Tegnet på at sommerferie er som forbi, har for mig intet med skolestart eller temperaturskift at gøre. Nix, det der signalerer efterårets snarlige komme er den weekend, hvor Premier League endelig er tilbage med starten på den nye sæson. Og for de der ikke ved det, er det altså nu i weekenden det sker.
Efter en lang VM-slutrunde, som først sluttede for lidt over en måned siden, er det ikke meget ferietid, det er blevet til for de mange PL-spillere der var med. Det har forberedelserne til den nye sæson båret præg af, da mange hold derfor slet ikke har kunnet stille med stærkeste opstilling i de preseasonkampe, hvor man normalt spiller nye indkøb ind i A-opstillingen.
Og ovenikøbet er selvsamme spillere nu kaldt afsted til den lange række nationale træningskampe, der er sat op i løbet af denne uge. Det betyder endnu mere rod i forberedelserne i de enkelte klubber og forstærker indtrykket, at starten på årets Premier League nemt kan blive præget af tilfældigheder. Hvilket reelt set betyder at holdenes egentlige styrke, eller mangel på selvsamme, nok først kan aflæses senere på efteråret, når alt ligesom er blevet afstemt.
Så det gælder først og fremmest for de potentielle tophold, om ikke at dumme sig fra starten og blive taget med 11 bukser nede. Det vil kunne give en uoprettelig slagside. Se blot på Liverpool, der så nemt kunne have tabt årets Champions League-sæson på gulvet allerede i hjemmekvalkampen mod Maccabi Haifa forleden. Udelukkende fordi man som hold endnu ikke er i topgear, grundet den sene opstart.
Men hvordan kommer det så til at gå i år? Altid svært at spå om, og specielt nu, hvor vi ikke i preseasonopgørene har set holdene, som de kommer til at fremstå når det nu snart bliver alvor. Vores bud her på siden før sidste sæson var slet ikke uden fejl, viste det sig, men det skal ikke forhindre lykken i at prøve os igen som fortune tellers.
Chelsea går atter ud som mestre og er i de flestes øjne favoritter til at score engelsk titel-hattrick. Klassespillere som Shevchenko, Kalou, Mikel og Ballack er kommet til, så på papiret ser alt perfekt ud. Men noget trykker vel alligevel trods PL-succés. For det er ingen hemmelighed, at holdejer Abramovich’s hovedformål sidste år var – som det første hold fra London nogensinde – endelig at vinde Champions League. Og det gik helt galt.
Forrige sæson snublede Mourinho over Liverpool, og nu blev det så FC Barcelona, som på meget elegant og sikker vis eksponerede Chelsea’s endimensionelle spillestil. Mod Barcelona lignede de blå hverken mere eller mindre end verdens dyreste one-trick-pony. Hvis ene trick vel at mærke var blevet nøje aflæst af Barca’s træner Frank Rijkaard. Hjemme i Premier League vandt Chelsea dog oftest, men ikke længere overbevisende og ubesværet.
Hvis Chelsea i denne sæson endnu engang bliver sat til vægs i Europa, er det et åbent spørgsmål om holdets mastermind om et år stadigvæk hedder Jose Mourinho. Trænerens kontroversielle stil udenfor banen, der ikke ligefrem har skaffet Chelsea mange venner, synes efterhånden en stor belastning. Ikke bare for fodboldsporten som sådan, men især for Chelsea FC, der konstant skal eksistere i den evige modvind, Mourinho’s åbenlyse mangel på menneskelig storhed som almindelig sportsånd sender afsted fra nær og fjern.
Lidt nord i London gør Arsenal klar til en sæson, der skal rette op på sidste års skuffende 4. plads, som endda først med nød og næppe – samt lasagne-forgiftning til de uheldige konkurrenter fra Tottenham – blev hevet hjem på allersidste spilledag. Arsenal har et superlovende hold, der på den rette dag spiller smuk, smuk fodbold. Det er udeformen som skal rettes op på, for det var der man savnede Viera, det var der de unge spilleres fysik kom til kort, det var der man tabte alt for ofte.
At det så alligevel kunne blive til en Champions League-finale var imponerende. Og medgjorde at sæsonen som sådan overhovedet ikke var nogen fiasko. Det bliver interessant at se hvordan Arsenal kommer igang på den nye hjemmebane, Emirates Stadium. Under alle omstændigheder er flytningen fra Highbury en lettelse for alle TV-kiggere, der gennem årtier har måttet leve med den meget lave og klaustrofobiske kameraføring der. Nu vil man endelig kunne se på TV, hvordan Arsenal rent faktisk spiller på hjemmebane.
Manchester United tager endnu en sæson med træner Alex Ferguson, måske også den sidste, hvis United endnu engang hverken får ultimativ succes i PL eller CL. Sidste sæsons 2. plads var hæderlig, men den ekstatiske måde hvorpå man fejrede forårets Carling Cup-sejr, viste kun tydeligt, præcis hvor langt Manchester’ United er sunket siden de guldrandede 90’ere, hvor klubben ikke regnede den turnring for andet end tvungen reserveholdstræning.
Nistelrooy er blevet offloadet, talentet Carrick kommet til, dog for bizart mange penge. Det tyder på at Fergie i bund og grund er tilfreds med sit hold og dets standard. Hvilket må være bekymrende for United-fans, for specielt holdets midtbane synes teknisk som fysisk decideret dårligere udrustet end topkonkurrenternes. Om Carrick, der er blevet tildelt Roy Keane’s rygnummer 16, kan højne dens niveau og opfindsomhed vil blive altafgørende for United’s kommende sæson.
Hvor man også meget gerne skal igang igen ude i Europa. Sidste års meget tidlige exit i CL gjorde ondt, ikke mindst på de amerikanske Glazier-brødre, der ikke har opkøbt Man USA med henblik på at blive nummer sjok i indledende gruppespil. Vil Nisterooy så blive savnet? Well, Saha har vist han selv kan, Rooney er næsten altid på togt og unge italienske Rossi siges at score mål som efter behag på reserveholdet – der er håb oppe foran. Og endnu en kvalificeret angriber søges før transferdeadline. Så jo, det er midtbanen, der bliver udslagsgivende. Her meldes Scholes tilbage fra sin langtidsskade.
I Liverpool har man over sommeren fortsat Rafa’s genopbygning mod klubbens tidligere højder. Hvis der var én ting man savnede sidste sæson var det tempo foran. Bortset fra Cissé, der som oftest løb solen sort ude på højre, og Kewell/Garcia på deres hurtige dage, manglede man decideret fartudfordring. Den er blevet forsøgt indkøbt nu i form af Bellamy, chilenske Gonzales og Pennant, der alle skal være med til at gøre angrebsspillet mindre forudsigeligt.
Med profiler som især Gerrard/Sissoko/Alonso synes Liverpool at have den måske mest komplette midtbane i England nu. Så muligheden for noget stort er tilstede. Men det kræver en stabilitet, holdet ikke har kendt til de sidste 15 år, hvor hver eneste sæson mindst har haft én længere down-periode. Samt et angreb, der omsætter dets chancer på en helt anden effektiv og klinisk måde end til nu – læser du med, Peter Crouch?
CL-triumf i Istanbul for godt et år siden, FA-cup-sejr i Cardiff her i maj. Jo, det går bedre end længe for Liverpool FC, der har så svær en historie at spejle sig i. Om man endnu er klar til at gå det sidste store skridt, og for første gang i nyere tid blive kåret som England’s bedste, kan man som Liverpool-tilhænger nemt frygte ikke er tilfældet. Men sker det, vil holdet blive fejret af hele Storbritanien (minus Manchester of course) – så indædt er hadet til Chelsea’s Roman Abramovich og Jose Mourinho. En ny mester – uanset hvem iøvrigt – vil blive set som en kærkommen sejr for den “rigtige” fodbold. Den er vi med på.
Vores beskedne og helt upartiske bud på en top-5:
1. Liverpool
2. Arsenal
3. Chelsea
4. Manchester United
5. Tottenham
Og et ditto på en bund-5:
16. Aston Villa
17. Wigan Athletic
18. Fulham
19. Reading
20. Watford
Lad endelig høre andre, bedre bud på hvordan det kommer til at gå…
Første spillerunde i Premier League tyvstartes på Bramall Lane i Sheffield – Kanal 5 sender én direct! – og går sådan her:
Lørdag, 19. August:
Arsenal – Aston Villa, 16:00
Bolton – Tottenham, 18:15
Everton – Watford, 16:00
Newcastle – Wigan, 16:00
Portsmouth – Blackburn, 16:00
Reading – Middlesbrough, 16:00
Sheff Utd – Liverpool, 13:45
West Ham – Charlton, 16:00
Søndag, 20. August:
Chelsea – Man City, 17:00
Man Utd – Fulham, 14:30
Enjoy!
