 1000Fryd, hvor man nu har det prisværdige princip om at holde tirsdagene helt røgfri.

Forestil jer en rapper med et verbalt flow i stil med Chuck D fra Public Enemy eller KRS-One, politiske tekster og en lydbaggrund, der er samples af bl.a. My Bloody Valentine og industrial. Mest minder Dälek nok om navne som Beatnigs (forgængeren for Disposable Heroes of Hiphoprisy) og Consolidated. Usædvanligt og anbefalelsesværdigt. Og så bruger deres DJ (eller hvad vi nu skal kalde ham) 2 Powerbooks til at lave al musikken. Bagefter fik jeg en lille Mac-snak med ham.

Chancen for at høre Dälek på ANR Guld eller The Voice er nok til at overskue. Så prøv at høre nummeret “Ever Somber” her (MP3); det findes på deres seneste album, Absence fra 2005 .

Og nå ja, en dälek er en af underlige kørende robotter, man kan se i Dr. Who. Interessant at se amerikanske musikere tage navn efter et stykke britisk populærkultur.

(Hvor mange ved at denne blogs anden forfatter medvirker som gæstevokalist på en rap-udgivelse?)

Okay, vi lukker den lille parade af sange om 9-11 med en fra selve New York City, af den famøse electro-duo Suicide. Til et steady walking-beat iklædt små hissende, diskante keyboardfigurer messer Alan Vega, Suicide’s stemme, nedenstående tekst ud over 5 minutters lettere bedøvet fortvivlelse. Som musik kan viderebringe stemning, er denne sang med sit krybende mørke noget af et pletskud. Den høres på American Supreme, Suicide’s seneste album fra 2002, der iøvrigt trækker et usagt men tungt 9-11-slæbespor fra start til slut – file under feel no good. Beretningens “pyrodome” er iøvrigt et ret ubekvemt ord, nej?

MISERY TRAIN

Train, train
Train, train
Misery train
Misery train
Destiny’s train
Destiny’s train
Grey train, grey train
Soul to the sky
Soul to the sky
I buried my brother today
Today, today
Forever, today

Rain, rain
Rain, rain
Rain, rain
Grey rain
Grey rain
Homes
Homes
Pyrodomes
Pyrodomes
I buried my brother today
Today, today, today
Forever, today

On the phone screams
It’s time, it’s time, it’s time
Grey rain
Damn rain
Damn train
Damn train
Grey sky
Grey rain
Damn rain
Happy on the sky
Dearest brother
Dearest brother
Fly, fly
Fly, fly
Enjoy your destiny
Your destiny

Train, train
Train, train
Train, train…

© Vega, Rev

LEAVING NEW YORK

It’s quiet now, and what it brings, is everything
Comes calling back, a brilliant night, I’m still awake
I looked ahead, I’m sure I saw you there
You don’t need me to tell you now that nothing can compare

You might’ve laughed if I told you
You might have hidden your frown
You might’ve succeeded in changing me
I might’ve been turned around.
It’s easier to leave than to be left behind
Leaving was never my proud
Leaving New York never easy
I saw the light fading out

Now life is sweet, and what it brings
I tried to take
The loneliness it wears me out
It lies in wake
And all I’ve lost, you’re in my eyes
Shatter a necklace across your thighs
I might’ve lived my life in a dream
But i swear it, this is real
Memories refuses, and it shatters like glass
Mercurial future, forget the past
But it’s you, it’s what I feel

You might’ve laughed if I told you
You might have hidden your frown
You might’ve succeeded in changing me
I might’ve been turned around
It’s easier to leave than to be left behind
Leaving was never my proud
Leaving New York never easy
I saw the light fading out

You find it in your heart, it’s pulling me apart
You find it in your heart, it’s pulling me apart

I told you, forever, I love you, forever
I told you, forever, I love you, forever
I told you, forever, I love you, forever
I told you, forever, I love you, forever

You might’ve laughed if I told you
You might have hidden your frown
You might’ve succeeded in changing me
I might’ve been turned around
It’s easier to leave than to be left behind
Leaving was never my proud
Leaving New York never easy
I saw the light fading out

Leaving New York never easy
I saw the light fading out

© Stipe, Mills & Buck

FAR AWAY

7:30 am nurse the baby on the couch
then the phone rings
“Turn on the T.V.”
watch the world explode in flames
and don’t leave the house
And the sky overhead
is silent, waiting
Clear blue holds its breath
And the heart is hit
in a city far away
but it feels so close
Don’t breathe the air today
Don’t speak of why you’re afraid
(Standing here on a one way road
and I fall down,
no other direction for this to go
so we fall down)
WHY CAN’T I GET ALONG WITH YOU?
And the president hides
while working men rush in
To give their lives
I look to the sky
and ask it not to rain
On my family tonight

© Sleater-Kinney