Den ene plads i Champions League-finalen i Athen d. 23. maj er på spil i aften mellem to af sjæl og natur meget forskellige engelske klubber, der efterhånden slet ikke kan udstå hinanden. Det bliver enten fantastisk euforiserende eller dybt deprimerende. Ingenting imellem.
Liverpool – Chelsea, i aften kl. 19.30, TV3+
Det er så enkelt at se op, når man er ny og kun har tid. Man får sin første professionelle kontrakt i Blackpool, danser lidt twist og bliver udtaget til landsholdet. Der bliver man verdensmester i 1966, endda som den yngste på sit hold, kommer til Everton – byen Liverpool’s nok trediebedste klub! – og fortsætter, efter flere gode sæsoner i blåt, til lysende Nordlondon, for at spille med Arsenal på nu forsvundne Highbury. Derefter fortaber tingene sig i Southampton, global glemsel og diverse manager-jobs, inden vi nogennsinde når at få tænkt på noget farvel. For livet er hurtigt, tager ingen gidsler, og tidligt i dag var det forbi for Alan Ball, en af hjørnestenene i 70’ernes mudrede TV-tipslørdage, dem mange af os lærte at ånde fodbold igennem. Han er allerede savnet.
Du gjorde ikke altid, som du skulle. Min familie var ikke altid glad over den plads, du optog i hjemmet. Der var perioder i mit liv, hvor jeg ikke gad være sammen med dig. Somme tider var jeg hellere sammen med de andre. Jeg blev ked af det, når du hellere ville til rytmisk sportsgymnastik onsdag aften end gå til fodbold. Min datter blev ked af det, når hun ikke måtte se Bamses billedbog for dig.
Men jeg vil savne dig. Vi voksede op sammen. Mon vi ses igen en dag?
Det er den betegnelse træner Jose Mourinho påhæfter ovenstående scoring, der alene for to år siden, efter to meget tætte kampe mod Liverpool, sendte hans Chelsea ud af semifinalen i Champions League. At målet i tilfælde af underkendelse fra officials retvist ville være blevet erstattet af rødt kort til Chelsea-målmand Petr Cech og straffespark til Liverpool, er ikke noget der forstyrer Mourinho’s opfattelse af, at Chelsea her blev frarøvet sin deltagelse i den legendariske finale, Liverpool siden vandt i Istanbul over AC Milan.
Jose Mourinho har bitchet lige siden, som vel kun han kan gøre det efter nederlag. I Premier League er det lykkes at få et par klare revancher, men i to knock-out-kampe – FA-cup-semi og Charity Shield-finale – er han igen blevet udmatchet af Liverpool. Onsdag aften kommer så endnu en stor mulighed for at give igen på Anfield-ydmygelsen, da de to klubber atter har trukket hinanden i en Champions League-semifinale.
Begge hold er blevet markant forstærket siden, og ikke mindst Chelsea ligner nu på papiret en næsten uovervindelig modstander. Da Liverpool ret ubesværet vandt 2-0 hjemme over dem i Premier League tidligere på året, blev dette nederlag af Mourinho og mange andre tilskrevet forsvarsmidtpunkt John Terry’s skadesfravær. Han er med igen onsdag aften, hvor næsten ligeså vigtige Essien til gengæld mangler grundet karantæne. At Essien tidligt mandag morgen blev anholdt og sigtet for spritkørsel, gør derfor ingen umiddelbar forskel. Carvalho meldes tvivlsom og Ballack, der humpede af banen i søndagens dyst i Newcastle, ligeså. Hos Liverpool er Luis Garcia, Chelseas onde ånd, langtidsskadet, ligesom sidste sæsons lyspunkt på venstrefløjen Harry Kewell heller ikke er i omdrejninger. Ellers synes alle klar.
Liverpool’s force de seneste par sæsoner i Champions League står i den grad med baggrund i træner Rafa Benitez’ taktiske evne til at kunne læse sine modstandernes svagheder og udnytte dem. Det så vi ikke mindst i 1/8-finalen’s første udekamp, hvor hjørnestenen til samlet sejr over de regerende mestre FC Barcelona, blev lagt på en super-disciplineret opstilling, der låste hjemmeholdets normalt så sprudlende midtbane og angreb. På samme facon har Benitez ved flere lejligheder vist sig istand til, at pacificere Mourinho’s Chelsea, der spiller en anderledes forudsigelig – men kraftfuld og knusende effektiv – fodbold.
Vinderen af de to samlede kampe vil kunne se frem til finalen i Athen, hvor – vi tipper helt uden tvivl – Manchester United venter. At tabe til Chelsea i en CL-semi vil gøre ondt på alle fra Liverpool, men at slå dem og så gå ned til netop hadsrivalerne fra Manchester United – vi taler altså Ferguson, Neville, Ronaldo, Scholes, Rooney! – i en CL-finale, fremstår som moderen af alle ydmygelser. Omvendt vil en triumf over United i den største finale af dem alle, føles bedre end nogen overhovedet kan beskrive. Så jo, der er mere end meget på spil mellem de tre engelske klubber – det kan komme til at gøre rigtig, rigtig ondt!
Manchester United – AC Milan, tirsdag, kl. 19.30, TV3+
Chelsea – Liverpool, onsdag, kl. 19.50, TV3+
Jeg læser ikke Politiken regelmæssigt, men jeg er netop blevet gjort opmærksom på dette citat fra onsdag d. 11. april i Peter Christensens klumme om aktuelle links og blogs. Han skriver:
Sanger og sangskriver Jens Unmacks hjemmeside er gefundenes fressen for både fans og almindeligt musik- og fodboldinteresserede. Der er naturligvis oplysninger om tourplan og smagsprøver fra det andet soloudspil, ’Aftenland Express’ (bl.a. via et link til hans myspace-profil), men nok så interessant kan man holde sig ajour med diverse bands og musikere, som Unmack værdsætter. Og under titlen ’Calcio!’ kan man læse kvalificerede nyheder og holdninger om fodbold (især om Liverpool FC). Kort sagt: For os, der mindes den glade studietid, hvor der var tid til at gennempløje pladebutikker og musik- og fodboldblade, er det en god genvej til fornøjelig og kyndig opdatering.
Ordene var Arctic Monkeys, glæden tilhørte Vega. Efter den mediehype og kæmpesuccés der blev Sheffieldbandet til del omkring debuten for godt et år siden, havde vi vel frygtet et mere distanceret og mekanisk band end det, som gav et så levende og fint rocknroll-set i går aftes. Men nej, der blev spillet igennem med fuldt nærvær og skarphed, hvad især skyldes Arctic Monkeys’ frontmand Alex Turner, der i sin sangskrivning har et ekstra gear eller to i forhold til de fleste konkurrenter. Hans yderst socialrealistiske beskrivelser af trøstesløst og glædesfuldt ungdomsliv i Nordengland ligger i tone og observationsevne ikke langt fra, hvad vi også tidligere har hørt fra navne som vel især The Streets og Blur. Aftenen demonstrerede så klart, at ret gængs rocknroll bare er så meget bedre og mere relevant, når de ord den bærer danner billeder og tager en steder hen. Efter først at have været ret ignorant overfor Arctic Monkeys’ simple og ikke ligefrem revolutionerende musik, som først og fremmest smells like team spirit, er vi her efterhånden kommet til at holde helt af den. Som et af de mange smilende ansigter i Vega i går sagde; “de spiller sgu’ ligesom Liverpool!”
Liverpool, fodboldholdet, de trak PSV Eindhoven i 1/4-finalen af Champions League her til frokost. Den heldigst mulige lodtrækning, ingen tvivl om det. For netop PSV fremstår som det skrøbeligste af turneringens nu kun 8 hold og var yderst svineheldige med ikke at tabe stort mod Arsenal, som de var klasser under i onsdags. Den lodtrækning åbner realistiske muligheder for en semi-finale, der i givet fald vil blive mod vinderen af opgøret mellem Chelsea og Valencia. Ikke kedeligt, hvis man ellers kommer så langt. Her er 1/4-finalerne:
PSV Eindhoven v Liverpool
Chelsea v Valencia
Roma v Manchester United
AC Milan v Bayern München
Det er ikke kun uenigheder omkring Ungdomshuset i København, der kan få menneskedyrets sande jeg lokket frem. Her er vi til Champions League-fest på Mestalla i Valencia i går aftes:
http://youtube.com/watch?v=K8dvYEJXiYY&mode=related&search=
Kom klubpræsident Joan Laporta så på Beatles-museum og fik købt den “Star Club Hamburg”-skuldertaske? Ved det desværre ikke. Ved kun at den fodboldkamp han i går aftes så på et storlarmende Anfield i Liverpool, var en tæt thriller, der tilsidst ligeså godt kunne være gået hans og Barcelona’s vej. Som det blev måtte Laporta flyve hjem sydpå med sit hold, velvidende, at resten af foråret nu primært vil handle om det spanske La Liga-mesterskab. I dét hektiske kapløb kommer ærkerivalerne fra Real Madrid på besøg på Nou Camp sent lørdag, men kan allerede formtjekkes i aften, hvor de på Allianz Arena i München stiller op mod FC Bayern, med en yderst spinkel 3-2-føring, i endnu en tæt Champions League-1/8-finale.
TV3+ – i aften fra kl 19.30.
Med ovenstående resultat mod Liverpool i aften på Anfield vil FC Barcelona være videre i Champions League. Da lodtrækningen til indeværende runde fandt sted i december havde Barcelona’s stilfulde præsident Juan Laporta svært ved at skjule sin glæde. Dels over at have trukket den af hans hold ønskede og formodet letteste modstander blande de resterende hold i turneringen, dels over nu at kunne komme på det berømte Beatles-museum op til udekampen i aften. Og forhåbentlig får Laporta i eftermiddag en mindeværdig tur ned til Albert Dock, lige ud til Mersey-floden, hvor museet ligger. Der vil han kunne studere fan-memorabilia, gamle trommesets, guitarer, sort-hvid-billeder, måske endda købe en blå “Star-Club Hamburg”-skuldertaske med hjem til Fru Laporta, før tiden kommer med tidlig aften til at køre de 4-5 kilometer op til kompakte Anfield Road, på højdedraget lidt nordvest for centrum. Her vil spanieren, der så sent som nu lørdag aften i Sevilla oplevede et fantastisk hjemmepublikum, stå overfor et nyt og uden tvivl ligeså larmende et af slagsen. Det vil gøre et blivende indtryk på ham, som også selve kampen vil det. For uanset dens endelige udfald bliver i aften ikke business as usual for FC Barcelona, der stik imod egen forventning er bagud 1-2 efter første møde og derfor tvunget til at satse stort. For langt de fleste hold nærmest selvmord på Anfield, men netop Barcelona af alle besidder den spilmæssige flair og tekniske overlegenhed, en utaknemmelig opgave som denne i det mindste kræver – men er det nok? God kamp, Juan!
TV3+ – i aften fra kl 19.30.
Ikke hver eneste dag man slår de regerende Champions League-vindere på deres egen græsplæne, så selvfølgelig skal netop det, der skete i går aftes, fejres her. Som den kamp med al tydelighed demonstrerede har FC Barcelona måske de store individualister, men som hold set synes man pt. ikke istand til at matche et ultrastærkt kollektiv som nu Liverpool’s. Snart venter en tricky returkamp, hvor det skal vise sig om de europæiske klubmestre virkelig kan spille så usammenhængende og ringe to gange i træk. Sker det på Anfield, bliver FC Barcelona først for alvor kørt over. Mig, jeg kan næsten ikke vente…
Aftenens ovenstående snapshot fra Nou Camp er det venstrehåndede golfslag, med hvilket Craig Bellamy fejrer sin og Liverpool’s første scoring – klasse!
Så er det i aften 20.45 slaget står. De spansk-catalanske sydamerikanere Barcelona mod de engelske spaniere Liverpool. For bare et halvt år siden havde det møde på papiret set ret ensidigt ud, men nu, hvor Barcelona ofte underspiller, Ronaldinho synes ude af balance og Eto’o er skadet, kan alt ske. Det håber vi så det gør. Husk nervemedicin!
TV3+, i aften fra kl. 19.30.
Intet er mere absurd end at dø i en trafikulykke, udtalte Albert Camus nogle år inden han besynderligt nok i 1960 selv endte sit liv i en forulykkende bil. Og muligvis er hans påstand rigtig, men en – på et meget mindre plan – næsten ligeså absurd ting er det, at bruge kostbar tid på den slags venskabslandskampe, som denne uge har præget den europæiske fodbold. Et er at kvaliteteten af de efterhånden alt for mange regulære kval-kampe til EM/VM, gennem inklusion af de talrige nye fodboldforbund fra øst, er faldet mærkbart. Noget andet er det, at man alligevel stadig tager tid væk fra de klubturneringer, de fleste af os ånder for, med en parade af halvhjertede træningskampe, som ingen udover de nationale fodboldforbund synes at have hverken tid, lyst eller overskud til. Selv havde vi sådan en tirsdag aften mod Australien i Shepherds Bush, hvor begivenhedens manglende betydning lyste ud af TV. Og i går var det Englands tur mod Spanien i en tilfældig og rodet affære, der næsten nåede at se flere spillere på banen, end der var tilskuere på stadion i Manchester. Et andet sted langt derfra dystede San Marino samtidig mod Irland, der vandt på et mål i fem minutters overtid. Det lyder jo af noget med sådan en sidsteøjebliksafgørelse, som ellers kun er håndboldens besynderlige verden forundt, men at dømme efter nedenstående anonyme tilskuerreferat, var heller ikke den oplevelse tilnærmelsesvis værd at huske:
The teams walk out – not of a tunnel but from under some trees,
They are not that big – they`d only reach Big Niall Quinns Knees.
In the teamtalk O`Shea seems confused by his role,
He wants the keepers jersey – he wants to play in goal.
Into the second half and all is level,
With the San Marino players tackling like Philip Neville.
The ref doesn`t seem to care – as the tackle fly in,
As Harte fluffs a free – God I miss Denis Irwin.
Humpty Dumpty sat on a wall eating his curds and way,
As humpty pondered – pondering thoughts – he thought “I`ll play the Irish way”,
I`ll kick and i`ll run and i`ll avoid the big goal,
That way my manager will appear on the dole.
Nyheden om at Liverpool FC, ens (=min) fodboldklub og tæt på essensen af alt hvad man (=jeg) holder af omkring England, er blevet opkøbt af to hovedrige amerikanske forretningsmænd, hvoraf den ene, en texaner, endda har gjort sig bemærket ved sin økonomiske støtte til George W. Bush’s to præsidentkampagner, er ikke nem at komme overens med. Pengene de to kommer med er mere end nødvendige, hvis Liverpool som klub skal gøre sig håb om en tilværelse i fodboldens absolutte top, hvor den på baggrund af sin uforlignelige historie naturligvis ser sig selv hjemme. Men kulturen og traditionerne omkring Liverpool FC – hvad med dem? Ved overtagelses-pressemødet i går, havde de nye ejere – George Gillett Jnr. og Tom Hicks – travlt med at pointere hvor opmærksomme de er på hvad Liverpools tilhængere ønsker sig. Men samtidig lagde man ikke skjul på, at f.eks. navnet til Stanley Park, det kommende store LFC-stadion, er til salg, hvis prisen udefra er den rigtige. Så måske venter en McDonalds Park, en Adidas Arena, et Disneyworld Stadium forude som hjemmebane for Liverpool, hvilket – set herfra – vil være alt andet end optimalt. Det vil være at pisse på hvad klubben er og bør være, og mon ikke de nye amerikanere trods alt ved netop det? Et forretningstalent så stort som deres handler vel også om en præcis afvejning af, hvordan de i et tilfælde som Liverpools ikke punkterer en enorm fanbases entusiasme, ved selvskabt devaluering af det pletfri klub-brand, de netop har betalt så rasende dyrt for. Der er en spændende tid med meget på spil forude for alle der ånder Liverpool. I den forbindelse er det vigtigt at huske én ting: USA er ikke en forbandelse – det er bare et land…
Så er det alvor i toppen af Premier League: Weekenden byder på to topmøder, hvis resultater vil kunne betyde meget for sæsonens endelige udfald for de implicerede klubber. På Anfield tager Liverpool lørdag middag imod Chelsea, der skal og må vinde for at holde trit med Manchester United på førstepladsen. Liverpool har på det seneste i Premier League endelig vist stor stabilitet og styrke, men forrige uges to fæle cup-nederlag – 1-3 og 3-6 – hjemme mod Arsenal gør stadigvæk så ondt, at alt andet end en sejr lørdag vil sprede stor disillusion. Chelsea har uden samlingspunktet John Terry haft en omtumlet jule-periode med et shaky forsvar, uro omkring både Shevchenko og træner Mourinho, og simpelthen for mange mistede “lette” points. Chelsea vil håbe, at Liverpools tendens med underpræstering mod de andre tophold fortsætter lørdag. Det bør blive et brag af en kamp, med alt hvad der er på spil af indbyrdes had, prestige, nervøsitet og ambitioner.
Søndag er Man United nede i London, hvor Arsenal venter. Sidstnævnte synes inde i sin bedste periode i lang tid, men en så ultra-svær kamp som denne, er nok alligevel ikke hvad man har brug for lige nu, med vigtige Gallas skadet og Henry først netop tilbage i opstart efter skadespause. Skulle Chelsea tabe lørdag vil en sejr til United være lig med et forspring på 9 points. Omvendt vil en eventuel sejr til Chelsea og ditto nederlag til Manchester bringe afstanden mellem de to ned på sølle 3. Men det er kun den matematik, der vil blive glemt så snart bolden ruller.
Liverpool-Chelsea, lørdag, kl. 13.45 på Kanal 5
Arsenal-Manchester United, søndag kl. 17.00 på Canal+sport
Den store engelske tradition FA-Cup’en intensiveres denne weekend, hvor samtlige Premier League-hold træder ind i turneringens 3. runde. Den på papiret vel mest spændende dyst foregår på Anfield, hvor Liverpool får selveste Arsenal på besøg. Skulle den kamp ikke være nok, så mødes de to hold under alle omstændigheder igen samme sted kun 4 dage efter, da i Carling Cup’ens kvartfinale. Begge kampe sendes live på TV.
Liverpool – Arsenal, lørdag, kl. 18.15, TV3+,
Liverpool – Arsenal, tirsdag kl. 20.45, Viasat Sport 1