Mange har gennem tiden sagt at begrebet punk døde og The Clash solgte ud den selvsamme dag i 1977, pengemaskinen CBS fik bandets underskrifter på en pladekontrakt. Hvilket er noget ligegyldigt vrøvl, for havde The Clash istedet valgt et lille uafhængigt selskab, var vi så godt som en hel verden, der slet ikke på samme måde, som tilfældet nu blev, ville have haft tilgang til bandet og dets epokegørende statements på vinyl. Den altafgørende styrke hos CBS lå i multinational spredning af dets artister, en opgave den da endnu så uprøvede alternative scenes små selskaber slet, slet ikke kunne løfte.
Fandt selv ud af CBS’ rækkevidde, da jeg onsdag eftermiddag, d. 14 december, 1979 gik ind i Viborgs absolut ikke ret velassorterede stereo-TV-pladebutik Lehmann Radio og kun ønsketænkende kiggede i c-sektionen blandt LP’erne, fordi jeg vidste The Clash samme dag, langt, langt borte, i det virkelige livs England, ville slippe deres med meget spænding ventede dobbelt-LP, London Calling, hvis call-to-arms af et titelnummer allerede var blevet spillet flere gange, både på Radio Luxembourg’s nyrock-program Streetheat, der kørte en time hver lørdag aften, og hos BBC’s John Peel.
Lehmann havde London Calling den dag. Tog hjem med min shiny nye plade, med det så ikoniske Pennie Smith-billede af Paul Simonon på coveret, og kunne ikke forstå et så gigantisk held, for The Clash var indtil denne dag totalt ukendte i sort/hvid-støvede 70’er-Viborg, hvor den nye tids musik for håbefulde pladekøbere var lig med mere eller mindre saliggørende newwave-popacts, som Blondie, The Cars, Tubeway Army, The Motors, Plastic Bertrand, The Police, The Knack, den slags – sad but true. Men her stod helt anderledes radikale The Clash pludselig, og så endda på selve udgivelsesdagen!
Er aldrig blevet vækket af nogen LP, som jeg blev det af London Calling. Dens store samling åbne, generøse, søgende, vidtforskellige sange, der alle vibrerer liv og historie, ikke bare smittede, men opdrog via eget eksempel, på bedste uformynderiske vis, dens måbende lyttere til, med alle antenner ude a la The Clash selv, at lade hånt om sjælebegrænsende begreber som musikgenrer, trends, kulturbarrierer, og istedet gå på individuel jagt hvorsomhelst efter autencitet, sandhed og hjerte på det rette sted.
Det er derfor d. 14. december hvert år har betydning her, som en slags fødselsdag for den mægtigste plade af dem alle. Hvem derude, som ikke ejer eller nogensinde har nærlyttet London Calling med The Clash, har, for langt under 100 kroner, en femstjernet Michelin-restaurant af et album til gode – gid det var mig!